Kritik for manglende ultralydsscanning uagtet, at der ikke var objektive fund
Speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme får kritik for at undlade at udføre en ultralydsscanning af patientens hals, uagtet at der ikke var objektive fund, idet der var andre lægefaglige indikationer for at udføre ultralydsscanningen.
Sagsnummer:
21DNU01
Offentliggørelsesdato:
tirsdag den 5. januar 2021
Speciale:
Øre-næse-halssygdomme (oto-rhino- laryngologi)
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Øvrig speciallægepraksis
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Der gives kritik til:
-
speciallæge (aut. ID ), , for behandlingen den 9. maj 2018.
Det betyder, at speciallæge ikke udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen.
Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn har modtaget en klage fra .
KLAGEN
Der er klaget over, at ikke modtog en korrekt behandling af speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme i , i perioden fra den 24. april 2017 til den 9. maj 2018.
Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:
- at ikke blev tilstrækkeligt undersøgt, herunder at han ikke blev henvist til yderligere undersøgelser.
SAGSFREMSTILLING
Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.
Den 24. april 2017 var 78-årige til undersøge hos speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme i . Speciallægen foretog en objektiv undersøgelse af s hals samt en ultralydsscanning af hans hals og en kikkertundersøgelse af hans svælg og strube.
Den 30. maj 2017 var til kontrolundersøgelse ved speciallæge , hvor han fik foretaget en objektiv undersøgelse samt en ultralydsscanning af sin hals.
Den 9. maj 2018 blev igen undersøgt af speciallæge , fordi han oplevede problemer med synkebesvær og hæshed. Speciallægen foretog en objektiv undersøgelse og en kikkertundersøgelse af s hals. På baggrund af undersøgelserne blev henvist til en fysioterapeut med henblik på behandling for muskulære spændinger i halsen.
Det fremgår af en udtalelse fra speciallæge , at speciallæger i øre-, næse- og halssygdomme i 2018 ifølge Danske Regioners retningslinjer ikke skulle udføre ultralydsscanninger af en hals, medmindre der ved den objektive undersøgelse af halsen i form af berøring blev fundet indikation for dette.
BEGRUNDELSE
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.
En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Det fremgår af en udtalelse fra , at han er korthalset, og at hans adamsæble sidder helt nede i buen ved brystbenet.
Disciplinærnævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere speciallæge for behandlingen i 2017.
Disciplinærnævnet har herved lagt vægt på:
- at speciallæge den 24. april og den 30. maj 2017 tilstrækkeligt undersøgte , idet han optog sygehistorie, foretog objektive undersøgelser af s hals, udførte en kikkertundersøgelse af hans svælg og strube samt ved begge konsultationer foretog en ultralydsscanning af halsen.
- at undersøgelserne den 24. april og den 30. maj 2017 viste normale forhold, hvorfor der ikke var indikation for, at speciallæge skulle have henvist til yderligere undersøgelser.
Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at speciallæge handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra den 24. april til den 30. maj 2017 i .
Disciplinærnævnet vurderer dog, at der er grundlag for at kritisere speciallæge for behandlingen den 9. maj 2018.
Disciplinærnævnet har herved lagt vægt på:
- at ved konsultationen den 9. maj 2018 oplyste, at han havde en klumpfornemmelse i halsen og en følelse af, at hans hals var snæver, samt at han oplevede hæshed i forbindelse med tale.
- at speciallæge ved konsultationen den 9. maj 2018 ikke optog tilstrækkelig sygehistorie, idet han ikke spurgte ind til vægttab og synkebesvær, hvilket han burde, henset til at oplyste om klumpfornemmelse og hæshed, som er faresignaler.
- at speciallæge ved konsultationen den 9. maj 2018 foretog en objektiv undersøgelse og en fiberskopi, som viste normale forhold, hvorfor han ikke foretog en ultralydsscanning af halsen.
- at undersøgelsen den 9. maj 2018 ikke var tilstrækkelig, da speciallæge burde have udført en ultralydsscanning, idet en ultralydsscanning er den vigtigste undersøgelse ved udredningen af kræft i skjoldbruskkirtlen, og at denne undersøgelse burde have været foretaget, uanset at den objektive undersøgelse viste normale forhold, idet var over 70 år og havde klumpfornemmelse i halsen.
Disciplinærnævnet kan hertil oplyse, at mænd over 70 år med knuder i skjoldbruskkirtlen har øget risiko for kræft i skjoldbruskkirtlen.
Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 9. maj 2018 i .
REGLER
Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:
Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- § 2, stk. 1 om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- § 3, stk. 1 om klager over sundhedsfaglig virksomhed
Bekendtgørelse nr. 731 af 8. juli 2019 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven):
- § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed