Kritik af fysioterapeut for manglende funktionsundersøgelse og for progression
Fysioterapeut får kritik for manglende funktionsundersøgelse inden hælløft ud over kant. Desuden kritik for at progrediere belastningen for hurtigt, fordi akillessenen tidligere havde været delvist overrevet og gav kroniske gener ved gang.
Sagsnummer:
20DNU32
Offentliggørelsesdato:
fredag den 25. september 2020
Faggruppe:
Fysioterapeuter
Behandlingssted:
Øvrig privatpraksis
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Der gives kritik til:
-
fysioterapeut (aut. ID ), Klinik , for behandlingen den 17. juni 2019.
Det betyder, at fysioterapeut ikke udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen.
Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn har modtaget en klage fra .
KLAGEN
Der er klaget over, at ikke modtog en korrekt behandling af fysioterapeut i Klinik den 17. juni 2019.
Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:
- at træning af højre akillessene skete med for stor vægt.
SAGSFREMSTILLING
Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.
Den 17. juni 2019 var 67-årige , der var kendt med tidligere skade i højre akillessene, til behandling hos fysioterapeut i Klinik med henblik på at kunne øge længden af sine gåture.
Der blev iværksat træning for akillessenen frem mod en vandretur ca. 1½ måned senere. Under træningsopstart skete der en skade i s højre akillessene, og han blev kørt på skadestuen.
BEGRUNDELSE
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.
En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Disciplinærnævnet vurderer, at der er grundlag for at kritisere fysioterapeut for behandlingen.
Disciplinærnævnet har herved lagt vægt på:
- at det var relevant, at fysioterapeut valgte øvelsen hælløft, idet træning er den foretrukne behandling til problemer i akillessenen. Træningsøvelserne vil typisk bestå af siddende eller stående hælløft.
- at progressionen i belastningen i øvelserne vil være at igangsætte hælløft med kropsvægt på et eller to ben på gulv, og såfremt symptomerne ikke forværres betragteligt, kan man fortsætte øvelsen ud over en kant
- at belastning i form af vægt kan tilføjes øvelsen efter et par uger, hvis der kan tages flere end 15 gentagelser med kropsvægt, hvor akillessenen ikke er overrevet
- at hælløft på et ben ud over en kant med vægt giver en markant øget progression i belastningen, hvorfor akillessenens funktion rutinemæssigt skal undersøges, f.eks. ved at se på ét-bens hælløft på gulv uden vægt, gangfunktion, løb og eventuelt hop, før der påføres vægt eller ekstra vægt. I progressionen bør også tages hensyn til alder og tidligere skadeshistorik.
- at fysioterapeut ikke anvendte nogle af disse funktionsundersøgelser, før han introducerede hælløft ud over en kant. Fysioterapeuten burde have foretaget en funktionsundersøgelse, forinden øvelsen blev tilføjet belastning.
- at det ikke var sundhedsfagligt forsvarligt, at fysioterapeut ved første konsultation anvendte en progression fra otte gentagelser med to ben ud over en kant med 20 kg vægt direkte til ét-bens hælløft med 20 kg vægt ud over en kant, idet var 67 år og tidligere havde haft en delvis overrivning af akillessenen, samt havde kroniske gener fra akillessenen. Fysioterapeuten burde på den baggrund have været særligt opmærksom på ikke at progrediere øvelsen for hurtigt.
Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at fysioterapeut handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 17. juni 2019 i Klinik .
REGLER
Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:
Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- § 2, stk. 1 om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- § 3, stk. 1 om klager over sundhedsfaglig virksomhed
Bekendtgørelse nr. 731 af 8. juli 2019 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven):
- § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed