Telefonisk videregivelse af oplysninger kræver, at sundhedspersonen har sikret sig rekvirentens identitet, og at der er hjemmel til at udlevere oplysninger

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere, at overlæge 1, Sygehus , har videregivet oplysninger til , Kommune , om den 16. marts 2015, da overlægen har overtrådt sundhedslovens § 40, jf. § 43, stk. 2, nr. 1.

KLAGEN

Der er klaget over følgende:

• At overlæge 1, Sygehus , har overtrådt sin tavshedspligt ved at videregive helbredsoplysninger om den 16. marts 2015 til , Kommune .

• At overlæge 2, , Kommune , har overtrådt sin tavshedspligt ved at videregive helbredsoplysninger om den 16. marts 2015 til Sygehus .

har blandt andet anført, at overlægerne ikke havde samtykke til at udveksle fortrolige oplysninger vedrørende hendes datter, .

BEGRUNDELSE

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Indledende oplysninger

var efter en HPV-vaccination blevet syg. Hun blev i den forbindelse undersøgt og udredt på afdeling , Sygehus . Da hun ikke var i stand til at gå i skole, blev , Kommune , efterfølgende inddraget i sagen.

Begrundelsen for afgørelsen

Den 16. marts 2015, hvor var 14 år gammel, noterede overlæge 1, afdeling , Sygehus , i journalen, at hun var blevet kontaktet af overlæge 2 fra Kommune vedrørende . Overlæge 2 oplyste, at der samme dag skulle være en samtale mellem kommunen og s forældre vedrørende s situation. Overlægen ville i den forbindelse undersøge, hvilke tilbud afdeling havde til .

Overlæge 1 oplyste ifølge journalnotatet, at var undersøgt på afdeling i juni 2013, hvor hun var blevet tilbudt 14 dages indlæggelse med intensiv fysioterapi, psykologsamtaler og hjælp til smertehåndtering, men at forældrene på daværende tidspunkt ikke ønskede at modtage denne hjælp. Familien var i oktober 2013 i kontakt med en børnekardiolog, hvor tilbuddet blev gentaget, men forældrene ønskede fortsat ikke at tage imod tilbuddet.

Af journalen fremgår det videre, at overlæge 2 informerede overlæge 1 om, at situationen var lidt fastlåst. lå derhjemme og modtog kun hjemmeundervisning i et begrænset omfang, og hun havde det dårligt.

Overlæge 1 oplyste, at afdelingen vedgik sig det tidligere tilbud om, at kunne indlægges i et funktionelt forløb, men at situationen som forventeligt var så kompleks, at der skulle være en fast aftale om et forløb i børne- og ungdomspsykiatrisk regi, og at formalia skulle være på plads, inden afdelingen kunne modtage til indlæggelse.

Overlæge 2 informerede ifølge journalen om, at s forældre henholdte sig til nogle undersøgelser foretaget i udlandet, hvor der angiveligt var målt forskellige mitokondrie-splitprodukter, som ikke var inden for referenceintervallet. Hvis forældrene var indforstået med det, kunne prøvesvarene sendes til afdeling , og overlæge 1 ville da undersøge det med neuropædiaterne, som er eksperter i mitokondriesygdomme.

Overlæge 1

Disciplinærnævnet kan oplyse, at det følger af sundhedsloven § 40, at en sundhedsperson skal iagttage tavshed om, hvad hun under udøvelsen af sit erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger.

Disciplinærnævnet kan videre oplyse, at det fremgår af vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv., at helbredsforhold skal forstås som oplysninger om en patients tidligere, nuværende og fremtidige fysiske og psykiske tilstand, herunder om en persons kontakt med sundhedsvæsenet, for eksempel at en person har været til konsultation eller er indlagt.

Disciplinærnævnet kan endelig oplyse, at det er en forudsætning, for at en oplysning er omfattet af sundhedslovens regler om tavshedspligt, at oplysningen på grund af sin karakter er fortrolig. Derudover skal oplysningen være fortrolig i den forstand, at omverdenen ikke allerede kender til den.

Ved telefonsamtalen den 16. marts 2015 oplyste overlæge 1 ifølge journalen fra den pågældende dag, at afdeling fortsat havde et tilbud til om et funktionelt forløb. Videre oplyste hun, at situationen var så kompleks, at der skulle være en fast aftale om et forløb i børne- og ungdomspsykiatrisk regi, og at formalia skulle være på plads, inden kunne indlægges.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at oplysninger om aktuelle behandlingstilbud, der bygger på tidligere undersøgelsesforløb, er tavshedsbelagte oplysninger i sundhedslovens forstand.

Disciplinærnævnet kan videre oplyse, at en sundhedsperson udenfor behandlingssammenhæng i henhold til sundhedslovens § 43, stk. 1, kan videregive oplysninger til myndigheder, organisationer og private personer, når patienten har givet sit samtykke hertil. Samtykket skal være skriftligt, hvilket følger af sundhedslovens § 44, stk. 1.

Ifølge klagen takkede s forældre ved en forsamtale på afdeling i 2012 nej til, at afdelingen kunne videregive oplysninger om til .

Overlæge 1 har i sin udtalelse til sagen ikke bestridt dette.

Disciplinærnævnet finder på denne baggrund, at s forældre ikke havde givet deres samtykke til, at overlæge 1 kunne videregive oplysninger om til , Kommune .

Det fremgår ikke af journalnotatet fra den 16. marts 2015 eller af hverken overlæge 1s eller overlæge 2s udtalelse til sagen, at det under samtalen blev drøftet, eller oplyst, med hvilken hjemmel og til hvilket formål, oplysningerne blev indhentet.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at en sundhedsperson i henhold til sundhedslovens § 43, stk. 2, under visse betingelser uden patientens samtykke kan videregive oplysninger til myndigheder, organisationer og private personer. Således fremgår det af § 43, stk. 2, nr. 1, at videregivelse kan ske uden patientens samtykke, når det følger af lov og bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling.

Ifølge overlæge 1s udtalelse til sagen, blev oplysningerne videregivet i henhold til netop sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 1, hvortil der ikke kræves samtykke fra patienten. Overlægen har videre anført, at det er rekvirentens pligt at sørge for at have lovhjemmel til indhentelse af oplysninger, og hun måtte derfor gå ud fra, at dette forhold var i orden, idet rekvirenten var en offentlig myndighed.

Disciplinærnævnet kan hertil oplyse, at en kommune ifølge retssikkerhedsloven i visse tilfælde har hjemmel til at forlange, at en sundhedsperson udleverer oplysninger, som ellers er omfattet af tavshedspligten. Når en kommune skriftligt anmoder om oplysninger, oplyser kommunen i den forbindelse samtidigt om formålet hermed, og om indhentelsen sker på baggrund af et samtykke eller lovhjemmel, herunder hvilken regel, der hjemler indhentelsen.

I sådanne situationer, er det disciplinærnævnets opfattelse og faste praksis, at lægen ved modtagelsen af anmodningen fra kommunen må forstå, at hun er forpligtet til at videregive de ønskede oplysninger, eller at hun med rette kan gå ud fra, at man fra kommunens side har foretaget det fornødne, herunder forsøgt at indhente et samtykke fra patienten eller dennes værge til, at lægen kan videregive de pågældende oplysninger.

Disciplinærnævnet lægger herved vægt på, at der i sådanne situationer ikke er tvivl om, hvem rekvirenten er, hvad formålet er og dermed hvilke oplysninger, der er nødvendige, samt hvad hjemlen er.

Det er imidlertid disciplinærnævnets opfattelse, at der ikke er en tilsvarende sikkerhed for, hvem rekvirenten er, hvad formålet er og hvilken hjemmel, der er, når anmodningen om oplysninger foregår mundtligt.

Disciplinærnævnet kan hertil oplyse, at det fremgår af sundhedslovens § 43, stk. 3, at det er den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, der afgør, hvorvidt videregivelse efter stk. 2 er berettiget.

Det er på denne baggrund disciplinærnævnets opfattelse, at en læge ved en mundtlig anmodning om oplysninger fra eksempelvis en kommune bør sikre sig, at der er tale om den rette rekvirent, samt sikre sig at vedkommende myndighed, der henvender sig, har taget stilling til, om der foreligger den fornødne hjemmel. Endvidere bør lægen kende formålet med indhentelsen, for derved at kunne tage stilling til, hvilke oplysninger der er nødvendige at videregive.

Det er herefter disciplinærnævnets vurdering, at overlæge 1 den 16. marts 2015 burde have sikret sig, at der forelå den fornødne hjemmel til videregivelse af oplysninger om til , Kommune .

Disciplinærnævnet bemærker endvidere, at det ifølge klagen fremgår af s journal, at forældrene specifikt i 2012 havde frabedt sig videregivelse af oplysninger til .

På denne baggrund finder disciplinærnævnet, at overlæge 1 har handlet i strid med sundhedsloven ved sin videregivelse af oplysninger til , Kommune om .

Overlæge 2

Den 11. juli 2016 modtog disciplinærnævnet et brev fra Lægeforeningen på vegne af overlæge 2. Heri gjorde Lægeforeningen gældende, at disciplinærnævnet ikke har kompetence til at behandle klagen over overlæge 2, idet hun ikke har medvirket ved en sundhedsfaglig behandling af . Lægeforeningen gengav i den forbindelse ordlyden af § 2, stk. 1, i klage- og erstatningsloven. Endelig er det anført, at disciplinærnævnet burde afvise at behandle klagen på grund af manglende kompetence.

Styrelsen har i sit svar til Lægeforeningen af 12. juli 2016 anført, at kompetencespørgsmålet vil blive behandlet i disciplinærnævnets materielle afgørelse. Dette er endvidere fastholdt i brev af 18. juli 2016.

Det fremgår af § 2, stk. 1, i lov om klage- og erstatningsadgang indenfor sundhedsvæsenet, at sundhedsvæsenets disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 4-7 og 9.

