Manglende henvisning til akut udredning

Vagtlæge får kritik for ikke at henvise patient med tidligere brystsmerter, nedsat kraft i venstre side samt taleforstyrrelser til akut neurologisk udredning.

Sagsnummer:

21DNU66

Offentliggørelsesdato:

onsdag den 3. november 2021

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Almen praksis/vagtlæger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser

Der gives kritik til:

  • vagtlæge (aut. ID ), Lægevagten Region , for behandlingen den 2. februar 2020.

Det betyder, at vagtlæge ikke udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen.

Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn har modtaget en klage fra .

KLAGEN

Der er klaget over, at ikke modtog en korrekt behandling af vagtlæge hos Lægevagten i Region , den 2. februar 2020.

Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:

  • at ikke blev tilstrækkeligt undersøgt og behandlet for sine symptomer på en blodprop.

SAGSFREMSTILLING

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.

Den 2. februar 2020, kl. 14:56, blev 58-årige undersøgt af vagtlæge hos Lægevagten i Region , idet om natten havde haft brystsmerter, talebesvær og smerter i venstre hånd. Det var kendt fra s opkald til lægevagten tidligere samme dag, at han om natten havde fornemmelse af en lammelse i venstre side af ansigtet, og at han havde fået målt sit blodtryk til 201/117, som senere var faldet igen. Vagtlægen noterede, at endvidere havde haft føleforstyrrelser og nedsat kraft i venstre arm, samt at han havde oplevet dysartri samme morgen, hvilket er en motorisk taleforstyrrelse. Herefter beskrev vagtlægen, at de nævnte symptomer ikke aktuelt var til stede hos , og at hans motoriske funktion og tale fandtes normal, ligesom hans blodtryk blev målt til 177/103. var desuden ikke kendt med forhøjet blodtryk. Vagtlægen vejledte efterfølgende i at henvende sig til sin praktiserende læge efter weekenden med henblik på en udredning, og at han ved en tilbagevenden af de beskrevne symptomer straks skulle kontakte lægevagten.

Det fremgår af klagen, at efterfølgende fik konstateret en blodprop i hjernen ved en undersøgelse i et andet land.

BEGRUNDELSE

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.

En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Disciplinærnævnet vurderer, at der er grundlag for at kritisere vagtlæge for behandlingen.

Disciplinærnævnet har herved lagt vægt på:

  • at der ved patienter med tidligere brystsmerter, nedsat kraft i venstre side samt taleforstyrrelser bør henvises til akut udredning på neurologisk afdeling. Vagtlæge valgte ikke at henvise hertil, men valgte kun at henvise til en praktiserende læge og kontakt til en vagtlæge ved forværrede symptomer.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at vagtlæge handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 2. februar 2020 hos Lægevagten i Region .

REGLER

Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:

Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 2, stk. 1 om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1 om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 731 af 8. juli 2019 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven):

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed