Kritik for videregivelse af unødvendige, ikke afklarede forhold

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere, at praktiserende læge har videregivet oplysninger til Kommune om den 13. november 2014, da lægen har overtrådt sundhedslovens § 40, jf. § 43, stk. 2, nr. 1.

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge for videregivelse af oplysninger til Kommune om den 23. december 2014, da det ikke kan lægges til grund, at videregivelse fandt sted.

KLAGEN

Der er klaget over følgende:

• At praktiserende læge uden samtykke og i strid med reglerne om tavshedspligt har videregivet oplysninger om afdøde til Kommune den 13. november og den 23. december 2014.

Klager har anført, at lægen to gange oplyste kommunen, at dødsårsagen var en overdosis, selvom dødsårsagen endnu var ukendt.

BEGRUNDELSE

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i s mors journal.

Den 13. november 2014 kontaktede praktiserende læge Kommune vedrørende s familie, da han fandt at familien havde behov for akut støtte. Lægen oplyste i den forbindelse, at var død pludseligt, og at der formentlig havde været piller indblandet, men at obduktionsrapporten ikke var færdig. Der fremgår endvidere oplysninger om en anden, mindreårig søn i familien, som moren havde svært ved at få i skole, samt at moren var bekymret for at blive smidt ud af sin bolig. Det fremgår ikke, at lægen i den forbindelse oplyste navnet på , idet han alene er anført som ”søn” i journalen.

Det er imidlertid disciplinærnævnets opfattelse, at oplysningen var personhenførbar til , uanset om hans navn blev nævnt eller ej, da det blev oplyst, at der var tale om en navngiven persons søn.

Den 23. december 2014 kontaktede lægen igen Kommune om den mindreårige dreng i familien. Det fremgår ikke af journalen, at der i den forbindelse blev givet oplysninger om .

Ved afgørelsen af sagen har disciplinærnævnet lagt vægt på oplysningerne i journalen, der generelt tillægges stor bevisværdi. Dette skyldes, at journalnotater bliver skrevet i umiddelbar tilknytning til behandlingen og således på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er klaget over behandlingen. Der kan dog være tilfælde, hvor disciplinærnævnet efter en konkret bevisafvejning finder, at det er overvejende sandsynligt, at oplysningerne i journalen ikke kan være korrekte. Dette har dog ikke været tilfældet i denne sag.

Disciplinærnævnet har desuden ikke mulighed for at få sagen yderligere belyst, da nævnet træffer afgørelse på skriftligt grundlag, og i modsætning til domstolene ikke har mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med behandlingen af sagen.

Disciplinærnævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at læge videregav oplysninger om til Kommune den 23. december 2014.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at det følger af sundhedslovens § 40, at en læge skal iagttage tavshed om, hvad han under udøvelsen af sit erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger. En læge kan dog i henhold til § 43, stk. 1, videregive oplysninger til myndigheder, organisationer og private personer, når patienten har givet sit samtykke hertil. Samtykket skal være skriftligt, hvilket følger af § 44, stk. 1.

Disciplinærnævnet finder det utvivlsomt, at der ikke forelå et samtykke til videregivelsen, idet var død på tidspunktet herfor.

Videre kan disciplinærnævnet oplyse, at en læge i henhold til § 43, stk. 2, under visse betingelser uden patientens samtykke kan videregive oplysninger til myndigheder, organisationer og private personer. Således fremgår det af § 43, stk. 2, nr. 1, at videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger uden patientens samtykke kan ske, når det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives, og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling.

Praktiserende læge har til sagen anført, at der var tale om underretninger.

Det fremgår af § 153 i lov om social service, at personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte eller har været udsat for overgreb.

Servicelovens § 153 er en pligtbestemmelse, som medfører, at der kan videregives oplysninger efter sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 1.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at det beror på lægens konkrete skøn, hvornår der er mistanke om, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte eller har været udsat for overgreb.

Disciplinærnævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte det skøn, som læge udøvede, da han fandt at familien, herunder en mindreårig dreng i familien, havde behov for særlig støtte.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at der blandt andet var oplysninger om et dødsfald i familien samt morens bekymringer i forhold til boligomstændigheder.

På den baggrund finder disciplinærnævnet, at læge i henhold til servicelovens § 153, jf. sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 1, var forpligtet til at videregive bekymringen til Kommune .
Det fremgår af pkt. 2.2 i vejledning nr. 9350 af 18. april 2006 om sundhedspersoners underretningspligt over for kommunen, at:

”Selvom der er tale om en lovbestemt underretningspligt, forudsættes det, at sundhedspersonen i almindelighed, medmindre der foreligger særlige grunde - f.eks. akutte og truende situationer for barnet eller den unge - forinden underretning til kommunen finder sted, forsøger at indhente et samtykke fra forældrene og evt. barnet eller den unge.

Hvis sundhedspersonen ikke kan få et samtykke til at underrette kommunen, vil det herefter være berettiget, at sundhedspersonen videregiver oplysningerne, forudsat at oplysningerne må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling.”

Det er dog disciplinærnævnets opfattelse, at der ikke er pligt til at forsøge at indhente samtykke til brug for en lovpligtig videregivelse af oplysninger om en afdød patient, da patientens ret til fortrolighed og samtykkebeføjelser i den forbindelse ikke overføres til andre.
Det er imidlertid disciplinærnævnets vurdering, at læge ved oplysningen om, at der formentlig havde været piller indblandet i dødsfaldet, videregav flere oplysninger om , end hvad der var nødvendigt til brug for kommunens sagsbehandling.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at der var tale om et endnu uafklaret forhold, samt at bekymringen for den anden, mindreårige dreng i hjemmet relaterede sig til morens evne til at varetage hans tarv, henset til det pludselige dødsfald i familien, samt det forhold at hun havde svært ved at få ham i skole og var bekymret for at blive smidt ud af sin bolig.

På denne baggrund finder disciplinærnævnet, at praktiserende læge har handlet i strid med sundhedsloven ved sin videregivelse af oplysninger til Kommune om den 13. november 2014.

LOVGRUNDLAG

Bekendtgørelse nr. 1188 af 24. september 2016 af sundhedsloven:

§ 40, stk. 1. En patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger, jf. dog reglerne i dette kapitel.
Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for studerende, der som led i en sundhedsvidenskabelig eller sundhedsfaglig uddannelse deltager i behandlingen af en patient uden at være medhjælp.
Stk. 3. I de tilfælde, hvor en sundhedsperson efter §§ 41-46 er tillagt beføjelser efter de enkelte bestemmelser, påhviler det overordnede ansvar for, at oplysninger videregives eller indhentes i overensstemmelse med loven, den driftsansvarlige myndighed.

§ 43, stk. 1. Med patientens samtykke kan sundhedspersoner til andre formål end behandling videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til sundhedspersoner, myndigheder, organisationer, private personer m.fl.
Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden patientens samtykke ske, når
1) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling,
2) videregivelsen er nødvendig for berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre eller
3) videregivelsen er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- og kontrolopgaver.
Stk. 3. Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse efter stk. 2 er berettiget.
Stk. 4. Såfremt der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 2, skal den, oplysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om videregivelsen og formålet hermed, medmindre orientering kan udelades efter anden lovgivning eller af hensyn til offentlige eller private interesser svarende til dem, der beskyttes i denne lovgivning.

§ 44. Samtykke efter § 43, stk. 1, skal være skriftligt. Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor. Samtykket skal indføres i patientjournalen.
Stk. 2. Samtykke efter stk. 1 bortfalder senest 1 år efter, at det er givet.
Stk. 3. Sundheds- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om det i stk. 1 nævnte samtykke.

