Utilstrækkelig telefonkonsultation
Social- og sundhedsassistent får kritik for ikke at have reageret tilstrækkeligt og relevant på en gravid patients symptomer i form af blødning og smerter, der burde have givet anledning til yderligere behandling og udredning hos en læge.
Sagsnummer:
22DNU59
Offentliggørelsesdato:
onsdag den 2. november 2022
Speciale:
Almen medicin, incl. Vagtlæger
Faggruppe:
Social- og sundhedsassistenter
Behandlingssted:
Almen praksis/vagtlæger
Type:
Behandling, Journalføring
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Der gives kritik til:
- social- og sundhedsassistent , , for behandlingen den 19. januar 2022
Der gives ikke kritik til:
- social- og sundhedsassistent , , for journalføringen.
Det betyder, at social- og sundhedsassistent ikke udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen.
Det betyder videre, at social- og sundhedsassistent udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved journalføringen.
Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.
1. KLAGEPUNKT
Der er klaget over, at social- og sundhedsassistent ikke foretog en korrekt journalføring af behandlingen af på , den 19. januar 2022.
Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:
- at journalen ikke blev ført på relevant vis, herunder at det fejlagtigt blev noteret, at s blødning var opstået aftenen forinden, og at det fejlagtigt blev noteret, at blødte en smule, og havde en smule smerter.
SAGSFREMSTILLING
Den 19. januar 2022 blev det noteret i journalen, at det var begyndt at bløde en smule dagen forinden, og at havde en smule ondt.
Det fremgår af klagen, at blødningen var opstået to dage forinden, hvorefter det fejlagtigt var noteret i journalen, at blødningen havde stået på siden aftenen forinden. Videre fremgår det af klagen, at s symptomer blev kvalificeret som ”en smule”, hvilket ikke var det ordvalg, som havde brugt.
BEGRUNDELSE
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.
Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen stilling til, om journalføringen har været i overensstemmelse med reglerne om journalføring samt ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god journalføring.
Det fremgår af journalføringsbekendtgørelsens § 5, at pligten til at føre patientjournal påhviler enhver autoriseret sundhedsperson og personer, der handler på disses ansvar, jf. sundhedsloven § 6, når disse som led i udførelsen af sundhedsmæssig virksomhed foretager behandling af en patient, jf. § 1.
Det fremgår af journalføringsbekendtgørelsens § 15, nr. 1-3, at patientjournalen skal indeholde oplysninger om patientens beskrivelse af sin situation, årsagen til kontakten, eventuelle ønsker for behandlingen, sygehistorie, nuværende tilstand, samt indikation for undersøgelse og behandling samt symptomer og observationer. Videre fremgår det af bekendtgørelsens § 15, nr. 5 og 10, at patientjournalen skal indeholde oplysninger om konsultationsformen, herunder video- eller telefonkonsultation, og rådgivning af patienten, herunder telefonisk rådgivning. Dette gælder, hvis oplysningerne er relevante og nødvendige.
Det er disciplinærnævnets opfattelse, at sundhedspersoners pligt til at føre journal omfatter oplysninger, der er nødvendige og relevante for behandlingen. Journalen er et arbejdsredskab, som sundhedspersoner har til rådighed, når der skal noteres overvejelser om en patients helbredsforhold. Det er nævnets opfattelse, at sundhedspersoner anfører det i journalen, som de finder relevant, ligesom journalen skal gengive en samtale, således som sundhedspersonen har forstået den. Et journalnotat, hvor en samtale resumeres og gengives, indeholder således i høj grad en gengivelse af sundhedspersonens forståelse af samtalen.
Disciplinærnævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere social- og sundhedsassistent for hendes journalføring.
Disciplinærnævnet har lagt vægt på:
- at oplysningerne i journalen generelt tillægges stor bevisværdi. Dette skyldes, at journalnotater bliver skrevet i umiddelbar tilknytning til behandlingen og således på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er klaget over behandlingen
- at disciplinærnævnet ikke har mulighed for at få sagen yderligere belyst, da nævnet træffer afgørelse på skriftligt grundlag, og i modsætning til domstolene ikke har mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med behandlingen af sagen
- at kritik af en sundhedsperson er en indgribende reaktion, og nævnet finder derfor, at tvivlen skal komme den indklagede til gode
- at et journalnotat indeholder en gengivelse af sundhedspersonens forståelse af samtalen, og at de anførte beskrivelser i journalnotatet om hvornår blødningen var opstået, og om oplysninger om smerter, således var social- og sundhedsassistent s opfattelse af, hvad der blev oplyst herom ved samtalen.
Disciplinærnævnet kan oplyse, at journalen altid vil være en opsummering af en masse oplysninger, og at der naturligvis er en risiko for, at der opstår fejl og/eller misforståelser i forbindelse hermed.
- at journalen i øvrigt var relevant og tilstrækkelig, idet der blev journalført relevante oplysninger om årsagen til kontakten, om s nuværende tilstand og symptomer, samt angivelse af konsultationsform og oplysninger om hvilken rådgivning, der blev givet telefonisk.
Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at social- og sundhedsassistent handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin journalføring af behandlingen af den 19. januar 2022 på .
2. KLAGEPUNKT
Der er klaget over, at ikke modtog en korrekt behandling af social- og sundhedsassistent hos , den 19. januar 2022.
Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:
- at der ikke blev reageret tilstrækkeligt og relevant på s udviste symptomer, herunder at hun ikke fik en lægetid.
SAGSFREMSTILLING
Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.
Den 19. januar 2022 havde 28-årige telefonisk kontakt med social- og sundhedsassistent ved , idet var i 6. graviditetsuge, og var begyndt at bløde dagen forinden, ligesom hun også havde ondt i maven. ville gerne have dette undersøgt, men hun blev af social- og sundhedsassistenten oplyst om, at der ikke var så meget at gøre så tidligt i forløbet, og at man derfor ville afvente og se tiden an til første graviditetsundersøgelse.
Det fremgår af klagen, at direkte udtrykte bekymring for graviditet uden for livmoderen, og at hun oplyste, at smerterne var tiltagende, og kunne komme i jag, at de tidligere havde været mere diffuse, men aktuelt var lokaliseret til nederst i abdomen i venstre side samt i ryggen. Videre at der ud fra hendes symptombillede var anledning til at mistænke en graviditet uden for livmoderen, ligesom hun gav udtryk for, at hun havde ondt, og var utryg ved situationen, samt at hun var grædende mod slutningen af samtalen. Endvidere at der burde være konfereret med en læge, og at hun ikke blev rådet til at opsøge en læge. Endelig fremgår det af klagen, at der to dage senere kunne konstateres, at havde en graviditet uden for livmoderen, og hun fik i den forbindelse fjernet sin venstre æggeleder.
BEGRUNDELSE
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.
En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Disciplinærnævnet vurderer, at der er grundlag for at kritisere social- og sundhedsassistent for behandlingen.
Disciplinærnævnet har lagt vægt på:
- at der på baggrund af s symptomer i form af en positiv graviditetstest, smerter i underlivet og blødning fra skeden var grundlag for at mistænke graviditet uden for livmoderen, da disse symptomer er tilstede ved denne tilstand og ved anden akut behandlingskrævende tilstand.
Disciplinærnævnet kan oplyse, at graviditet uden for livmoderen sker, når ægget sætter sig fast et andet sted end i livmoderen, f.eks. i en af æggelederne. Dette sker hos ca. 1,5-2 % af alle gravide. Symptomer på graviditet uden for livmoderen er udover udebleven menstruation, underlivssmerter, sparsom blødning fra skeden og en positiv graviditetstest. Diagnosen stilles ved hjælp af en ultralydsskanning gennem skeden, og desuden måles der hvor meget graviditetshormon, den gravide har i blodet.
- at der ikke blev reageret tilstrækkeligt og relevant på s udviste symptomer i form af blødning og smerter, idet disse symptomer i forbindelse med en graviditet er alvorlige symptomer, der bør give anledning til yderligere undersøgelser og behandling, herunder henvisning til et sygehus. Det var således ikke sundhedsfagligt forsvarligt at anbefale at se tiden an og afvente første graviditetsundersøgelse.
Disciplinærnævnet kan oplyse, at en kvinde med symptomer på graviditet uden for livmoderen altid skal henvises til et sygehus til nærmere undersøgelser.
- at social- og sundhedsassistenten burde have konfereret med en læge, idet smerter og blødning i forbindelse med graviditet er alvorlige symptomer, der kræver yderligere undersøgelse og udredning hos en læge, og idet en social- og sundhedsassistent ikke er uddannet til at vurdere en patient med sådanne alvorlige symptomer, som udelukkende er en lægefaglig opgave.
Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at social- og sundhedsassistent handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 19. januar 2022 hos .
REGLER
Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:
Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
Bekendtgørelse nr. 731 af 8. juli 2019 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven):
- § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed
- § 21 om journalføring
Bekendtgørelse nr. 1225 af 8. juni 2021 om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse, overdragelse m.v.)
- § 5 om journalføringspligt og -ansvar
- § 11 om journalens indhold
- § 15 om faglige og medicinske oversigter