Overlæge får kritik og bærer ansvaret for patients for tidlige udskrivelse

Overlæge får kritik for som den erfarne læge at have det endelige ansvar for behandlingen og udskrivelsen af patienten, til trods for at undersøgelserne blev udført og behandlingsplanen lagt af en KBU-læge, der ikke får kritik.

Sagsnummer:

20DNU41

Offentliggørelsesdato:

torsdag den 29. oktober 2020

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Sygehuse/hospitaler

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser

Der gives kritik til:

  • overlæge A (aut. ID ), Akutmodtagelsen, Regionshospitalet , for behandlingen den 25. april 2019

Der gives ikke kritik til:

  • reservelæge B, Akutmodtagelsen, Regionshospitalet , for behandlingen

Det betyder, at overlæge A ikke udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen.

Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn har modtaget en klage fra .

KLAGEN

Der er klaget over, at ikke modtog en korrekt behandling af reservelæge B og overlæge A i Akutmodtagelsen, Regionshospitalet , den 25. april 2019.

Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:

  • at ikke blev tilstrækkeligt behandlet samt for tidligt udskrevet trods sine smerter.

SAGSFREMSTILLING

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Den 25. april 2019 blev 45-årige tilset på Akutmodtagelsen, Regionshospitalet , efter henvisning fra sin praktiserende læge grundet rygsmerter. var dagen forinden, den 24. april 2019, blevet tilset i en skadestue grundet rygsmerter og et behov for smertebehandling. Reservelæge B foretog en objektiv undersøgelse og ændrede i den smertestillende behandling. Den nye behandlingsplan blev konfereret med overlæge A. modtog instruktion i smertelindring og blev samme dag til trods for utryghed ved udskrivelsen udskrevet.

BEGRUNDELSE

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.

En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Disciplinærnævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere reservelæge B for behandlingen.

Disciplinærnævnet har herved lagt vægt på:

  • at reservelæge B på tilstrækkelig vis konkluderede, at s tilstand ikke havde ændret sig i forhold til skadestuebesøget den 24. april 2019, idet stadig oplevede mange smerter
  • at reservelæge B foretog en tilstrækkelig objektiv undersøgelse af den 25. april 2019, idet han undersøgte, hvorvidt havde normal kraft i benene, om der var tegn på tiltagende påvirkning af nerveforholdene i benene, ved endetarmen og kønsorganerne.

    Disciplinærnævnet kan oplyse, at ved behandling af en patient med rygsmerter med udstråling til benene, bør det afklares hvorvidt patienten lider af en tilstand, der påvirker førligheden. Faresignalerne på en førlighedstruende tilstand er tiltagende kraftnedsættelse i benene eller påvirkning af nerveforsyningen til lukkemusklerne omkring endetarm og urinrør.
  • at reservelæge B på relevant og tilstrækkelig vis udelukkede, at havde førlighedstruende påvirkning af nerveforsyningen til ben, endetarm eller urinrør
  • at reservelæge B på tilstrækkelig vis ændrede s smertebehandling fra skadestuebesøget dagen forinden, idet hun havde kastet en del af den smertestillende medicin op, som hun havde indtaget. Den smertestillende behandling blev ændret til Tramadol, der anvendes ved moderate til stærke smerter og der blev ligeledes ordineret Metoclopramid, der er kvalmestillende medicin.

    Disciplinærnævnet kan oplyse, at den smertestillende behandling har til formål at lindre patientens smerter i ryggen bedst muligt, så patienten er i stand til at bevæge sig omkring i et omfang, så patienten kan tage vare på sig selv.
  • at reservelæge B på tilstrækkelig vis fastholdt den plan, der var blevet udarbejdet under skadestuebesøget den 24. april 2019, idet skulle fortsætte på smertestillende medicin, henvende sig ved sin praktiserende læge en uge efter for at følge op på problematikken samt tage kontakt til sin praktiserende læge, hvis hun oplevede forværring i sin tilstand, kraftnedsættelse i ben eller påvirkning af nerveforholdene ved endetarmen samt kønsorganerne.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at reservelæge B handlede i overensstemmelse normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 25. april 2019 på Akutmodtagelsen, Regionshospitalet .

Disciplinærnævnet vurderer, at der er grundlag for at kritisere overlæge A for behandlingen.

Disciplinærnævnet har herved lagt vægt på:

  • at behandlingsplanen blev konfereret med overlæge A, som burde have opretholdt indlæggelsen af , indtil hun oplevede tilstrækkelig effekt af behandlingen, idet hun var utryg ved udskrivelsen og stadig var smertepåvirket i en sådan grad, at hun anvendte en bækkenstol ved toiletbesøg og blev transporteret til sit hjem med liggende transport.

    Disciplinærnævnet kan oplyse, at selvom der ikke foreligger en instruks eller retningslinje, der beskriver, hvornår en patient med rygsmerter bør indlægges, er det almindelig anerkendt faglig standard, at man ved akutte tilstande vurderer, om patienten kan klare sig i hjemmet uden særlige foranstaltninger. Hvis patienten er sengeliggende på grund af smerter, må man således enten indlægge patienten, indtil der er tilstrækkelig effekt af behandlingen eller sørge for, at patienten får nødvendig hjælp og/eller hjælpemidler til at kunne klare sig hjemme i den aktuelle tilstand.
  • at overlæge A som den mere erfarne læge havde det endelige ansvar for behandlingen og udskrivelsen af , idet reservelæge B havde konfereret med overlægen.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at overlæge A handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 25. april 2019 på Akutmodtagelsen, Regionshospitalet .

REGLER

Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:

Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 2, stk. 1 om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1 om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 731 af 8. juli 2019 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven):

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed