Utilstrækkelig kontrol af udleveret medicin
Farmakonom får kritik for ikke at kontrollere at der blev udleveret det korrekte præparat i den rette mængde.
Sagsnummer:
23DNU93
Offentliggørelsesdato:
tirsdag den 19. december 2023
Speciale:
Farmakologi
Faggruppe:
Farmakonomer
Behandlingssted:
Apoteker
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Farmakonom Person1 (fødselsdato ████) fra Apotek 1 får kritik for behandlingen den 28. marts 2023.
Du kan læse mere på de næste sider.
Klagen
Der er klaget over, at ████ ikke modtog en korrekt behandling af farmakonom Person1 på Apotek 1, den 28. marts 2023.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:
- der ikke blev udleveret det, som recepten lød på.
Sagsfremstilling
Den 28. marts 2023 udleverede farmakonom Person1 30 stk. Attentin tabletter i styrken 5 mg til cpr.nr. tilhørende 38-årige ████ på Apotek 1. Det fremgår af recepten, at der var ordineret 100 stk. Dexamfetamin tabletter i styrken 5 mg til behandling af ADHD.
Det fremgår af apotekets instruks for recepthåndtering, at der skal foretages en kontrol af, om recepten og etikken ekspederes korrekt, herunder skal der foretages en kontrol af, at produktet stemmer overens med det på recepten anførte, og at der er tale om den rette dosering.
Det fremgår af klagen, at det var ████s kæreste, der hentede medicinen for hende.
Farmakonom Person1 har til sagen oplyst, at hun anerkender, at der er sket en fejl i forbindelse med udleveringen af medicinen.
Begrundelse
Vi behandler klager over apotekere, apoteksansatte farmaceuter, farmakonomer og farmaceutstuderende, der har gennemgået studieophold på apotek, selvom de ikke er autoriserede sundhedspersoner. Apotekspersonalet skal udføre deres opgaver omhyggeligt og samvittighedsfuldt.
Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om apotekspersonalet har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.
Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.
Vores resultat
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere farmakonom Person1 for udleveringen.
Vi har lagt vægt på, at:
- farmakonomen burde have kontrolleret, at hun udleverede det korrekte præparat i den rette mængde. Der blev ikke udleveret det, som recepten lød på. Det skyldes, at der blev udleveret 30 stk. Attentin tabletter i styrken 5 mg, men der skulle have været udleveret 100 stk. magistrelt fremstillet Dexamfetamin tabletter i styrken 5 mg. Magistrelt fremstillet betyder, at lægemidlet er specialfremstillet på et apotek. I nogle tilfælde kan et apotek udlevere et andet præparat end det, der er ordineret. Det kaldes substitution. Det er kun ved præparater, som er ”så ens”, at de kan betragtes som ligeværdige. Lægemiddelstyrelsen laver lister over de præparater, som apoteket kan substituere imellem. Det er kun de præparater, der fremgår af Lægemiddelstyrelsens lister, der kan substitueres. Der findes ingen substituerbare præparater til det ordinerede lægemiddel Dexamfetamin, da magistrelle præparater som udgangspunkt ikke kan substitueres. Attentin kunne derfor ikke udleveres i stedet for Dexamfetamin, selvom det indeholder det samme lægemiddelstof.
Farmakonom Person1 har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved udleveringen af ████s medicin den 28. marts 2023 på Apotek 1.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)
- 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
Bekendtgørelse nr. 1448 af 15. december 2010 om ikke-autoriserede persongrupper inden for sundhedsvæsnet, der er omfattet af Sundhedsvæsnets Disciplinærnævns virksomhed
- 1, nr. 8
Bekendtgørelse nr. 662 af 30. maj 2023 om apoteker og sygehusapotekers driftsforhold
- 12, stk. 1-4, om apotekspersonalets kompetencer m.v.
- 13, stk. 1-3, om bemanding på apoteker og apoteksenheder