Ikke-kritik for videregivelse af oplysninger til politiet, idet hensynet til at afværge en eventuel faresituation oversteg hensynet til patientens ret til fortrolighed

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere, at speciallæge i psykiatri har videregivet oplysninger til politiet om den 7. december 2016, da speciallægen ikke har overtrådt sundhedslovens § 40, jf. § 43, stk. 2, nr. 2.

KLAGEN

Der er klaget over følgende:

• At speciallæge i psykiatri uden samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt videregav oplysninger om til politiet den 7. december 2016.

har hertil anført, at speciallægen videregav oplysninger til politiet om, at  ville skyde på politiet eller havde truet hermed.

BEGRUNDELSE

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Indledende oplysninger

havde som 18-årig været udsendt som soldat til Kroatien, hvor han havde haft voldsomme oplevelser. Han havde efterfølgende været i psykiatrisk behandling, hvor der havde været mistanke om ADHD og Aspergers syndrom. 

Begrundelse for afgørelsen

Det fremgår af klagen, at speciallæge i psykiatri videregav oplysninger til politiet om, at ville skyde på politiet eller havde truet hermed. Det fremgår videre, at speciallægen var orienteret om, at hverken ønskede eller havde planer om at skade nogen.

Det fremgår af journalen, at den 28. november 2016 for første gang blev set i konsultation hos speciallæge . Ved konsultationen oplyste , at han tidligere havde været udsat for overfald fra politiet, og at han nok blev opfattet som truende af de øvrige beboere på hans kollegie. afviste, at han kunne blive voldelig over for civile medborgere, men han frygtede overfald fra politiet og ville forsvare sig med våben, hvis det skete. Speciallæge skønnede, at der var mistanke om, at havde PTSD, og der blev aftalt en ny konsultation den 7. december 2016.

Den 7. december 2016 udeblev fra den aftalte konsultation på trods af en påmindelse herom dagen forinden. Speciallæge forsøgte forgæves at kontakte telefonisk samt via sms og mail. Af frygt for både s og politiets sikkerhed videregav speciallægen oplysninger til politiet om .

Speciallæge har i en udtalelse til sagen oplyst, at da udeblev fra den aftalte konsultation den 7. december 2016, forsøgte speciallægen samme dag at kontakte ham telefonisk samt via sms og mail i håbet om at etablere en ny aftale. Da det ikke lykkedes speciallægen at få kontakt til , skønnede speciallægen ud fra s egne oplysninger om, at han ville forsvare sig med brug af våben, såfremt politiet skulle kontakte ham, at dette kunne indebære fare for s og politiets sikkerhed, hvorfor speciallægen informerede politiet herom.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at det følger af sundhedslovens § 40, at en læge skal iagttage tavshed om, hvad han under udøvelsen af sit erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger. En læge kan dog i henhold til sundhedslovens § 43, stk. 1, videregive oplysninger til myndigheder, organisationer og private personer, når patienten har givet sit samtykke hertil. Samtykket skal være skriftligt, hvilket følger af sundhedslovens § 44, stk. 1.

Disciplinærnævnet kan videre oplyse, at det fremgår af vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv., at helbredsforhold skal forstås som oplysninger om en patients tidligere, nuværende og fremtidige fysiske og psykiske tilstand, herunder om en persons kontakt til sundhedsvæsenet, for eksempel at en person har været indlagt til behandling eller er indlagt samt oplysninger om medicinforbrug og misbrug af narkotika, alkohol og lignende. Andre fortrolige oplysninger end helbredsforhold kan for eksempel kan være oplysninger om patientens familiære forhold, sociale problemer, strafbare forhold samt indkomst- og skatteforhold.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at vurderingen af, at der kunne være fare for s og politiets sikkerhed, er en sundhedsfaglig vurdering, som speciallæge foretog på baggrund af s oplysninger, hans sygehistorie og speciallægens egne vurderinger af .

Det er disciplinærnævnets vurdering, at oplysningerne om, at ville forsvare sig med brug af våben, såfremt politiet skulle kontakte ham, var fortrolige oplysninger i sundhedslovens forstand, som speciallæge havde erfaret under udøvelsen af sit erhverv. Herunder indebar speciallæge s kontakt til politiet, at politiet blev bekendt med, at  var i psykiatrisk behandling.

Disciplinærnævnet finder det endvidere utvivlsomt, at ikke havde givet sit samtykke til, at speciallæge måtte videregive oplysninger om ham til politiet.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at en læge i henhold til sundhedslovens § 43, stk. 2, under visse betingelser uden patientens samtykke kan videregive oplysninger til myndigheder, organisationer og private personer. Således fremgår det af § 43, stk. 2, nr. 2, at sundhedspersoner uden patientens samtykke til andre formål end behandling kan videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder, organisationer, private personer m.fl., når videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre privatpersoner.

Reglen er en såkaldt "værdispringsregel", der indebærer, at de hensyn, der taler for videregivelse til myndigheder, organisationer, private personer med flere, klart skal overstige hensynet til en patients krav på fortrolighed.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at speciallæge var berettiget til at videregive oplysninger til politiet, idet hensynet til at afværge en eventuel faresituation for selv og politiet klart oversteg hensynet til s ret til fortrolighed.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at speciallæge vurderede, at der kunne være fare for s og politiets sikkerhed.

Disciplinærnævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte speciallæge s vurdering. Det er hertil nævnets vurdering, at det i klagen anførte om, at speciallægen var oplyst om, at hverken ønskede eller havde planer om at skade nogen, ikke i sig selv kan føre til en anden vurdering.

Disciplinærnævnet har endvidere lagt vægt på, at udeblev fra den aftalte konsultation den 7. december 2016 og ikke besvarede speciallæge s henvendelser via telefon, sms og mail, hvorfor det ikke var muligt for speciallægen at få kontakt til med henblik på yderligere samtale og vurdering.

Videre kan disciplinærnævnet oplyse, at det fremgår af pkt. 5.2 i vejledning af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv., at det forudsættes, at sundhedspersonen i almindelighed, medmindre der foreligger særlige grunde, forinden en videregivelse finder sted, forsøger at indhente patientens samtykke.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at der forelå sådanne grunde, som kunne begrunde videregivelse af oplysninger uden at forsøge at indhente et samtykke.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at speciallæge havde forsøgt at kontakte telefonisk samt via sms og mail, men at det ikke havde været muligt at opnå kontakt til med henblik på yderligere samtale og vurdering, hvorfor forsøg på kontakt med henblik på at opnå samtykke til videregivelse af oplysningerne måtte anses for udsigtsløse.

På denne baggrund finder disciplinærnævnet, at speciallæge i psykiatri ikke har handlet i strid med sundhedsloven ved sin videregivelse af oplysninger om til politiet den 7. december 2016.

LOVGRUNDLAG

Bekendtgørelse nr. 191 af 28. februar 2018 af sundhedsloven

§ 40. En patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger, jf. dog reglerne i denne lov.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for studerende, der som led i en sundhedsvidenskabelig eller sundhedsfaglig uddannelse deltager i behandlingen af en patient uden at være medhjælp.

Stk. 3. I de tilfælde, hvor en sundhedsperson efter §§ 41-46 er tillagt beføjelser efter de enkelte bestemmelser, påhviler det overordnede ansvar for, at oplysninger videregives eller indhentes i overensstemmelse med loven, den driftsansvarlige myndighed.

§ 43. Med patientens samtykke kan sundhedspersoner til andre formål end behandling videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til sundhedspersoner, myndigheder, organisationer, private personer m.fl.

Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden patientens samtykke ske, når

1) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling,

2) videregivelsen er nødvendig for berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre,

3) videregivelsen er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- og kontrolopgaver,

4) videregivelsen sker til et myndighedsgodkendt akkrediteringsorgan og er nødvendig med henblik på dokumentation af arbejdsgange til brug for akkreditering eller

5) videregivelsen sker til brug for opfølgning på en utilsigtet hændelse i regionen, kommunen eller et privat sygehus. Stk. 3. Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse efter stk. 2 er berettiget.

Stk. 4. Såfremt der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 2, skal den, oplysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om videregivelsen og formålet hermed, medmindre orientering kan udelades efter anden lovgivning eller af hensyn til offentlige eller private interesser svarende til dem, der beskyttes i denne lovgivning.

§ 44. Samtykke efter § 43, stk. 1, skal være skriftligt. Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor. Samtykket skal indføres i patientjournalen.

Stk. 2. Samtykke efter stk. 1 bortfalder senest 1 år efter, at det er givet.

Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om det i stk. 1 nævnte samtykke.

Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet

§ 2. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, jf. §§ 13-16, behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 4-7 og 9 samt afsnit IV med undtagelse af klager, hvor der i den øvrige lovgivning er foreskrevet en anden klageadgang. Nævnet kan ikke behandle en klage, hvis den sundhedsfaglige virksomhed, klagen vedrører, er omfattet af en klage efter § 1, medmindre Styrelsen for Patientklager i anledning af klagen efter § 1 har udtalt kritik af sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed.

§ 2 a. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler sager om sundhedsfaglig virksomhed indbragt af Styrelsen for Patientsikkerhed eller Lægemiddelstyrelsen i tilfælde, hvor vedkommende styrelse finder, at der kan være grundlag for kritik af eller sanktion over for personer omfattet af § 2, stk. 1, eller regler fastsat i medfør af § 2, stk. 2.

§ 3. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn afgiver i sager efter §§ 2 og 2 a en udtalelse om, hvorvidt sundhedspersonens sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel, eller om sundhedspersonen har handlet i strid med sundhedslovens kapitel 4-7 og 9 samt afsnit IV. Nævnet kan herunder udtale kritik med indskærpelse eller søge iværksat sanktioner.

Stk. 2. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn kan i sager omfattet af § 2, stk. 1, mægle forlig mellem parterne og træffe afgørelse om, at det arbejde, en praktiserende tandlæge har udført, er mangelfuldt, og at der skal ske hel eller delvis tilbagebetaling af honoraret til patienten. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn kan desuden træffe afgørelse om, at der skal ske omgørelse af arbejdet eller betaling for omgørelsen.