Mulighed for fortrydelse af valg af sagstype undervejs i sagsbehandlingen

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere overlæge for hendes behandling af den 11. juni 2014 på afdeling 1, Sygehus , da overlægen har overtrådt autorisationslovens § 17.

Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har. Disciplinærnævnet har således ved sin afgørelse ikke taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

KLAGEN

Der er klaget over følgende:

• At ikke modtog en korrekt behandling på Sygehus den 11. og 12. juni 2014.

Klager har blandt andet anført, at overlæge tilsidesatte sin pligt til at inddrage oplysninger fra patienten og dennes pårørende i drøftelserne af behandlingen. Overlægens tilsidesættelse af sin pligt medførte, at de rigtige undersøgelser ikke blev foretaget, at den rigtige diagnose ikke blev stillet, og at den relevante behandling ikke blev iværksat i tide. Overlæge s sundhedsfaglige virksomhed har således været kritisabel og i strid med bestemmelserne i sundhedslovens kapitel 5. Endvidere har overlæge undladt at udvise den fornødne omhu og samvittighedsfuldhed, jf. autorisationslovens § 17.

INDLEDNING

Grundlaget for disciplinærnævnets realitetsbehandling af klagen

Sagens baggrund

Den 29. august 2014 modtog det daværende Patientombuddet, der i oktober 2015 blev afløst af Styrelsen for Patientsikkerhed, en klage fra over behandling af den 11. og 12. juni 2014 på afdeling 1, Sygehus . Det fremgik af klagen, at ønskede sagen behandlet som en klage over behandlingsstedet, hvor eventuel kritik rettes mod hospitalet.

I oktober 2014 påbegyndte Patientombuddet oplysningen af sagen.

I brev af 13. juli 2015 meddelte klagers advokat, at klager i stedet ønskede at klage over behandlingen til Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, hvor eventuel kritik rettes mod en konkret sundhedsperson.

Lægeforeningens indsigelser mod at disciplinærnævnet realitetsbehandler klagen

I brev af 8. maj 2017 har Lægeforeningen på vegne af overlæge gjort gældende, at valg af sagstype ikke bør kunne ændres, når sagsoplysningen er gået i gang.

Lægeforeningen har anført, at i september 2015 modtog overlæge et brev fra disciplinærnævnet, hvor hun blev orienteret om, at styrelsessagen var lukket, og at der i stedet var oprettet en disciplinærnævnssag, således at eventuel kritik ville blive rettet mod hende i stedet for mod behandlingsstedet.

Det fremgår ikke af den omtalte korrespondance, hvilke overvejelser Styrelsen for Patientsikkerhed havde gjort sig angående berettigelsen af at ændre sagstype på et tidspunkt i sagens forløb, hvor der var indhentet materiale til brug for behandling af sagen som en styrelsessag.

Efter at overlæge i begyndelsen af 2016 tog kontakt til Lægeforeningen med henblik på at få bistand til sagen, rejste Lægeforeningen problemstillingen angående ændring af sagstype overfor Styrelsen for Patientsikkerhed, idet Lægeforeningen oplyste, at fremgangsmåden kan være omgåelse af reglerne i klage- og erstatningsloven.

Lægeforeningen har i den forbindelse anført, at forarbejderne (2009/1 LSF 130) til de ændringer af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, som førte til etableringen af Patientombuddet og til indførelse af den nye sagstype, hvor kritik rettes mod behandlingsstedet, ikke indeholder direkte bemærkninger om, hvorvidt en klager har lov til at ændre sit valg af sagstype, når en klage er indgivet, og Styrelsen for Patientsikkerhed er gået i gang med at behandle sagen. Det er imidlertid Lægeforeningens opfattelse, at forarbejderne må forstås således, at når man har valgt den sagstype, som medfører, at eventuel kritik skal rettes mod behandlingsstedet, kan sagen herefter alene behandles af disciplinærnævnet, hvis der udtales kritik af behandlingsstedet. Klager må således afvente udfaldet af klagesagen mod behandlingsstedet, før sagen kan behandles af disciplinærnævnet.

Lægeforeningen har endvidere påpeget, at ifølge den klagevejledning til patienter, der ligger på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside, er valget af klagetype bindende, senest når en eventuel dialog er afsluttet. Det er Lægeforeningens opfattelse, at vejledningen er udtryk for, hvorledes praksis bør være, og hvordan situationen har været håndteret hidtil. I den konkrete sag er der over for overlæge ikke beskrevet særlige omstændigheder, som kan begrunde, at denne praksis er fraveget.

Lægeforeningen har desuden anført, at hvis Styrelsen for Patientsikkerhed ændrer praksis, således at det fremover bliver muligt for klagere at ændre sagstype på et hvilket som helst tidspunkt i sagens forløb og uden nogle begrænsninger i øvrigt, vil det kunne få utilsigtede konsekvenser for den læge, som vælger at udtale sig til brug for en sag, hvor det er besluttet, at eventuel kritik skal rettes mod behandlingsstedet. Det kan være tilfældet, når en klager som led i den almindelige partshøring læser lægens eller behandlingsstedets udtalelse og ser noget, som i klagerens øjne bør medføre, at sagen i stedet skal afgøres af disciplinærnævnet.

Der må endvidere tages højde for sager, hvor lægen er indehaver af behandlingsstedet og derfor er den eneste, som kan udtale sig på vegne af behandlingsstedet.

Endelig har Lægeforeningen anført, at fri adgang til at ændre sagstype utvivlsomt vil få sagsbehandlingstiden til at stige.

På den baggrund har disciplinærnævnet overvejet, om nævnet kan realitetsbehandle en klage, der oprindelig blev indgivet som en klage over behandlingsstedet, og hvor valget af sagstype ændres, efter at sagsoplysningen er gået i gang.

Retsgrundlaget

Spørgsmålet om en klagers adgang til at ændre sagstype er ikke reguleret i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, men følgende fremgår af pkt. 1 og 2.2.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget, jf. 2009/1 LSF 130:

” Hovedformålet med lovforslaget er at styrke patienternes retsstilling ved en ændring af patientklagesystemet, der giver patienterne bedre klagemuligheder, lettere klageadgang og mulighed for en hurtigere afgørelse af klagesager.

