Kritik for manglende forsøg på indhentelse af samtykke i forbindelse med underretning til kommunen

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere, at speciallæge i psykiatri 1 har videregivet oplysninger til Afdeling 1, Kommune , om den 26. juni 2014, da speciallægen har overtrådt sundhedslovens § 40, jf. § 43, stk. 2.

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere speciallæge i psykiatri 1 for hendes behandling af den 26. juni 2014 på Afdeling 2, Center , Region , da speciallægen ikke har overtrådt autorisationslovens § 17.

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere speciallæge i psykiatri 1 i forbindelse med udfærdigelsen af erklæring af 26. juni 2014 til Afdeling 1, Kommune , vedrørende , da speciallægen ikke har overtrådt autorisationslovens § 20, stk. 1.

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere speciallæge i almen medicin 2 i forbindelse med udfærdigelsen af erklæring af 11. juli 2014 til Afdeling 1, Kommune , vedrørende , da speciallægen ikke har overtrådt autorisationslovens § 20, stk. 1.

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at fastslå, at speciallæge i almen medicin 2 skulle have videregivet oplysninger til Afdeling 1, Kommune , om i august 2014, hvorfor speciallægen ikke har overtrådt sundhedslovens § 40.

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere speciallæge i almen medicin 2 for hans journalføring af behandlingen af den 30. juli 2014 i sin klinik, da speciallægen ikke har overtrådt autorisationslovens § 21.

Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har. Disciplinærnævnet har således ved sin afgørelse ikke taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

KLAGEN

Der er klaget over følgende:

• At ikke modtog en korrekt behandling hos speciallæge i psykiatri 1 i Afdeling 2, Center , Region , den 26. juni 2014.

har blandt andet anført, at speciallægen ikke informerede hende tilstrækkeligt om hendes tilstand, samt blev ikke tilbudt medicin eller frivillig behandling. Speciallægen spurgte dertil ikke tilstrækkeligt ind til hendes sygehistorie. Det er videre anført, at det var forkert at vurdere, at hun var psykisk syg.

• At speciallæge i psykiatri 1 ikke udviste tilstrækkelig omhu og uhildethed ved udfærdigelse af underretning af 26. juni 2014 vedrørende til Afdeling 1, Kommune .

har blandt andet anført, at speciallægen anførte forkerte oplysninger i underretningen, herunder at hun var psykisk syg samt ikke kunne tage vare på sit barn. Det var videre forkert at anføre, at hun havde efterladt sin søn på en trappe, samt at hun efterlod sin søn til andre mennesker. Det var dertil ikke relevant at notere oplysninger om hendes ordstrøm.

• At speciallæge i psykiatri 1 overtrådte sin tavshedspligt ved at videregive helbredsoplysninger om i sin underretning af 26. juni 2014 til Afdeling 1, Kommune .

har blandt andet anført, at der blev videregivet forkerte fortrolige oplysninger til kommunen.

• At speciallæge i almen medicin 2 ikke udviste tilstrækkelig omhu og uhildethed ved udfærdigelse af erklæring af 11. juli 2014 vedrørende til Afdeling 1, Kommune .

har blandt andet anført, at det var forkert, som det var anført, at der var en social belastning i hjemmet.

• At speciallæge i almen medicin 2 overtrådte sin tavshedspligt ved at videregive helbredsoplysninger om ved telefonisk samtale i august 2014 med i Afdeling 1, Kommune .

har blandt andet anført, at speciallægen løj overfor kommunen om familiens tilstand.

• At speciallæge i almen medicin 2 ikke førte tilstrækkelig journal vedrørende behandlingen af i sin klinik i juli 2014.

har blandt andet anført, at det var forkert af speciallægen at anføre, at var paranoid i forhold til systemet.

BEGRUNDELSE

Disciplinærnævnet har, med mindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i underretningen og journalen. 

Begrundelse for afgørelse af 1. klagepunkt

Den 26. juni 2014 noterede speciallæge i psykiatri 1 i det Afdeling 2, Center , Region , at beredskabet var blevet tilkaldt af Klinik 1, hvor 38-årige opholdt sig sammen med hendes 4-årige søn.

Det blev videre noteret, at i 2008 havde været indlagt på klinik 2, og var blevet diagnosticeret med skizofreni og havde fået antipsykotisk medicin, som hun tog voldsomt på af, og som hun ophørte med efter udskrivelse. I tilknytning til indlæggelsen fik hun bevilliget førtidspension. Efterfølgende blev hun gravid og havde nu en 4-årig søn. Der havde været besøg i hendes hjem fra Kommune .

Årsagen til at nu var kommet på Klinik 1 skyldtes, at hendes sambos hundehvalp havde ødelagt inventaret i den lejede lejlighed de boede i, og dette havde ført til at udlejeren ønskede at smide dem ud. Mødet med udlejeren var foregået særdeles hårdhændet og tumultagtigt, og oplyste, at hun var blevet hevet i håret og trukket ind i en bil, alt imens hendes søn havde siddet på en trappesten, overladt til en fremmed mands omsorg. Politiet var blevet tilkaldt på grund af skærmydslerne, og de havde taget initiativ til at køre ind på Klinik 1, fordi de ikke skønnede, at hun var i stand til at passe sin søn. Personalet i Klinik 1 oplyste, at de havde været i kontakt med s far som var særdeles bekymret for hende, og beskrev, at hun i den senere tid var blevet tiltagende "oppe at køre". Faderen ville komme og hente sit barnebarn.

gengav overfor speciallægen hendes opfattelse af mødet med udlejeren, og hun forklarede, at hun havde prøvet på at sørge for, at hendes søn ikke blev vidne til de konflikter, som hun var blandet ind i. Speciallægen fandt, at det var en kaotisk fortælling og at den viste, at gentagne gange i løbet af dagen havde efterladt sin søn i fremmede menneskers varetægt, uden egentligt at have nogen sikkerhed for at hun nogensinde så ham igen. havde overfor personalet i Klinik 1 givet udtryk for, at hun var bange for, om der var sket et eller andet med hendes telefon, som måske kunne være blevet spærret, fordi hun har givet udtryk for politiske holdninger på Internettet. Hun var meget optaget af alternativ behandling, og hun var også meget kritisk overfor det etablerede system. Hun var bekymret for om denne kritiske holdning kunne føre til, at hun blev stemplet som psykisk syg, samt om det kunne have haft betydning for, at hun ikke kunne komme til at bruge sin telefon. Det viste sig senere, at telefonen havde stået på fly-mode, og der havde også været tale om et overtræk på hendes telefonkonto. Denne forklaring accepterede , og hun fastholdt dermed ikke forklaringen om, at hendes politiske holdninger skulle være anledning til, at hendes telefon ikke virkede.

Det var speciallæge 1s indtryk, at var vågen og klar. Hendes fremstilling var usamlet, og hun sprang i den beretning, som hun prøvede at formidle, og det var næsten umuligt at få hoved og hale i hendes fortælling. Hun var emotionelt løftet med oplevelsen af, at verden var et fantastisk sted, men der var også tendens til, at hun følte sig uretfærdigt behandlet. Det psykomotoriske tempo var hurtigt, og hun havde en tydelig gestik, og talte meget og kunne være svær at afbryde. Hun faldt dog betragteligt til ro under samtalen. Den formelle kontakt var nogenlunde, men den emotionelle kontakt var præget af, at hun var ude af stand til at bedømme afstanden til andre mennesker og var grænseoverskridende og pågående.

Speciallægen konkluderede, at i sin nuværende tilstand ikke på forsvarlig vis kunne tage vare på sin søn. Speciallægen anførte diagnosen DF30.1, manisk enkeltepisode uden psykotiske symptomer. Såfremt det ikke ville lykkedes at arrangere en frivillig overlevering af sønnen til bedstefaderen, vurderede speciallægen, at der skulle anbefales akut tvangsanbringelse af sønnen. Det var usikkert, hvad s på det foreliggende fejlede, men det var mistanke om en manisk tilstand, som havde været på kanten af en psykotisk tilstand. Speciallægen noterede dog, at havde været i stand til at tage afstand fra de paranoide fortolkninger. Hun var anbefalet psykiatrisk behandling, men det var hun afvisende overfor, hvorefter det blev anbefalet, at hun blev fulgt af egen læge med henblik på, om tilstanden blev bragt i ro, når nu de akutte sociale begivenheder ikke var så voldsomme mere. Den praktiserende læge skulle dertil overveje, om der var behov for psykiatrisk behandling, enten i form af antipsykotisk eller stemningsstabiliserende medicin. Der var ikke aktuelt grundlag for tvangsindlæggelse af , men der var stærk bekymring for hendes søn.

Det fremgår af klagen, at ikke blev tilbudt medicin eller frivillig behandling.

Speciallæge 1 har i sin udtalelse af 20. marts 2015 til sagen anført, at hun foreslog indlæggelse på afdeling 3, hvilket hun ikke ønskede, og speciallægen fandt ikke grundlag for tvangsindlæggelse.

Ved afgørelsen af sagen har disciplinærnævnet lagt vægt på oplysningerne i journalen, der generelt tillægges stor bevisværdi. Dette skyldes, at journalnotater bliver skrevet i umiddelbar tilknytning til behandlingen og således på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er klaget over behandlingen. Der kan dog være tilfælde, hvor disciplinærnævnet efter en konkret bevisafvejning finder, at det er overvejende sandsynligt, at oplysningerne i journalen ikke kan være korrekte. Dette har dog ikke været tilfældet i denne sag.

Disciplinærnævnet har desuden ikke mulighed for at få sagen yderligere belyst, da nævnet træffer afgørelse på skriftligt grundlag, og i modsætning til domstolene ikke har mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med behandlingen af sagen.

Disciplinærnævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at ikke blev tilbudt psykiatrisk behandling.

Det er dertil disciplinærnævnets vurdering, at det var relevant af speciallæge 1 at lade det være op til den praktiserende læge at overveje, hvorvidt der var behov for psykiatrisk behandling, enten i form af antipsykotisk eller stemningsstabiliserende medicin, når ikke længere var i en akut social situation.

Der var således ikke under normen for almindelige anerkendt faglig standard, at speciallægen 1 ikke tilbød medicinsk behandling den 26. juni 2014.

Det fremgår videre af klagen, at det var forkert at vurdere, at var psykisk syg.

Speciallægen har i sin udtalelse anført, at hun gav udtryk for sin tvivl om diagnosen, DF30.1, manisk enkeltepisode uden psykotiske symptomer, og derfor anbefalede hun yderligere opfølgning via egen læge med henblik på nærmere diagnostisk afklaring og stillingtagen til et eventuelt videre behandlingsforløb. Speciallægen fandt således ikke, at var sindssyg. Der blev rettet mistanke om diagnosen DF30.1, idet det var speciallægens indtryk, at s tilstand havde varet cirka en uge, men speciallægen skal ikke afvise, at de tidsmæssige kriterier for diagnosen ikke var opfyldt. De diagnostiske overvejelser havde dog ikke betydning i forhold til speciallægens vurdering af nødvendigheden af, at andre måtte træde til i den akutte situation og overtage omsorgen for s barn.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at speciallæge 1 oplyste på relevant vis om hendes tilstand ved dels at tilbyde psykiatrisk behandling, dels at opfordre til opfølgning hos egen læge efter samtalen, så der kunne tages stilling til eventuelt behandlingsbehov.

Det er videre disciplinærnævnets vurdering, at speciallæge 1 på et relevant grundlag tilbød psykiatrisk behandling ved indlæggelse, da var tydeligt påvirket af sin tilstand, herunder ved at hun havde svært ved være samlet.

Disciplinærnævnet kan i denne forbindelse oplyse, at det kan være vanskeligt at vurdere, hvor meget der er akut krise, og hvor meget der er resultat af en i forvejen opkørt psykisk tilstand. En indlæggelse ville have kunne hjulpet med denne afklaring og kunne have beskyttet mod yderligere kriser udenfor afdelingen.

Det er endvidere disciplinærnævnets vurdering, at der var indhentet en tilstrækkelig sygehistorie til at komme med en klinisk vurdering og diagnoseforslag, i dette tilfælde mani.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at fremtrådte med øget psykomotorisk tempo, med tydelig gestik, med springende formidling af sin historie, med løftet emotionel stemning og livssyn, meget talende og svær at afbryde, samt speciallægen havde opfattelsen af, dette havde stået på en uges tid.

Disciplinærnævnet har videre lagt vægt på, at speciallæger i psykiatri er uddannet til at stille diagnoser efter en lille times samtale.

Disciplinærnævnet finder på denne baggrund, at speciallæge 1 handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 26. juni 2014 på Afdeling 2, Center , Region .

Begrundelse for afgørelse af 2. klagepunkt

Den 26. juni 2014 fremsendte speciallæge 1 en kopi af sit notat af samme dag til Afdeling 1, Kommune .

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at underretninger som ikke er udfærdiget som en traditionel lægeerklæring efter en konkret anmodning, vil blive omfattet af begrebet lægeerklæring, såfremt deres indhold er bestemt til at finde anvendelse i retsforhold, privatretlige såvel som offentligretlige.

Det er i dette konkrete tilfælde disciplinærnævnets opfattelse, at notatet fremstår som en lægelig henvendelse til en social myndighed, og at den vil kunne finde anvendelse i et offentligretligt retsforhold.

Speciallæge 1 har i sin udtalelse til sagen anført, at hun videresendte en kopi af sit notat til kommunen som følge af hendes skærpede underretningspligt.

Disciplinærnævnet finder herefter, at notatet af 26. juni 2014 har karakter som en underretning, og derfor skal bedømmes efter reglerne herom.

Det fremgår af underretningen, at det var speciallæge 1s indtryk af s fremstilling af mødet med udlejeren var usamlet, og at hun sprang i den beretning som hun prøvede at formidle. Det psykomotoriske tempo var hurtigt og den emotionelle kontakt var præget grænseoverskridende og pågående adfærd.

Speciallægen konkluderede, at i sin nuværende tilstand ikke på forsvarlig vis kunne tage vare på sin søn, og såfremt det ikke ville lykkedes at arrangere en frivillig overlevering af sønnen til bedstefaderen, vurderede speciallægen, at det skulle anbefales akut tvangsanbringelse af sønnen. Det var usikkert på det foreliggende, hvad s fejlede, men det var mistanke om en manisk tilstand, som havde været på kanten af en psykotisk tilstand. var anbefalet indlæggelsen, men dette ønskede hun ikke. Der var ikke aktuelt grundlag for tvangsindlæggelse. Der blev herefter anbefalet opfølgning ved egen læge, hvor der skulle tages stilling til behovet for psykiatrisk behandling, enten i form af antipsykotisk eller stemningsstabiliserende medicin.

Det fremgår af § 153 i lov om social service, at personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte eller har været udsat for vold eller andre overgreb.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at det beror på lægens konkrete skøn, hvornår der er mistanke om, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte eller har været udsat for vold eller andre overgreb.

Speciallæge 1 har i sin udtalelse anført, at speciallægen havde svært ved, under samtalen med , at få et præcist overblik over detaljerne i forløbet, inden ankom til Klinik 1. Speciallægen havde dog fået det indtryk, at s søn to gange var overladt til mennesker, han ikke eller kun overfladisk kendte. Speciallægen har videre anført, at hun fik det indtryk, at sønnen havde siddet med en fremmed mand på en trappe, men det er muligt, at speciallægen havde misforstået dette, og at det faktisk var hos en mand med en cykel, at sønnen havde været.

Speciallægen har videre anført, at hun var klar over at mødet med udlejerne havde været en svær belastning, og dette kunne derfor retfærdiggøre, at havde ladt fremmede træde til i mangel af bedre løsning.

Speciallægen har endvidere anført i sin udtalelse, at hun selv var vidne til et tredje eksempel på, at havde ladt fremmede tage vare på sin søn. Under opholdet i Klinik 1 legede sønnen med en politibetjent, mens speciallægen talte med . Da det blev klart, at s forældre ville komme fra Landsdel og afhente sønnen, spurgte om ikke politiet kunne blive ved med at tage sig af hendes søn, fordi hun selv ville ud til By 1, hvor hendes veninde var ved at skaffe et nyt fremlejemål. Politiet kunne ikke påtage sig at blive ved med at lege med drengen, og han blev derefter overladt til personalet i Klinik 1, hvilket ikke var uforsvarligt, men dog endnu et eksempel på, at overlod sin søn til fremmedes varetægt.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at det var relevant af speciallæge 1, at anføre i underretningen, at idet var så påvirket af sin tilstand, ville hun ikke på forsvarlig vis kunne tage vare på sit barn.

Det er videre disciplinærnævnets vurdering, at det var relevant, at beskrive s psykiske tilstand i underretningen, ligesom det var relevant at beskrive de situationer, der havde ført til hendes tilstand, idet dette underbyggede grundlaget for underretningen. Det var endvidere relevant at inddrage de situationer, hvor sønnen havde været overladt i andres varetægt, idet det viste s forståelse for sin søns behov for tryghed.

Disciplinærnævnet finder på denne baggrund, at speciallæge 1 handlede med omhu og uhildethed ved sin udfærdigelse af underretningen af 26. juni 2014 til Afdeling 1, Kommune .

Begrundelse for afgørelse af 3. klagepunkt

Disciplinærnævnet kan oplyse, at det følger af sundhedslovens § 40, at en læge skal iagttage tavshed om, hvad hun under udøvelsen af sit erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger. En læge kan dog i henhold til § 43, stk. 1, videregive oplysninger til myndigheder, organisationer og private personer, når patienten har givet sit samtykke hertil. Samtykket skal være skriftligt, hvilket følger af § 44, stk. 1.

Speciallæge 1 har i sin udtalelse anført, at hun ikke havde forsøgt at indhente s samtykke til videregivelse af underretningen, idet forløbet i Klinik 1 var heftigt og af få timers varighed, og det var først efter, at havde forladt Klinik 1, at speciallægen blev opmærksom på, at Kommune skulle orienteres.

Disciplinærnævnet finder herefter, at det kan lægges til grund, at ikke havde givet samtykke til, at speciallæge 1 kunne videregive oplysninger til Kommune , samt at speciallægen ikke havde forsøgt at indhente samtykke fra inden underretningen blev sendt.

Videre kan disciplinærnævnet oplyse, at en læge i henhold til § 43, stk. 2, under visse betingelser uden patientens samtykke kan videregive oplysninger til myndigheder, organisationer og private personer. Således fremgår det af § 43, stk. 2, nr. 1, at videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger uden patientens samtykke kan ske, når det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives, og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling.

Den ovenfornævnte § 153 i lov om social service er en sådan pligtbestemmelse.

Det fremgår af pkt. 2.2 i vejledning nr. 9350 af 18. april 2006 om sundhedspersoners underretningspligt over for kommunen, at:

”Selvom der er tale om en lovbestemt underretningspligt, forudsættes det, at sundhedspersonen i almindelighed, medmindre der foreligger særlige grunde - f.eks. akutte og truende situationer for barnet eller den unge - forinden underretning til kommunen finder sted, forsøger at indhente et samtykke fra forældrene og evt. barnet eller den unge. Hvis sundhedspersonen ikke kan få et samtykke til at underrette kommunen, vil det herefter være berettiget, at sundhedspersonen videregiver oplysningerne, forudsat at oplysningerne må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling.”

Speciallæge 1 har i sin udtalelse anført, at det var lykkedes at aftale en frivillig overdragelsesordning med , vedrørende hendes søn, således at hendes forældre kom fra Landsdel og hentede ham. Inden han blev hentet af bedsteforældrene, havde personalet i Klinik 1 opsyn med ham, idet var taget ud til By 1 for at aftale et nyt lejemål.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at idet s søn var under opsyn, og der var istandsat en frivillig overdragelsesordning, var der ikke tale om en akut situation, og speciallæge 1 burde derfor have forsøgt at indhente samtykke fra , inden underretningen blev sendt til kommunen.

På denne baggrund finder disciplinærnævnet, at speciallæge 1 handlede i strid med sundhedsloven ved sin videregivelse af oplysninger til afdeling 1, Kommune .

Begrundelse for afgørelse af 4. klagepunkt

Den 11. juli 2014 udfærdigede speciallæge i almen medicin 2 en statusattest vedrørende på anmodning fra afdeling 1, Kommune , til brug for vurdering af hendes søns anbringelse.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at kommuner i forbindelse med deres sagsbehandling ofte ønsker helbredsmæssige oplysninger på borgerne. Proceduren er, at kommunen til lægen fremsender en anmodning på en statusattest eller anden erklæring, og i anmodningen kan kommunen anføre fokusområder af patienten helbred, der ønskes belyst. En statusattest udfærdiges efter de i journalen tilgængelige oplysninger, samt af lægens kendskab til patienten. Patienten skal ikke indkaldes til en undersøgelse.

Det fremgår af anmodningen fra den 7. juli 2014, at Kommune ønskede en vurdering af s generelle helbredstilstand, herunder hendes fysiske og psykiske helbred samt om hun var i behandling for sygdomme.

Speciallæge 2 anførte i statusattesten, at der var tale om en 37-årig kvinde, som var kendt i psykiatrien siden 2000, hvor hun kom til ambulant vurdering og samtale to gange. Herefter havde der ikke været nogen kontakt før 2007, hvor hun blev indlagt og behandlet i det daværende klinik 2 i perioden fra den 23. marts 2007 til den 6. marts 2008, og hun blev diagnosticeret med subjektive tankeforstyrrelser, vrangforestillinger og hallucinationer. Der blev igangsat behandling med Abilify i stigende dosering. Under indlæggelsen havde haft depressive symptomer og fået behandling med Cipralex med forbigående effekt, men på grund af tilbagevenden af depressive symptomer blev der suppleret med Remeron. Idet der forekom vægtøgning blev den antidepressive behandling ændret til monoterapi med tablet Cymbalta, som der var gavn af. Efterfølgende blev visiteret til et døgndækkende bosted, hvor hun boede i perioden fra marts 2007 til august 2008. Herefter flyttede hun til egen lejlighed. Der havde ikke været medicinsk behandling siden cirka efterår 2009, hvor hun selv valgte at stoppe med dette. Hun fødte sin søn den 24. februar 2010. var af en overlæge blevet beskrevet som en kvinde med diskret skizofreni, mest som personlighedsmæssigt særpræg, en vis usamlethed, ustrukturerethed og grænseløshed samt lav stresstærskel med reaktivt psykotisk potentiale, samtidigt med en vis mistroisk attitude mod ukendte autoritetspersoner.

Speciallæge 2 anførte videre, at overfor ham i en lang periode havde udvist en tiltagende modenhed i forhold til sin søn. I december 2013 besluttede hun at flytte ind sammen med en veninde i By 2, hvor hun blev udsat for al den stress, hun ikke kunne klare. Den 26. juni 2014 bragte politiet hende til afdeling 2 efter tumult med ejeren af lejligheden, som ville sætte hende og veninden på gaden. Hun blev i denne forbindelse beskrevet submanisk på grænsen til psykose. Vurderingen fra psykiateren var, at såfremt det ikke lykkedes at arrangere en frivillig overlevering af drengen til bedstefaderen, som senere ville komme til stede, måtte det anbefales, at der blev foretaget en akut tvangsanbringelse af drengen.

Speciallæge 2 anførte til slut, at det virkede som om, bevægede sig på kanten af en mani, og han mente, at det var bedst, hvis bedsteforældrene midlertidigt overtog det fulde ansvar for s søn, indtil hun var vurderet af en psykiater.

Det fremgår af klagen, at det var forkert, at anføre i attesten, at der var en social belastning i hjemmet.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at det ikke er angivet nogen steder i attesten, at speciallægen vurderede, at der skulle have været en social belastning i hjemmet.

Det er disciplinærnævnets vurdering, speciallæge 2 anførte relevante oplysninger i statusattesten, herunder oplysninger som kommunen havde bedt om, i form af beskrivelser af s sygehistorie og aktuelle psykiske tilstand.

Disciplinærnævnet finder på denne baggrund, at speciallæge i almen medicin 2 handlede med omhu og uhildethed ved sin udfærdigelse af erklæring af 11. juli 2014 til afdeling 1, Kommune , vedrørende .

Begrundelse for afgørelse af 5. klagepunkt

Det fremgår af klagen, at speciallægen løj overfor Kommune om familiens tilstand i august 2014.

Det fremgår ikke af journalen at have været en telefonisk kontakt mellem speciallæge 2 og Kommune i august måned 2014.

Speciallæge 2 har i sin udtalelse, modtaget den 17. november 2016, anført, at han ikke er bekendt med, hvad der skulle have været videregivet af oplysninger mellem ham og kommunen vedrørende .

Kommune har til disciplinærnævnet anført, at de ikke har kunne genfinde dokumentation for en samtale mellem kommunen og speciallægen i august 2014 vedrørene .

Der foreligger således modstridende oplysninger fra og speciallæge 2 om, hvorvidt der skulle have været en kontakt mellem speciallægen og Kommune i august 2014. Der foreligger ikke yderligere oplysninger i sagen, der kan understøtte den ene forklaring frem for den anden. Disciplinærnævnet har ikke mulighed for at få sagen yderligere belyst, da disciplinærnævnet træffer afgørelse på skriftligt grundlag og i modsætning til domstolene ikke har mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med behandlingen af sagen.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at kritik af en sundhedsperson er en indgribende reaktion, og nævnet finder derfor, at tvivlen skal komme den indklagede til gode.

Disciplinærnævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at speciallæge 2 havde en telefonisk kontakt med Kommune i august 2014 vedrørende .

På denne baggrund finder disciplinærnævnet ikke grundlag for at fastslå, at speciallæge i almen medicin 2 har overtrådt sin tavshedspligt vedrørende i august 2014.

Begrundelse for afgørelse af 6. klagepunkt

Det fremgår af § 5 i bekendtgørelse nr. 3 af 2. januar 2013 om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse og overdragelse m.v.), at pligten til at føre patientjournal påhviler enhver autoriseret sundhedsperson, der som led i sin virksomhed foretager behandling af en patient, jf. § 1.

Det fremgår videre af § 10, stk. 2, punkt 2, litra d, at lægen skal journalføre sin diagnose eller sundhedsfagligt skøn om sygdommens art.

Det fremgår af klagen, at det var forkert af speciallægen at anføre i juli 2014, at var paranoid i forhold til systemet.

Den 30. juli 2014 noterede speciallæge 2, at kontaktede ham telefonisk og oplyste, at hun havde skiftet læge. Dette mente speciallægen var det rette at gøre, idet hun var flyttet til By 2. Det blev videre noteret, at ved samtalen havde vrangforestillinger om, at hendes forældre var skyld i tvangsfjernelsen af hendes søn, hvilket speciallægen ikke var enig i. Beslutningen om, at sønnen ikke var sikker hos hende blev taget i afdeling 2 før forældrene kom ind i billedet. s forældre var taget til By 2 for at tage sig af deres barnebarn, så han ikke kom på institution. Speciallægen anførte endeligt, at han mente, at virkede submanisk under samtalen.

Det fremgår ikke af journalen, at speciallæge 2 har foretaget andre notater i juli 2014.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at det ikke fremgår af journalen, at speciallæge 2 havde noteret i sin journal i juli 2014, at han fandt paranoid i forhold til systemet.

Det er dertil disciplinærnævnets vurdering, at det var relevant af speciallæge 2 at notere sine overvejelser om psykiske tilstand, samt relevant at referere til den opfattelse speciallæge havde af samtalen den 30. juli 2014.

Disciplinærnævnet finder på denne baggrund, at speciallæge i almen medicin 2s journalføring af behandlingen af den 30. juli 2014 i sin klinik, var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.

ooo00ooo

Kommentarer fra speciallæge 2 af den 24. november 2016 er indgået i disciplinærnævnets vurdering af sagen.

LOVGRUNDLAG

Bekendtgørelse nr. 877 af 4. august 2011 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed

§ 20, stk. 1: En autoriseret sundhedsperson skal ved udfærdigelse af erklæringer, som vedkommende afgiver i sin egenskab af autoriseret sundhedsperson, udvise omhu og uhildethed.
Stk. 2. En autoriseret sundhedsperson er forpligtet til på begæring fra en offentlig myndighed i det efter formålet fornødne omfang at afgive erklæring til offentlig brug om de sundhedsfaglige iagttagelser, som den pågældende er i stand til at give oplysning om, vedrørende en af vedkommende undersøgt, behandlet eller plejet person, der søger eller får offentlige økonomiske ydelser eller anden offentlig hjælp. Samme pligt påhviler sygehuse og lignende institutioner.
§ 21, stk. 1. Læger, tandlæger, kiropraktorer, jordemødre, kliniske diætister, kliniske tandteknikere, tandplejere, optikere og kontaktlinseoptikere skal føre patientjournaler over deres virksomhed. Sundhedsstyrelsen fastsætter regler herom.
Stk. 2: Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler om, at andre end de i stk. 1 nævnte grupper af autoriserede sundhedspersoner skal føre patientjournaler, herunder om omfanget af journalføringspligten m.v.

Bekendtgørelse nr. 908 af 18. august 2011 om afgivelse af erklæringer mv.:

§ 1. Denne bekendtgørelse gælder for erklæringer om patienters helbredsforhold udstedt af autoriserede sundhedspersoner.
Stk. 2. Bekendtgørelsen gælder ikke for epikriser (udskrivningsbreve) og lignende, ligesom udtalelser, der ikke er baseret på sundhedspersonens egen patientundersøgelse, -behandling m.v. (administrative udtalelser), ikke er omfattet.
§ 2. Ved erklæring forstås i denne bekendtgørelse en skriftlig udtalelse fra en sundhedsperson om enten en patients helbred eller årsagen til en patients død, og som er bestemt til at finde anvendelse i privat- eller offentligretlige retsforhold.
§ 3. En erklæring kan udstedes på papir, elektronisk eller andet læsbart medie. Hvis en lovbestemt blanket foreligger, skal denne benyttes.
§ 4. En sundhedsperson må ikke afgive erklæringer om sygdomme eller forhold, som vedkommende ikke har fornødent fagligt kendskab til.
§ 5. En erklæring skal indeholde oplysninger om:
1) Patientens navn, personnummer og adresse.
2) Sundhedspersonens navn, autorisationsID, virksomhedsadresse og uddannelse (herunder eventuelle speciallægetitel).
3) Hvilke oplysninger i erklæringen der beror på sundhedspersonens egen undersøgelse af patienten, og hvilke der stammer fra patienten selv, tredjemand eller patientjournaler m.v.
4) Hvorvidt patienten sædvanligvis benytter den sundhedsperson (f.eks. læge eller tandlæge), der har udfærdiget erklæringen.
Stk. 2. Sundhedspersonen skal anføre sin vurdering af patienten og medtage de forhold i erklæringen, som sundhedspersonen finder relevant for at kunne opfylde formålet med erklæring.
Stk. 3. Erklæringen skal være dateret og forsynet med sundhedspersonens underskrift eller på anden måde entydigt kunne henføres til sundhedspersonen.
§ 6. Ved anvendelse af lovbestemte blanketter og standardiserede attest-blanketter, der er aftalt mellem involverede parter, er det tilstrækkeligt, at en erklæring indeholder de i blanketten forlangte oplysninger, og bestemmelserne i § 5 skal således ikke iagttages.
§ 7. I erklæringer, der udstedes til brug for personer, myndigheder eller institutioner, der ikke kan forudsættes at være i besiddelse af sundhedsfaglig viden, skal der så vidt muligt benyttes danske eller almindeligt accepterede betegnelser for sygdomme og anatomiske forhold m.m.
§ 8. Sundhedspersonen skal efter undersøgelse af den pågældende patient udfærdige erklæringen uden unødigt ophold. I tilfælde, hvor en erklæring udfærdiges på baggrund af oplysninger, som sundhedspersonen er i besiddelse af ved modtagelsen af anmodningen om at afgive en erklæring, skal erklæringen udfærdiges inden for rimelig tid, efter at anmodningen er modtaget.
Stk. 2. Anmoder en offentlig myndighed om en erklæring vedrørende en af sundhedspersonens patienter til brug for myndighedens vurdering af, om og i givet fald i hvilket omfang, den pågældende er berettiget til pension eller anden offentlig hjælp, skal sundhedspersonens erklæring sendes til den offentlige myndighed hurtigst muligt og senest 8 uger efter, at sundhedspersonen har modtaget anmodningen.
§ 9. Overtrædelse af bekendtgørelsens § 4, § 5 og § 8, straffes med bøde.
§ 10. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2011.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 212 af 20. juni 1935 angaaende almindelige Regler for Afgivelse af Lægeerklæringer.

Bekendtgørelse nr. 913 af 13. juli 2010 af sundhedsloven:

§ 40, stk. 1. En patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger, jf. dog reglerne i dette kapitel.
Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for studerende, der som led i en sundhedsvidenskabelig eller sundhedsfaglig uddannelse deltager i behandlingen af en patient uden at være medhjælp.
Stk. 3. I de tilfælde, hvor en sundhedsperson efter §§ 41-46 er tillagt beføjelser efter de enkelte bestemmelser, påhviler det overordnede ansvar for, at oplysninger videregives eller indhentes i overensstemmelse med loven, den driftsansvarlige myndighed.
§ 43, stk. 1. Med patientens samtykke kan sundhedspersoner til andre formål end behandling videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til sundhedspersoner, myndigheder, organisationer, private personer m.fl.
Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden patientens samtykke ske, når
1) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling,
2) videregivelsen er nødvendig for berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre eller
3) videregivelsen er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- og kontrolopgaver.
Stk. 3. Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse efter stk. 2 er berettiget.
Stk. 4. Såfremt der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 2, skal den, oplysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om videregivelsen og formålet hermed, medmindre orientering kan udelades efter anden lovgivning eller af hensyn til offentlige eller private interesser svarende til dem, der beskyttes i denne lovgivning.
§ 44. Samtykke efter § 43, stk. 1, skal være skriftligt. Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor. Samtykket skal indføres i patientjournalen.
Stk. 2. Samtykke efter stk. 1 bortfalder senest 1 år efter, at det er givet.
Stk. 3. Sundheds- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om det i stk. 1 nævnte samtykke.

Bekendtgørelse nr. 1356 af 23. oktober 2016 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed

§ 17. En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sin virksomhed forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder ved benyttelse af medhjælp, økonomisk ordination af lægemidler m.v.

Bekendtgørelse nr. 1113 af 7. november 2011 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, som ændret ved lov nr. 656 af 8. juni 2016:

§ 2. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, jf. §§ 13-16, behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 4-7 og 9 samt afsnit IV med undtagelse af klager, hvor der i den øvrige lovgivning er foreskrevet en anden klageadgang. Nævnet kan ikke behandle en klage, hvis den sundhedsfaglige virksomhed, klagen vedrører, er omfattet af en klage efter § 1, medmindre Styrelsen for Patientsikkerhed i anledning af klagen efter § 1 har udtalt kritik af sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed.
§ 2 a. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler sager om sundhedsfaglig virksomhed indbragt af Styrelsen for Patientsikkerhed eller Lægemiddelstyrelsen i tilfælde, hvor vedkommende styrelse finder, at der kan være grundlag for kritik af eller sanktion over for personer omfattet af § 2, stk. 1, eller regler fastsat i medfør af § 2, stk. 2.
§ 3. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn afgiver i sager efter §§ 2 og 2 a en udtalelse om, hvorvidt sundhedspersonens sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel, eller om sundhedspersonen har handlet i strid med sundhedslovens kapitel 4-7 og 9. Nævnet kan herunder udtale kritik med indskærpelse eller søge iværksat sanktioner.

Bekendtgørelse nr. 810 af 19. juli 2012 af lov om social service

§ 153. Personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til eller grund til at antage,
1) at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte efter kapitel 11,
2) at et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for særlig støtte efter kapitel 11 på grund af de vordende forældres forhold, eller
3) at et barn eller en ung under 18 år har været udsat for vold eller andre overgreb.
Stk. 2. Social- og integrationsministeren kan fastsætte regler om underretningspligt for andre grupper af personer, der under udøvelsen af deres erhverv får kendskab til forhold eller grund til at antage, at der foreligger forhold, som bevirker, at der kan være anledning til foranstaltninger efter denne lov. Social- og integrationsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at andre grupper af personer har underretningspligt efter stk. 1, nr. 2, i forbindelse med aktiviteter uafhængigt af deres erhverv.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal, medmindre særlige forhold gør sig gældende, efter anmodning videregive oplysninger til den person, der har foretaget underretningen efter stk. 1 eller efter regler udstedt i medfør af stk. 2, 1. pkt., om, hvorvidt underretningen har givet kommunen anledning til undersøgelser eller foranstaltninger efter denne lov vedrørende det barn eller den unge under 18 år, underretningen vedrører.

Bekendtgørelse nr. 3 af 2. januar 2013 om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse og overdragelse m.v.):

§ 5. Pligten til at føre patientjournal påhviler enhver autoriseret sundhedsperson, der som led i sin virksomhed foretager behandling af en patient, jf. § 1.
Stk. 2. Det påhviler autoriserede sundhedspersoner, som benytter medhjælp ved udøvelsen af virksomheden, at sikre, at også behandling, der udføres af medhjælpen, bliver journalført, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. På plejehjem, botilbud og lignende har ledelsen ansvaret for at sikre, at behandling på stedet, som udføres som medhjælp for autoriserede sundhedspersoner, bliver journalført.
§ 6. Der skal føres patientjournaler ved behandling af patienter på offentlige eller private sygehuse, klinikker, ambulatorier, i privat praksis, i forbindelse med behandling i private hjem, herunder vagtlægeordninger samt på offentlige og private institutioner.
§ 7. Enhver autoriseret sundhedsperson er ansvarlig for indholdet af sine optegnelser i journalen, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Anvendes diktat eller lignende til brug for journalføring skal den autoriserede sundhedsperson sikre, at diktatet er lagret korrekt på det anvendte medie inden overgivelse til teknisk bistand med henblik på indførelse i journalen.
Stk. 3. En autoriseret sundhedsperson, der er ansat på et sygehus eller en klinik omfattet af § 4, stk. 1 og 3, og som anvender teknisk bistand til indførelse af diktat eller lignende i patientjournalen, er ikke pligtig til at efterkontrollere optegnelsen, medmindre konkrete omstændigheder svækker formodningen om, at den tekniske bistand varetages korrekt.
§ 9. En patientjournal skal føres på dansk.
Stk. 2. Patientjournalen skal indeholde oplysninger om, hvem der har foretaget journalnotatet og hvornår (fulde navn, titelbetegnelse, afdelingstilknytning, dato og om nødvendigt klokkeslæt for kontakten (konsultationen, behandlingen, telefonkontakten, sygebesøget m.v.) samt for indlæggelse og udskrivning.
Stk. 3. Journalføringen skal ske i forbindelse med eller snarest muligt efter patientkontakten. Optegnelserne skal stå i kronologisk rækkefølge i journalen, jf. dog stk. 4.
Stk. 4. I tværfaglige journaler kan optegnelser indføres kronologisk opdelt på de enkelte autoriserede sundhedspersoners faggruppe eller på anden ordnet måde, hvis det er nødvendigt af hensyn til patientjournalens overskuelighed, jf. § 4, stk. 5, nr. 2.
Stk. 5. Journalføringen, herunder anvendte forkortelser, skal være forståelig for andre autoriserede sundhedspersoner og disses medhjælp, der deltager i behandling af patienten.
§ 10. Patientjournalen skal indeholde patientens navn og personnummer.
Stk. 2. Patientjournalen skal i øvrigt indeholde følgende oplysninger, hvis de er relevante og nødvendige:
1) Stamoplysninger:
a) Bopæl.
b) Oplysning om, hvem der er patientens nærmeste pårørende, og hvordan vedkommende om nødvendigt kan kontaktes.
c) Hvis patienten ikke har samtykkekompetence, skal det fremgå, hvem der kan give samtykke på patientens vegne (stedfortrædende samtykke), jf. sundhedsloven §§ 17 og 18.
d) Særlige forhold, f.eks. allergi.
e) Eventuelle samarbejdspartnere, eksempelvis sygehus, hjemmesygeplejen eller egen læge.
f) Oplysning om, hvorvidt patienten har oprettet et livstestamente.
2) Oplysninger i forbindelse med konkrete patientkontakter:
a) Årsagen til kontakten, beskrivelse af patientens sygehistorie, nuværende tilstand samt oplysninger om aktuel behandling og status ved indlæggelse og udskrivning.
b) Observationer og undersøgelser samt resultatet heraf.
c) Rekvirerede undersøgelser og prøver samt resultatet heraf, herunder beskrivelser m.v. vedrørende biologiske præparater m.v., der danner grundlag for behandlingen, samt eventuelle røntgen- og laboratorieundersøgelser, som må antages at være af betydning for diagnose, behandling og prognose.
d) Diagnose eller sundhedsfagligt skøn om sygdommens art.
e) Indikation for undersøgelsen/behandlingen, og udførlig begrundelse, hvis Sundhedsstyrelsens vejledninger eller behandlingsstedets interne instrukser fraviges.
f) Planlagt og udført behandling, og hvilke materialer og lægemidler, der er anvendt.
g) Sundhedsfaglig pleje.
h) Indtrådte komplikationer og bivirkninger m.v., herunder fejl og forsømmelser i forbindelse med behandling m.v.
i) Ordination af lægemidler (navn, styrke, mængde, dosering og administrationsmåde, hyppighed eller de intervaller, hvormed de skal gives, eventuelle tidspunkter og behandlingsvarighed, og hvornår behandlingen skal seponeres/ophøre), herunder oplysning om navnet på den ordinerende læge, tandlæge eller jordemoder, og hvordan ordinationen er foretaget.
j) Henvisning til sygehus, klinik m.v. og viderehenvisning eller tilbagevisning samt i øvrigt tilkald af anden autoriseret sundhedsperson, samt årsagen, herunder undersøgelsesresultater, diagnoser og ordinerede og udførte behandlinger.
k) Rådgivning indhentet fra en anden autoriseret sundhedsperson, herunder dennes navn og titel, i forbindelse med behandling af patienten.
l) Overflyttelser til behandling, herunder oplysninger om, hvorfor patienten er blevet overflyttet, og patientens status ved overflytningen.
m) Indhold af udskrivningsbreve (epikriser), herunder hvem de er sendt til og hvornår.
n) Aftaler om og resultatet af kontrol og opfølgning.
o) Brug af vacciner og andre lignende biologiske produkter, herunder disses batchnumre.
p) Konkret undervisning eller rådgivning af patienten, herunder telefonisk rådgivning.
q) Video- og lydoptagelser m.v., indtil nødvendige oplysninger herfra er journalført.
3) Andet relevant materiale, behørigt dateret og identificeret, f. eks. :
a) Røntgenbilleder, kliniske fotos, herunder beskrivelser.
b) Andet diagnostisk billedmateriale. f.eks. CT- og MR-scanningsbilleder.
c) Fotografier.
d) Modeller.
e) Laboratorie- og prøvesvar.
f) Resultatet af særlige undersøgelser, f.eks. CTG, EKG og EEG.
g) Resultatet af scanninger.
h) Anæstesijournaler.
i) Observationsjournaler/skemaer.
j) Optegnelser om kliniske afprøvninger af lægemidler, der er en del af patientbehandlingen.
Stk. 3. Patientjournalen skal i øvrigt i fornødent omfang indeholde oplysninger om:
1) Navnet på patientens sundhedsfaglige kontaktperson.
2) Hvem der har foretaget behandling m.v., herunder varetaget delopgaver ved f.eks. operative indgreb.
3) Beslutninger truffet på (afdelings)konferencer, herunder hvem der er ansvarlig for et eventuelt besluttet undersøgelsesprogram og/eller behandling og eventuelle ordinationer samt for iværksættelsen heraf.
4) Plan eller aftale om videre opfølgning, herunder genoptræningsplaner.
5) Oplysninger om implantation af medicinsk udstyr (implantater). Det anvendte implantat skal kunne identificeres entydigt og specifikt ved angivelse af:
a) implantatets navn (herunder model).
b) størrelsen.
c) fabrikantens navn.
d) serienummer eller LOT efterfulgt af batchkode.
6) Indberetning til Sundhedsstyrelsen om bivirkninger ved lægemidler og hændelser med medicinsk udstyr.
7) Information til patienten om skader, som må antages at give ret til erstatning, og bistand med anmeldelse til Patientforsikringen.
Stk. 4. Udover de oplysninger, som fremgår af stk. 1-3, skal patientjournalen indeholde oplysninger, som lovgivningen i øvrigt pålægger de autoriserede sundhedspersoner.
§ 12. Det skal fremgå af patientjournalen hvilken mundtlig og eventuel skriftlig information, der er givet til patienten eller de pårørende eller en værge ved stedfortrædende samtykke til behandling, og hvad patienten/de pårørende/værgen på denne baggrund har tilkendegivet. Det samme gælder, når der er tale om indhentning og videregivelse af helbredsoplysninger m.v.
Stk. 2. Det skal fremgå af patientjournalen, hvis patienten har tilkendegivet, at bestemte oplysninger ikke må videregives eller indhentes, eller at bestemte sundhedspersoner ikke må indhente eller videregive hele eller dele af patientjournalens oplysninger. I disse situationer skal det endvidere fremgå, hvilken information patienten har fået om eventuelle konsekvenser, når patientjournalens oplysninger ikke må videregives eller indhentes helt eller delvist.
Stk. 3. Patientjournalen skal indeholde oplysning om, hvis patienten har frabedt sig information helt eller delvist (retten til ikke at vide).

Stk. 4. Det skal fremgå af patientjournalen, når en anden sundhedsperson (navn og titel) har givet tilslutning til en behandling, jf. sundhedsloven § 18, stk. 2, og når Sundhedsstyrelsen har givet tilslutning til en behandling, jf. sundhedsloven § 18, stk. 4.