Kun frabedt sig opslag i e-journal

Læge får ikke kritik for opslag i hospitalets egen elektroniske journal. Patienten havde frabedt sig opslag i e-journalen på sundhed.dk, men ikke i sygehusets egne journaler.

Sagsnummer:

23DNU35

Offentliggørelsesdato:

fredag den 16. juni 2023

Juridisk tema:

Opslag i patientjournaler

Kategori:

Patientrettigheder

Der gives ikke kritik til:

  • afdelingslæge for indhentning af oplysninger ved elektronisk opslag i perioden omkring den 8. april 2022.

Det betyder, at afdelingslæge ikke har handlet i strid med sundhedsloven.

Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.

KLAGEN

Der er klaget over:

  • at afdelingslæge indhentede oplysninger i s elektroniske journal uden samtykke i perioden omkring den 8. april 2022.

SAGSFREMSTILLING

Disciplinærnævnet har lagt vægt på oplysningerne i journalen, medmindre andet fremgår.

Den 8. april 2022 var på Afdelingen for Kvindesygdomme på , fordi hun skulle have en samtale om fødselsmåden, da hun havde rygproblemer. Hun ønskede at få et planlagt kejsersnit. havde haft flere diskusprolapser i lænderyggen. Hun havde tidligere fået fast smertestillende, og hun var meget sengeliggende. Aktuelt havde hun ikke de store rygproblemer, men havde gener fra bækkenet og lænden. var bange for, at en vaginal fødsel ville forværre hendes rygproblemer. Hun havde aldrig været ved en neurokirurg til vurdering. Der kunne heller ikke findes oplysninger om diskusprolaps i hendes journal. Hun var derfor formentlig blevet behandlet ved egen læge. Hun var ifølge børnepsykiatrisk journal kendt med flere forskellige psykiske problemstillinger. Hun havde flere indlæggelser med kramper, og var blevet udredt for epilepsi. Der var ingen tegn på epilepsi. Man vurderede, at det formentlig var udløst af alkohol eller amfetamin. Der havde ikke været indlæggelser med kramper siden 2015. Der var heller ikke et aktuelt forbrug af stoffer. 

har oplyst, at afdelingslæge har indhentet oplysninger i hendes journal, der er mellem fem og ti år gamle. Oplysningerne er usande. havde privatmarkeret oplysningerne for sundhedsfagligt personale. 

Afdelingslæge har oplyst, at hun indhentede oplysninger i s elektroniske journal, fordi hun var den behandlede læge. oplyste, at hun havde et ønske om at få et planlagt kejsersnit. I s svangrejournal fra egen læge, var der ikke oplysninger om et kejsersnit. Der var heller ikke lavet en vurdering af s helbredstilstand. Ligesom der ikke var lavet en vurdering af s ressourcer og psykosociale forhold.

Afdelingslæge har også oplyst, at de oplysninger, som hun har skrevet i s journal den 8. april 2022 stammer fra notatet ”Fælles sygdomshistorik” fra den 24. april 2018. I notatet står der, at tidligere havde været indlagt mange gange med kramper. Hun var udredt for epilepsi, som blev afkræftet. Hun havde desuden været indlagt mange gange med forgiftning af amfetamin og alkohol. Fanen ”Fælles sygdomshistorik” er lavet for, at man som behandlende læge kan få et overblik over tidligere indlæggelser, der vurderes at være relevante for øvrige specialer. Kramper kan under en graviditet være et tegn på svangerskabsforgiftning. En sygdomshistorik med kramper, og årsagen hertil, er relevant at skrive i en journal i forbindelse med en fødsel. Oplysningerne om s psykiatriske diagnoser er indhentet i hospitalets elektroniske journalsystem. Oplysningerne var ikke privatmarkerede. De psykiatriske diagnoser var relevante for at klarlægge de psykosociale forhold, herunder sårbarhed og s ressourcer. Dette kunne have betydning for afdelingslæge s anbefaling af fødselsmåde og opmærksomhedspunkter under graviditeten.

