Ikke kritik for vurdering af billeder fra screeningsmammografi
Screeningsmammografi er ikke en fuldstændig undersøgelse. Ved symptomer er det vigtigt, at kvinden henvender sig til læge mhp. henvisning.
Sagsnummer:
20DNU18
Offentliggørelsesdato:
mandag den 8. juni 2020
Speciale:
Kræftsygdomme (onkologi), Røntgen (radiologi)
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Sygehuse/hospitaler
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Der gives ikke kritik til:
-
overlæge A og overlæge B, Diagnostisk Center, Sygehus A, for behandlingen.
Det betyder, at overlæge A og overlæge B udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen.
Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn har modtaget en klage fra .
KLAGEN
Der er klaget over, at ikke modtog en korrekt behandling af overlæge A og overlæge B, Diagnostisk Center, Sygehus A, i forbindelse med vurdering af billederne fra mammografiscreeningen foretaget på , Sygehus B, den 26. februar 2019.
Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:
- at en brystkræft blev overset på mammografiscreeningsbilleder foretaget den 26. februar 2019.
SAGSFREMSTILLING
Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.
Den 26. februar 2019 fik 73-årige , der i 2015 var opereret for brystkræft i højre bryst, foretaget en screeningsmammografi på , Sygehus B. Overlæge A og overlæge B, Diagnostisk Center, Sygehus A, fandt ikke tegn på kræft ved gennemgangen af screeningsbillederne.
Overlæge A og overlæge B har i en fælles udtalelse til sagen anført, at de ved vurderingen af screeningsmammografien foretaget den 26. februar 2019 uafhængigt af hinanden vurderede, at den lille fortætning, der var at se i operationsområdet, samt den diskrete indtrækning af huden skyldtes operationsfølger.
Det fremgår af klagen, at ved en undersøgelse på et andet sygehus den 12. marts 2019, fik konstateret en knude i sit højre bryst.
BEGRUNDELSE
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.
En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Disciplinærnævnet har til brug for sagen indhentet billedmateriale, herunder mammografiscreningsbillederne af 26. februar 2019.
Disciplinærnævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere overlæge A og overlæge B for vurdering af mammografiscreeningsbillederne.
Disciplinærnævnet har herved lagt vægt på:
- at kvaliteten af mammografiscreeningsbillederne af 26. februar 2019 er teknisk tilfredsstillende. Der er 5 billeder, idet der er suppleret med et ekstra billede af det opererede bryst.
- at der svarende til operationsområdet på højre side er en lille fortætning med lidt øget tæthed. Denne forandring er forholdsvis diskret, lille og uspecifik og er ikke et oplagt og tydeligt tegn på brystkræft. Tætheden af kirtelvævet er ca. 25%. Overlægerne har vurderet tætheden af kirtelvævet i brystet til at være henholdsvis under 25% eller mellem 25% og 50%.
Disciplinærnævnet kan oplyse, at hvis tætheden af kirtelvævet i brystet er over 50%, så er risikoen for brystkræft større, ligesom man nemmere overser en kræftknude, når kirtelvævet er meget tæt.
- at det var relevant at vurdere, at der ikke var mistanke om brystkræft, da der ikke var anført særlige symptomer i RIS-skemaet i forbindelse med foretagelse af mammografiscreeningen, og da den diskrete forandring ikke var et oplagt og tydeligt tegn på brystkræft. Den omstændighed, at den 12. marts 2019 fik konstateret en knude i brystet, der viste sig at være brystkræft, er således ikke ensbetydende med, at vurderingen af mammografiscreeningsbillederne var under normen for almindelig anerkendt faglig standard.
Disciplinærnævnet kan oplyse, at RIS står for røntgen- og informationssystem.
Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at overlæge A og overlæge B, Diagnostisk Center, Sygehus A, handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af i forbindelse med vurdering af billederne fra mammografiscreeningen den 26. februar 2019 på , Sygehus B.
REGLER
Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:
Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- § 2, stk. 1 om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- § 3, stk. 1 om klager over sundhedsfaglig virksomhed
Bekendtgørelse nr. 731 af 8. juli 2019 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven):
- § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed
Bekendtgørelse nr. 1447 af 15. december 2010 om forretningsorden for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn:
- § 5, stk. 2 om kompetence for disciplinærnævnets formand og næstformænd