Det bemærkes, at det efter disciplinærnævnets opfattelse falder ind under nævnets kompetence at tage stilling til, om et forhold er omfattet af reglerne i sundhedslovens kapitel 4-7 og 9.

Spørgsmålet er således, om overlæge 2 i det konkrete tilfælde er omfattet af sundhedslovens kapitel 9.

Det følger af sundhedslovens § 13, stk. 1, at reglerne om tavshedspligt i sundhedslovens kapitel 9 gælder for patienter, der inden for sundhedsvæsenet eller andre steder, hvor der udføres sundhedsfaglig virksomhed, modtager eller har modtaget behandling af sundhedspersoner, medmindre andet særligt er fastsat i lovgivningen.

Som det fremgår ovenfor, følger det af sundhedsloven § 40, i sundhedslovens kapitel 9, at en sundhedsperson skal iagttage tavshed om, hvad hun under udøvelsen af sit erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at bestemmelsen i sundhedslovens § 40 skal forstås således, at oplysninger, der udspringer af et behandler/patient-forhold, er omfattet af sundhedspersonens tavshedspligt, hvis sundhedspersonen erfarer oplysningerne som led i sit sundhedsfaglige virke.

Ifølge overlæge 2s udtalelse til sagen deltog hun den 24. september 2015 ved et møde i , Kommune , angående s situation. Ved mødet deltog s forældre, men ikke selv. Videre er det anført, at hun heller ikke så i den efterfølgende periode frem til den 16. marts 2016, hvor hun kontaktede afdeling , Sygehus , for at undersøge, om der fortsat var et kvalificeret tilbud om et funktionelt udredningsforløb med eventuel genoptræning under indlæggelse.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at overlæge 2 erfarede de pågældende oplysninger om som led i en administrativ stilling hos , Kommune , idet overlægen aldrig havde mødt , da videregivelsen fandt sted. Videre har disciplinærnævnet lagt vægt på, at overlæge 2 var ansat som lægekonsulent i en konsultativ stilling som faglig rådgiver i Kommune .

På den baggrund finder disciplinærnævnet, at overlæge 2 ikke var omfattet af sundhedslovens regler om tavshedspligt ved sin videregivelse af oplysninger til overlæge 1 om .

LOVGRUNDLAG

Bekendtgørelse nr. 1188 af 24. september 2016 af sundhedsloven:

§ 40. En patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger, jf. dog reglerne i dette kapitel.
Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for studerende, der som led i en sundhedsvidenskabelig eller sundhedsfaglig uddannelse deltager i behandlingen af en patient uden at være medhjælp.
Stk. 3. I de tilfælde, hvor en sundhedsperson efter §§ 41-46 er tillagt beføjelser efter de enkelte bestemmelser, påhviler det overordnede ansvar for, at oplysninger videregives eller indhentes i overensstemmelse med loven, den driftsansvarlige myndighed.

§ 43. Med patientens samtykke kan sundhedspersoner til andre formål end behandling videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til sundhedspersoner, myndigheder, organisationer, private personer m.fl.
Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden patientens samtykke ske, når
1) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling,
2) videregivelsen er nødvendig for berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre eller
3) videregivelsen er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- og kontrolopgaver.
Stk. 3. Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse efter stk. 2 er berettiget.
Stk. 4. Såfremt der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 2, skal den, oplysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om videregivelsen og formålet hermed, medmindre orientering kan udelades efter anden lovgivning eller af hensyn til offentlige eller private interesser svarende til dem, der beskyttes i denne lovgivning.

§ 44. Samtykke efter § 43, stk. 1, skal være skriftligt. Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor. Samtykket skal indføres i patientjournalen.
stk. 2. Samtykke efter stk. 1 bortfalder senest 1 år efter, at det er givet.
Stk. 3. Sundheds- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om det i stk. 1 nævnte samtykke.

Bekendtgørelse nr. 1113 af 7. november 2011 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, som ændret ved lov nr. 656 af 8. juni 2016:

§ 2. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, jf. §§ 13-16, behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 4-7 og 9 samt afsnit IV med undtagelse af klager, hvor der i den øvrige lovgivning er foreskrevet en anden klageadgang. Nævnet kan ikke behandle en klage, hvis den sundhedsfaglige virksomhed, klagen vedrører, er omfattet af en klage efter § 1, medmindre Styrelsen for Patientsikkerhed i anledning af klagen efter § 1 har udtalt kritik af sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed.
§ 2 a. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler sager om sundhedsfaglig virksomhed indbragt af Styrelsen for Patientsikkerhed eller Lægemiddelstyrelsen i tilfælde, hvor vedkommende styrelse finder, at der kan være grundlag for kritik af eller sanktion over for personer omfattet af § 2, stk. 1, eller regler fastsat i medfør af § 2, stk. 2.
§ 3. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn afgiver i sager efter §§ 2 og 2 a en udtalelse om, hvorvidt sundhedspersonens sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel, eller om sundhedspersonen har handlet i strid med sundhedslovens kapitel 4-7 og 9. Nævnet kan herunder udtale kritik med indskærpelse eller søge iværksat sanktioner.