…

Lovforslaget indebærer, at en klage over samme behandling eller behandlingsforløb, ikke samtidigt kan behandles af Patientombudet og Disciplinærnævnet. Baggrunden for dette forslag er, at at en sådan sideløbende behandling af samme klageforhold i Patientombudet og Disciplinærnævnet ville medføre en uhensigtsmæssig belastning af alle involverede i klagesagen, herunder både af den patient, der klager, og det sundhedspersonale m.v., der skal bidrag til oplysningen af sagerne, idet det i givet fald ville være nødvendigt for både Patientombudet og Disciplinærnævnet hver for sig at indhente oplysninger og sagkyndige vurderinger til bedømmelse af de respektive sager. Hvis sager kunne behandles samtidigt i Patientombudet og disciplinærnævnet ville både klager og de involverede sundhedspersoner derfor kunne opleve at skulle bidrage med nogle af de samme oplysninger til de to klageorganer, hvilket i sig selv også ville kunne give anledning til forvirring. En sådan adgang ville desuden indebære en risiko for en uhensigtsmæssig belastning af klagesystemet med deraf følgende risiko for en forøgelse af de gennemsnitlige sagsbehandlingstider til skade for patienterne. Det foreslås derfor fastsat, at Patientombudet ikke kan behandle en klage, hvis den sundhedsfaglige virksomhed, klagen vedrører, er omfattet af en klage over en konkret sundhedsperson, der er indgivet til eller behandlet af Disciplinærnævnet. Hvis Disciplinærnævnet behandler eller har behandlet en klage over en eller flere navngivne sundhedspersoners faglige virksomhed, kan Patientombudet således hverken sideløbende med eller efter Disciplinærnævnets behandling af en sådan klage, behandle en klage over sundhedsvæsenets faglige virksomhed i forbindelse med samme behandling eller behandlingsforløb. Det foreslås endvidere fastsat, at Disciplinærnævnet ikke kan behandle klager, hvis den faglige virksomhed, klageforholdet vedrører, er eller har været påklaget til Patientombudet, medmindre klagen indgives efter, at Patientombudet i vedkommende sag har udtalt kritik af Sundhedsvæsenets faglige virksomhed. Det bemærkes hertil, at det i praksis vil være usandsynligt, at Disciplinærnævnet vil kunne finde grundlag for kritik af en eller flere konkrete sundhedspersoner, hvis Patientombudet ikke har fundet grundlag for kritik af sundhedsvæsenets faglige virksomhed ved samme behandling.
Patienten afgør selv, om patienten ønsker at klage over sundhedsvæsenets faglige virksomhed eller over en eller flere konkrete sundhedspersoners virksomhed. Regeringen vil sikre, at generelt vejledningsmateriale om klageadgangene, herunder forskellen mellem at klage over sundhedsvæsenets faglige virksomhed og en eller flere konkret sundhedspersoner, gøres tilgængelig på bl.a. sundhed.dk og Patientombudets hjemmeside. Patienterne vil desuden kunne få vejledning om klagemulighederne hos patientkontorerne, som også vil kunne bistå patienterne med at klage.
I praksis må det antages, at klager i en del tilfælde vil være formuleret på en måde, så det ikke umiddelbart fremgår tydeligt af klagen, hvorvidt patienten ønsker at klage over sundhedsvæsenets faglige virksomhed eller over en eller flere konkret sundhedspersoner. Patientombudet vil således – når der indgives en klage – skulle foretage en umiddelbar vurdering af, om der er tale om en klage over en eller flere konkret sundhedspersoner, der skal afgøres af Disciplinærnævnet, eller om det er en klage over sundhedsvæsenets samlede faglige virksomhed, der skal afgøres af Patientombudet. En klage, der ikke er formuleret som en klage over en eller flere konkrete sundhedspersoner, vil som udgangspunkt blive betragtet som en klager over sundhedsvæsenets samlede faglige virksomhed. Patientombudet vil dog i forbindelse med den indledende sagsbehandling skulle sikre sig, at patienten er indforstået med, at klagen behandles som en klage over sundhedsvæsenets faglige virksomhed, herunder om at dette indebærer, at der kun kan klages til Disciplinærnævnet over de sundhedspersoner, der har deltaget i behandlingen, hvis Patientombudet finder grundlag for at udtale kritik af sundhedsvæsenets faglige virksomhed. Patienten skal endvidere oplyses om, at patienten har ret til selv at afgøre, hvorledes klagen behandles. Denne vejledning af klager kan ske i forbindelse med kvittering for klagens modtagelse. Det bemærkes hertil, at det ikke er en forudsætning for at klage til Disciplinærnævnet over konkret sundhedspersoner, at patienten kan angive sundhedspersonens navn. Hvis patienten på anden måde tydeligt anfører, at patienten ønsker at klage over konkrete sundhedspersoner, udredes klagesagen, herunder individuelle ansvarsforhold i overensstemmelse hermed og afgøres af Disciplinærnævnet. Ud over den generelle vejledning til patienterne om klagemulighederne vil patienter, der klager, således også individuelt få vejledning om klagemulighederne og forskellene på, om en klage behandles som en klage over sundhedsvæsenets faglige virksomhed og dermed afgøres af Patientombudet, eller som en klage over en eller flere konkrete sundhedspersoner og dermed afgøres af Disciplinærnævnet.
…”

Disciplinærnævnets begrundelse og afgørelse

Ifølge de almindelige bemærkninger var hovedformålet med lovforslaget blandt andet at styrke patienternes retsstilling ved en ændring af patientklagesystemet, der giver patienterne bedre klagemuligheder. Selv om der med bedre klagemuligheder primært blev sigtet til adgang til at klage over sundhedsvæsenets faglige virksomhed og visse patientrettigheder, må afskæring af muligheden for at ændre valg af sagstype anses for en forringelse af patienternes retsstilling, som er betænkelig uden en klar hjemmel.

Hverken forvaltningsloven eller uskreven forvaltningsret er til hinder for, at en borger ombestemmer sig under behandlingen af en sag, som han har indbragt for en offentlig myndighed. Hvis en borger f.eks. trækker en klage tilbage for senere at indgive den på ny, vil myndigheden være forpligtet til at behandle den, forudsat betingelserne i øvrigt er opfyldt. Disciplinærnævnet bemærker, at det også er den retsstilling, patienter har i forbindelse med de dialogmøder, der blev indført med ovennævnte ændring af klage- og erstatningsloven, jf. bemærkninger til pkt. 2.3.2, hvoraf det fremgår, at selv om dialogen med patientens accept vil kunne føre til, at klagen anses for bortfaldet, og styrelsen henlægger sagen, er patienten ikke herved afskåret fra på et senere tidspunkt at indgive en ny klage til styrelsen over samme forhold.

Disciplinærnævnet har noteret sig, at det er Styrelsen for Patientsikkerheds praksis at vejlede klagere om, at valg af sagstype er bindende, når en eventuel dialog er afsluttet og/eller styrelsens sagsoplysning er gået i gang, men nævnet går ud fra, at styrelsen fremadrettet vil vejlede klagere om, at valg af sagstype ikke er bindende, selv om en eventuel dialog er afsluttet og/eller sagsoplysningen er gået i gang.

Lægeforeningen har gjort gældende, at det kan få utilsigtede konsekvenser for læger, som udtaler sig i anledning af en klage over sundhedsvæsenets faglige virksomhed, hvis klager på et senere tidspunkt ændrer sagstype til klage over konkrete sundhedspersoner. Disciplinærnævnet bemærker hertil, at en autoriseret sundhedsperson må være forberedt på, at en klage over sundhedsvæsenets faglige virksomhed undervejs ændres til en disciplinærsag med deraf følgende mulighed for kritik af sundhedspersonens virksomhed. Efter disciplinærnævnets opfattelse vejer hensynet til, at sundhedspersoner har indrettet sig på, at eventuel kritik ikke rettes mod dem, men mod behandlingsstedet, ikke tungere end hensynet til at sikre patienternes klagemuligheder. Det forhold, at en læge er indehaver af behandlingsstedet og derfor er den eneste, som kan udtale sig på vegne af behandlingsstedet, ses ikke at kunne føre til en anden vurdering.

Endelig har Lægeforeningen gjort gældende, at fri adgang til at ændre sagstype på et hvilket som helst tidspunkt vil medføre længere sagsbehandlingstid. Disciplinærnævnet bemærker hertil, at hvis en klager ønsker at ændre sagstype, må han antages at være indstillet på en vis forlængelse af sagsbehandlingstiden. Det kan tilføjes, at baseret på hidtidige erfaringer er det formentlig kun få sager pr. år, hvor en klager ønsker at benytte sig af muligheden for at ændre valg af sagstype, og derfor vil det ikke få nævneværdig betydning for den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i patientklagesager.

Disciplinærnævnet bemærker, at selv om sagsbehandlingen er påbegyndt, vil en stor del af de indhentede oplysninger mv. kunne genbruges. Der er derfor heller ikke grund til at afskære klageres mulighed for at ændre sagstype af hensyn til at undgå værdispild.

Sammenfattende er der efter disciplinærnævnets opfattelse ikke grundlag for at fastslå, at det er i strid med lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, at en klager vælger en anden sagstype, efter at en eventuel dialog er afsluttet og/eller sagsoplysningen er gået i gang.

På den baggrund finder disciplinærnævnet, at nævnet kan realitetsbehandle s klage over overlæge s behandling af den 11. og 12. juni 2014 på afdeling 1, Sygehus .

Nævnsmedlem har afgivet følgende mindretalsudtalelse: ”Jeg mener, at klagen alene omfatter behandlingen den 11. og 12. juni 2014. Den del af afgørelsen, som omhandler realitetsbehandlingen, mener jeg ikke skal være en del af svaret på klagen, da det ikke er det, der klages over. Om sagen kan realitetsbehandles er ikke et spørgsmål, som disciplinærnævnet har kompetence til at vurdere, og derfor bør det ikke stå i afgørelsen.”

Nævnsmedlem har afgivet følgende mindretalsudtalelse: ”Jeg finder ikke, at vi i disciplinærnævnet kan vurdere, om klager er berettiget til at tilbagekalde klagen til Styrelsen for Patientsikkerhed og i stedet indgive samme klage til disciplinærnævnet.”

BEGRUNDELSE FOR AFGØRELSE AF KLAGEN

Disciplinærnævnet lagt vægt på oplysningerne i journalen, medmindre andet er anført.

Overlæge s behandling på afdeling 2

Den 11. juni 2014 klokken 14.49 blev , der var 57 år, indlagt på afdeling 2, Sygehus, på grund af pludseligt opståede problemer med korttidshukommelsen.

Klokken 15.50 noterede den neurologiske forvagt på afdeling 2, at ikke havde andre neurologiske udfald, og han blev beskrevet som velbefindende og ubekymret. var familiært disponeret for blodprop og havde forhøjet blodtryk, som ifølge familien var velbehandlet. Blodtrykket blev målt til 100/65 og pulsen til 105. På den baggrund mistænkte forvagten Transistorisk Global Amnesi (TGA) og bestilte efter konferering med bagvagt på afdeling 1, overlæge , akut CT-scanning af hjernen på mistanke om blodprop i hippocampusområdet.

Overlæge har i en udtalelse til sagen blandt andet oplyst, at hun i sin funktion som neurologisk bagvagt første gang blev gjort bekendt med s tilfælde, da hun den 11. juni 2014 om eftermiddagen blev kontaktet af neurologisk forvagt, der netop havde vurderet på afdeling 2. var debuteret med amnesi klokken cirka 12. Ud fra forvagtens beskrivelse fandt overlæge symptombilledet foreneligt med TGA. Hun og forvagten aftalte indlæggelse til observation og undersøgelse inklusiv CTC eller MRC på mistanke om specielt blodpropper eller nedsat blodgennemstrømning i tindingelapperne samt undersøgelse af s hjerne og halskar med CT-angiografi.

Undersøgelserne blev foretaget henholdsvis klokken 17.15 og 17.45 og viste normale forhold.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at Transistorisk Global Amnesi (TGA) normalt skyldes nedsat blodgennemstrømning i en eller begge tindingelapper. Det er en relativt godartet tilstand, som i nogle tilfælde går over af sig selv og kun efterlader ubetydelige mén. Lavt blodtryk er ikke en del af det kliniske billede ved TGA og bør i givet fald rejse mistanke om anden årsag.

Disciplinærnævnet har ikke fundet grundlag for at fastslå, at overlæge ikke foretog relevant behandling.

Disciplinærnævnet bemærker, at det ikke fremgår af forvagtens journalnotat fra afdeling 2, at forvagten hæftede sig ved s relativt lave blodtryk og heller ikke, hvad forvagten i øvrigt kommunikerede om hans tilstand under konfereringen med overlæge .

Disciplinærnævnet bemærker, at det er den rådsøgende læge, i dette tilfælde forvagten, der har journalføringspligt.

Ifølge overlæge s udtalelse vurderede hun ud fra forvagtens beskrivelse, at symptombilledet var foreneligt med TGA.

Disciplinærnævnet har ikke mulighed for at få sagen yderligere belyst, da nævnet træffer afgørelse på skriftligt grundlag, og i modsætning til domstolene ikke har mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med behandlingen af sagen.

Disciplinærnævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at overlæge s behandling af om eftermiddagen den 11. juni 2014 på afdeling 2, Sygehus , ikke var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Overlæge s behandling på afdeling 1

Den 11. juni 2014 klokken 20.23 noterede en reservelæge på afdeling 1, at var indlagt på afdelingen fra afdeling 2. En radiolog havde oplyst, at en CT-scanning af hans hjerne viste normale forhold, men at der skulle en MR-scanning til for at udelukke blodprop i hippocampus. Denne scanning ville formentlig blive ordineret til udførelse næste dag i forbindelse med, at bagvagten lagde den videre behandlingsplan. Da s blodtryk var faldet til 70/41, blev behandlingen med blodtrykssænkende medicin pauseret, og der blev anlagt dræn med henblik på tilførsel af en liter væske over to til tre timer. Desuden skulle der foretages ny måling af blodtrykket en time senere, og hvis det fortsat var lavt, skulle reservelægen kontaktes.

Klokken 21.11 tilføjede reservelægen i et journalnotat, at resultatet af tidligere udtagne blodprøver ikke var set af dagvagten på afdeling 2, fordi laboratoriesystemet var ude af funktion, hvorfor de heller ikke kunne ses aktuelt, men at de skulle kontrolleres, så snart systemet igen fungerede.

Klokken 21.20 tilføjede reservelægen, at ordinationen af væsketilførsel var ændret til hurtigt indløb i stedet for indløb over to til tre timer, og at der skulle måles blodtryk umiddelbart efter indløb.

Klokken 23.17 journalførte overlæge et resumé af sygehistorien. Endvidere noterede hun, at havde haft ledsagende lavt blodtryk trods pæn væskeindtagelse siden indlæggelsen. De pårørende benægtede muligheden af, at han ved et uheld var kommet til at tage for meget blodtrykssænkende medicin tidligere på dagen. På baggrund af undersøgelse, herunder måling af blodtryk, vurderede overlæge , at der kunne være tale om Transistorisk Global Amnesi med mulig forværring i forbindelse med udtalt lavt blodtryk af ukendt årsag. Overlægen ordinerede MR-scanning næste dag og kontaktede vagthavende læge på afdeling 3 med henblik på behandling. Desuden kontaktede hun vagthavende læge på afdeling 4 og aftalte akut ekkokardiografi (EKG).

Kort før midnat viste ekkokardiografi utæt hjerteklap og cordaruptur. Det blev besluttet at overflytte til afdeling 5, men før flytningen kunne gennemføres, blev han respiratorisk dårlig og udviklede hjertestop. Der blev påbegyndt genoplivende behandling, men det lykkedes ikke at redde hans liv.

Den 12. juni klokken 00.53 blev erklæret død.

Overlæge har i en udtalelse til sagen blandt andet oplyst, at før hun tilså klokken cirka 22, havde hun mundtligt fået at vide af en neurologisk forvagt og en sygeplejerske, at s blodtryk var lavt, men at han i øvrigt var upåvirket heraf, og at han sad ude i buffeten. Oplysningerne, om at var upåvirket, bekræftes af de pågældende sundhedspersoners journalnotater. På baggrund af disse oplysninger og en prioritering i forhold til hastegraden af sine øvrige arbejdsopgaver som henholdsvis neurologisk bagvagt og endovaskulær terapivagt, fandt overlæge ikke anledning til at tilse , før tilfældet var, idet der ikke var oplysning om tegn på hjerteinsufficiens, og idet overlægen gik ud fra, at der rutinemæssigt var taget EKG ved indlæggelsen i afdeling 2.