Afdelingslæge har herudover oplyst, at privatmarkering er en mulighed, som en patient har i forhold til oplysninger, der kan tilgås på sundhed.dk. En sådan privatmarkering gælder derfor alene for visning af oplysninger på sundhed.dk. Sundhedspersoner kan derfor stadigvæk tilgå journalen på hospitalets patientjournaler. Patienten selv kan derfor ikke privatmarkere et forløb i et hospitals patientjournal.

Disciplinærnævnet har lagt til grund, at afdelingslæge indhentede oplysninger i s elektroniske journal i perioden omkring den 8. april 2022.

Disciplinærnævnet har også lagt til grund, at ikke havde givet sit samtykke til, at afdelingslæge kunne indhente oplysninger i hendes elektroniske journal.

BEGRUNDELSE

Reglerne om indhentning af oplysninger ved elektronisk opslag

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoner. Disciplinærnævnet træffer afgørelse om, hvorvidt sundhedspersonen har handlet i strid med sundhedslovens kapitel 9. Det står i klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.

Reglerne i sundhedslovens kapitel 9 handler blandt andet om lovligheden af indhentning af oplysninger i patientjournaler, når indhentningen sker i elektroniske systemer.

Sundhedspersoner kan indhente oplysninger om en patients helbred og andre fortrolige oplysninger. Det kræver dog, at det er nødvendigt i forbindelse med aktuel behandling af patienten. Aktuel behandling kan fx være undersøgelse, diagnosticering eller behandling. Indhentning kan ske med eller uden patientens samtykke. Det står i sundhedslovens § 42 a.

Det er muligt for patienten selv at administrere andres adgang til deres sundhedsoplysninger på sundhed.dk. Når en patient laver en privatmarkering på sundhed.dk, gælder privatmarkeringen kun på sundhed.dk. Patientens sundhedsoplysninger kan derfor stadig være tilgængelige i andre fagsystemer og kan tilgås af sundhedspersoner i hospitalernes elektroniske patientjournalsystem, hvis de har patienten i behandling. Den eneste undtagelse er Medicinkortet, hvor privatmarkering af en ordination gælder på tværs af alle fagsystemer.

Patienten kan dog overfor hospitalet oplyse, at de vil frabede sig, at der bliver indhentet oplysninger i hospitalets elektroniske journal. Det står i sundhedslovens § 42 a, stk. 5.

Disciplinærnævnets resultat

Disciplinærnævnet vurderer, at oplysninger i s elektroniske journal er fortrolige oplysninger.

Disciplinærnævnet vurderer også, at afdelingslæge s indhentning af oplysninger i s elektroniske journal var lovlig. 

Disciplinærnævnet har lagt vægt på:

  • at afdelingslæge indhentede oplysninger i journalen i forbindelse med aktuel behandling af .
  • at det var nødvendigt at indhente oplysninger i journalen.
  • at afdelingslæge ikke indhentede flere oplysninger end nødvendigt.
  • at alle sundhedsoplysninger er tilgængelige via hospitalets egne patientjournaler, uanset om havde privatmarkeret forløb på sundhed.dk.
  • at ikke havde frabedt sig indhentning af oplysninger i hospitalets elektroniske journal.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at afdelingslæge ikke har handlet i strid med sundhedsloven ved sin indhentning af oplysninger om ved elektronisk opslag i perioden omkring den 8. april 2022.

REGLER

Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:

Love og bekendtgørelser

Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 2, stk. 1 om klager over forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 9
  • § 3, stk. 1 om klager over forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 9

Bekendtgørelse nr. 210 af 27. januar 2022 af sundhedsloven:

  • § 5 om behandlingsbegrebet
  • § 40 om tavshedsbelagte oplysninger
  • § 42 a, stk. 1, om indhentning af elektroniske helbredsoplysninger m.v. i forbindelse med aktuel behandling

Bekendtgørelse nr. 1447 af 15. december 2010 om forretningsorden for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn:

  • § 5, stk. 2 om kompetence for disciplinærnævnets formand og næstformænd