Manglende journalføring af behandlingsindikation

Privatpraktiserende tandlæge får kritik for ikke at journalføre indikation for behandling, ligesom det udførte indgreb ikke blev beskrevet i journalen.

Sagsnummer:

21DNU76

Offentliggørelsesdato:

fredag den 26. november 2021

Speciale:

Tandpleje og -behandling

Faggruppe:

Tandlæger

Behandlingssted:

Tandlægeklinikker

Type:

Journalføring, Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser

Der gives kritik til:

  • privatpraktiserende tandlæge A (aut. ID ), , for journalføringen den 11. april 2019.

Der gives ikke kritik til:

  • privatpraktiserende tandlæge B, , for behandlingen.

Det betyder, at tandlæge A ikke udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved journalføringen.

Det betyder, at tandlæge B udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen.

Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn har modtaget en klage fra .

1. KLAGEPUNKT

Der er klaget over, at ikke modtog en korrekt behandling af privatpraktiserende tandlæge B hos , den 13. september 2018.

Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:

  • at ikke modtog tandlægefaglig forsvarlig rodbehandling af første store kindtand i højre side af underkæben (6-), herunder at hun ikke blev oplyst om filfraktur.

SAGSFREMSTILLING

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.

Den 13. september 2018 modtog 50-årige behandling af privatpraktiserende tandlæge B hos , da hun fik lavet en rodbehandling af tanden 6-. I forbindelse med rodbehandlingen skete der filfraktur.

BEGRUNDELSE

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed, og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1 og § 3, stk. 1.

En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn har til brug for sagen indhentet røntgenbilleder fra klagedatoerne og røntgenbilleder af 22. august 2018 13. september 2018, 8. oktober 2018 og 9. april 2019.

Det fremgår af klagen, at ikke blev oplyst om, at der var sket en instrumentfraktur.

Det fremgår af journalen, at blev oplyst om at der var sket en instrumentfraktur.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på:

  • at oplysningerne i journalen generelt tillægges stor bevisværdi. Dette skyldes, at journalnotater bliver skrevet i umiddelbar tilknytning til behandlingen og således på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er klaget over behandlingen.
  • at disciplinærnævnet ikke har mulighed for at få sagen yderligere belyst, da nævnet træffer afgørelse på skriftligt grundlag, og i modsætning til domstolene ikke har mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med behandlingen af sagen.

Disciplinærnævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at ikke blev oplyst om, at der var sket en instrumentfraktur.

Disciplinærnævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere tandlæge B for behandlingen.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på:

  • at røntgenbilleder viser en umiddelbart tæt rodfyldning med en passende længde. Journalen beskriver en korrekt procedure for gennemførelsen af en rodbehandling, på nær de frakturerede instrumenter, som i dette tilfælde må ses som en hændelig og beklagelig komplikation, og rodbehandlingen vurderes derfor som udført tandlægefagligt forsvarligt.
  • at en sjælden, men hændelig komplikation er, at der sker fraktur af de spinkle instrumenter, man bruger i bearbejdningen af rodkanalerne. Der vurderes ikke at være tegn på, at frakturerne skyldes manglende omhu eller samvittighedsfuldhed ved udførelsen af behandlingen.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at tandlæge B handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 13. september 2018 hos .

2. KLAGEPUNKT

Der er klaget over, at privatpraktiserende tandlæge A ikke foretog en korrekt journalføring af behandlingen af hos , den 11. april 2019.

Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:

  • at der ikke blev ført korrekt journal, herunder at det fremgår, at det var , der ønskede at få tanden fjernet.

SAGSFREMSTILLING

Den 11. april 2019 modtog behandling af privatpraktiserende tandlæge A hos , i forbindelse med, at hun skulle have fjernet tanden 6-.

har til sagen anført, at det ikke fremgår af journalen, at det var tandlægen, der vurderede, at tanden 6- skulle fjernes, og at det fremgår, at det var hende, der ønskede at få tanden fjernet.

BEGRUNDELSE

Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen stilling til, om journalføringen har været i overensstemmelse med reglerne om journalføring samt ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god journalføring.

I henhold til autorisationslovens § 21, stk. 1, skal tandlæger føre patientjournaler over deres virksomhed.

Det fremgår af journalføringsbekendtgørelsens § 10, at indikation for behandlingen skal journalføres, ligesom en beskrivelse af den udførte behandling. 

Disciplinærnævnet vurderer, at der er grundlag for at kritisere tandlæge A for hans journalføring.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på:

  • at ifølge journalen var der den 11. april 2019 planlagt en tandbevarende operation af tanden 6-, men at der ikke blev journalført en årsag til, at tandlæge A valgte at fjerne tanden i stedet. Der blev derfor ikke journalført en indikation for den udførte behandling, ligesom den udførte operative fjernelse af 6- ikke blev beskrevet.
  • at nævnet ikke på baggrund af sagens oplysninger om behandlingsforløbet for tanden kan afvise, at tanden efter den manglende succes med rodbehandlingen burde fjernes, ej heller at tandudtrækningen ikke kunne udføres som en almindelig komplikationsfri tandudtrækning, men vurderer det kritisabelt, at der ikke er journalført en begrundelse for fjernelsen af tanden, og at der ligeledes mangler en beskrivelse af operationen.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at tandlæge A handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin journalføring af behandlingen af den 11. april 2019 hos .

REGLER

Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:

Love og bekendtgørelser

Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 2, stk. 1 om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1 om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 731 af 8. juli 2019 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven):

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed
  • § 21 om journalføring

Bekendtgørelse nr. 530 af 24. maj 2018 om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse og overdragelse m.v.) (journalføringsbekendtgørelsen):

  • § 10 om patientjournalens indhold