Ikke kritik af at underrette, men utilstrækkelig begrundelse i underretning og ikke journalført årsag til ikke at indhente samtykke

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere ledende oversygeplejerske <****> og afdelingssygeplejerske <****> i forbindelse med deres udfærdigelse af underretning af 27. juli 2012 til Kommune <****> vedrørende <****>, da sygeplejerskerne har overtrådt autorisationslovens § 20, stk. 1. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere ledende oversygeplejerske <****> og afdelingssygeplejerske <****> for deres journalføring af begrundelsen for ikke at forsøge at indhente samtykke forinden videregivelse af oplysninger til Kommune <****> den 27. juli 2012, da sygeplejerskerne har overtrådt autorisationslovens § 17. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere, at ledende oversygeplejerske <****> og afdelingssygeplejerske <****> har videregivet oplysninger til Kommune <****> om <****> den 27. juli 2012, da sygeplejerskerne ikke har overtrådt sundhedslovens § 40, jf. § 43, stk. 2, nr. 1.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At ledende oversygeplejerske og afdelingssygeplejerske ikke udviste tilstrækkelig omhu og uhildethed ved udfærdigelse af underretning af 27. juli 2012 vedrørende til Kommune .

2. At ledende oversygeplejerske og afdelingssygeplejerske overtrådte deres tavshedspligt ved at videregive helbredsoplysninger om i underretning af 27. juli 2012 til Kommune .

Klager har til begge klagepunkter anført, at den bekymring, som underretningen grundede i, ikke blev tilstrækkeligt konkretiseret i underretningen samt at der ikke kunne være tale om en reel bekymring, da underretningen først blev sendt mere end en måned efter havde været indlagt og hans far i den forbindelse var blevet observeret. Klager har videre anført, at der således ikke var grundlag for at underrette Kommune , og at sygeplejerskerne hermed brød deres tavshedspligt.

Begrundelse

Disciplinærnævnet har, med mindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i underretningen og journalen.

Begrundelse for afgørelsen af 1. klagepunkt

Den 27. juli 2012 fremsendte ledende oversygeplejerske og afdelingssygeplejerske en underretning vedrørende til Kommune .

Det fremgår af underretningen af 27. juli 2012, at blev indlagt akut den 11. juni 2012 på Sygehus på grund af krampeanfald, og at det blev vurderet, at han skulle forblive indlagt til yderligere observation. s far valgte imidlertid, mod givet råd, at tage hjem med ham, idet han ikke kunne blive indlagt på et andet hospital, som i øvrigt var enige i behandlingsplanen. Under ventetiden på transport overhørte en sygeplejerske, at faderen konstant italesatte alt for . Talestrømmen forekom usorteret og derfor uegnet til at dele med , hans alder og situation taget i betragtning. Bekymringen gik på, at s far ikke umiddelbart formåede at tilsidesætte sine egne behov i forhold til sønnen.

Af journalen fra den 11. juni 2012 fremgår det, at s far konstant delte sine frustrationer med ham og italesatte alt for ham i forhold til deres situation og undskyldte over for ham, at han havde sat dem i den pågældende situation. Det blev observeret, at faderen havde svært ved at tilsidesætte sine frustrationer og skærme for dem. Han snakkede hele tiden, gentog sig selv, undskyldte over for , sad med hovedet i hænderne og beklagede sig over sin utilstrækkelighed. Til at starte med forholdt sig roligt og sagde ingenting, men efter en times tid svarede han let klynkende på det, faderen sagde.

Det fremgår videre af journalen fra den 11. juni 2012, at s far ønskede at overnatte hjemme, idet i april havde været igennem et længerevarende hospitalsforløb med vægttab og påvirket psykisk velbefindende, så faderen mente, at en indlæggelse ville gøre mere skade end gavn. Faderen ønskede indlæggelse på et andet hospital, som imidlertid ikke kunne tilbyde akut indlæggelse. og faderen forlod herefter afdelingen på trods af, at der var lægefagligt belæg for at anbefale overnatning, så eventuelle ophobede krampeanfald kunne håndteres.

Det er i klagen anført, at s intelligens er normal, hvorfor det var relevant at fortælle ham om situationen samt lade ham være medbestemmende om, hvor han var tryg ved at opholde sig. Desuden blev ikke italesat, idet der var tale om flere langvarige telefonsamtaler mellem mor og far. Endelig er det anført, at det fremgår af et slettet journalnotat fra den 11. juni 2012, at s far fremstod rolig og høflig i afdelingen.

Disciplinærnævnet skal gøre opmærksom på, at det forhold, at der er blevet slettet et journalnotat fra den 11. juni 2012 er behandlet på en anden sag, hvor Patientombuddet (nu Styrelsen for Patientsikkerhed) fandt forholdet kritisabelt.

Ledende oversygeplejerske har i sin udtalelse til sagen af 1. november 2012 anført, at Kommune den 19. juli 2012 anmodede om en statusattest i henhold til servicelovens § 50. Anmodningen blev bragt op på en lægekonference den 27. juli 2012, og det blev besluttet, at der efter modtagelsen af anmodningen om en statusattest, skulle laves en underretning på baggrund af journalnotaterne fra indlæggelsen den 11. juni 2012.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at skrivelsen af 27. juli 2012 var en underretning, som blev foretaget uafhængigt af Kommune s anmodning af 19. juli 2012 om en statusattest i henhold til servicelovens § 50. 

Det fremgår af § 153 i lov om social service, at personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller ung under 18 år har behov for særlig støtte eller har været udsat for vold eller andre overgreb.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at da ledende oversygeplejerske og afdelingssygeplejerske ved deres skrivelse anførte, at de var henholdsvis ledende oversygeplejerske og afdelingssygeplejerske, blev underretningen foretaget som et led i deres erhverv.

Ledende oversygeplejerske har i skrivelse af 6. august 2016 anført, at hun blev ringet op af s far den 23. juli 2012 i forbindelse med, at Kommune havde anmodet om en statusattest. Han oplyste, at kommunen havde indledt en § 50-undersøgelse bag hans ryg, og han truede med at trække sygeplejersken i retten, hvis hun videregav oplysninger til kommunen. Ved en efterfølgende gennemgang af s journal faldt hun over notatet af 11. juni 2012. Hun undrede sig over, at der ikke var blevet foretaget underretning på baggrund af observationerne, så hun opsøgte den journalførende sygeplejerske, der oplyste, at hun havde været bekymret, men at hun ikke havde turde foretage en underretning. I de følgende dage blev ledende oversygeplejerske flere gange ringet op af s far, og hun forsøgte at opnå en dialog som var konstruktiv, hvilket dog ikke lykkedes, idet faderen var frustreret, aggressiv og truende. Personalet fandt på baggrund af observationerne beskrevet i journalen den 11. juni 2012 samt faderens opførsel i forbindelse med telefonsamtalerne, at der var begrundet bekymring og derfor grund til at antage, at havde behov for særlig støtte, da det blev vurderet, at hans far virkede overbelastet af sønnens situation. Ledende oversygeplejerske har hertil anført, at hun således foretog underretningen umiddelbart efter hun blev bekendt med observationerne fra den 11. juni 2012.

Af journalen den 23. juli 2012 fremgår det, at s far ved en telefonsamtale med ledende oversygeplejerske anmodede om at få journalnotatet fra den 11. juni 2012 slettet. Den ledende oversygeplejerske ville kontakte juridisk afdeling og vende tilbage. Faderen ringede senere samme dag og oplyste, at kommunen havde startet en § 50- sag bag ryggen på familien, og at de ville søge aktindsigt. Han fortalte, at sygehuset ifølge sundhedsloven ikke måtte give kommunen aktindsigt i s journal uden familiens skriftlige accept.

Det fremgår af journalen den 24. juli 2012, at s far ønskede aktindsigt i et slettet journalnotat fra den 11. juni 2012, og da dette ikke kunne imødekommes blev han vred og oplyste, at han ville trække sygehuset med ind i en retssag, og ville tage kontakt til sygehusdirektøren og medierne.

