Manglende røntgenkontrol af implantatbehandling

Privatpraktiserende tandlæge Peter Gade (aut. ID 01294) får kritik for ikke at tage et kontrolrøntgenbillede efter isættelse af implantater og for ikke at tage et røntgenbillede, inden han fjernede implantaterne. (Offentliggøres pga. gentagen kritik)

Sagsnummer:

23DNM90

Offentliggørelsesdato:

tirsdag den 12. december 2023

Speciale:

Tandpleje og -behandling

Faggruppe:

Tandlæger

Behandlingssted:

Tandlægeklinikker

Type:

Behandling

Kategori:

Afgørelser med navn

Kritik

Privatpraktiserende tandlæge Peter Gade (aut. ID 01294) fra Behandlingssted 1 får kritik for behandlingen den 7. marts og den 27. april 2022.

Du kan læse mere på de næste sider.

Klagen

Du har klaget over, at du ikke modtog en korrekt behandling af privatpraktiserende tandlæge Peter Gade ved Behandlingssted 1, i perioden fra den 7. marts til den 15. november 2022.

Vi har forstået, at det centrale i klagen er, at:

  • tandlæge Peter Gade ikke foretog en tandlægefaglig forsvarlig implantatbehandling af dig.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Du blev den 7. marts 2022 behandlet af privatpraktiserende tandlæge Peter Gade hos Behandlingssted 1. Tandlægen bedøvede dig ved den anden store kindtand i højre side af underkæben (7-). Derefter indopererede tandlægen to implantatskruer ved kindtanden 7- og den første store kindtand i højre side af underkæben (6-). Du var 67 år på behandlingstidspunktet.

Den 27. april 2022 konstaterede tandlægen, at implantatskruerne ikke var blevet integreret i kæben, hvorefter han fjernede begge implantatskruer og rensede såret. Tandlægen besluttede at revurdere muligheden for at indsætte implantater ved kindtænderne 6- og 7- efter 4 måneder.

Den 15. november 2022 konstaterede tandlægen, at kæbeknoglen ved kindtanden 6- var svundet ind, hvorfor han frarådede at forsøge at indsætte implantater på ny. 

Du har oplyst, at tandlægen efterfølgende foreslog en alternativ og dyr behandling og at du føler, at tandlægen har påført dig behovet for en anden og dyrere behandling.

Begrundelse

Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.

Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.

Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.

Vi har til brug for sagen indhentet og gennemset de relevante røntgenbilleder for behandlingen.

Vores resultat

Behandlingen:

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere privatpraktiserende tandlæge Peter Gade for en del af behandlingen.

Vi har lagt vægt på, at:

  • implantatbehandlingen den 7. marts 2022 ud fra sagens oplysninger blev foretaget efter sædvanlig praksis. Dog burde tandlæge Peter Gade have taget et røntgenbillede til kontrol med behandlingen efter isættelse af implantaterne, så tandlægen kunne vurdere, om operationen var vellykket og implantaterne var blevet isat korrekt. Endvidere burde der være taget et kontrolrøntgenbillede, da implantaterne sad i reduceret knoglehøjde og havde en længde, der øgede risikoen for beskadigelse af følenerven til underlæben (nervus alveolaris inferior). Dette medførte, at der var en øget risiko for, at implantaterne efterfølgende skulle fjernes
  • tandlæge Peter Gade desuden burde have taget et røntgenbillede til kontrol af integreringen af implantaterne den 27. april 2022, da tandlægen vurderede, at implantaterne ikke var integreret i knoglen. Ved at tage et røntgenbillede kunne tandlægen have vurderet, hvorvidt det var muligt at behandle den manglende integrering af implantaterne, eller om der ikke var andre løsninger end at fjerne implantaterne.

Vi vurderer desuden, at der ikke er grundlag for at kritisere privatpraktiserende tandlæge Peter Gade for behandlingen den 15. november 2022.

Vi har lagt vægt på, at:

  • det var relevant, at fraråde dig yderligere implantatbehandlinger efter fjernelsen af implantaterne ved pladsen for kindtænderne 7- og 6-, idet din kæbeknogle var svundet ind efter fjernelsen af implantaterne ved konsultationen den 15. november 2022. Det skyldes, at der dermed ikke var tilstrækkeligt plads til et implantat.

Privatpraktiserende tandlæge Peter Gade har derfor samlet set handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig den 7. marts og den 27. april 2022 Behandlingssted 1.

Offentliggørelse

Afgørelsen vil blive offentliggjort på vores hjemmeside og på sundhed.dk med angivelse af privatpraktiserende tandlæge Peter Gades titel, navn og autorisationsID.

Afgørelsen vil blive offentliggjort, da det er tredje gang inden for de sidste 5 år, vi giver kritik til privatpraktiserende tandlæge Peter Gade. Således gav vi kritik til tandlæge Peter Gade i afgørelse af den 30. marts 2021 og i afgørelse af den 7. december 2021. Disse afgørelser vil derfor også blive offentliggjort, da de er omfattet af offentliggørelsesordningen.

Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og identificerbare navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)

  • 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed

Bekendtgørelse nr. 122 af 24. januar 2023 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)

  • 17 om omhu og samvittighedsfuldhed

Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet

  • 3, stk. 1, nr. 3 om tre gange kritik inden for 5 år