Kritik for manglende ajourføring af vanlig medicin ved udskrivelse

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere overlæge 1 for hans behandling af <****> den 20. juni 2013 på Afdeling 1, Sygehus 1, da overlægen har overtrådt autorisationslovens § 17. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere overlæge 2 for hans behandling af <****> den 29. maj 2013 på Afdeling 2, Sygehus 1, da overlægen ikke har overtrådt autorisationslovens § 17. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere reservelæge 1 for hendes behandling af <****> den 31. maj 2013 på Afdeling 3, Sygehus 1, da reservelægen ikke har overtrådt autorisationslovens § 17. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere afdelingslæge 1 og Afdelingslæge 2 for deres behandling af <****> henholdsvis den 31. maj og den 1. juni 2013 på Afdeling 4, Sygehus 2, da afdelingslægerne ikke har overtrådt autorisationslovens § 17. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere reservelæge 2 for hans behandling af <****> den 12. juni 2013 på Afdeling 5, Sygehus 2, da reservelægen ikke har overtrådt autorisationslovens § 17. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere overlæge 3 for hans behandling af <****> den 22. juni 2013 på Afdeling 6, Sygehus 1, da overlægen ikke har overtrådt autorisationslovens § 17.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At ikke modtog en korrekt behandling i Afdeling 2, Sygehus 1, den 29. maj 2013.

Klager har blandt andet anført, at ikke fik foretaget en CT-scanning.

• At ikke modtog en korrekt behandling på Afdeling 3, Sygehus 1, den 31. maj 2013.

• At ikke modtog en korrekt behandling i Afdeling 4, Sygehus 2, den 31. maj og den 1. juni 2013.

• At ikke modtog en korrekt behandling på Afdeling 5, Sygehus 2, i perioden fra den 1. til den 12. juni 2013.

• At ikke modtog en korrekt behandling på Afdeling 1, Sygehus 1, i perioden fra den 12. til den 20. juni 2013.

• At ikke modtog en korrekt behandling på Afdeling 6, Sygehus 1, den 21. og den 22. juni 2013.

Klager har blandt andet anført, at der var mange forskellige diagnoser; brud, intet brud, hjerneinfarkt, gammelt brud. Klager har videre anført, at al KOL-medicin blev seponeret, og at blev udskrevet uden KOL-medicin. Klager har desuden anført, at blev indlagt den 21. juni 2013, men udskrevet umiddelbart efter.

Begrundelse

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Indledende oplysninger

Disciplinærnævnet præciserer indledningsvist, at der i klagepunkt 4, 5 og 6 er klaget over, at blev udskrevet fra de pågældende afdelinger uden sin KOL-medicin. Der vil derfor i begrundelsen for afgørelsen af disse klagepunkter primært blive taget stilling til behandlingen på udskrivelsesdatoen og ikke hele indlæggelsesperioden.

Begrundelse for afgørelsen af 1. klagepunkt

Den 29. maj 2013 blev 61-årige , der var kendt med Downs syndrom, kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL), astma og Alzheimers demens, bragt til Afdeling 2, Sygehus 1 med ambulance, idet han havde haft et epileptisk anfald, ved hvilken lejlighed han havde slået baghovedet og højre side af kæben. Han blev tilset af overlæge 2. Overlægen fandt ingen buler, åbne sår eller blødninger. Der havde ikke været krampetilfælde, opkastninger eller bevidsthedspåvirkning. havde været lidt forpint med smerter i baghovedet, men ikke i nakken. Han bevægede sig frit rundt i rummet og virkede meget opkørt. Ved den objektive undersøgelse var der ikke mistanke om brud eller nedsat bevægelighed i kraniet eller kæben. Der var ingen bevægeudløste smerter i nakken. Overlægen ordinerede smertestillende medicin i form af præparaterne Panodil og Ibuprofen, ligesom han informerede s medfølgende pædagog om tegn på hjernerystelse og oplyste, at gerne måtte henvende sig igen med henblik på en CT-scanning, hvis han viste yderligere tegn på hjernerystelse. Overlægen fandt således ikke indikation for en CT-scanning på dette tidspunkt. blev herefter udskrevet til sit vanlige bosted, og der blev medgivet en skriftlig vejledning vedrørende hjernerystelse.

Overlæge 2 har i sin udtalelse til sagen anført, at han på baggrund af sygehistorien og de kliniske fund vurderede, at havde været udsat for et beskedent hovedtraume, hvilket ikke gav indikation for en CT-scanning af hjernen eller indlæggelse til observation. Overlægen har videre anført, at det blev aftalt med og pædagogen, at han kunne udskrives til observation på bostedet. Der blev givet skriftlig information med, ligesom det blev oplyst, at skulle indbringes til revurdering, såfremt der opstod flere symptomer på hovedtraume eller hjernerystelse.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at der i henhold til gældende faglige retningslinjer ikke er indikation for CT-scanning af hovedet ved et beskedent hovedtraume.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at overlæge 2 foretog en relevant behandling på relevant indikation, ligesom han reagerede relevant på fundene.

Det er videre disciplinærnævnets vurdering, at det ikke var kritisabelt, at overlæge 2 undlod at ordinere CT-scanning af s hjerne.

På denne baggrund finder disciplinærnævnet, at overlæge 2 handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 29. maj 2013 på Afdeling 2, Sygehus 1.

Begrundelse for afgørelsen af 2. klagepunkt

Den 31. maj 2013 blev indlagt på Afdeling 3, Sygehus 1 på grund af hovedpine og nakkesmerter efter faldet i forbindelse med det epileptiske anfald den 29. maj 2013. Han blev tilset af reservelæge 1, der noterede, at han i denne forbindelse var blevet set i Afdeling 2, Sygehus 1, hvor han ikke havde vist tegn på hjernerystelse, ligesom han havde bevæget hovedet frit, hvorfor han blev sendt hjem. Han havde efterfølgende klaget over hovedpine og nakkesmerter. Reservelægen noterede videre, at han var kendt med KOL og astma. Reservelægen noterede endvidere, at han den 7. april 2013 havde været indlagt på grund af tonisk/klonisk krampe af kortere varighed i begge arme. Han havde været indlagt kortvarigt, hvorefter han var blevet overflyttet til hjerteafdelingen på grund af hjerteproblemer. Reservelægen noterede endeligt, at han havde begrænset sprog, og at han havde svært ved at udtrykke sig.

Reservelægen foretog herefter en objektiv undersøgelse, der viste, at var vågen og klar, men at det ikke var muligt at vurdere orienteringsniveauet. Han var meget øm ved enhver bevægelse af hovedet, og han kunne ikke medvirke til videre undersøgelse af nakken. Han tog sig til hovedet. Han havde ikke kastet op, og der var ingen synlige kranienerveudfald. Han kunne ikke medvirke til en fuld neurologisk undersøgelse. Undersøgelsen af kræfterne gav mistanke om meget let nedsat kraft over venstre arm og ben, ligesom han hældte mod venstre, når han sad. Da han var svært forpint i hoved og nakke, fandt man indikation for en CT-scanning af disse områder. Han blev fulgt til scanneren af en læge.

CT-scanningen viste et brud i en nakkehvirvel (densfraktur) samt en hjerneblødning (lakunært infarkt) af ældre dato. Der blev ordineret stiv halskrave, men han var meget urolig og utryg ved dette. Reservelægen kontaktede Afdeling 1, Sygehus 1, hvor man havde erfaring med stiv halskrave. Her var man enig i, at ikke skulle have anlagt stiv halskrave, hvis han var urolig og strittede imod, men at man ville kontakte Afdeling 7, Sygehus 1, således at halskraven kunne blive anlagt i fuld bedøvelse. Herefter blev overflyttet til ortopædkirurgisk behandling.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at reservelæge 1 foretog en relevant behandling på relevant indikation, og at hun reagerede relevant på fundene, herunder at hun relevant ordinerede en CT-scanning af hoved og nakke.

På denne baggrund finder disciplinærnævnet, at reservelæge 1 handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 31. maj 2013 på Afdeling 3, Sygehus 1.

Begrundelse for afgørelsen af 3. klagepunkt

Da man ved CT-scanning på Afdeling 3, Sygehus 1 havde konstateret et brud i s nakke samt en hjerneblødning af ældre dato, var den videre behandling blevet konfereret med den vagthavende rygkirurg på Afdeling 4, Sygehus 2, Afdelingslæge 1, som bad om en MR-scanning. Da en sådan ikke kunne udføres på Sygehus 1, blev senere den 31. maj 2013 overflyttet til Afdeling 4, Sygehus 2.

Den 31. maj 2013 blev således indlagt på Afdeling 4, Sygehus 2, med henblik på en MR-scanning. Afdelingslæge 1 noterede, at CT-scanningen foretaget tidligere samme dag havde vist brud i nakken og hjerneblødning.

Den 1. juni 2013 noterede afdelingslæge 2, at MR-scanningen viste udviklingsbetingede forandringer på 2. nakkehvirvel samt fusion mellem 2. og 3. nakkehvirvel. Der var endvidere tegn på diskusbristning ved 2. nakkehvirvel, hvilken dog blev opfattet som manglende heling af et gammelt brud. På baggrund af forudbestående lidelser noterede afdelingslæge 2, at der ikke var indikation for operation.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at det var relevant, at afdelingslæge 1 ordinerede en MR-scanning, ligesom han relevant noterede, at CT-scanning havde vist brud i nakken og hjerneblødning.

På denne baggrund finder disciplinærnævnet, at afdelingslæge 1 handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af   den 31. maj 2013 på Afdeling 4, Sygehus 2.

Det er videre disciplinærnævnets vurdering, at afdelingslæge 2 relevant noterede sig resultatet af MR-scanningen, ligesom han relevant noterede, at det ikke var indikation for operation.

På denne baggrund finder disciplinærnævnet, at afdelingslæge 2 handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af   den 1. juni 2013 på Afdeling 4, Sygehus 2.

Begrundelse for afgørelsen af 4. klagepunkt

Den 1. juni 2013 blev overflyttet til Afdeling 5, Sygehus 2 på grund af vejrtrækningsproblemer og nedsat iltmætning i blodet.

Ved indlæggelsen på Afdeling 5, Sygehus 2, blev det konstateret, at havde lungebetændelse og var alment påvirket, formentlig på grund af blodforgiftning (sepsis). Han blev fra starten behandlet med væske og antibiotika. Der blev givet vejrtrækningsstøtte og lægemidler for at bedre hans aktuelle nedsatte vejrtrækning. For at vedligeholde lægemiddelbehandlingen af hans KOL ordinerede man præparatet Duovent givet som inhalation seks gange per døgn samt yderligere doseringer ved behov. Det fremgår af journalen, at dette præparat blev startet umiddelbart ved indlæggelsen på Afdeling 5, Sygehus 2, og at det blev anvendt under hele indlæggelsen på afdelingen.

Den 2. juni 2013 blev tiltagende udtrættet og kunne ikke selv fortsætte at trække vejret. Han blev fik derfor indført plastikslange via munden til luftvejene (intuberet) og tilkoblet en respirator.

De næste dage var s tilstand stabil. Han fik vejrtrækningsstøtte fra respiratoren. Hans kredsløb blev støttet med infusion af præparatet Noradrenalin, og da der blev isoleret bakterier fra hans blodbane og svælg, blev antibiotikabehandlingen ændret, så den blev målrettet de fundne bakterier og deres resistensmønster. Med henblik på at rense luftvejene og hente materiale til analyse for infektion blev der foretaget gentagne skylninger og sugninger af luftvejene (bronkeoalveolær lavage). På grund af ophobede krampetilfælde blev den krampestillende medicinering øget med præparaterne Fenytoin og Valproat (Delepsine). Der blev foretaget yderligere undersøgelser i form af CT-scanning af hjernen og gentagne EEG-undersøgelser (elektroencefalografi). For at udelukke infektion på hjertets klapper blev der endvidere foretaget EKG-undersøgelse (ekkokardiografi).

Efter nogle dages behandling blev s vejrtrækning bedre, og man kunne gradvist reducere iltindholdet i hans indåndingsluft. Det var forventet, at han skulle vågne hurtigere op, end han gjorde. På grund af langsom opvågning i forhold til gennemsnitspatienter blev der foretaget yderligere undersøgelser. Med baggrund i disse blev det konkluderet, at opvågningen var som forventet. Årsagen til, at vågnede langsommere op, var, at han havde en alvorlig almen infektion, at han havde haft flere krampetilfælde, at han udover behandlingen for kramperne også fik beroligende medicin (sederende), og endelig at hans grundsygdom med demens gjorde, at hans hjerne i forvejen var svækket.

I dagene fra den 6. juni 2013 og frem indtil kunne klare sig uden respirator den 11. juni 2013, vågnede han langsomt op, hans behov for vejrtrækningsstøtte aftog, symptomer på infektion i lunger og kroppen i øvrigt aftog, og krampetilfældene ophørte. Den 11. juni 2013 blev  plastikslangen fjernet fra hans luftveje (ekstubere), og han klarede derefter vejrtrækning og kredsløb uden støtte.

Den 12. juni 2013 noterede reservelæge 2, at kunne udskrives fra Afdeling 5, Sygehus 2. Behandlingen med Duovent, som havde været i behandling med under indlæggelsen, blev tillige af reservelægen ordineret som en del af medicinen ved udskrivelsen. Det fremgår EPM (det elektroniske medicinmodul), at hans sædvanlige KOL-medicin (Bricanyl Turbuhaler) blev seponeret.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at behandlingen på Afdeling 5 har til formål at støtte patientens vitale organer, indtil eventuel tilgrundliggende sygdom er bedret. Ved indlæggelse på Afdeling 5 skal patienten have en lidelse, der kan blive bedre (reversibel lidelse). Behandlingsmålet er at bringe patienten tilbage i sin sædvanlige tilstand og at foretage udskrivelse fra Afdeling 5, når dette mål er opnået.

Disciplinærnævnet kan videre oplyse, at det ved behandlingen af en patient på Afdeling 5 har første prioritet at støtte patientens vejrtrækning og kredsløb, indtil den reversible sygdom er behandlet, og patienten igen kan klare vejrtrækning og kredsløb uden støtte. Med henblik på dette giver man i første omgang ilttilskud og vejrtrækningsstøtte med maske samt væske og kredsløbsstøttende medicin. I tilfælde, hvor dette ikke er tilstrækkeligt, giver man vejrtrækningsstøtte med respirator. For at kunne behandle med respirator og for at holde patientens luftveje åbne, er det normal praksis at anlægge en forbindelse fra patientens luftveje til respiratoren. Med henblik på dette intuberer man patienten, hvilket vil sige, at man  nedfører en plastikslange via munden til luftvejene. Da denne procedure er ubehagelig for en vågen patient, giver man i henhold til faglig standard smertestillende lægemidler. Patienter med lungesygdom som KOL har mindre reservekapacitet til at klare en belastning. Man kan ikke stoppe medicinsk behandling af sygdommen uden risiko for forværring. Det er således normal praksis, at man også anvender lægemidler til behandling af KOL under respiratorbehandlingen.

Disciplinærnævnet kan endvidere oplyse, at det er normal praksis at foretage undersøgelser, når en patient ikke vågner op som forventet efter kortvarig sedation, da årsagen kan være blødning eller blodprop i hjernen, foretager man en CT-scanning af hjernen.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at relevant blev udskrevet af reservelæge 2 fra Afdeling 5, Sygehus 2, den 12. juni 2013.

Disciplinærnævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at Duovent, som havde været i behandling med under indlæggelsen, af reservelægen blev ordineret som en del af medicinen ved udskrivelsen. Disciplinærnævnet bemærker hertil, at det var relevant at behandle ham med Duovent som inhalation og dermed erstatte hans sædvanlige KOL-medicin med et ligeværdigt præparat, der var bedre egnet til behandling af en patient, der var indlagt på et sygehus og havde oplevet vejrtrækningssvigt.

Disciplinærnævnet har i den forbindelse videre lagt vægt på, at ved udskrivelsen ikke havde behov for støtte til vejrtrækning eller kredsløb, og at hans tilstand i øvrigt var stabil på samme niveau som før indlæggelsen.

På denne baggrund finder disciplinærnævnet, at reservelæge 2 handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling er den 12. juni 2013 på Afdeling 5, Sygehus 2.

Begrundelse for afgørelsen af 5. klagepunkt

I perioden fra den 12. til den 20. juni 2013 var overflyttet til Afdeling 1, Sygehus 1 fra Afdeling 5, Sygehus 2 med henblik på mobilisering.

Ved indlæggelsen blev det noteret, at skulle overflyttes med Duovent seks gange per døgn samt yderligere doseringer ved behov. Den inhalationsmedicin, som han havde fået under indlæggelsen på Afdeling 5, Sygehus 2 og som var blevet ordineret ved udskrivelsen herfra blev således fortsat.

Den 13. juni 2013 blev der efter aftale med lungemedicinsk bagvagt opstartet antibiotika-behandling mod lungebetændelse og Prednisolon-behandling, som også virker mod KOL-symptomer.

Den 14. juni 2013 noterede overlæge 1, at der var blevet rekvireret lungemedicinsk tilsyn med henblik på en vurdering af, om skulle overføres til lungemedicinsk afdeling, idet hans vejrtrækning var dårlig, hvorfor han ikke kunne udskrives til hans bofællesskab. Der var således herefter lungemedicinsk tilsyn, der vurderede, at han var i relevant medicinsk behandling, hvorfor han kunne forblive på Afdeling 1.

Under indlæggelsen gav man videre dagligt såkaldt CPAP-behandling og lungefysioterapi.

Den 20. juni 2013 udskrev overlæge 1 til sit bosted. I udskrivelsesnotatet noterede overlægen, at medicinen ved udskrivelsen var som anført i EPM. Af EPM fremgår, at overlægen seponerede Berodual (det samme som Duovent) inden udskrivelsen den 20. juni 2013.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at overlæge 1 ikke foretog en relevant behandling af på Afdeling 1, Sygehus 1 den 20. juni 2013.

Disciplinærnævnet finder herunder ikke grundlag for at kritisere, at overlægen seponerede Berodual (Duovent), da dette blev givet som inhalationsmedicin, der kun kan gives ved samtidig anvendelse af ilt og atmosfærisk luft under tryk, som finder sted på et sygehus.

Disciplinærnævnet har imidlertid lagt vægt på, at overlægen i forbindelse med udskrivelsen burde have reordineret s sædvanlige KOL-medicin, der var blevet seponeret den 12. juni 2013.

På denne baggrund finder disciplinærnævnet, at overlæge 1 handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af på Afdeling 1, Sygehus 1 den 20. juni 2013.

Begrundelse for afgørelsen af 6. klagepunkt

Den 21. juni 2013 blev indlagt på Afdeling 6, Sygehus 1 på grund af mistanke om dehydrering og på grund af forværring i almentilstand og kontakt. Personalet på hans bosted havde bemærket, at han ikke havde været i sin sædvanlige tilstand efter hjemkomsten fra den seneste hospitalsindlæggelse. Man havde således ikke kunnet tale med ham, og en fysioterapeut havde observeret pauser i vejrtrækningen samt pulsudfald.

Ved den objektive undersøgelse blev ikke fundet akut påvirket. Han svarede på tiltale. Højre side af hans ansigt hang, men han bevægede begge ben og venstre arm på opfordring. Højre arm bevægede han ikke. Der var normale reflekser på begge ben, og han sagde ”av” ved smertestimulering. På grund af hans ændrede fremtoning sammenlignet med observationer ved tidligere indlæggelser blev der bestilt akut tilsyn af en neurolog. Denne vurderede, at der ikke var mistanke om neurologisk lidelse. Der blev herefter bestilt hjertekardiogram, røntgenundersøgelse af hjerte og lunger, ligesom der blev ordineret en liter saltvand som drop på grund af mistanke om dehydrering. En blodprøve fra en arterie (a-punktur) viste højt baseindhold. Infektionstallene var pæne og faldende.

