Manglende reaktion trods oplysning om forværring

Praktiserende læge Kristian Moi Vårdal (aut.ID 05HTV) får kritik for ikke at reagere personligt på hjemmeplejens henvendelse om at patienten var i krise, havde angstanfald og ikke afviste at skade på sig selv. (Offentliggøres pga. gentagen kritik)

Sagsnummer:

23DNM98

Offentliggørelsesdato:

tirsdag den 19. december 2023

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Almen praksis/vagtlæger

Type:

Behandling

Kategori:

Afgørelser med navn

Kritik

Praktiserende læge Kristian Moi Vårdal (aut. ID 05HTV) fra Behandlingssted 1 får kritik for behandlingen den 2. og den 3. maj 2023.

Du kan læse mere på de næste sider.

Klagen

Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling af praktiserende læge Kristian Moi Vårdal hos Behandlingssted 1, i perioden fra den 6. marts til den 9. maj 2023.

Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er, at:

  • du ikke blev undersøgt på relevant vis, henset til symptomerne
  • du ikke blev behandlet på relevant og tilstrækkelig vis, herunder at du burde have været behandlet med beroligende medicin.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Du var 73 år og kendt med insulinkrævende sukkersyge, da du henvendte dig til praktiserende læge Kristian Moi Vårdal.

Den 6. marts 2023 kontaktede du praktiserende læge Kristian Moi Vårdal i forbindelse med din mands pludselige død. Der blev afholdt en telefonkonsultation.

Den 13. marts 2023 kontaktede du igen den praktiserende læge. Du var i chok, kunne ikke få det til at fungere med din insulin og ønskede dosisdispenseret medicin. Den praktiserende læge rettede henvendelse til hjemmesygepleje-regi med henblik på oplæring i medicin. 

Den 14. marts 2023 korresponderede den praktiserende læge i hjemmesygepleje-regi vedrørende medicinen. Du kom til konsultation, og der blev talt om sorg og søvnproblemer. Den praktiserende læge ordinerede behandling med præparatet Zolpidem mod søvnløshed og gav en ny tid til opfølgning.

Den 15. marts 2023 havde den praktiserende læge korrespondance med hjemmesygeplejen angående blodsukkermåling og bad hjemmesygeplejen om praktisk hjælp til oplæring vedrørende sukkersygemedicin.

Den 20. marts 2023 udfærdigede den praktiserende læge en rejseforsikringsattest.

Den 1. maj 2023 havde du det fortsat dårligt. Den praktiserende læge talte med dig om håndtering og om en årskontrol.

Den 2. maj 2023 blev der rettet henvendelse fra hjemmesygepleje-regi til den praktiserende læge angående din tilstand. Det blev blandt andet oplyst fra hjemmesygepleje-regi, at du var i krise, havde angstanfald, ikke forstod at der var givet afslag på beroligende medicin, at du ikke var afvisende overfor tanken om at gøre noget ved dig selv og at du ikke brugte din sovetablet, da du blev dårlig af den.

Den 3. maj 2023 besvarede den praktiserende læge henvendelsen fra hjemmesygeplejen på mail. Han forklarede, at han havde haft en samtale med dig, og at det ville være fint, hvis du kunne motiveres i hjemmesygepleje-regi frem til to lægebesøg, der var planlagt til måneden efter.

Den 9. maj 2023 noterede den praktiserende læge, at han henviste til sygehus. Hjemmesygeplejen henvendte sig med oplysninger om, at situationen i hjemmet var presset, at din datter også havde henvendt sig angående din tilstand, og at der var bekymring for, om du var ved at udvikle en depression.

Det fremgår af klagen, at du var i en tilstand af chok og sorg efter din mands bortgang. Det fremgår videre af klagen, at den praktiserende læge ikke iværksatte behandling med beroligende medicin til trods for, at din helbredstilstand var stødt nedadgående. Det fremgår også af klagen, at der blev iværksat hjælp til insulin i hjemmesygepleje-regi og at både din datter og hjemmesygeplejen rettede henvendelse med henblik på hjælp til dig. Det fremgår endeligt af klagen, at der måtte tages kontakt til psykiatrisk regi på grund af din tilstand.

Det fremgår af en udtalelse fra praktiserende læge Kristian Moi Vårdal, at du udtrykte et ønske om sovemedicin ved samtalen den 13. marts 2023, og at han derfor tilbød dig en tid med fysisk fremmøde i overensstemmelse med reglerne om afhængighedsskabende medicin. Den 14. marts 2023 ordinerede han præparatet Zolpidem til dig på baggrund af samtalen under konsultationen denne dag, ligesom han tog kontakt til hjemmeplejen. Det fremgår videre, at du udeblev fra den aftalte opfølgningstid den 29. marts 2023, men at han talte med dig igen den 1. maj 2023 og vurderede, at du havde klassiske symptomer på sorg og ikke havde selvmordstanker, samt at der ikke var indikation for et sygebesøg. Du udtrykte et ønske om beroligende medicin og han forsøgte at motivere dig til fysisk fremmøde. Det fremgår også af udtalelsen fra den praktiserende læge, at han havde ferie i perioden fra den 3. maj til den 8. maj 2023, men blev bekendt med henvendelse fra hjemmeplejen og kontaktede dig telefonisk den 9. maj 2023, hvorefter han henviste dig til psykiatrisk regi på baggrund af oplysninger om din tilstand fra hjemmeplejen og din datter.  Den fremgår blandt andet også af udtalelsen, at den praktiserende læge mener, at undersøgelse og behandling skete på relevant vis, ligesom han orienterede om, at tage kontakt ved behov og tilbød tid til fysisk konsultation men henblik på ordination af beroligende medicin, men det var svært at få dig til at komme til klinikken.

