Manglende reaktion på prøvesvar

Praktiserende læge Jørgen Larsen (aut. ID 00FKJ) får kritik for ikke at reagere på positive dyrknings- og resistenssvar på urinprøve, der påviste blærebetændelse hos en 90-årig patient. (Offentliggøres pga. kritik med indskærpelse)

Sagsnummer:

23DNM73

Offentliggørelsesdato:

tirsdag den 17. oktober 2023

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Almen praksis/vagtlæger

Type:

Behandling

Kategori:

Afgørelser med navn

Der gives kritik med indskærpelse til:

  • Praktiserende læge Jørgen Larsen (aut. ID 00FKJ), for behandlingen i perioden fra den 30. september til den 16. oktober 2021.

Det betyder, at praktiserende læge Jørgen Larsen ikke udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen.

Det skal desuden indskærpes over for praktiserende læge Jørgen Larsen at udvise større omhu i sit fremtidige virke.

Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.

Klagen

Der er klaget over, at ████ ikke modtog en korrekt behandling af praktiserende læge Jørgen Larsen i hans klinik - ████ - i perioden fra den 27. september til den 16. oktober 2021.

Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er, at:

  • ████ ikke modtog en relevant og tilstrækkelig behandling, herunder at hun burde være blevet medicineret mod blærebetændelse.

Sagsfremstilling

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.

Den 27. september 2021 blev 90-årige ████ tilset af praktiserende læge Jørgen Larsen i hans klinik, da hun oplevede muskelsmerter i brystkassen og mavesmerter i højre side ved foroverbøjning. Den praktiserende læge foretog en objektiv undersøgelse og mistænkte helvedesild og urinvejsinfektion, og der blev foretaget podning samt ordineret urinprøve til undersøgelse. Videre blev der målt blodtryk svarende til 140/76. Der blev udskrevet Brentacort mod svampeinficeret eksem og Aciclovir ”2care4” mod helvedesild.           

Den 28. september 2021 kom analyseresultat fra podning, og undersøgelsen viste, at der ikke kunne påvises herpesinfektion eller helvedesild.              

Den 30. september 2021 modtog den praktiserende læge en urinprøve fra ████, og prøvesvaret var tilgængeligt fra den 2. oktober 2021.

Den 13. oktober 2021 var den praktiserende læge på hjemmebesøg hos ████, der havde oplevet svimmelhed over det seneste døgn. Den praktiserende læge foretog en objektiv undersøgelse, herunder en undersøgelse af nakken, og målte ████s blodtryk til 140/76. Videre blev der foretaget stetoskopi af henholdsvis hjerte og lunger. Der blev fundet myose i nakken og senebetændelse. Den praktiserende læge udskrev recept på Furix 20 mg 1 gang dagligt, og der blev aftalt opfølgning få dage efter på elektrolyttal og elektrokardiogram for kredsløbskontrol. Videre blev hun tilrådet at henvende sig igen ved forværring.

Den 15. oktober 2021 blev der foretaget måling af hæmoglobin, C-Reaktivt Protein (CRP), fastende blodsukker samt elektrokardiogram. Videre blev der foretaget en ny stetoskopi af henholdsvis hjertet og lungerne. Som følge af en tiltagende og hurtigt fremkommet demens og let øget CRP målt til 12 mistænkte den praktiserende læge arteritis temporalis, som er en betændelse i en tindingepulsåre. I den forbindelse blev der opstartet behandling med Prednisolon, og der blev foretaget blodprøver med henblik på yderligere udredning.

Den 16. oktober 2021 var blodprøvesvarene ikke endnu ikke kommet. Den praktiserende læge foretog et sygebesøg, hvor han konstaterede, at ████ var sengeliggende, dehydreret og svækket i forhold til dagen før, og hun blev indlagt akut på et sygehus.

Det fremgår af klagen, at ████ blev fundet bevidstløs i sit hjem og afgik ved døden den 21. oktober 2021.

Begrundelse

Disciplinærnævnet behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.

En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Disciplinærnævnet vurderer, at der er grundlag for at kritisere praktiserende læge Jørgen Larsen for en del af behandlingen.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at:

  • ████ ikke blev behandlet på relevant og tilstrækkeligt vis, idet praktiserende læge Jørgen Larsen ved konsultation den 27. september 2021 vurderede, at der var tale om helvedesild, selvom der ikke i den objektive undersøgelse var en beskrivelse af huden, der tydede herpå. Det var således ikke relevant og tilstrækkeligt, at der blev udskrevet Aciclovir, som er et præparat til behandling af helvedesild
  • der ikke var et tilstrækkeligt grundlag for at stille diagnosen arteritis temporalis, idet den praktiserende læge ikke udførte tilstrækkelige objektive undersøgelser eller parakliniske undersøgelser til en begrundet mistanke om arteritis temporalis. Der burde som en del af undersøgelsen være foretaget berøring af kraniet. Dertil kommer, at CRP-måling på 12 kun er let øget og stort set svarende til normalniveau. Desuden er demenssymptomer ikke indikative for arteritis temporalis, men kunne lige så vel skyldes den ubehandlede urinvejsinfektion
  • det henset til, at der ikke var et tilstrækkeligt grundlag for at stille diagnosen arteritis temporalis, var utilstrækkeligt og kritisabelt, at den praktiserende læge opstartede behandling med Prednisolon, som medfører en svækkelse af kroppens immunforsvar, hvorfor det kan være med til at forværre den ubehandlede blærebetændelse.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at praktiserende læge Jørgen Larsen handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af ████ i perioden fra den 27. september til den 16. oktober 2021 i klinikken ████.

Disciplinærnævnet vurderer videre, at der er grundlag for at kritisere og give indskærpelse til praktiserende læge Jørgen Larsen for sin manglende reaktion på det positive dyrknings- og resistenssvar.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at:

  • der var indikation for dels at diagnosticere, dels at iværksætte behandling mod blærebetændelse som følge af prøvesvar som led i udredningen af urinen, som blev foretaget fra den 30. september til den 2. oktober 2021. Det skyldes, at udredningen viste forhøjede leukocytter (hvide blodlegemer i urinen), der herpå kan skyldes infektion. Videre viste udredningen positivt nitrit, hvilket er en signifikant indikation på infektion med bakterier. Dertil kommer, at svar på dyrkning og resistensbestemmelse blandt andet viste E. colibakterier med 100.000 kolonier pr. ml, og grænsen for en positiv dyrkning er 1.000-10.000 bakterier/ml urin. Det er således kritisabelt, at den praktiserende læge ikke reagerede og handlede på resultaterne af udredningen af urinen, hvor der blev fundet tydelig infektion med colibakterier, hvorfor ████ havde en ubehandlet infektion. Colibakterier kan særligt hos ældre patienter have betydning for alment befindende, herunder kognitive funktioner samt indtagelse af væske og føde. Den praktiserende læge burde have været opmærksom på, at der ved udredningen blev konstateret blærebetændelse og videre have reageret sundhedsfagligt på fundene ved at have iværksat relevant behandling af infektionen

Det forhold, at praktiserende læge Jørgen Larsen ikke reagerede på det positive dyrknings- og resistenssvar på urinprøven er efter disciplinærnævnets opfattelse en særlig skærpende omstændighed.

Disciplinærnævnet finder på denne baggrund, at praktiserende læge Jørgen Larsen handlede væsentlig under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af ████ i perioden fra den 30. september til den 16. oktober 2021 i klinikken ████.

Det skal samtidig indskærpes over for praktiserende læge Jørgen Larsen at udvise større omhu i sit fremtidige virke.

Disciplinærnævnet vurderer imidlertid, at der ikke er grundlag for at kritisere praktiserende læge Jørgen Larsen for den øvrige del af behandlingen.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at:

  • det henset til de oplevede mavesmerter og de objektive fund med undersøgelse af mave og nyreloger (område på ryggen svarende til nyrernes placering) var relevant og tilstrækkeligt at mistænke blærebetændelse og iværksætte en udredning herfor
  • det var relevant og tilstrækkeligt, at den praktiserende læge mistænkte hjertesvigt ved hjemmebesøg den 13. oktober 2021 i betragtning af de objektive fund og ████s almene utilpashed med svimmel- og træthed. Videre var det relevant og tilstrækkeligt, at der på baggrund af mistanken blev ordineret vanddrivende medicin med henblik på afhjælpning af hjertesvigt samt aftalt opfølgning i løbet af nogle dage. Det skyldes, at det er sædvanlig procedure at behandle hjertesvigt i overensstemmelse med den iværksatte plan
  • det på baggrund af ████s tilstand var relevant, at der blev foretaget blodprøver ved konsultation den 15. oktober 2021. Videre var det relevant og tilstrækkeligt, at den praktiserende læge indlagde ████ på baggrund af blodprøverne og henset til, at hun fandtes sengeliggende, dehydreret og svækket ved sygebesøg den 16. oktober 2021.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at praktiserende læge Jørgen Larsen handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin øvrige behandling af ████ i perioden fra den 27. september til den 16. oktober 2021 i klinikken ████.

Offentliggørelse

Afgørelsen vil blive offentliggjort på vores hjemmeside og på sundhed.dk med angivelse af Jørgen Larsens titel, navn og autorisationsID.

Afgørelsen vil blive offentliggjort, da vi har indskærpet over for praktiserende læge Jørgen Larsen at udvise større omhu i sit fremtidige virke.

Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.

Regler

Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:

Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)

  • 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed

Bekendtgørelse nr. 122 af 24. januar 2023 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)

  • 17 om omhu og samvittighedsfuldhed

Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet

  • 3, stk. 1, nr. 2 om kritik med indskærpelse