Overlæge har yderligere oplyst, at da hun tilså klokken cirka 22, havde han et meget lavt blodtryk. Han angav lidt ubehag i siddende stilling, men var derudover upåvirket. Han fremtrådte fortsat påvirket anamnetisk med desorientering i tid samt anterograd og nogen grad af retrograd amnesi. På grund af det meget lave blodtryk sammenholdt med hans upåvirkede almentilstand, mistænkte læge først apparatfejl og gentog derfor måling af blodtrykket med to andre apparater, dog med stort set samme resultat. Herefter handlede overlæge på det lave blodtryk som beskrevet i sit journalnotat.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at overlæge ikke foretog tilstrækkelig behandling.

Disciplinærnævnet har lagt til grund, at overlæge blev informeret om det lave blodtryk kort efter, at den neurologiske forvagt havde målt det klokken 20.23. Ifølge sin udtalelse var overlæge også blevet gjort opmærksom på det lave blodtryk af en sygeplejerske.

Disciplinærnævnet har herefter lagt til grund, at der gik mindst 1½ time fra overlæge blev informeret om det lave blodtryk, til hun klokken cirka 22 tilså .

Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at henset til s vedvarende lave blodtryk burde overlæge have ordineret akut EKG.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at overlægen burde have benyttet sig af muligheden for at fjernstyre processen via forvagten og sygeplejersken i tiden fra klokken 20.23 til klokken cirka 22.

Den omstændighed, at overlæge gik ud fra, at der var taget EKG i afdeling 2, og den omstændighed, at ikke viste oplagte tegn på hjerteinsufficiens, ses ikke at kunne føre til en anden vurdering.

Ej heller kan det føre til en anden vurdering, at overlæge havde travlt i egenskab af såvel neurologisk bagvagt som endovaskulær terapivagt.

For så vidt angår klagen over, at overlæge tilsidesatte sin pligt til at inddrage oplysninger fra og de pårørende, har disciplinærnævnet lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at fastslå, at overlægen ikke inddrog relevante oplysninger.

På den baggrund finder disciplinærnævnet, at overlæge s behandling af om aftenen den 11. juni 2014 på afdeling 1, Sygehus , var under normen for almindelig anerkendt faglig standard.

ooo00ooo

Kommentarer fra af 13. juli 2015 og 22. maj 2017 samt kommentarer fra overlæge af 8. maj og 15. juni 2017 er indgået i disciplinærnævnets vurdering af sagen.

LOVGRUNDLAG

Bekendtgørelse nr. 990 af 18. august 2017 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed

§ 17. En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sin virksomhed forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder ved benyttelse af medhjælp, økonomisk ordination af lægemidler m.v.

Bekendtgørelse nr. 1022 af 22. august 2017 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet:

§ 2, stk. 1. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, jf. §§ 13-16, behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 4-7 og 9 samt afsnit IV med undtagelse af klager, hvor der i den øvrige lovgivning er foreskrevet en anden klageadgang. Nævnet kan ikke behandle en klage, hvis den sundhedsfaglige virksomhed, klagen vedrører, er omfattet af en klage efter § 1, medmindre Styrelsen for Patientsikkerhed i anledning af klagen efter § 1 har udtalt kritik af sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed.
…
§ 2 a. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler sager om sundhedsfaglig virksomhed indbragt af Styrelsen for Patientsikkerhed eller Lægemiddelstyrelsen i tilfælde, hvor vedkommende styrelse finder, at der kan være grundlag for kritik af eller sanktion over for personer omfattet af § 2, stk. 1, eller regler fastsat i medfør af § 2, stk. 2.

§ 3. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn afgiver i sager efter §§ 2 og 2 a en udtalelse om, hvorvidt sundhedspersonens sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel, eller om sundhedspersonen har handlet i strid med sundhedslovens kapitel 4-7 og 9 samt afsnit IV. Nævnet kan herunder udtale kritik med indskærpelse eller søge iværksat sanktioner.