Manglende plan for og opfølgning på behandling
Praktiserende læge Søren Simonsen (aut.ID 00T52) fulgte ikke retningslinjerne ved behandling med antidepressiv og stærk smertestillende medicin. Der manglede også plan for og opfølgning med behandlingen. (offentliggøres pga. kritik med indskærpelse)
Sagsnummer:
23DNM75
Offentliggørelsesdato:
tirsdag den 7. november 2023
Speciale:
Almen medicin, incl. Vagtlæger
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Almen praksis/vagtlæger
Type:
Behandling
Kategori:
Afgørelser med navn
Der gives kritik med indskærpelse til:
- praktiserende læge Søren Simonsen (aut. ID 00T52), ████, for behandlingen i perioden fra den 27. februar 2019 til den 8. juli 2022.
Det betyder, at praktiserende læge Søren Simonsen ikke udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen.
Det skal desuden indskærpes over for praktiserende læge Søren Simonsen at udvise større omhu i sit fremtidige virke.
Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.
Klagen
Der er klaget over, at ████ ikke modtog en korrekt behandling af praktiserende læge Søren Simonsen hos ████, i perioden fra den 27. februar 2019 til den 8. juli 2022.
Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er, at:
- ████ ikke blev medicineret på relevant vis, herunder at han fik ordineret escitalopram i længere tid end det var anbefalet.
Sagsfremstilling
Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.
Den 27. februar 2019 var ████ til konsultation hos praktiserende læge Søren Simonsen, ████, hvor han blev sat i behandling med en bestemt gruppe af antidepressiv medicin (SSRI). Da behandling med Seroquel mod psykoser ikke havde den ønskede effekt på hans søvnforstyrrelser, blev der startet aftrapning af medicinen. Lægen ordinerede den 8. marts 2019 sovemidlet, Imovane.
Lægen besluttede henholdsvis den 10. april og 11. juni 2019, at ████ skulle fortsætte behandlingen med SSRI, da han oplevede en god effekt hermed. Han oplyste desuden i forbindelse med konsultationen den 11. juni 2019, at han ønskede at trappe ud af behandlingen med Valproat mod epilepsi, hvorfor lægen reducerede dosissen.
Den 26. juli 2019 meddelte ████ via e-kommunikation, at han tog Litiumkarbonat mod manier og Fasoracetam, hvortil lægen svarede, at han ikke i deres system kunne se, at han var i behandling hermed. Den 13. august 2019 udtrykte han et ønske om at trappe ud af SSRI, hvortil det blev besluttet, at han skulle trappe ud over 6 til 8 uger. Videre frarådede lægen anvendelse af ikke-lægeordineret Litiumkarbonat. Da ████ fortsat havde brug for sovemedicin, fornyede lægen en recept på Imovane henholdsvis den 19. og 27. august 2019. ████ oplyste i forbindelse med en konsultation den 30. august 2019, at han havde taget ekstra Imovane mod angstanfald, hvilket lægen frarådede. Videre oplyste han den 10. december 2019, at han i perioder havde taget Valproat, hvilket lægen ligeledes frarådede, da det bør tages fast, hvis det skal bruges. Han startede den 26. februar 2020 aftrapning med Valproat, som han havde været i behandling med i mindst 3 år. Lægen fornyede den 16. marts 2020 en recept på Tramadol og Imovane. Videre fornyede lægen den 29. oktober 2020 recepter på henholdsvis Escitalopram, Mirtazepin og Tramadol.
Den 8. januar 2021 oplyste ████, at han oplevede voksende søvnproblemer, hvortil lægen ordinerede et præparat, som ikke fremgår af journalen. I forbindelse med en konsultation den 4. marts 2021 oplyste han, at han var ophørt med sovemedicin, men i stedet havde taget ekstra Mirtazapin mod depression.
Den 30. august 2021 blev Escitalopram stoppet, og ████ blev startet i behandling med Venlafaxin mod depression. Den 5. november 2021 blev det noteret, at det gik planmæssigt med udtrapning af Tramadol. Videre blev det den 29. november 2021 noteret, at han fortsat havde brug for smertestillende på grund af rygsmerter. Lægen noterede den 27. december 2021, at han havde et mål om, at ████ skulle trappe ud af både Tramadol og Imovane.
Den 8. juli 2022 oplyste ████ via e-kommunikation, at han ønskede recepten på Tramadol fornyet.
Begrundelse
Disciplinærnævnet behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.
En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Disciplinærnævnet vurderer, at der er grundlag for at kritisere praktiserende læge Søren Simonsen for behandlingen.
Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at:
- praktiserende læge Søren Simonsen ikke foretog en tilstrækkelig og relevant medicinering af ████, idet han i forbindelse med ordinationer af diverse præparater ikke udarbejdede planer for den videre behandling hermed. Videre foretog lægen inden igangsættelse af diverse præparater ikke en vurdering af ████ på tilstrækkelig vis, idet han blandt andet ikke foretog en vurdering efter almindelig faglig standard af hans subjektive symptomer samt objektive fund inden han ordinerede SSRI-præparater. Videre førte lægen ikke kontrol med, hvor mange præparater med virkning på hjernen som ████ var i behandling med, mængden samt overvejelser om problemerne ved brug af flere lægemidler samtidigt (polyfarmaci), herunder problemer med behandling af flere antidepressive lægemidler på én gang. Lægen var desuden ikke opmærksom på de hjernemæssige påvirkninger af behandling med Tramadol og Imovane i kombination med forskellige antidepressive midler, hvilket ikke var sundhedsfagligt forsvarligt.
