Kritik for attest udstedt, inden resultatet forelå

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere overlæge i forbindelse med udfærdigelsen af erklæring om vedrørende testning for tuberkulose, da overlæge har overtrådt autorisationslovens § 20, stk. 1.

KLAGEN

Der er klaget over følgende:

• At overlæge ikke udviste tilstrækkelig omhu og uhildethed ved udfærdigelse af en attest af 19. februar 2015 vedrørende en tuberkulosetest til .

har blandt andet anført, at det ikke var forsvarligt at udlevere en underskrevet attest på, at testen var negativ, inden testresultatet kunne aflæses.

BEGRUNDELSE

Disciplinærnævnet har, med mindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i erklæringen.

Den 19. februar 2015 var til konsultation hos overlæge på Klinik , med henblik på at få udført en Mantouxtest i forbindelse med en rejse til udlandet, hvor skulle arbejde på et hospital.

skulle benytte attesten til at bevise, at hun ikke havde tuberkulose.

Attesten blev udfærdiget og underskrevet den 19. februar 2015. Det fremgår af attesten, at den blev udfærdiget på baggrund af en negativ test for tuberkulose.

Klager har anført, at resultatet for tuberkulosetesten først kunne aflæses 72 timer efter, at testen var udført, og at det derfor ikke var korrekt, at overlæge udleverede en underskrevet attest, som erklærede, at ikke havde tuberkulose, inden resultatet af testen kunne aflæses. Videre fremgår det af klagen, at blev instrueret i at rive attesten i stykker, hvis hun mod forventning alligevel skulle have tuberkulose.

Overlæge har til sagen anført, at idet stod overfor snarlig afrejse til udlandet, og da aflæsningstidspunktet faldt på en søndag, gav hun både mundtlig og skriftlig instruktion om aflæsning af resultatet. Det er en mulighed klinikken giver til sundhedsfagligt personale eller tilsvarende studerende, og i de tilfælde medgives der en attest efter aftale om, at de kan komme tilbage til klinikken, hvis resultatet for tuberkulose skulle være positivt.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at det fremgår af § 4 i bekendtgørelse nr. 908 af 18. august 2011 om afgivelse af erklæringer mv., at en sundhedsperson ikke må afgive erklæringer om sygdomme eller forhold, som vedkommende ikke har fornødent fagligt kendskab til. Det fremgår videre af § 5, stk. 1, nr. 3, at en erklæring skal indeholde oplysninger om, hvilke oplysninger i erklæringen der beror på sundhedspersonens egen undersøgelse af patienten, og hvilke der stammer fra patienten selv, tredjemand eller patientjournaler m.v.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at erklæringen ikke må udstedes, førend resultatet af den givne test kan aflæses. Videre er det nævnets vurdering, at aflæsningen, ifølge bekendtgørelsen, ikke kan uddelegeres til patienten, selvom patienten skulle have en sundhedsfaglig uddannelse.

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder på den bagrund, at overlæge handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard i forbindelse med udfærdigelse af erklæring 19. februar 2015 vedrørende .

LOVGRUNDLAG

Bekendtgørelse nr. 1356 af 23. oktober 2016 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed

§ 20. En autoriseret sundhedsperson skal ved udfærdigelse af erklæringer, som vedkommende afgiver i sin egenskab af autoriseret sundhedsperson, udvise omhu og uhildethed.
Stk. 2. En autoriseret sundhedsperson er forpligtet til på begæring fra en offentlig myndighed i det efter formålet fornødne omfang at afgive erklæring til offentlig brug om de sundhedsfaglige iagttagelser, som den pågældende er i stand til at give oplysning om, vedrørende en af vedkommende undersøgt, behandlet eller plejet person, der søger eller får offentlige økonomiske ydelser eller anden offentlig hjælp. Samme pligt påhviler sygehuse og lignende institutioner.
Stk. 3. Styrelsen for Patientsikkerhed kan fastsætte regler for afgivelse af erklæringer. Kræves en i lovgivningen foreskreven eller forudsat erklæring afgivet på en særlig blanket, eller ønsker en offentlig myndighed i øvrigt at benytte en særlig blanket, skal Styrelsen for Patientsikkerhed forinden have lejlighed til at udtale sig om blankettens indhold. Dette gælder dog ikke simple syge- og raskmeldingserklæringer.

Bekendtgørelse nr. 908 af 18. august 2011 om afgivelse af erklæringer mv.:

§ 1. Denne bekendtgørelse gælder for erklæringer om patienters helbredsforhold udstedt af autoriserede sundhedspersoner.
Stk. 2. Bekendtgørelsen gælder ikke for epikriser (udskrivningsbreve) og lignende, ligesom udtalelser, der ikke er baseret på sundhedspersonens egen patientundersøgelse, -behandling m.v. (administrative udtalelser), ikke er omfattet.
§ 2. Ved erklæring forstås i denne bekendtgørelse en skriftlig udtalelse fra en sundhedsperson om enten en patients helbred eller årsagen til en patients død, og som er bestemt til at finde anvendelse i privat- eller offentligretlige retsforhold.
§ 3. En erklæring kan udstedes på papir, elektronisk eller andet læsbart medie. Hvis en lovbestemt blanket foreligger, skal denne benyttes.
§ 4. En sundhedsperson må ikke afgive erklæringer om sygdomme eller forhold, som vedkommende ikke har fornødent fagligt kendskab til.
§ 5. En erklæring skal indeholde oplysninger om:
1) Patientens navn, personnummer og adresse.
2) Sundhedspersonens navn, autorisationsID, virksomhedsadresse og uddannelse (herunder eventuelle speciallægetitel).
3) Hvilke oplysninger i erklæringen der beror på sundhedspersonens egen undersøgelse af patienten, og hvilke der stammer fra patienten selv, tredjemand eller patientjournaler m.v.
4) Hvorvidt patienten sædvanligvis benytter den sundhedsperson (f.eks. læge eller tandlæge), der har udfærdiget erklæringen.
Stk. 2. Sundhedspersonen skal anføre sin vurdering af patienten og medtage de forhold i erklæringen, som sundhedspersonen finder relevant for at kunne opfylde formålet med erklæring.
Stk. 3. Erklæringen skal være dateret og forsynet med sundhedspersonens underskrift eller på anden måde entydigt kunne henføres til sundhedspersonen.
§ 6. Ved anvendelse af lovbestemte blanketter og standardiserede attest-blanketter, der er aftalt mellem involverede parter, er det tilstrækkeligt, at en erklæring indeholder de i blanketten forlangte oplysninger, og bestemmelserne i § 5 skal således ikke iagttages.
§ 7. I erklæringer, der udstedes til brug for personer, myndigheder eller institutioner, der ikke kan forudsættes at være i besiddelse af sundhedsfaglig viden, skal der så vidt muligt benyttes danske eller almindeligt accepterede betegnelser for sygdomme og anatomiske forhold m.m.
§ 8. Sundhedspersonen skal efter undersøgelse af den pågældende patient udfærdige erklæringen uden unødigt ophold. I tilfælde, hvor en erklæring udfærdiges på baggrund af oplysninger, som sundhedspersonen er i besiddelse af ved modtagelsen af anmodningen om at afgive en erklæring, skal erklæringen udfærdiges inden for rimelig tid, efter at anmodningen er modtaget.
Stk. 2. Anmoder en offentlig myndighed om en erklæring vedrørende en af sundhedspersonens patienter til brug for myndighedens vurdering af, om og i givet fald i hvilket omfang, den pågældende er berettiget til pension eller anden offentlig hjælp, skal sundhedspersonens erklæring sendes til den offentlige myndighed hurtigst muligt og senest 8 uger efter, at sundhedspersonen har modtaget anmodningen.
§ 9. Overtrædelse af bekendtgørelsens § 4, § 5 og § 8, straffes med bøde.
§ 10. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2011.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 212 af 20. juni 1935 angaaende almindelige Regler for Afgivelse af Lægeerklæringer.

Bekendtgørelse nr. 1113 af 7. november 2011 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, som ændret ved lov nr. 656 af 8. juni 2016:

§ 2. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, jf. §§ 13-16, behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 4-7 og 9 samt afsnit IV med undtagelse af klager, hvor der i den øvrige lovgivning er foreskrevet en anden klageadgang. Nævnet kan ikke behandle en klage, hvis den sundhedsfaglige virksomhed, klagen vedrører, er omfattet af en klage efter § 1, medmindre Styrelsen for Patientsikkerhed i anledning af klagen efter § 1 har udtalt kritik af sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed.
§ 2 a. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler sager om sundhedsfaglig virksomhed indbragt af Styrelsen for Patientsikkerhed eller Lægemiddelstyrelsen i tilfælde, hvor vedkommende styrelse finder, at der kan være grundlag for kritik af eller sanktion over for personer omfattet af § 2, stk. 1, eller regler fastsat i medfør af § 2, stk. 2.
§ 3. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn afgiver i sager efter §§ 2 og 2 a en udtalelse om, hvorvidt sundhedspersonens sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel, eller om sundhedspersonen har handlet i strid med sundhedslovens kapitel 4-7 og 9. Nævnet kan herunder udtale kritik med indskærpelse eller søge iværksat sanktioner.