Det fremgår af et partshøringssvar fra praktiserende læge Kristian Moi Vårdal, at han foretog vurderinger på baggrund af et kendskab til dig gennem mange år. Det fremgår videre af partshøringssvaret, at han finder det problematisk, hvis det vurderes, at telefonsamtalen den 1. maj 2023 ikke var uddybende nok, eller at den ikke kunne afdække situationen. Det fremgår også af partshøringssvaret, at almen praksis står overfor mange vurderinger og skøn i hverdagen. Opsamlende fremgår det af partshøringssvaret, at du var vurderet dagen før henvendelsen fra hjemmeplejen, at kendskabet til dig og situationen var godt, at den skriftlige henvendelse blev besvaret samme dag og at det er problematisk, såfremt en vurdering eller et skøn bliver kritiseret.

Begrundelse

Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.

Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.

Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.

Vores resultat

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere praktiserende læge Kristian Moi Vårdal for behandlingen.

Vi har lagt vægt på, at:

  • praktiserende læge Kristian Moi Vårdal burde have reageret på oplysninger fra hjemmeplejen den 2. og 3. maj 2023 ved at tage personlig kontakt til dig, fordi der var oplysninger om tegn på sorg og depression, men særligt fordi det var beskrevet, at du ikke var afvisende overfor tanken om at gøre noget ved dig selv. Den praktiserende læge havde haft telefonisk kontakt med dig den 1. maj 2023, men havde ikke fået indtryk af, at det stod så slemt til, som det fremgik af oplysningerne fra hjemmeplejen. Ved den praktiserende læges mailbesvarelse af den 2. maj 2023 blev der ikke foretaget en vurdering af symptomerne, men i stedet oplyste han, at hjemmeplejen kunne være behjælpelig med at motivere til næste lægebesøg den 6. og 13. juni 2023.
  • det er sædvanligt at tage en bekymringsmail fra andre fagpersoner alvorligt. I sådanne tilfælde kan der blandt andet være tale om en akut forværring. Derfor burde den praktiserende læge have taget personlig kontakt og såfremt symptomerne kunne bekræftes, da have iværksat medicinering, henvisning til psykolog eller til en vurdering i psykiatrisk regi.

Praktiserende læge Kristian Moi Vårdal har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig den 2. og 3. maj 2023 hos Behandlingssted 1.

Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere praktiserende læge Kristian Moi Vårdal for den øvrige behandling.

Vi har lagt vægt på, at:

  • praktiserende læge Kristian Moi Vårdal undersøgte dig på relevant vis, fordi han gav dig tid til konsultation, den 13. og 14. marts 2023, kort tid efter din mands dødsfald. Herudover talte han med dig om symptomerne og insisterede på fysisk fremmøde på baggrund af dit ønske om beroligende medicin. Ved disse konsultationer var der ikke beskrevet selvmordstanker eller psykotiske tanker. Der er ved en sorgreaktion eller en belastningsreaktion som følge af sorg, sædvanligvis ikke behov for fysiske undersøgelser.
  • det var relevant at praktiserende læge Kristian Moi Vårdal var tilbageholdende med ordination af beroligende medicin. Det skyldes, at beroligende medicin har et stort afhængighedspotentiale, og at det kan hæmme den naturlige sorgproces.
  • praktiserende læge Kristian Moi Vårdal iværksatte relevant behandling af dig, fordi den praktiserende læge sikrede hjemmeplejens involvering vedrørende blodsukkermåling og sukkersygemedicin blandt andet den 15. marts 2023. Derudover reagerede den praktiserende læge relevant på bekymringsmailen din datter den 8. maj og fra hjemmeplejen den 9. maj 2023, hvor han på baggrund af beskrivelser af symptomer som vægttab, angst og nedtrykthed henviste til psykiatrisk regi og oplyste både hjemmeplejen og dig om dette.

Praktiserende læge Kristian Moi Vårdal har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig i perioden fra den 6. marts til den 1. maj 2023 og den 9. maj 2023 hos Behandlingssted 1.

Offentliggørelse

Afgørelsen vil blive offentliggjort på vores hjemmeside og på sundhed.dk med angivelse af praktiserende læge Kristian Moi Vårdals titel, navn og autorisationsID.

Afgørelsen vil blive offentliggjort, da det er tredje gang inden for de sidste 5 år, vi giver kritik til praktiserende læge Kristian Moi Vårdal. Således gav vi kritik til praktiserende læge Kristian Moi Vårdal i afgørelse af den 25. april 2022 og i afgørelse af den 20. september 2022. Disse afgørelser vil derfor også blive offentliggjort, da de er omfattet af offentliggørelsesordningen.

Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og identificerbare navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)

  • 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 122 af 24. januar 2023 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)

  • 17 om omhu og samvittighedsfuldhed

Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)

  • 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed

Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet

  • 3, stk. 1, nr. 3 om tre gange kritik inden for 5 år