Vagtlæge ikke sendt patient til videre vurdering

Vagtlæge Morten Krause Nielsen (aut. ID 062Q9) får kritik for ikke at sende en patient med symptomer på en begyndende byldedannelse ved endetarmen til fysisk vurdering. (offentliggøres pga. gentagen kritik)

Sagsnummer:

23DNM85

Offentliggørelsesdato:

tirsdag den 12. december 2023

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Almen praksis/vagtlæger

Type:

Behandling

Kategori:

Afgørelser med navn

Kritik

Vagtlæge Morten Krause Nielsen (aut. ID 062Q9) fra Lægevagten i Region A får kritik for behandlingen den 31. marts 2023.

Ikke kritik

Vagtlæge Person1 (aut. ID ████) fra Lægevagten i Region A får ikke kritik for behandlingen.

Du kan læse mere på de næste sider.

Klagen

Der er klaget over, at ████ ikke modtog en korrekt behandling af vagtlægerne Morten Krause Nielsen og Person1 hos Lægevagten i Region A, den 31. marts 2023 og den 1. april 2023.

Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er, at:

  • ████, henset til de symptomer som hun havde, ikke modtog relevant og tilstrækkelig behandling, herunder at der ved telefonkonsultationen den 31. marts 2023 burde have været tilbudt en fysisk undersøgelse hos Lægevagten. Videre blev der den 1. april 2023 ikke ordineret relevant behandling, idet der blev ordineret behandling med Metronidazol og Dicloxacillin.

Sagsfremstilling

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.

Den 31. marts 2023 rettede ████ på 52 år henvendelse til Lægevagten i Region A, og oplyste, at hun havde fået en fistel ved endetarmen (forbindelsesgang fra endetarmskirtel hvor der har været betændelse i, og til et sted i huden omkring endetarmen). Vagtlæge Morten Krause Nielsen noterede, at fisteldannelsen var en kendt problematik, og at ████ tidligere havde haft snore i. Vagtlægen gav råd om at bruse, og vurderede, at ████s tilstand ikke var akut eller uopsættelig. Videre opfordrede vagtlægen ████ til at rette henvendelse til egen læge.

Den 1. april 2023 kl. 8.53 rettede ████ telefonisk henvendelse til Lægevagten i Region A, og oplyste, at hun oplevede tiltagende smerter og hævelse i forhold til fistlen. Det blev noteret, at ████ var kendt med Morbus Crohn, og hun blev sendt til konsultation hos Lægevagten i Region A.    

Kl. 11.12 var ████ til en undersøgelse hos Lægevagten i Region A. Vagtlæge Person1 foretog en objektiv undersøgelse og konstaterede herved, at ████ havde en fistel ved endetarmen, og at der var et mindre hårdt (induceret) område ved siden af fistlen. Videre konstaterede vagtlægen, at der ikke var decideret byldedannelse. Vagtlægen ordinerede behandling med Metronidazol og Dicloxacillin, og opfordrede ████ til at rette henvendelse, såfremt at hun oplevede forværring eller manglende bedring.              

Det fremgår af lydfilen fra ████s henvendelse til Lægevagten i Region A, den 31. marts 2023, at hun indledningsvist oplyste til vagtlæge Morten Krause Nielsen, at hun havde fået en fistel ved endetarmen, og at hun efterfølgende betegnede sin tilstand som værende en byld. Videre fremgår det af lydfilen, at ████ oplyste om smerter, forøgelse af størrelse, og at symptomerne var opstået den foregående dag. Endvidere fremgår det af lydfilen, at ████ oplyste, at hun havde feber, og at hun havde haft 10 tidligere tilfælde, samt at hun plejede at blive sendt på en akutafdeling, og tidligere havde fået foretaget tømning.

Begrundelse

Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.

Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.

Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.

Vores resultat

Vagtlæge Morten Krause Nielsen

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere vagtlæge Morten Krause Nielsen for behandlingen.

Vi har lagt vægt på, at:

  • ████ indledningsvist ved den telefoniske henvendelse oplyste, at hun havde en fistel, men at hun under samtalen beskrev symptomer på en begyndende byldedannelse med feber, hævelse og smerter ved endetarmen. Videre oplyste hun, at hun havde oplevet samme problematik flere gange tidligere, og at hun tidligere var blevet henvist til vurdering på en akutafdeling.
  • symptomerne på en begyndende byldedannelse med feber, hævelse og smerter ved endetarmen, hurtig symptomudvikling inden for det seneste døgn, og en sygehistorie med 10 lignende fortilfælde, burde have medført, at vagtlæge Morten Krause Nielsen havde visiteret ████ til en vurdering.
  • ████, henset til de symptomer som hun havde, ikke modtog relevant og tilstrækkelig behandling, idet der ved telefonkonsultationen den 31. marts 2023 burde have været tilbudt en fysisk undersøgelse hos Lægevagten, eller alternativt på den nærmeste akutafdeling.

Vagtlæge Morten Krause Nielsen har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af ████ den 31. marts 2023 hos Lægevagten i Region A.

Vagtlæge Person1

Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere vagtlæge Person1 for behandlingen.

Vi har lagt vægt på, at:

  • vagtlæge Person1 foretog en objektiv undersøgelse af ████s endetarmsområde, og fandt herved en fistel, med et mindre, og hårdt (induceret) område omkring fistlen, men ikke åbenlyse tegn på byldedannelse i området.
  • en byld vil være blød i midten på grund af infektionsbetinget cellehenfald, og dette viser sig ved såkaldt fluktuation ved undersøgelse af det berørte hudområde, hvor der kan mærkes en blød og forskydningsbar masse midt i bylden. Når der er fluktuation er bylden moden for kirurgisk behandling i form af drænage. Såfremt en byld ikke er skæringsmoden, forsøges der almindeligvis begrænsning af byldens udbredelse, og behandling af infektionstilstanden med antibiotika.
  • der blev ordineret relevant og tilstrækkelig behandling til ████, idet vagtlæge Person1 ordinerede behandling med en kombination at to slags antibiotika, hvoraf den ene (Dicloxacillin) er effektiv mod stafylokokker, og den anden (Metronidazol) er effektiv over for anaerobe bakterier. Disse typer af bakterier optræder hyppigt ved lokale infektionstilstande/fistler/bylder ved overgang mellem tarm og hudoverflader.

Vagtlæge Person1 har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af ████ den 1. april 2023 hos Lægevagten i Region A.

Offentliggørelse

Afgørelsen vil blive offentliggjort på vores hjemmeside og på sundhed.dk med angivelse af vagtlæge Morten Krause Nielsens titel, navn og autorisationsID.

Afgørelsen vil blive offentliggjort, da det er tredje gang inden for de sidste 5 år, vi giver kritik til vagtlæge Morten Krause Nielsen. Således gav vi kritik til vagtlæge Morten Krause Nielsen i afgørelse af den 5. september 2023 og i afgørelse af den 3. oktober 2023. Disse afgørelser vil derfor også blive offentliggjort, da de er omfattet af offentliggørelsesordningen.

Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og identificerbare navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)

  • 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed

Bekendtgørelse nr. 122 af 24. januar 2023 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)

  • 17 om omhu og samvittighedsfuldhed

Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet

  • 3, stk. 1, nr. 3 om tre gange kritik inden for 5 år