Relevant information om tvang ved manglende samtykke
Overlæge får ikke kritik for at oplyse psykiatrisk patient om, at der ved manglende samtykke ville blive givet behandling med tvang. Videre gives der ikke kritik til overlægen for at fraråde patienten selv at læse om mulige bivirkninger.
Sagsnummer:
22DNU57
Offentliggørelsesdato:
fredag den 7. oktober 2022
Speciale:
Psykiatri
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Sygehuse/hospitaler
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Der gives ikke kritik til:
- Overlæge , , Region , for indhentelsen af informeret samtykke.
Det betyder, at overlæge indhentede samtykke på grundlag af fyldestgørende information.
Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.
KLAGEN
Der er klaget over, at overlæge ikke indhentede et tilstrækkeligt informeret samtykke forud for behandlingen af på , Region , den 12. juli 2021.
Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:
- at overlægen pressede til at samtykke til medicinsk behandling, ved at true med tvangsbehandling.
- at overlægen ikke i tilstrækkelig grad informerede om mulige bivirkninger ved lægemidlet.
SAGSFREMSTILLING
Den 28-årige , som havde første kontakt til psykiatrien nogle få uger tidligere, var den 12. juli 2021 indlagt til et udredningsforløb på , Region , på baggrund af mistanke om eventuelle psykiatriske lidelser. Efter et hjemmebesøg vurderede overlæge , at han havde haft svær psykotisk angst, og han accepterede at påbegynde behandling med antipsykotisk medicin, efter lægen havde informeret ham om, at alternativt ville han blive tvangsbehandlet.
Vedr. lægemidlets bivirkninger oplyste lægen om, at de hyppigste bivirkninger var øget appetit og træthed, og frarådede ham at læse om lægemidlet, da han havde en kritisk holdning til medicin.
BEGRUNDELSE
Det fremgår af sundhedslovens § 15, at ingen behandling som udgangspunkt må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke. Samtykket skal være givet til en konkret behandling og på baggrund af fyldestgørende information fra en sundhedsperson.
En patient har ret til at få information om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger. Informationen skal være mere omfattende, når behandlingen medfører nærliggende risiko for alvorlige komplikationer og bivirkninger. Dette fremgår af sundhedslovens § 16, stk. 1 og 4.
Disciplinærnævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere overlæge for indhentelsen af informeret samtykke.
Disciplinærnævnet har lagt vægt på:
- at s samtykke til behandling med lægemidlet Zyprexa ikke var indhentet ved hjælp af trusler eller pres, uanset at lægen oplyste, at han ellers ville blive tvangsbehandlet, da en del af informationen en patient skal gives, er, hvad konsekvenserne af at afvise behandlingen vil være. Da var i en psykotisk tilstand, og lægen konkret vurderede, at tvangsbehandling ville være relevant, var det derfor relevant at oplyse om dette.
- at det var tilstrækkeligt at oplyse om bivirkninger i form af øget appetit og træthed, da disse var de relevante bivirkninger ved behandling med Zyprexa i den konkrete dosis, overlægen ordinerede.
- at det var sundhedsfagligt relevant at fraråde selv at læse mere om lægemidlet, herunder om andre potentielle bivirkninger, da han var kendt medicinangst, og da det henset hans daværende tilstand kunne forårsage, at han oplevede de pågældende bivirkninger, da han uanset lægens råd stadig havde mulighed for at læse om lægemidlet, og da han uanset allerede var blevet givet information om bivirkninger i tilstrækkeligt omfang.
Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at overlæge handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 12. juli 2021 på , Region .
REGLER
Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:
Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
Bekendtgørelse nr. 731 af 8. juli 2019 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven):
- § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed
Bekendtgørelse nr. 1447 af 15. december 2010 om forretningsorden for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn:
- § 5, stk. 2, om kompetence for disciplinærnævnets formand og næstformænd