Mangelfuld protesebehandling i underkæben
Privatpraktiserende tandlæge Anahid Kanstrup-Pedersen (aut.ID 07BV5) får kritik for fremstilling af en protese til underkæben, da protesen var uanvendelig og ikke passede til overkæbeprotesen. (Offentliggøres pga. gentagen kritik)
Sagsnummer:
23DNM72
Offentliggørelsesdato:
mandag den 9. oktober 2023
Speciale:
Tandpleje og -behandling
Faggruppe:
Tandlæger
Behandlingssted:
Tandlægeklinikker
Type:
Behandling
Kategori:
Afgørelser med navn
Der gives kritik til:
- privatpraktiserende tandlæge Anahid Kanstrup-Pedersen (aut. ID 07BV5), ████, for behandlingen i perioden fra november 2020 til den 30. juni 2021.
Der gives ikke kritik til:
- privatpraktiserende tandlæge Anahid Kanstrup, ████, for indhentelse af informeret samtykke.
Det betyder, at privatpraktiserende tandlæge Anahid Kanstrup-Pedersen ikke udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen.
Det betyder endvidere, at privatpraktiserende tandlæge Anahid Kanstrup-Pedersen indhentede samtykke på grundlag af fyldestgørende information.
Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.
1. Klagepunkt
Der er klaget over, at ████ ikke modtog en korrekt behandling af privatpraktiserende tandlæge Anahid Kanstrup-Pedersen hos ████ i perioden fra den 20. november 2020 til den 30. juni 2021.
Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er, at:
- ████ ikke modtog tandlægefaglig forsvarlig protesebehandling i over- og underkæben.
Sagsfremstilling
Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.
Den 20. november 2020 henvendte 66-årige ████ sig til privatpraktiserende tandlæge Anahid Kanstrup-Pedersen. Han ønskede at få taget aftryk til nye proteser, da det ikke var muligt at foretage yderligere beslibning de proteser, han havde fået fremstillet for nyligt. Han var ked af proteserne og ønskede en mere fastsiddende løsning. Han blev af tandlægen oplyst om, at den eneste mulighed var implantatbehandling, og at dette godt kunne lade sig gøre, da han havde gode knogleforhold og havde opnået en god mundhygiejne. Tandlægen anbefalede tryklåsproteser.
Den 9. december 2020 mødte ████ op til implantatoperation. Tandlægen anbefalede tandudtrækning og indsættelse af implantater i et trin. Tandlægen foretog herefter fjernelse af den første lille kindtand i højre side af overkæben (4+) samt den højre og den venstre lille fortand i overkæben (2+2), der alle var knækkede. Der blev indsat implantater på pladserne for højre og venstre hjørnetand i underkæben (3-3), fortanden 2+ og den første lille kindtand i venstre side af overkæben (+4).
Den 23. december 2020 mødte ████ op til suturfjernelse og forberedelse af den højre og den venstre store fortand (1+1) til metalkeramiske kroner. Den 6. januar 2021 fik ████ påsat kronerne på fortænderne.
Den 3. marts 2021 fik ████ foretaget en helingskontrol af de indopererede implantater. Tandlægen tog derudover aftryk til en tryklåsprotese.
Den 10. marts 2021 foretog tandlægen nogle tandtekniske registreringer til tryklåsprotesen. Den 24. marts 2021 foretog tandlægen stelprøve og tandopstilling.
Den 30. juni 2021 fik ████ skruet topstykkerne på implantaterne fast. Tandlægen tilpassede derefter proteserne.
Disciplinærnævnet har til brug for sagen indhentet en tandlægefaglig besigtigelsesrapport af 26. april 2022.
Begrundelse
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed, og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1 og § 3, stk. 1.
En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn har til brug for sagen indhentet røntgenbilleder fra klageperioden.
Tandlæge Anahid Kanstrup-Pedersen har i en udtalelse oplyst, at ████ på eget initiativ har fået slebet på protesen gentagne gange, således at den er blevet undermineret og ikke holder godt. Tandlægen har videre anført, at protesen ikke er, som den blev afleveret.
████ har oplyst, at ████ først efter besigtigelsen har besøgt en anden tandlæge, der har rettet på protesen.
Disciplinærnævnet kan oplyse, at tandlæge Anahid Kanstrup-Pedersen den 24. marts 2022 blev tilbudt at deltage ved besigtigelsen den 26. april 2022 for at identificere sit arbejde. Tandlægen mødte ikke op.
Disciplinærnævnet har på baggrund heraf lagt til grund, at tandlægearbejdet, der blev gennemgået ved besigtigelsen, var foretaget af tandlæge Anahid Kanstrup-Pedersen.
Disciplinærnævnet vurderer, at der er grundlag for at kritisere af privatpraktiserende tandlæge Anahid Kanstrup-Pedersen for protesebehandlingen i underkæben.
Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at:
- tandlæge Anahid Kanstrup-Pedersen ikke udførte ████s protesebehandling i underkæben på tandlægefaglig forsvarlig vis, da det af besigtigelsesrapporten af 26. april 2022 fremgår, at tryklåsprotesen i underkæben sad løst og ikke klikkede på plads på implantatkuglerne. Underkæbeprotesen var dermed uanvendelig og passede ikke til overkæbeprotesen.
Disciplinærnævnet vurderer dog, at der ikke er grundlag for at kritisere tandlæge Anahid Kanstrup-Pedersen for protesebehandlingen i overkæben.
Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at:
- tandlæge Anahid Kanstrup-Pedersen udførte ████s protesebehandling i overkæben på tandlægefaglig forsvarlig vis, da det fremgår af besigtigelsesrapporten, at der ikke sås sygdom omkring implantaterne i overkæben, og at overkæbeprotesen var tilfredsstillende uden anmærkninger.
Disciplinærnævnet finder på den baggrund samlet, at privatpraktiserende tandlæge Anahid Kanstrup-Pedersen handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af ████ i perioden fra den 20. november 2020 til den 30. juni 2021 hos ████.
Tandlæge Anahid Kanstrup-Pedersen, der er ydernummerindehavende tandlæge med ydernummer 405175, er økonomisk ansvarlig for det udførte tandarbejde, jævnfør regningsnummer 215675.
2. Klagepunkt
Der er klaget over, at privatpraktiserende tandlæge Anahid Kanstrup-Pedersen ikke indhentede et tilstrækkeligt informeret samtykke forud for behandlingen af ████ hos ████ den 20. november 2020.
Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er, at:
- ████ ikke blev tilstrækkeligt informeret om sine behandlingsmuligheder.
Sagsfremstilling
Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.
Den 20. november 2020 henvendte ████ sig til privatpraktiserende tandlæge Anahid Kanstrup-Pedersen, da han ønskede en mere fastsiddende proteseløsning. Han havde for nyligt fået fremstillet akrylproteser, som han ikke var tilfreds med. Han blev af tandlægen informeret om, at den eneste mulighed herfor var implantatbehandling. Da han havde gode knogleforhold og havde opnået en god mundhygiejne anbefalede tandlægen tryklåsproteser, hvilket ████ accepterede.
Begrundelse
Det fremgår af sundhedslovens § 15, at ingen behandling som udgangspunkt må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke. Samtykket skal være givet til en konkret behandling og på baggrund af fyldestgørende information fra en sundhedsperson.
En patient har ret til at få information om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger. Informationen skal være mere omfattende, når behandlingen medfører nærliggende risiko for alvorlige komplikationer og bivirkninger. Dette fremgår af sundhedslovens § 16, stk. 1 og 4.
Disciplinærnævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere tandlæge Anahid Kanstrup-Pedersen for indhentelsen af informeret samtykke.
Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at:
- tandlæge Anahid Kanstrup-Pedersen på tilstrækkelig vis informerede ████ om behandlingsmulighederne, da han ønskede en mere fastsiddende løsning. Tandlægen informerede således om muligheden for implantatbehandling samt tryklåsproteser, som er en mere fastsiddende proteseløsning, end den tidligere valgte løsning i form af aftagelige akrylproteser.
Disciplinærnævnet kan oplyse, at implantatunderstøttede proteser kan laves på forskellig vis med forskellige tekniske elementer. Alternativet til kugler kan eksempelvis være en dolderstav. En dolderstav er en metalstav, der forbinder to eller flere implantater, så protesen klikker på denne over et bredere stykke ned på to kugler. Løsningen får dog stadig ikke protesen til at sidde permanent fast.
Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at privatpraktiserende tandlæge Anahid Kanstrup-Pedersen handlede i overensstemmelse med sundhedsloven ved sin indhentelse af informeret samtykke forud for behandlingen af ████ den 20. november 2020 hos ████.
Offentliggørelse
Afgørelsen vil blive offentliggjort på stpk.dk og sundhed.dk med angivelse af privatpraktiserende tandlæge Anahid Kanstrup-Pedersens titel, navn og autorisationsID.
Afgørelsen vil blive offentliggjort, da det er fjerde gang inden for de sidste 5 år, at Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn giver kritik til privatpraktiserende tandlæge Anahid Kanstrup-Pedersen. Således gav disciplinærnævnet kritik til privatpraktiserende tandlæge Anahid Kanstrup-Pedersen i afgørelse af den 7. november 2019, i afgørelse af den 27. juni 2022 og i afgørelse af den 25. september 2023. Disse afgørelser vil derfor også blive offentliggjort, da de er omfattet af offentliggørelsesordningen.
Afgørelserne har imidlertid tidligere været offentliggjort. De offentliggøres derfor ikke igen.
Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og identificerbare navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.
Regler
Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:
Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)
- 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed
Autorisationsloven
- 17 om omhu og samvittighedsfuldhed
Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet
- 3, stk. 1, nr. 3 om tre gange kritik inden for 5 år
- 9, stk. 2 om tidligere offentliggjorte afgørelser