Manglende opblanding af penicillinmikstur
Farmaceutstuderende får kritik for, at udlevere penicillinmikstur uden opblanding med vand til behandling af et 4-årigt barn.
Sagsnummer:
23DNU73
Offentliggørelsesdato:
tirsdag den 15. august 2023
Speciale:
Farmakologi
Faggruppe:
Farmakonomer
Behandlingssted:
Apoteker
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Der gives kritik til:
- farmaceutstuderende og farmaceut , Apotek, for behandlingen den 27. august 2022.
Det betyder, at farmaceutstuderende og farmaceut ikke udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen.
Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.
Klagen
Der er klaget over, at ikke modtog en korrekt behandling af farmaceutstuderende og farmaceut på Apotek, den 27. august 2022.
Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er, at:
- udlevering af antibiotika ikke skete på relevant vis, herunder at præparatet ikke blev opblandet før udlevering.
Sagsfremstilling
Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.
Den 27. august 2022 henvendte forældrene til 4-årige sig på Apotek med henblik på udlevering af en recept på penicillin i form af præparatet Primcillin, som var blevet ordineret til mod halsbetændelse. Det fremgår af recepten, at der var ordineret Primcillin granulat til oral suspension (pulver til indtagelse igennem munden) 50 mg/ml 100 ml x 2, og at der skulle gives 9 ml morgen, middag og aften.
Det fremgår af klagen, at præparatet blev udleveret i pulverform uden at blive blandet op med vand.
Det fremgår af en udtalelse fra farmaceutstuderende , at han ekspederede recepten og ved en fejl ikke fik blandet det udleverede præparat op inden udleveringen. Det fremgår videre af udtalelsen, at ikke nøjagtigt erindrer, hvilken rådgivning han gav ved udlevering af medicinen. Den farmaceutstuderende havde været ansat på apoteket i omkring en uge, og foretog ekspeditionen på farmaceut s log-in til apotekets edb-system (C2), da han endnu ikke havde fået sit eget log-in.
Begrundelse
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.
En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn kan behandle klager over apotekere, apoteksansatte farmaceuter, farmakonomer samt farmaceutstuderende, der har gennemgået studieophold på apotek, selvom de ikke er autoriserede sundhedspersoner og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af bekendtgørelse om ikke-autoriserede persongrupper inden for sundhedsvæsnet, der er omfattet af Sundhedsvæsnets Disciplinærnævns virksomhed, jf. klage- og erstatningslovens § 2, stk. 2, og § 3, stk. 1.
Apotekspersonale skal udføre deres opgaver omhyggeligt og samvittighedsfuldt. Det følger af lov om apoteker og sygehusapotekers driftsforhold § 13, stk. 3. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Disciplinærnævnet vurderer, at der er grundlag for at kritisere farmaceutstuderende for behandlingen.
Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at:
- farmaceutstuderende burde have opblandet primcillin granulatet med vand inden udlevering af pencillinmiksturen.
Disciplinærnævnet kan hertil oplyse, at pencillinmikstur er ustabil, og kun kan holde sig i kort tid, hvorfor det er nødvendigt, at fremstille en pulverblanding, som skal tilsættes vand umiddelbart inden udlevering fra apoteket.
- farmaceutstuderende ved udleveringen af medicinen burde have rådgivet om, hvordan pencillinmiksturen skulle anvendes korrekt. Det burde således have været oplyst, at der skulle gives 9 ml af miksturen morgen, middag og aften. Det burde videre have været oplyst, hvordan dosis skulle måles op. Der udleveres typisk en sprøjte til opmåling af miksturen, da det kan være vanskeligt at afmåle 9 ml nøjagtigt med et almindeligt målebæger.
Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at farmaceutstuderende handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 27. august 2022 på Apotek.
Disciplinærnævnet vurderer, at der er grundlag for at kritisere farmaceut for behandlingen.
Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at:
- farmaceuten burde have superviseret ekspeditionen, da den farmaceutstuderende foretog ekspeditionen på hans log-in til apotekets edb-system (C2), ligesom den farmaceutstuderende alene havde været ansat på apoteket i få dage. Log-in til C2 er strengt personligt, hvorfor ekspeditionen skal superviseres, når log-in udleveres til en anden.
Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at farmaceut handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 27. august 2022 på Apotek.
Regler
Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:
Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)
- 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
Bekendtgørelse nr. 122 af 24. januar 2023 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)
- 17 om omhu og samvittighedsfuldhed
Bekendtgørelse nr. 1448 af 15. december 2010 om ikke-autoriserede persongrupper inden for sundhedsvæsnet, der er omfattet af Sundhedsvæsnets Disciplinærnævns virksomhed:
- 1, nr. 8 (farmaceuter og farmaceutstuderende med gennemført studieophold på apotek)
Bekendtgørelse nr. 777 af 1. juni 2022 om apoteker og sygehusapotekers driftsforhold:
- 11, stk. 1-4, om apotekspersonalets kompetencer m.v. (farmaceut og farmaceutstuderende)
- 13, stk. 1-3, om bemanding på apoteker og apoteksenheder