Senere fik yderligere væsketilskud.

Den 22. juni 2013 noterede overlæge 3, at reagerede på tiltale og svarede direkte adspurgt, at han havde det godt. Røntgenundersøgelsen af brystkassen viste ingen fortætninger. Saltbalancen og nyrefunktionen var normal. Hjertekardiogrammet viste normale forhold. Overlægen vurderede, at ikke havde akut behandlingskrævende sygdom, og at han var i sin vante tilstand. Overlægen udskrev ham herefter til sit vanlige bosted.

Det fremgår af klagen, at blev udskrevet uden KOL-medicin.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at oplysninger om patientens medicin på indlæggelsestidspunktet typisk kommer fra patienten selv. Hvis patienten ikke selv er i stand til at give informationerne, benytter personalet på sygehuset sig typisk af oplysninger fra de mennesker, der til dagligt har med personen at gøre, herunder eksempelvis pårørende, bekendte, alment praktiserende læge eller eventuelle bosted. Hvis patienten ved indlæggelsen selv medbringer en opdateret medicinseddel, vil det altid være den optimale løsning. Endelig kan sygehuspersonalet benytte informationer fra tidligere indlæggelser, herunder også oplysningerne i EPM. Et fuldt opdateret overblik over patientens vanlige medicin vil man typisk først få på plads i løbet af de første dage af en indlæggelse, da man som det primære fokuserer på det mere akutte. For at iværksætte en nærmere undersøgelse af patientens vanlige medicin skal der være en begrundet mistanke om, at patienten får mere medicin end det, man allerede har fået oplyst eller kan finde frem til via de nævnte personer eller EPM.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at overlæge 3 foretog en relevant behandling af på Afdeling 6, Sygehus 1 den 22. juni 2013.

Det er herunder disciplinærnævnets vurdering, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at kritisere, at blev udskrevet uden KOL-medicin.

Disciplinærnævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det i journalen den 21. juni 2013 under punktet ”Medicin” ikke fremgik, at var i regelmæssig behandling med KOL-medicin på indlæggelsestidspunktet, ligesom dette heller ikke fremgik af udskrivelsesnotatet fra Afdeling 1, Sygehus 1 fra den 20. juni 2013 eller af EPM.

På denne baggrund finder disciplinærnævnet, at overlæge 3 handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af på Afdeling 6, Sygehus 1 den 22. juni 2013.

Lovgrundlag

Bekendtgørelse nr. 877 af 4. august 2011 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed

§ 17: En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sin virksomhed forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder ved benyttelse af medhjælp, økonomisk ordination af lægemidler m.v.

Bekendtgørelse nr. 1113 af 7. november 2011 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, som ændret ved lov nr. 656 af 8. juni 2016:

§ 2. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, jf. §§ 13-16, behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 4-7 og 9 samt afsnit IV med undtagelse af klager, hvor der i den øvrige lovgivning er foreskrevet en anden klageadgang. Nævnet kan ikke behandle en klage, hvis den sundhedsfaglige virksomhed, klagen vedrører, er omfattet af en klage efter § 1, medmindre Styrelsen for Patientsikkerhed i anledning af klagen efter § 1 har udtalt kritik af sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed.

§ 2 a. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler sager om sundhedsfaglig virksomhed indbragt af Styrelsen for Patientsikkerhed eller Lægemiddelstyrelsen i tilfælde, hvor vedkommende styrelse finder, at der kan være grundlag for kritik af eller sanktion over for personer omfattet af § 2, stk. 1, eller regler fastsat i medfør af § 2, stk. 2.

§ 3. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn afgiver i sager efter §§ 2 og 2 a en udtalelse om, hvorvidt sundhedspersonens sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel, eller om sundhedspersonen har handlet i strid med sundhedslovens kapitel 4-7 og 9. Nævnet kan herunder udtale kritik med indskærpelse eller søge iværksat sanktioner.