Opslag nødvendigt for udtalelse til klagesag
Speciallæge får ikke kritik for opslag i en patients e-journal. Patienten havde klaget over speciallægens behandling. Speciallægens opslag i patientens e-journal var nødvendigt for at speciallægen kunne udtale sig til klagesagen.
Sagsnummer:
23DNU39
Offentliggørelsesdato:
fredag den 16. juni 2023
Juridisk tema:
Opslag i patientjournaler
Kategori:
Patientrettigheder
Der gives ikke kritik til:
- speciallæge i gynækologi for indhentning af oplysninger ved elektronisk opslag den 2., den 3. og den 13. juni 2021.
Det betyder, at speciallæge i gynækologi ikke har handlet i strid med sundhedsloven.
Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.
KLAGEN
Der er klaget over:
- at speciallæge i gynækologi indhentede oplysninger i s e-journal på sundhed.dk uden samtykke den 2., den 3. og den 13. juni 2021.
SAGSFREMSTILLING
Disciplinærnævnet har lagt vægt på oplysningerne i journalen, medmindre andet fremgår.
Den 11. august 2022 modtog et brev fra Region om, at speciallæge i gynækologi havde foretaget opslag i hendes e-journal den 2., den 3. og den 13. juni 2021. har oplyst, at hun i 2019 fik anlagt en spiral, og at hun siden da ikke har været i aktuel behandling hos speciallæge i gynækologi .
Speciallæge i gynækologi har oplyst, at tidligere har klaget over ham, og at klagen indeholdte nogle kritikpunkter af hans fund. Speciallæge i gynækologi har også oplyst, at han fandt det relevant at følge op i hospitalets konklusioner vedrørende samme fund, og at disse oplysninger var tilgængelige i e-journalen. Speciallæge i gynækologi sendte sin udtalelse til den daværende klagesag den 13. juni 2021.
Speciallæge i gynækologi har endvidere oplyst, at udtalelsen blev gjort i et ønske om at bibringe og den daværende klagesag et sammenhængende billede af forløbet i hans speciallægepraksis og på sygehuset. Speciallæge i gynækologi har derudover oplyst, at han foretog opslag i s e-journal i juni 2021 for at kunne svare fyldestgørende og forståeligt på den klage, tidligere havde indgivet over hans behandling.
Disciplinærnævnet har lagt til grund, at speciallæge i gynækologi indhentede oplysninger i s e-journal den 2., den 3. og den 13. juni 2021.
Disciplinærnævnet har også lagt til grund, at ikke havde givet sit samtykke til, at speciallæge i gynækologi kunne indhente oplysninger i hendes e-journal.
BEGRUNDELSE
Reglerne om indhentning af oplysninger ved elektronisk opslag
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoner. Disciplinærnævnet træffer afgørelse om, hvorvidt sundhedspersonen har handlet i strid med sundhedslovens kapitel 9. Det står i klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.
Reglerne i sundhedslovens kapitel 9 handler blandt andet om lovligheden af indhentning af oplysninger i patientjournaler, når indhentningen sker i elektroniske systemer.
Sundhedspersoner kan indhente oplysninger om en patients helbred og andre fortrolige oplysninger. Det kræver dog, at det er nødvendigt i forbindelse med aktuel behandling af patienten. Aktuel behandling kan fx være undersøgelse, diagnosticering eller behandling. Indhentning kan ske med eller uden patientens samtykke. Det står i sundhedslovens § 42 a.
Sundhedspersoner kan også i andre situationer indhente oplysninger uden patientens samtykke.
En sundhedsperson kan i nogle tilfælde give oplysninger til myndigheder, organisationer og private personer, uden patientens samtykke. En sundhedsperson kan fx give oplysningerne, når det er nødvendigt for berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre. Det står i sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2.
Reglen er en såkaldt ”værdispringsregel”, der indebærer, at de hensyn, der taler for videregivelse til andre, klart skal overstige hensynet til en patients ønske om fortrolighed.
En sundhedsperson, som kritiseres offentligt af en patient, vil være berettiget til i et vidt omfang at forsvare sig, hvilket kan indebære videregivelse af fortrolige oplysninger. Der må således antages at være adgang for en sundhedsperson til at tage til genmæle, herunder korrigere og kommentere de offentliggjorte oplysninger, når der fremsættes beskyldninger mod lægen. Der må dog kun videregives oplysninger, der relaterer sig til de rejste kritikpunkter. Ved vurderingen af, om en sådan videregivelse er lovlig, skal hensynet til patientens ret til fortrolighed om sine helbredsforhold afvejes i forhold til sundhedspersonens ønske om at korrigere og kommentere oplysninger, som efter dennes opfattelse er urigtige.
En sundhedsperson vil kunne indhente helbredsoplysninger m.v., hvis indhentningen er en forudsætning for at kunne videregive oplysninger i forbindelse med varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre efter bestemmelsen i sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2.
Disciplinærnævnets resultat
Disciplinærnævnet vurderer, at oplysninger i patientens e-journal er fortrolige oplysninger.
Disciplinærnævnet vurderer også, at speciallæge i gynækologi s indhentning af oplysninger i s e-journal var lovlig.
Disciplinærnævnet har lagt vægt på:
- at speciallæge i gynækologi indhentede oplysninger i s e-journal i forbindelse med, at han skulle udtale sig vedrørende en verserende klagesag.
- at speciallæge i gynækologi derfor i et vist omfang var berettiget til at videregive oplysninger for at forsvare sig imod klagen mod ham.
- at indhentningen af oplysninger var en forudsætning for, at speciallæge i gynækologi kunne videregive oplysninger i forbindelse med sin udtalelse, og at der ikke er grundlag for at anse speciallæge i gynækologi for at have indhentet oplysninger i videre omfang end nødvendigt for at varetage ovennævnte hensyn.
Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at speciallæge i gynækologi ikke har handlet i strid med sundhedsloven ved sin indhentning af oplysninger om ved elektronisk opslag den 2., den 3. og den 13. juni 2021.
REGLER
Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:
Love og bekendtgørelser
Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- § 2, stk. 1 om klager over forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 9
- § 3, stk. 1 om klager over forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 9
Bekendtgørelse nr. 210 af 27. januar 2022 af sundhedsloven:
- § 5 om behandlingsbegrebet
- § 42 d, stk. 2, om indhentning af oplysninger til andre formål end behandling uden patientens samtykke.
- § 43, stk. 2, om videregivelse af oplysninger til varetagelse af en åbenbar almen interesse.
Bekendtgørelse nr. 1447 af 15. december 2010 om forretningsorden for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn:
- § 5, stk. 2 om kompetence for disciplinærnævnets formand og næstformænd