Praktiserende læger får ikke kritik for undersøgelse og behandling af symptomer på PCO
To praktiserende læger får ikke kritik, da patient blev relevant undersøgt og behandlet for sine symptomer, men ikke diagnosticeret med PCO. Patienten var tidligere af et andet behandlingssted blevet oplyst om, at hun havde PCO-prægede æggestokke.
Sagsnummer:
19DNU06
Offentliggørelsesdato:
onsdag den 27. november 2019
Speciale:
Hormonsygdomme
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Almen praksis/vagtlæger
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Der gives ikke kritik til:
Praktiserende læge A og praktiserende læge B, Lægeklinikken , , for behandlingen.
Det betyder, at praktiserende læge A og praktiserende læge B udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen.
Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.
KLAGEN
Der er klaget over, at ikke modtog en korrekt behandling hos praktiserende læge, A og praktiserende læge, B, Lægeklinikken , i perioden fra den 18. april 2017 til den 13. juni 2018.
Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:
- at hun ikke blev relevant og tilstrækkeligt undersøgt og behandlet for sine symptomer på PCO.
SAGSFREMSTILLING
Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.
Den 18. april 2017 blev den 20-årige , der tidligere var kendt med underlivsinfektioner, angsttilstand samt emotionelt ustabil personlighedsstruktur af borderline type, undersøgt af praktiserende læge A med henblik på behandling af PCO (Polycystisk ovarie). Hun oplyste, at hun oplevede hårtab, uren hud og skægvækst. Der blev aftalt behandling med p-pillerne Diane Mite.
I perioden fra den 24. april 2017 til den 13. juni 2018 blev løbende undersøgt hos praktiserende læge B, idet hun oplevede mavesmerter og havde uønsket hårvækst samt hårtab. Hun blev flere gange henvist til udredning i gynækologisk regi for sine symptomer, herunder for PCO. Den 8. juni 2018 fik hun igen foretaget hormonprøver, hvilke hun modtog endeligt svar på den 13. juni 2018.
BEGRUNDELSE
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.
En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Disciplinærnævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere praktiserende læge A, Lægeklinikken , for behandlingen.
Disciplinærnævnet har lagt vægt på:
- at PCO er en betegnelse for forandringer på æggestokkene, som betyder, at der findes mange ægblærer i æggestokkene, og at PCOS (Polycystisk Ovarie Syndrom) er en hormonel forstyrrelse, hvor der vil være uregelmæssige menstruationer, væskefyldte hulrum i æggestokkene samt forhøjet niveau af mandlige kønshormoner i blodet, således at der vil være manglende/sparsomme menstruationer, uren hud samt unormal hårvækst på krop og ansigt. Man kan dog sagtens have mange ægblærer og genetisk betinget tydelig mørk hårvækst på krop og i ansigt uden at have diagnosen PCOS eller PCO.
- at praktiserende læge A i forbindelse med undersøgelsen den 18. april 2017 blev oplyst om, at havde fået konstateret PCO, og at hun havde hårtab, uren hud og skægvækst.
- at forud for konsultationen den 18. april 2017 var blevet undersøgt for PCOS og hormonforstyrrelser, hvor der ikke blev fundet forhøjet niveau af mandlige kønshormoner og ikke blev påvist hormonforstyrrelser, hvorfor den praktiserende læge ikke bekræftede diagnosen PCOS. Den øgede hårvækst blev formodet at være betinget i genetiske forhold.
- at praktiserende læge A på baggrund af undersøgelsen den 18. april 2017 samt tidligere udredning i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard vurderede, at havde en let grad af PCO, da der tidligere var set cyster på æggestokkene, samt at der var kosmetisk generende hårvækst i ansigtet.
- at praktiserende læge A på baggrund af undersøgelsen den 18. april 2017 behandlede ved at ordinere p-piller, hvilket sædvanligvis er første behandlingsvalg ved PCO, idet behandling med p-piller beskytter livmoderens slimhinde mod hormonubalance, hvilket bl.a. kan have en effekt på uønsket hårvækst og uren hud.
- at der på baggrund af ovenstående ikke var noget, der indikerede, at praktiserende læge A skulle have henvist til yderligere undersøgelse.
Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at praktiserende læge A handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 18. april 2017 hos Lægeklinikken , .
Disciplinærnævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere praktiserende læge B, Lægeklinikken , for behandlingen.
Disciplinærnævnet har lagt vægt på:
- at på baggrund af henvisning fra den praktiserende læge den 24. april 2017 igen var blevet vurderet i gynækologisk regi, hvor det blev konkluderet, at hendes underlivssmerter ikke havde en gynækologisk årsag.
- at i forløbet havde haft tilbagevendende symptomer på blærebetændelse, herunder smerter, som ofte er symptomer ved blærebetændelse, og at hun blev undersøgt og behandlet herfor, da dyrkningen af hendes urin var positiv.
- at praktiserende læge B tilbød at henvise hende til gynækologisk undersøgelse i forbindelse med undersøgelsen den 5. oktober 2017 på baggrund af hendes symptomer med underlivssmerter, og da hun fortsat var usikker på, hvorvidt hun havde PCO. Den praktiserende læge tog desuden relevante blodprøver for gigt, som afkræftede en gigtsygdom.
- at praktiserende læge B i forbindelse med sin undersøgelse af den 8. juni 2018 foretog nye blodprøver, herunder hormonprøver, da hun fortsat havde symptomer med øget uønsket hårvækst samt hårtab.
- at samtlige blodprøver, herunder hormonprøver og mængden af mandligt kønshormon var fuldstændigt normale, hvilket hun fik besked om den 13. juni 2018.
- at der på baggrund af ovenstående ikke var grundlag for at henvise til yderligere undersøgelse.
Disciplinærnævnet kan oplyse, at udtrykket ”PCO-præget æggestok” ikke betyder, at en kvinde har PCO eller PCOS, når øvrige undersøgelser ikke indikerer dette, herunder f.eks. hvis niveauet af mandligt kønshormon er normalt.
Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at praktiserende læge B handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra den 24. april 2017 til den 13. juni 2018 hos Lægeklinikken , .
REGLER
Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:
Love og bekendtgørelser
Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- § 2, stk. 1 om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- § 3, stk. 1 om klager over sundhedsfaglig virksomhed
Bekendtgørelse nr. 731 af 8. juli 2019 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven):
- § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed
Bekendtgørelse nr. 1447 af 15. december 2010 om forretningsorden for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn:
- § 5, stk. 2 om kompetence for disciplinærnævnets formand og næstformænd