Bekendtgørelse nr. 369 af 18. april 2017 af lov om social service

§ 153, stk. 1. Personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv, skal underrette kommunalbestyrelsen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til eller grund til at antage,
1) at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte,
2) at et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for særlig støtte på grund af de vordende forældres forhold,
3) at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte på grund af barnets eller den unges ulovlige skolefravær eller undladelse af at opfylde undervisningspligten, eller
4) at et barn eller en ung under 18 år har været udsat for overgreb.
Stk. 2. Børne- og socialministeren kan fastsætte regler om underretningspligt for andre grupper af personer, der under udøvelsen af deres erhverv får kendskab til forhold eller grund til at antage, at der foreligger forhold, som bevirker, at der kan være anledning til foranstaltninger efter denne lov. Børne- og socialministeren kan endvidere fastsætte regler om, at andre grupper af personer har underretningspligt efter stk. 1, nr. 2, i forbindelse med aktiviteter uafhængigt af deres erhverv.

Bekendtgørelse nr. 1466 af 16. december 2010 om underretningspligt over for kommunen efter lov om social service

I medfør af § 153, stk. 2, 1. pkt., i lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 1096 af 21. september 2010, som ændret ved lov nr. 628 af 11. juni 2010, fastsættes:
§ 1. Følgende personer har underretningspligt over for kommunen efter stk. 2:
1) læger, der ikke er omfattet af personkredsen i servicelovens § 153, stk. 1,
2) ansatte ved frie grundskoler og frie kostskoler,
3) personer, der er beskæftiget i dag, fritids- og klubtilbud drevet som selvejende daginstitutioner eller privatinstitutioner efter dagtilbudslovens § 19, stk. 3 og 4, selvejende eller privat fritidshjem og klubtilbud efter dagtilbudslovens § 52, stk. 3 og 4 og § 66, stk. 3 og 4, privat dagpleje efter dagtilbudslovens § 21, stk. 3, private pasningsordninger efter dagtilbudslovens § 78, privat pasning med økonomisk tilskud efter dagtilbudslovens § 80 samt puljeordninger efter dagtilbudslovens §§ 101 og 102,
4) personer, der er beskæftiget ved opholdssteder, familiepleje, krisecentre, behandlingstilbud eller andre private tilbud, der for det offentlige udfører opgaver rettet mod personer med sociale eller andre særlige problemer.
Stk. 2. Underretningspligten foreligger, når personerne under udøvelsen af deres erhverv får kendskab til eller grund til at antage,
1) at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte efter servicelovens kapitel 11,
2) at et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for særlig støtte efter servicelovens kapitel 11 på grund af de vordende forældres forhold, eller
3) at et barn eller en ung under 18 år har været udsat for vold eller andre overgreb.
§ 2. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2011. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1336 af 30. november 2007 om underretningspligt over for kommunen efter lov om social service.

Bekendtgørelse nr. 84 af 17. januar 2017 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet:

§ 2, stk. 1. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, jf. §§ 13-16, behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 4-7 og 9 samt afsnit IV med undtagelse af klager, hvor der i den øvrige lovgivning er foreskrevet en anden klageadgang. Nævnet kan ikke behandle en klage, hvis den sundhedsfaglige virksomhed, klagen vedrører, er omfattet af en klage efter § 1, medmindre Styrelsen for Patientsikkerhed i anledning af klagen efter § 1 har udtalt kritik af sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed.
…
§ 2 a. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler sager om sundhedsfaglig virksomhed indbragt af Styrelsen for Patientsikkerhed eller Lægemiddelstyrelsen i tilfælde, hvor vedkommende styrelse finder, at der kan være grundlag for kritik af eller sanktion over for personer omfattet af § 2, stk. 1, eller regler fastsat i medfør af § 2, stk. 2.
§ 3. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn afgiver i sager efter §§ 2 og 2 a en udtalelse om, hvorvidt sundhedspersonens sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel, eller om sundhedspersonen har handlet i strid med sundhedslovens kapitel 4-7 og 9. Nævnet kan herunder udtale kritik med indskærpelse eller søge iværksat sanktioner.