Det fremgår af brev af 19. september 2016 fra klager, at det ikke er rigtigt, at s far truede ledende oversygeplejerske med at slæbe eller trække hende i retten, ligesom han ikke på anden vis truede hende.

Der foreligger således modstridende oplysninger fra klager og ledende oversygeplejerske om, hvorvidt s far truede sygeplejersken. Disciplinærnævnet har ikke mulighed for at få sagen yderligere belyst, da disciplinærnævnet træffer afgørelse på skriftligt grundlag og i modsætning til domstolene ikke har mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med behandlingen af sagen.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at ledende oversygeplejerske s oplysninger til dels støttes af journaloplysningerne.

Disciplinærnævnet har videre lagt vægt på, at kritik af en sundhedsperson er en indgribende reaktion, og nævnet finder derfor, at tvivlen skal komme den indklagede til gode.

Disciplinærnævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at ledende oversygeplejerske ikke opfattede s fars udtalelser ved telefonsamtalerne som værende trusler.

Det fremgår af punkt 2.1 i sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9350 af 18. april 2006 om sundhedspersoners underretningspligt over for kommunen, at der ikke er nogen nedre grænse for, hvornår den udvidede underretningspligt foreligger. Ved vurderingen af, om der skal foretages underretning, må det tages i betragtning, at kommunen efter lov om social service yder forældre med børn og unge eller andre, der faktisk sørger for et barn eller ung, gratis familieorienteret rådgivning samt yder støtte, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ung persons særlige behov for støtte.

Endvidere fremgår det af punkt 8, at sundhedspersoner skal lade en eventuel tvivl komme barnet til gode og altid underrette kommunen, når de har mistanke om, at omsorgssvigt m.v. finder sted.

Det er herefter disciplinærnævnets opfattelse, at det beror på sundhedspersonens konkrete skøn, hvornår der er mistanke om, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte.

På baggrund af en konkret vurdering finder disciplinærnævnet ikke grundlag for at tilsidesætte det skøn, som ledende oversygeplejerske og afdelingssygeplejerske udøvede, da de anførte i underretningen til kommunen, at der var grund til bekymring for, om s far formåede at tilsidesætte sine egne behov i forhold til sønnen.

Det er imidlertid disciplinærnævnets vurdering, at det burde være fremgået af underretningen, at der havde været et efterfølgende forløb med telefonkontakter af truende karakter, ligesom det burde være fremgået, at s far ifølge det slettede journalnotat fremstod imødekommende. Dette for at give en mere nuanceret beskrivelse, samt underbygge bekymringen for forældrene og drengen.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at ledende oversygeplejerske har oplyst, at baggrunden for bekymringen blandt andet var det efterfølgende forløb med telefonkontakter.

På denne baggrund finder disciplinærnævnet samlet set, at ledende oversygeplejerske og afdelingssygeplejerske ikke handlede med omhu og uhildethed ved deres udfærdigelse af underretningen om til Kommune den 27. juli 2012.

Begrundelse for afgørelsen af 2. klagepunkt

Disciplinærnævnet kan oplyse, at det følger af sundhedslovens § 40, at sundhedspersoner skal iagttage tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger. En sundhedsperson kan dog i henhold til § 43, stk. 1, videregive oplysninger til myndigheder, organisationer og private personer, når patienten har givet sit samtykke hertil. Samtykket skal være skriftligt, hvilket følger af § 44, stk. 1.

Disciplinærnævnet finder, at det kan lægges til grund, at s forældre ikke havde givet samtykke til, at ledende oversygeplejerske og afdelingssygeplejerske kunne videregive de pågældende oplysninger til Kommune .

Videre kan disciplinærnævnet oplyse, at en sundhedsperson i henhold til § 43, stk. 2, under visse betingelser uden patientens samtykke kan videregive oplysninger til myndigheder, organisationer og private personer. Således fremgår det af § 43, stk. 2, nr. 1, at videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger uden patientens samtykke kan ske, når det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling.

Den ovenfor nævnte § 153 i lov om social service er en sådan pligtbestemmelse.

Hvis sundhedspersonen ikke kan få et samtykke til at underrette kommunen, vil det herefter være berettiget, at sundhedspersonen videregiver oplysningerne, forudsat at oplysningerne må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling.

Der foreligger ikke oplysninger i sagen om, at oversygeplejerske og afdelingssygeplejerske havde forsøgt at indhente samtykke til videregivelsen fra s forældre.

Det fremgår af ledende oversygeplejerske s skrivelse af 6. august 2016 til sagen, at hun ikke forinden videregivelsen forsøgte at indhente samtykke fra s forældre, idet faderen udtrykkeligt havde givet udtryk for, at han ikke ønskede oplysningerne videregivet, ligesom han havde truet hende.

Det er herefter disciplinærnævnets vurdering, at det var berettiget, at oversygeplejerske og afdelingssygeplejerske ikke forinden videregivelsen  forsøgte at indhente samtykke til videregivelsen fra s forældre.

Disciplinærnævnet har herved lagt vægt på, at sygeplejerskerne ikke havde grund til at forvente, at forældrene ville give deres samtykke til videregivelsen, idet faderen udtrykkeligt havde givet udtryk for, at han ikke ønskede, at kommunen skulle modtage oplysninger vedrørende .

På denne baggrund finder disciplinærnævnet, at ledende oversygeplejerske og afdelingssygeplejerske handlede i overensstemmelse med sundhedsloven ved deres videregivelse af oplysninger til Kommune om .

Det fremgår af autorisationslovens § 17, at en autoriseret sundhedsperson under udøvelsen af sin virksomhed er forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at sygeplejerskers forpligtigelse til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed omfatter en pligt til at føre ordnede optegnelser om patientens tilstand, pleje- og observationsbehov m.v..

Det fremgår således også af Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9229 af 29. april 2005 om sygeplejefaglige optegnelser, at pligten til at vise omhu og samvittighedsfuldhed, forudsætter ordnede optegnelser af planlagt og udført sygepleje. Formålet med disse optegnelser er at sikre kontinuitet, sikkerhed og kvalitet i forbindelse med pleje og behandling af patienter.

Endvidere fremgår det af punkt 7 i denne vejledning, at ved videregivelse af helbredsoplysninger mv. til brug for pleje og behandling eller til andre formål, skal det af journalen fremgå, hvilken information, der er givet som grundlag for patientens/de pårørendes stillingtagen til videregivelse af helbredsoplysninger. Hvis der er sket videregivelse af helbredsoplysninger uden samtykke, skal dette også fremgå af journalen.

Det fremgår af journalen den 23. juli 2012, at s far fortalte, at sygehuset ifølge sundhedsloven ikke måtte give kommunen aktindsigt i s journal uden familiens skriftlige accept.

Disciplinærnævnet har bemærket, at der ikke fremgår oplysninger af journalen om, hvorfor der ikke blev forsøgt indhentet samtykke fra s forældre til videregivelsen af underretningen til kommunen den 27. juli 2012.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at det burde være fremgået af journalen, at ledende oversygeplejerske og afdelingssygeplejerske ikke forinden videregivelsen af underretningen forsøgte at indhente et informeret samtykke fra s forældre, idet de ikke havde grund til at forvente, at et sådant ville blive givet, samt baggrunden herfor.

Disciplinærnævnet finder på denne baggrund, at ledende oversygeplejerske og afdelingssygeplejerske handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres journalføring vedrørende indhentelse af informeret samtykke fra s forældre forud for videregivelsen.

ooo00ooo

Kommentarer fra klager af den 23. november 2015 og den 19. september 2016 samt fra ledende oversygeplejerske af den 6. august 2016 er indgået i disciplinærnævnets vurdering af sagen.

Disciplinærnævnets afgørelse vil være tilgængelig for det tilsyn, som Styrelsen for Patientsikkerhed udøver med autoriserede sundhedspersoners faglige virke. Afgørelsen kan begrunde, at styrelsen indleder en tilsynssag. Endvidere kan afgørelsen indgå i en allerede oprettet tilsynssag såvel som i fremtidige tilsynssager. Såfremt styrelsen indleder en tilsynssag, vil ledende oversygeplejerske og/eller afdelingssygeplejerske blive underrettet herom.

Lovgrundlag

Bekendtgørelse nr. 877 af 4. august 2011 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed

§ 17. En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sin virksomhed forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder ved benyttelse af medhjælp, økonomisk ordination af lægemidler m.v.

§ 20, stk. 1: En autoriseret sundhedsperson skal ved udfærdigelse af erklæringer, som vedkommende afgiver i sin egenskab af autoriseret sundhedsperson, udvise omhu og uhildethed.

Bekendtgørelse nr. 810 af 19. juli 2012 af lov om social service

§ 153. Personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til eller grund til at antage,

1) at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte efter kapitel 11,

2) at et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for særlig støtte efter kapitel 11 på grund af de vordende forældres forhold, eller

3) at et barn eller en ung under 18 år har været udsat for vold eller andre overgreb.

Stk. 2. Social- og integrationsministeren kan fastsætte regler om underretningspligt for andre grupper af personer, der under udøvelsen af deres erhverv får kendskab til forhold eller grund til at antage, at der foreligger forhold, som bevirker, at der kan være anledning til foranstaltninger efter denne lov. Social- og integrationsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at andre grupper af personer har underretningspligt efter stk. 1, nr. 2, i forbindelse med aktiviteter uafhængigt af deres erhverv.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal, medmindre særlige forhold gør sig gældende, efter anmodning videregive oplysninger til den person, der har foretaget underretningen efter stk. 1 eller efter regler udstedt i medfør af stk. 2, 1. pkt., om, hvorvidt underretningen har givet kommunen anledning til undersøgelser eller foranstaltninger efter denne lov vedrørende det barn eller den unge under 18 år, underretningen vedrører.

Bekendtgørelse nr. 913 af 13. juli 2010 af sundhedsloven:

§ 40, stk. 1: En patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger, jf. dog reglerne i dette kapitel.

Stk. 2. I de tilfælde, hvor en sundhedsperson efter §§ 41-46 er tillagt beføjelser efter de enkelte bestemmelser, påhviler det overordnede ansvar for, at oplysninger videregives i overensstemmelse med loven, den driftsansvarlige myndighed.

§ 43, stk. 1: Med patientens samtykke kan sundhedspersoner til andre formål end behandling videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder, organisationer, private personer m.fl.

Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden patientens samtykke ske, når

1) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling,

2) videregivelsen er nødvendig for berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre eller

3) videregivelsen er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- og kontrolopgaver.

Stk. 3. Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse efter stk. 2 er berettiget.
Stk. 4. Såfremt der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 2, skal den, oplysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om videregivelsen og formålet hermed.

Bekendtgørelse nr. 1113 af 7. november 2011 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, som ændret ved lov nr. 656 af 8. juni 2016:

§ 2. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, jf. §§ 13-16, behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 4-7 og 9 samt afsnit IV med undtagelse af klager, hvor der i den øvrige lovgivning er foreskrevet en anden klageadgang. Nævnet kan ikke behandle en klage, hvis den sundhedsfaglige virksomhed, klagen vedrører, er omfattet af en klage efter § 1, medmindre Styrelsen for Patientsikkerhed i anledning af klagen efter § 1 har udtalt kritik af sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed.

§ 2 a. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler sager om sundhedsfaglig virksomhed indbragt af Styrelsen for Patientsikkerhed eller Lægemiddelstyrelsen i tilfælde, hvor vedkommende styrelse finder, at der kan være grundlag for kritik af eller sanktion over for personer omfattet af § 2, stk. 1, eller regler fastsat i medfør af § 2, stk. 2.

§ 3. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn afgiver i sager efter §§ 2 og 2 a en udtalelse om, hvorvidt sundhedspersonens sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel, eller om sundhedspersonen har handlet i strid med sundhedslovens kapitel 4-7 og 9. Nævnet kan herunder udtale kritik med indskærpelse eller søge iværksat sanktioner.