Forsinket journalføring af implantatbehandling
Privatpraktiserende tandlæge Anahid Kanstrup-Pedersen (aut.ID 07BV5) får kritik for ikke at journalføre fjernelse af et implantat snarest muligt efter behandlingen, da det først blev journalført 5 måneder senere. (Offentliggøres pga. gentagen kritik)
Sagsnummer:
23DNM68
Offentliggørelsesdato:
mandag den 9. oktober 2023
Speciale:
Tandpleje og -behandling
Faggruppe:
Tandlæger
Behandlingssted:
Tandlægeklinikker
Type:
Behandling, Journalføring
Kategori:
Afgørelser med navn
Der gives kritik til:
- privatpraktiserende tandlæge Anahid Kanstrup-Pedersen (aut. ID 07BV5), ████, for journalføringen den 8. august 2022.
Der gives ikke kritik til:
- privatpraktiserende tandlæge Anahid Kanstrup-Pedersen (aut. ID 07BV5), ████, for behandlingen.
Det betyder, at privatpraktiserende tandlæge Anahid Kanstrup-Pedersen ikke udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved journalføringen.
Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.
1. Klagepunkt
Der er klaget over, at ████ ikke modtog en korrekt behandling af privatpraktiserende tandlæge Anahid Kanstrup-Pedersen hos ████, den 14. februar 2022.
Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er, at:
- der ikke blev isat et implantat som erstatning for den første store kindtand i højre side af underkæben (6-).
Sagsfremstilling
Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.
Den 14. februar 2022 fik 79-årige ████ indsat et implantat som erstatning for den første store kindtand i højre side af underkæben (6-) af privatpraktiserende tandlæge Anahid Kanstrup-Pedersen hos ████. Forud for indsættelsen af implantatet blev der lavet en røntgenundersøgelse. Implantatet blev indsat, og der blev optaget et kontrolrøntgenbillede som viste, at implantatet var placeret fint.
████ har til sagen oplyst, at hun ikke mener, at tandlægen indsatte et implantat som erstatning for kindtanden 6- den 14. februar 2022. Hun har videre oplyst, at hun var til flere kontroller hos tandlægen efter indsættelsen af implantatet 6- og at tandlægen til den sidste kontrol fortalte, at implantatet skulle ud. ████ tog derfor til en ny tandlæge, som konstaterede, at der ikke sad noget implantat som erstatning for kindtanden 6-.
Det fremgår af en udtalelse fra tandlægen, at røntgenbilledet fra den 14. februar 2022 dokumenterer, at der blev indsat et implantat som erstatning for 6-.
Begrundelse
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed, og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1 og § 3, stk. 1.
En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn har til brug for sagen indhentet og gennemset røntgenbilleder fra klageperioden og efterfølgende røntgenbilleder.
Disciplinærnævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere privatpraktiserende tandlæge Anahid Kanstrup-Pedersen for behandlingen.
Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at:
- tandlægen indsatte et implantat som erstatning for den første store kindtand i højre side af underkæben (6-) den 14. februar 2022, da et røntgenbillede optaget samme dag viser, at der er indsat et implantat på det sted, hvor kindtanden 6- tidligere sad.
Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at privatpraktiserende tandlæge Anahid Kanstrup-Pedersen handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af ████ den 14. februar 2022 hos ████.
2. Klagepunkt
Der er klaget over, at privatpraktiserende tandlæge Anahid Kanstrup-Pedersen ikke foretog en korrekt journalføring af behandlingen af ████ hos ████, den 13. januar og den 8. august 2022.
Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er, at:
- det var forkert at journalføre den 13. januar 2022, at ████ havde fået penicillin gennem længere tid
- tandlægen ikke journalførte fjernelsen af implantatet 6- den 8. august 2022.
Sagsfremstilling
Den 13. januar 2022 blev det noteret i journalen, at ████ i længere tid havde fået penicillin.
Den 8. august 2022 var ████ til kontrol af en anden tandbehandling ved privatpraktiserende tandlæge Anahid Kanstrup-Pedersen hos ████. Det fremgår ikke at journalnotatet fra den 8. august 2022, at tandlægen fjernede implantatet 6-.
████ har til sagen oplyst, at hun var til kontrol den 8. august 2022 og at tandlægen ikke havde fingre eller instrumenter inde i ████s mund denne dag.