Disciplinærnævnet kan hertil oplyse, at behandling med flere antidepressive lægemidler på samme tid kan medføre en risiko for forstyrrelse i hjerterytmen, der kan være livstruende. Før opstart af disse lægemidler er det væsentligt at tage og vurdere EKG for at udelukke forudgående forstyrrelser i hjerterytmen (langt QT-syndrom), som kan være farlig ved indtag af lægemidler, der virker forstærkende herpå og kan lede til pludselig død.
- praktiserende læge Søren Simonsen i perioden ikke førte kontrol med behandlingsplaner og opfølgning for de medikamenter, som ████ var i behandling med. Videre var lægen ikke opmærksom på den polyfarmaci (brug af flere lægemidler samtidig), som ████ var udsat for samt hvilke doser af de forskellige medikamenter han modtog. Videre fornyede lægen recepter på henholdsvis Dolatramyl (Tramadol), Mirtazapin og Escitalopram, uden at mængden blev beskrevet. Lægen havde på denne baggrund ikke et tilstrækkeligt overblik over de igangværende behandlingsforløb samt tidsperioden for behandlingerne. Lægen havde desuden ikke tilstrækkelig opmærksomhed på den øgede risiko, der var for ████ ved at han supplerede med præparater, der ikke var lægeordinerede, i lægens egne ordinationer
- praktiserende læge Søren Simonsen ikke foretog tilstrækkelige nedtrapningsplaner af præparater som eksempelvis Quetiapin, Escitalpram og Tramadol, idet han ikke lagde en plan for perioden for udtrapningen, samt hvilken dosis ████ startede og skulle slutte på. Videre foretog lægen ikke en vurdering af hvilke subjektive eller objektiver årsager der dannede grundlag for aftrapning af SSRI den 13. august 2019, og lavede ikke en opfølgning på nedtrapningen
- praktiserende læge Søren Simonsen ikke foretog en tilstrækkelig behandling af ████ i forbindelse med behandlingen med Escitalopram, idet lægen burde have foretaget en undersøgelse af ham inden han ordinerede Escitalopram, herunder undersøgt for om der var tale om let, moderat eller svær depression. Det var derfor ikke sundhedsfagligt forsvarligt, at lægen udskrev antidepressivt medicin. Videre anførte lægen ikke mængden samt en videre behandlingsplan herfor. Såfremt ████ blev opstartet i behandling med Escitalopram burde lægen ligeledes have foretaget en EKG før opstart med behandlingen og igen senere ved skift til Venlafaxin.
Disciplinærnævnet kan hertil oplyse, at udredning af depression sædvanligvis sker via diagnostiske scoringsredskaber som eksempelvis Hamiltons depressionsskala. Videre kan det oplyses, at der alene er grundlag for antidepressiv medicin, såfremt der er tale om moderat eller svær depression.
- praktiserende læge Søren Simonsen i forbindelse med ordinationen af de antidepressive præparater burde have oplyst om mulige bivirkninger ved anvendelse heraf, idet en af bivirkningerne ved behandlingen er vægtøgning. Dette henset til, at ████ var svært overvægtig og dermed var i risiko for yderligere følgesygdomme i forbindelse med yderligere vægtøgning.
Det forhold, at praktiserende læge Søren Simonsen ikke sikrede grundlaget for opstart af behandling med antidepressive- og smertestillende lægemidler samt sovemedicin, at retningslinjerne for opstart af lægemidlerne ikke blev fulgt tilstrækkeligt, herunder med vurdering af EKG ved ordination af lægemidler samt at der ikke blev lagt en plan for alle behandlingerne og en opfølgning på disse, er efter disciplinærnævnets opfattelse en særlig skærpende omstændighed.
Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at praktiserende læge Søren Simonsen handlede væsentlig under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af ████ i perioden fra den 27. februar 2019 til den 8. juli 2022 hos ████.
Det skal samtidig indskærpes over for praktiserende læge Søren Simonsen at udvise større omhu i sit fremtidige virke.
Offentliggørelse
Afgørelsen vil blive offentliggjort på vores hjemmeside og på sundhed.dk med angivelse af praktiserende læge Søren Simonsens titel, navn og autorisationsID.
Afgørelsen vil blive offentliggjort, da vi har indskærpet over for praktiserende læge Søren Simonsen at udvise større omhu i sit fremtidige virke.
Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.
Regler
Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:
Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)
- 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed
Bekendtgørelse nr. 122 af 24. januar 2023 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)
- 17 om omhu og samvittighedsfuldhed
Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet
- 3, stk. 1, nr. 2 om kritik med indskærpelse