Brud på tavshedspligt

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere, at læge har videregivet oplysninger om til hendes datter den 30. august 2016, da lægen har overtrådt sundhedslovens § 40, jf. § 43, stk. 2, nr. 2.

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere, at læge ikke snarest muligt efter den 30. august 2016 orienterede om videregivelsen af oplysninger til hendes tidligere mand, da lægen har overtrådt sundhedslovens § 43, stk. 4.

KLAGEN

Der er klaget over følgende:

• At læge uretmæssigt og uden samtykke har videregivet oplysninger om til hendes datter og tidligere mand den 30. august 2016.

har anført, at læge efter, at havde været kortvarigt indlagt, fordi hun havde taget beroligende piller, ved sin næste samtale med hendes datter fortalte datteren, at hendes mor havde prøvet at begå selvmord. har videre anført, at hendes datter, der ikke vidste noget herom, blev chokeret, og at s tidligere mand herefter kom ind til samtalen, hvorefter han også fik at vide, at havde forsøgt at begå selvmord. har oplyst, at hendes datter den 10. september 2016 fortalte hende om hændelsen. Hun har videre oplyst, at hendes tidligere mand efterfølgende tog initiativ til at få bopælsretten over datteren.

BEGRUNDELSE

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Begrundelse for afgørelsen af klagen

Det fremgår af klagen og af læge s udtalelse til sagen, at 39-årige i foråret og sommeren 2016 havde flere samtaler med læge i Center under diagnosen akut belastningsreaktion, og at s 14-årige datter sideløbende også havde et samtaleforløb med lægen.

Det fremgår af en epikrise af 15. august 2016, at samme dag var blevet indlagt på grund af selvmordsforsøg efter indtagelse af 20 stk. Oxycodon tabletter og indtagelse af alkohol. Af epikrisen fremgik videre, at hun var kendt med tidligere selvmordforsøg. Efter psykiatrisk tilsyn blev det vurderet, at der var behov for, at hun hos sin egen læge skulle have lagt en psykiatrisk plan i form af et ambulant psykiatrisk forløb. Hun blev herefter udskrevet til hjemmet.

Samme dag, den 15. august 2016, var s 14-årige datter, der var ledsaget af sin far, til samtale hos læge . Det fremgår af journalnotatet fra samtalen, at datteren ofte var trist, men især over sit anstrengte forhold til moderen. Datteren havde desuden problemer med angst og med at sove. Der blev aftalt opfølgning efter 14 dage.

Den 22. august 2016 kontaktede læge . Hun bad under henvisning til epikrisen fra indlæggelsen den 15. august 2016 om en henvisning til psykiater.

Den 30. august 2016 var s datter igen til samtale hos læge . Det fremgår af journalnotatet fra samtalen, at datteren havde et meget anstrengt forhold til sin mor, der muligvis var personlighedsforstyrret, og at moderen lige havde forsøgt at begå selvmord.

Det fremgår af læge s udtalelse til sagen, at s datter på grund af lette til moderate angstsymptomer ville have glæde af at tale med en psykolog, men at børne- og ungdomspsykiatrien kun tager de svære tilfælde, og at familien ikke havde råd til selv at betale.

Af udtalelsen fremgår videre, at s datter og læge i forbindelse med samtalen den 30. august 2016 kom ind på forholdet til moderen, som fyldte meget hos s datter. Læge , der var bekendt med s selvmordsforsøg, var dybt berørt heraf, og hun var samtidig af den overbevisning, at familien og dermed datteren var vidende om dette. Læge kom derfor uforvarende til at sige: ”Det må også være ekstra svært for dig, nu hvor din mor har forsøgt selvmord og været indlagt. Jeg håber dog, at vi nu kan få dig henvist til samtaleforløb ved psykolog”. Dette var ment som en empatisk gestus, men det viste sig, at datteren blev meget påvirket af udtalelsen, og at hun intet vidste om hændelsen. Hun ville dog trods opfordring fra læge s side ikke tale med sin mor derom.

Læge , der i forvejen var bekymret for s datter, vurderede herefter, at det ville være uansvarligt at lade pigen gå, uden at en voksen vidste noget om hendes tilstand. Hun valgte derfor at indkalde faderen, som ventede i venteværelset. Læge fortalte herefter, at hun havde overtrådt sin tavshedspligt, og at det havde påvirket datteren meget. Læge opfordrede herefter faderen til at få talt med datteren, som samtidig blev henvist til børne- og ungdomspsykiatrien.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at det følger af sundhedsloven § 40, at en læge skal iagttage tavshed om, hvad hun under udøvelsen af sit erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger. En læge kan dog i henhold til sundhedslovens § 43, stk. 1, videregive oplysninger til myndigheder, organisationer og private personer, når patienten har givet sit samtykke hertil. Samtykket skal være skriftligt, hvilket følger af sundhedslovens § 44, stk. 1.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at oplysninger om en patients indlæggelse og selvmordsforsøg utvivlsomt er fortrolige oplysninger i sundhedslovens forstand.

Disciplinærnævnet finder det på baggrund af oplysningerne i sagen ubetænkeligt at lægge til grund, at ikke havde givet sit samtykke til, at læge kunne videregive oplysninger om hende hverken til hendes datter eller tidligere mand.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at en læge i henhold til sundhedslovens § 43, stk. 2, under visse betingelser uden patientens samtykke kan videregive oplysninger til myndigheder, organisationer og private personer. Således fremgår det af § 43, stk. 2, nr. 2, at videregivelse uden samtykke kan ske, når videregivelsen er nødvendig for berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre.

Såfremt der videregives oplysninger efter § 43, stk. 2, nr. 2, skal den, oplysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om videregivelsen og formålet hermed, medmindre orientering kan udelades efter anden lovgivning eller af hensyn til offentlige eller private interesser svarende til dem, der beskyttes i denne lovgivning. Det fremgår af sundhedslovens § 43, stk. 4.

Videre kan disciplinærnævnet oplyse, at det af pkt. 5.2 i vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv. fremgår, at det forudsættes, at sundhedspersonen i almindelighed, medmindre der foreligger særlige grunde, forinden en videregivelse finder sted, forsøger at indhente patientens samtykke.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at der ved samtalen med s datter den 30. august 2016 ikke forelå omstændigheder, der kunne berettige læge til uden s samtykke at videregive oplysninger om hende til hendes datter i medfør af sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2.

Det er videre disciplinærnævnets vurdering, at der ved den del af samtalen med s datter, hvori s tidligere mand deltog, var et så væsentligt hensyn at tage til den 14-årige datter, at det berettigede læge til uden s samtykke – og uden at have forsøgt at indhente et sådant samtykke - at videregive oplysninger om hende til hendes tidligere mand i medfør af sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2. Disciplinærnævnet her herved lagt vægt på, at læge i forvejen var bekymret for datteren, at datteren netop ved en fejl var gjort bekendt med s nylige selvmordsforsøg, at datteren var blevet chokeret derover, og at datteren afviste at tale med derom.

Det er imidlertid også disciplinærnævnets vurdering, at læge snarest muligt efter videregivelsen af oplysninger om til hendes tidligere mand burde have orienteret hende om videregivelsen og formålet hermed. Disciplinærnævnet har herved lagt vægt på, at ifølge klagen først den 10. september 2016 af sin datter blev informeret om videregivelsen.

På denne baggrund finder disciplinærnævnet, at læge handlede i strid med sundhedslovens § 40, jf. § 43, stk. 2, nr. 2, ved sin videregivelse af oplysninger om til hendes datter den 30. august 2016.

På denne baggrund finder disciplinærnævnet, at læge handlede i strid med sundhedslovens § 40, jf. § 43, stk. 4, ved ikke at snarest muligt efter videregivelsen af oplysninger til s tidligere mand den 30. august 2016 at informere hende derom.

LOVGRUNDLAG

Bekendtgørelse nr. 1188 af 24. september 2016 af sundhedsloven:

§ 40. En patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger, jf. dog reglerne i dette kapitel.
Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for studerende, der som led i en sundhedsvidenskabelig eller sundhedsfaglig uddannelse deltager i behandlingen af en patient uden at være medhjælp.
Stk. 3. I de tilfælde, hvor en sundhedsperson efter §§ 41-46 er tillagt beføjelser efter de enkelte bestemmelser, påhviler det overordnede ansvar for, at oplysninger videregives eller indhentes i overensstemmelse med loven, den driftsansvarlige myndighed.

§ 43. Med patientens samtykke kan sundhedspersoner til andre formål end behandling videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til sundhedspersoner, myndigheder, organisationer, private personer m.fl.
Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden patientens samtykke ske, når
1) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling,
2) videregivelsen er nødvendig for berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre eller
3) videregivelsen er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- og kontrolopgaver.
Stk. 3. Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse efter stk. 2 er berettiget.
Stk. 4. Såfremt der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 2, skal den, oplysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om videregivelsen og formålet hermed, medmindre orientering kan udelades efter anden lovgivning eller af hensyn til offentlige eller private interesser svarende til dem, der beskyttes i denne lovgivning.

§ 44. Samtykke efter § 43, stk. 1, skal være skriftligt. Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor. Samtykket skal indføres i patientjournalen.
stk. 2. Samtykke efter stk. 1 bortfalder senest 1 år efter, at det er givet.
Stk. 3. Sundheds- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om det i stk. 1 nævnte samtykke.

Bekendtgørelse nr. 84 af 17. januar 2017 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet:

§ 2, stk. 1. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, jf. §§ 13-16, behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 4-7 og 9 samt afsnit IV med undtagelse af klager, hvor der i den øvrige lovgivning er foreskrevet en anden klageadgang. Nævnet kan ikke behandle en klage, hvis den sundhedsfaglige virksomhed, klagen vedrører, er omfattet af en klage efter § 1, medmindre Styrelsen for Patientsikkerhed i anledning af klagen efter § 1 har udtalt kritik af sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed.
…
§ 2 a. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler sager om sundhedsfaglig virksomhed indbragt af Styrelsen for Patientsikkerhed eller Lægemiddelstyrelsen i tilfælde, hvor vedkommende styrelse finder, at der kan være grundlag for kritik af eller sanktion over for personer omfattet af § 2, stk. 1, eller regler fastsat i medfør af § 2, stk. 2.
§ 3. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn afgiver i sager efter §§ 2 og 2 a en udtalelse om, hvorvidt sundhedspersonens sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel, eller om sundhedspersonen har handlet i strid med sundhedslovens kapitel 4-7 og 9. Nævnet kan herunder udtale kritik med indskærpelse eller søge iværksat sanktioner.