Tandlægen har til sagen oplyst, at hun fjernede implantatet 6- den 8. august 2022, da hun konstaterede, at implantatet 6- ikke var vokset ind i knoglen (ossointegreret), var løst og kunne tages ud med fingrene. Tandlægen har videre oplyst, at hun blev forstyrret den 8. august 2022, hvorfor det i første omgang ikke fremgår tydeligt af journalen, at implantatet 6- blev fjernet. Endvidere har tandlægen oplyst, at hun noterede det i journalen den 26. januar 2023, da hun blev opmærksom på det.
Begrundelse
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.
Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen stilling til, om journalføringen har været i overensstemmelse med reglerne om journalføring samt ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god journalføring.
I henhold til autorisationslovens § 21, stk. 1, skal tandlæger føre patientjournaler over deres virksomhed.
Det fremgår af journalføringsbekendtgørelsens § 10, stk. 2, at journalføringen skal ske i forbindelse med eller snarest muligt efter patientkontakten.
Af journalføringsbekendtgørelsens § 11, stk. 1, fremgår det, at patientjournalen skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige for en god og sikker patientbehandling.
Videre fremgår det af journalføringsbekendtgørelsens § 15, stk. 1, nr. 2 og nr. 7, at det kan være nødvendigt at journalføre oplysninger om aktuel behandling og udført behandling.
Afklaring vedrørende penicillin
████ har til sagen oplyst, at det ikke passer, at hun i længere tid havde fået penicillin.
Det fremgår af journalen, at ████ i længere tid havde fået penicillin.
Det fremgår af en udtalelse fra tandlægen, at ████ oplyste, at hun via egen læge havde været i behandling med penicillin i længere tid.
Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at:
- oplysningerne i journalen generelt tillægges stor bevisværdi. Dette skyldes, at journalnotater bliver skrevet i umiddelbar tilknytning til behandlingen og således på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er klaget over behandlingen.
- disciplinærnævnet ikke har mulighed for at få sagen yderligere belyst, da nævnet træffer afgørelse på skriftligt grundlag, og i modsætning til domstolene ikke har mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med behandlingen af sagen.
Disciplinærnævnet finder herefter grundlag for at fastslå, at ████ oplyste, at hun i længere tid havde fået penicillin.
Vores resultat
Disciplinærnævnet vurderer, at der er grundlag for at kritisere privatpraktiserende tandlæge Anahid Kanstrup-Pedersen for journalføringen den 8. august 2022.
Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at:
- journalen ikke blev ført på relevant vis ved konsultationen den 8. august 2022, da tandlægen burde have journalført, at hun fjernede det afstødte implantat 6- i forbindelse med eller snarest muligt efter patientkontakten den 8. august 2022. Tandlægen journalførte fjernelsen af det afstødte implantat 6- den 26. januar 2023, hvilket ikke var snarest muligt efter patientkontakten.
Disciplinærnævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere privatpraktiserende tandlæge Anahid Kanstrup-Pedersen for den øvrige del af journalføringen.
Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at:
- det var relevant, at tandlægen den 13. januar 2022 journalførte, at ████ i længere tid havde fået penicillin, da disciplinærnævnet finder grundlag for at fastslå, at ████ oplyste, at hun i længere tid havde fået penicillin. Det var således relevant at journalføre denne oplysning, idet der var tale om oplysninger omkring hendes aktuelle behandling.
Disciplinærnævnet finder herefter, at privatpraktiserende tandlæge Anahid Kanstrup-Pedersen handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin journalføring af behandlingen af ████ den 8. august 2022 hos ████.
Offentliggørelse
Afgørelsen vil blive offentliggjort på vores hjemmeside og på sundhed.dk med angivelse af privatpraktiserende tandlæge Anahid Kanstrup-Pedersens titel, navn og autorisationsID.
Afgørelsen vil blive offentliggjort, da det er tredje gang inden for de sidste 5 år, vi giver kritik til privatpraktiserende tandlæge Anahid Kanstrup-Pedersen. Således gav vi kritik til privatpraktiserende tandlæge Anahid Kanstrup-Pedersen i afgørelse af den 7. november 2019 og i afgørelse af den 27. juni 2022. Disse afgørelser vil derfor også blive offentliggjort, da de er omfattet af offentliggørelsesordningen.
Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og identificerbare navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.
Regler
Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:
Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)
- 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
Bekendtgørelse nr. 731 af 8. juli 2019 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven):
- 17 om omhu og samvittighedsfuldhed
- 21 om journalføring
Bekendtgørelse nr. 1225 af 8. juni 2021 om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse, overdragelse m.v.) – gældende per 1. juli 2021
- 10 om journalens form og sprog
- 11 om journalens indhold
- 15 om faglige og medicinske oplysninger
Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet
- 3, stk. 1, nr. 3 om tre gange kritik inden for 5 år