Vagtlæge ikke bestilt akut kørsel til hospital

Vagtlæge Morten Krause Nielsen (aut. ID 062Q9) får kritik for ikke at mistænke blødning i maven hos patient og for manglende bestilling af akut kørsel til hospital. (offentliggøres pga. gentagen kritik)

Sagsnummer:

23DNM87

Offentliggørelsesdato:

tirsdag den 12. december 2023

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Almen praksis/vagtlæger

Type:

Behandling

Kategori:

Afgørelser med navn

Der gives kritik til:

  • vagtlæge Morten Krause Nielsen (aut. ID 062Q9), Lægevagten i Region A, for behandlingen den 19. februar 2023.

Det betyder, at vagtlæge Morten Krause Nielsen ikke udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen.

Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.

Klagen

Der er klaget over, at ████ ikke modtog en korrekt behandling af vagtlæge Morten Krause Nielsen hos Lægevagten i Region A, den 19. februar 2023.

Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er, at:

  • der ikke blev handlet tilstrækkeligt ud fra ████ symptomer.

Sagsfremstilling

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.

████ på 29 år tog den 19. februar 2023 kontakt til vagtlæge Morten Krause Nielsen hos Lægevagten i Region A, da hun oplevede ømhed i maven, var oppustet og havde kvalme. Der blev givet rådgivning og henvist til fornyet kontakt ved manglende bedring.

En time senere var ████ i kontakt med vagtlæge Morten Krause Nielsen igen, da smerterne var tiltaget, hvorfor der blev booket tid til en fysisk konsultation.

Begrundelse

Disciplinærnævnet behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.

En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Disciplinærnævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere vagtlæge Morten Krause Nielsen for behandlingen ved første opkald.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at:

  • ████ ved første opkald til vagtlæge Morten Krause Nielsen fremstod med oppustet mave, ømhed og kvalme, men ellers upåvirket. Det var derfor tilstrækkelig behandling, at vagtlæge Morten Krause Nielsen rådgav om indtag af væske og bevægelse for at afhjælpe maveproblemerne.

Disciplinærnævnet vurderer videre, at der er grundlag for at kritisere vagtlæge Morten Krause Nielsen for behandlingen ved andet opkald.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at:

  • ████ ved anden samtale med vagtlæge Morten Krause Nielsen fremstod med smerter, som trak op i brystkassen, samt smerter i nakken ved bevægelse af hovedet. Grundet udviklingen i smerterne burde vagtlæge Morten Krause have mistænkt blødning i maven (abdomen) og bestilt akut kørsel til et hospital.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at vagtlæge Morten Krause Nielsen handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af ████ den 19. februar 2023 hos Lægevagten i Region A.

Regler

Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:

Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)

  • 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 122 af 24. januar 2023 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)

  • 17 om omhu og samvittighedsfuldhed