Manglende kontrol af recept på Simvastatin

Praktiserende læge Lars Stubbe Teglbjærg får kritik for ikke at kontrollere en recept på 80 mg Simvastatin, som var en dobbelt dosis i forhold til, hvad patienten var i behandling med. (offentliggøres pga. gentagen kritik)

Sagsnummer:

23DNM97

Offentliggørelsesdato:

mandag den 18. december 2023

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Almen praksis/vagtlæger

Type:

Behandling

Kategori:

Afgørelser med navn

Der gives kritik til:

  • praktiserende læge Lars Stubbe Teglbjærg (aut. ID 00PHK), Behandlingssted 1, for behandlingen den 17. januar 2019.

Det betyder, at praktiserende læge Lars Stubbe Teglbjærg ikke udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen.

Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.

KLAGEN

Der er klaget over, at ████ ikke modtog en korrekt behandling af praktiserende læge Lars Stubbe Teglbjærg i Behandlingssted 1 den 17. januar 2019.

Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:

  • at ████s recept på Simvastatin blev ændret fra 40 mg til 80 mg.

SAGSFREMSTILLING

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Den 17. januar 2019 godkendte praktiserende læge Lars Stubbe Teglbjærg, Behandlingssted 1, en receptfornyelse på Simvastatin 80 mg. Dagen forinden havde 59-årige ████ anmodet om en receptfornyelse på Simvastatin 40 mg.

Det fremgår af en udtalelse fra praktiserende læge Lars Stubbe Teglbjærg, at en sekretær havde lagt fornyelsen af recepten til godkendelse hos ham, hvorefter han godkendte den. Yderligere fremgår det, at fejlen formentlig var sket grundet udgået præparat fra medicinalfirmaet, hvorfor der har skullet findes en erstatning herfor, hvorved ændringen fra 40 mg til 80 mg var blevet overset. Der forelå en instruks for håndtering af receptfornyelse i Behandlingssted 1 den 17. januar 2019.

BEGRUNDELSE

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.

En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Disciplinærnævnet vurderer, at der er grundlag for at kritisere af praktiserende læge Lars Stubbe Teglbjærg for behandlingen.

Disciplinærnævnet har herved lagt vægt på:

  • at praktiserende læge Lars Stubbe Teglbjærg ikke foretog en tilstrækkelig kontrol af, at den medicin, som ████ bestilte den 17. januar 2019, stemte overens med den endelige ordination. En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sin virksomhed forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder ved benyttelse af medhjælp, økonomisk ordination af lægemidler m.v.
  • at lægen har det endelig ansvar for medicinordinationerne, uanset om der er foretaget en uddelegering af opgaven med at bestille medicin, hvilket er vanligt i en almen praksis. Selve opgaven med bestilling af medicin kan delegeres, men det kan ansvaret ikke.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at af praktiserende læge Lars Stubbe Teglbjærg handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af ████ den 17. januar 2019 i Behandlingssted 1.

REGLER

Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:

Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 2, stk. 1 om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1 om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 731 af 8. juli 2019 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven):

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed