Kritik for videregivelse af oplysninger

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere, at Læge <****> har videregivet oplysninger om <****> på et tidspunkt efter den 8. oktober 2013, da lægen har overtrådt sundhedslovens § 40, jf. § 43, stk. stk. 2, nr. 2. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere Læge <****> for hendes behandling af <****> i perioden fra den 10. september til den 18. november 2013 i sin klinik, da lægen ikke har overtrådt autorisationslovens § 17.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1.       At praktiserende Læge på et tidspunkt efter den 8. oktober 2013 i strid med tavshedspligten og uden s samtykke har videregivet fortrolige oplysninger om hendes opfattelse af sin mors og søsters tilstand.

har anført, at Læge fortalte hendes mor, at havde udtrykt bekymring for, at moren var ved at blive lidt dement. Hun har endvidere anført, at Læge fortalte hendes søster, at havde udtrykt bekymring for, at søsteren ikke kunne erkende, at hun havde det psykisk dårligt.

2.       At ikke modtog en korrekt behandling af praktiserende Læge i perioden fra den 10. september til den 18. november 2013.

har blandt andet anført, at Læge henviste hende forkert flere gange, efter hun den 9. september 2013 var kommet til skade med sin ryg. Hun har videre anført, at hun selv måtte følge op på svar fra de steder, hun var henvist til. Hun har endelig anført, at Læge flere gange glemte at sende hende svar vedrørende skrab.

Begrundelse

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Indledende oplysninger

, hendes mor og hendes søster havde alle tre Læge som praktiserende læge.

Begrundelse for afgørelsen af 1. klagepunkt

Det fremgår af klagen, at , 52 år, snakkede med Læge om sin bekymring for sin mor, som troede var ved at blive lidt dement. Herefter fortalte Læge til s mor, at det var , som havde snakket med Læge om dette. Ifølge klagen skal en patient kunne snakke med sin læge om noget sådant, uden at lægen fortæller det videre.

Videre fremgår det af klagen, at s søster er psykisk syg. Hun lider  blandt andet af angst. snakkede med Læge om, at søsteren havde det meget dårligt på et tidspunkt, ofte truede med selvmord og at familien var bekymret for hende. Denne samtale fortalte Læge om til s søster.

Ifølge journalen ringede den 8. oktober 2013 til Læge for at få svar på en røntgenundersøgelse. talte under samtalen også med lægen om sin søsters sygdom. Den 9. oktober 2013 skrev Læge i s journal, at hun var bekymret for sin søsters sygdom. Læge skrev i den forbindelse også i søsterens journal, at der havde været tale om depression og spiseforstyrrelser i ungdommen, ingen selvmordsforsøg, og intet i det fortalte, som tydede på psykose. Hun noterede, at søsteren måtte opfordres til konsultation af sin familie.

Den 29. oktober 2013 har Læge noteret i journalen, at var frustreret over, at hendes søster ikke ville erkende, at hun også havde en bipolar lidelse. Læge skrev endvidere i søsterens journal den følgende dag, den 30. oktober 2013, at havde ringet til det psykiatriske udrykningsteam, som i første omgang anbefalede, at søsteren søgte egen læge, hvilket Læge fandt fornuftigt.

Der er ingen notater i s journal om hendes bekymringer for moren.

Læge har i en udtalelse til disciplinærnævnet anført, at hun mener, at hun ikke har overtrådt sin tavshedspligt, idet hun ikke har omtalt s helbredsforhold over for nogen af hendes pårørende. Hun har videre forklaret, at spurgte, om Læge ville vurdere hendes mors hukommelse i forbindelse med en influenzavaccination. Da s mor spurgte, hvorfor lægen stillede forskellige spørgsmål for at belyse morens hukommelse, var hun nødt til at forklare moren, at havde luftet en bekymring for, om morens hukommelse var påvirket.

For så vidt angår s søster, har Læge anført, at flere gange kontaktede hende med bekymring for søsterens psykiske tilstand, hvorfor lægen gjorde notater herom i søsterens journal. Ved en konsultation med søsteren nævnte Læge noget om en psykisk problemstilling, hvilket søsteren undrede sig over og ikke kunne genkende. Læge forklarede derfor søsteren, at notatet i søsterens journal skyldtes en henvendelse fra .

Disciplinærnævnet kan oplyse, at det følger af sundhedsloven § 40, at en læge skal iagttage tavshed om, hvad hun under udøvelsen af sit erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger. En læge kan dog i henhold til sundhedslovens § 43, stk. 1, videregive oplysninger til myndigheder, organisationer og private personer, når patienten har givet sit samtykke hertil. Samtykket skal være skriftligt, hvilket følger af sundhedslovens § 44, stk. 1.

Bestemmelsen i sundhedslovens § 40 regulerer ikke kun videregivelse af helbredsoplysninger om en patient, men – som det fremgår – også ”øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger”. Det er disciplinærnævnets opfattelse, at bestemmelsen er udtryk for, at en autoriseret sundhedsperson – en læge – ikke må bryde det tillidsforhold, som findes imellem sundhedspersonen og patienten, og som er vigtigt for behandlingen af patienten. Lægens tavshedspligt gælder derfor også oplysninger om eksempelvis patientens familiære forhold, sociale problemer, strafbare forhold, gæld, indkomst- og skatteforhold.

Disciplinærnævnet finder, at det ikke kan lægges til grund, at havde givet sit samtykke til, at Læge kunne fortælle til hendes mor og søster, at hun var bekymret for dem.

Disciplinærnævnet kan videre oplyse, at en læge i henhold til sundhedslovens § 43, stk. 2, under visse betingelser - uden patientens samtykke - kan videregive oplysninger til myndigheder, organisationer og private personer. Således fremgår det af § 43, stk. 2, nr. 2, at en læge kan videregive oplysninger uden patientens samtykke, hvis videregivelsen er nødvendig for berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre.

Reglen er en såkaldt "værdispringsregel", der indebærer, at de hensyn, der taler for videregivelse til andre sundhedspersoner til brug for behandling af patienten, klart skal overstige hensynet til en patients ønske om fortrolighed. Bestemmelsen vil kunne finde anvendelse i forbindelse med videregivelse af oplysninger til politi og anklagemyndighed, således at videregivelse af oplysninger bl.a. vil være muligt, såfremt der er tale om efterforskning af alvorlig kriminalitet. Det fremgår af vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at bestemmelsen i § 43, stk. 2, nr. 2,  i hvert fald hjemler, at en læge kan videregive oplysninger om én patients bekymring for en anden patient, hvis lægen bliver bekendt med alvorlig sygdom, som kræver akut behandling, herunder hvis lægens hjælpepligt træder i kraft, jf. autorisationslovens § 42.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at s oplysninger til Læge om s mor og søster ikke var af en sådan karakter, at Læge burde forstå det sådan, at moren og søsteren var i akut behandlingskrævende tilstand, og at hun derfor var nødt til umiddelbart at bringe s bekymringer op i en konsultation med dem.

Det er dog disciplinærnævnets opfattelse, at der var tale om vigtige oplysninger fra en pårørende, som kunne hjælpe Læge og hendes patienter (s mor og søster) til en mere korrekt diagnose og behandling. Disciplinærnævnet har herved lagt vægt på, at der især ved psykisk sygdom og demens ofte er dårlig sygdomserkendelse. Oplysninger fra pårørende kan i den sammenhæng være afgørende for en hensigtsmæssig behandling og et hensigtsmæssigt forløb, da disse oplysninger kan styrke vurderingen af alvorligheden af sygdommen samt vurderingen af behandlingsbehovet.

Videre har disciplinærnævnet lagt vægt på, at ifølge Læge s udtalelse bad om, at hun fulgte op på hendes bekymringer i forhold til moren i form af en vurdering af hendes hukommelse. Videre har disciplinærnævnet lagt vægt på, at flere gange udtrykte bekymring for sin søsters tilstand.

Disciplinærnævnet finder derfor, at betingelserne for at Læge - uden s samtykke - kunne fortælle s mor og søster om s bekymringer for dem var til stede, da der forelå væsentlige hensyn til patienterne selv.

Det fremgår dog af den nævnte vejledning, at det forudsættes - uanset at der i henhold til § 43, stk. 2, nr. 2, kan ske videregivelse af oplysninger uden patientens samtykke - at sundhedspersonen i almindelighed, medmindre der foreligger særlige grunde, forinden en videregivelse finder sted, forsøger at indhente patientens samtykke. Dette skal ses i lyset af, at der er tale om videregivelse til andre formål end behandling. Af samme grund må der aldrig ske videregivelse af oplysninger i et videre omfang, end det er påkrævet efter formålet.

Det er herefter disciplinærnævnets opfattelse, at Læge burde have forsøgt at indhente s samtykke til at videregive oplysningerne om hendes bekymring for sin mor og søster. Der foreligger efter disciplinærnævnets vurdering ikke særlige grunde, som kan begrunde, at et sådant samtykke ikke skulle indhentes først. Disciplinærnævnet har herved lagt vægt på, at der ikke var tale om akut sygdom eller andre former for oplysninger, som krævede akut intervention fra lægens side.

På denne baggrund finder disciplinærnævnet, at Læge handlede i strid med sundhedsloven ved sin videregivelse af s bekymring om sin mor og søster til dem.

Begrundelse for afgørelsen af 2. klagepunkt

Henvisning for rygsmerter

Den 9. september 2013 fik et vrid i ryggen, da en person spang op på hendes ryg, uden hun var forberedt på det. Hun blev set af Læge den 10. september 2013 og igen den 17. september 2013, hvor lægen henviste hende til røntgenundersøgelse af lænderyggen. Læge noterede i journalen, at skulle henvises til Ambulatorium 1, hvis røntgenundersøgelsen viste normale forhold.

Svaret på røntgenundersøgelsen blev sendt til Læge den 18. september 2013. Dagen efter skrev til Læge , at hun gerne ville have resultatet af røntgenundersøgelsen. Læge svarede den 24. september 2013 , at undersøgelsen viste alderssvarende forandringer, men eller fuldstændigt normale forhold, samt at hun ville henvise videre til Afdeling 1. Læge henviste samme dag til Afdeling 1, Sygehus 1.

Der er disciplinærnævnets opfattelse, at Læge indhentede en relevant sygehistorie og foretog en relevant objektiv undersøgelse samt henviste til røntgenundersøgelse, hvorefter Læge på relevant vis udfærdigede en henvisning til Ambulatorium 2.

Den 11. oktober 2013 returnerede Sygehus 1 henvisningen til Læge med den begrundelse, at ikke kunne visiteres til undersøgelse, før der var foretaget en MR-skanning. Læge skrev i en e-mail til , at hun ville henvise hende til MR-skanning, hvilket hun dog ellers normalt ikke kunne. Ifølge journalen blev denne e-mail sendt til den 17. oktober 2013. Henvisningen til MR-skanning blev afsendt til Afdeling 2, Sygehus 1, den 21. oktober 2013.

Den 22. oktober 2013 blev henvisningen til MR-skanning returneret til Læge med den oplysning, at praktiserende læger kun kunne henvise til MR-skanning af knæ, skuldre og albuer, samt at skulle udredes via Ambulatorium 2, hvortil hun også allerede var henvist. Læge skrev den 23. oktober 2013 til rygvisitationen på Sygehus 1, at hun ikke havde mistanke om diskusprolaps eller rygmarvsforsnævring, at også havde fået at vide af Afdeling 2, at hun skulle på Ambulatorium 1, hvorfor Læge stadig ønskede hende indkaldt dertil.

Den 24. oktober 2013 svarede rygvisitationen, Sygehus 1, Læge , at man havde videresendt henvisningen til Sygehus 2.

Den 18. november 2013 skrev til Læge , at hun var blevet overflyttet fra Sygehus 2 til Sygehus 3, som havde kortere ventetid. Lægen bifaldt dette. Dagen efter returnerede Sygehus 3 henvisningen til Læge med den begrundelse, at der manglede oplysninger om lokalisationen af smerten, symptomernes varighed, om der var udstrålende smerter til arme og ben, om var sygemeldt samt om hendes funktionsniveau, om der var lammelser, og endelig oplysninger om billeddiagnostik. Man efterspurgte også resultatet af en neurologisk undersøgelse og oplyste, at Læge måtte sende en ny henvisning, hvis der fortsat fandtes indikation herfor.

Den 22. november 2013 skrev Læge til , at Sygehus 3 havde returneret henvisningen. Hun bad om at bestille en tid hos sig, medmindre ”alt er vel”. skrev den 25. november 2013, at hun følte sig kastet rundt i systemet, og at hun fortsat havde smerter i ryggen/lænden. Hun ville gerne ringes op eller have en tid hurtigst muligt.

Læge skrev den 26. november 2013 til Sygehus 3, at hun undrede sig over den afviste henvisning. Hun gav i den forbindelse de supplerende oplysninger, som sygehuset havde bedt om.

Den 29. november 2013 skiftede læge.

Den 3. december 2013 meddelte Sygehus 3 Læge , at nu var blevet visiteret til undersøgelse dér.

Det er hertil disciplinærnævnets opfattelse, at henvisningen af 24. september 2013 indeholdt relevante og tilstrækkelige oplysninger. Det forhold, at henvisningen blev afvist med ønske om, at der blev foretaget en MR-scanning forinden, selv om det af oplysningerne fremgår, at praktiserende læger i det pågældende geografiske område ikke har kompetence til at henvise til MR-scanning af lænderyggen, og det forhold, at det samlede forløb derved blev forlænget, ikke er et udtryk for manglende omhu og samvittighedsfuldhed hos Læge .

Det er videre disciplinærnævnets opfattelse, at Læge s andet forsøg på at henvise til Sygehus 1 den 23. oktober 2013, hvorefter afdelingen videresendte henvisningen til Sygehus 2, som igen videresendte henvisningen til Sygehus 3, der endeligt returnerede henvisningen, fordi afdelingen ønskede specifikke oplysninger, ej heller kan tilskrives kritisable forhold hos Læge . Disciplinærnævnet har herved lagt vægt på, at det ikke var Læge , som henviste til Sygehus 3, hvorfor hun var  uden mulighed for at forudse, at der blev krævet bestemte oplysninger i henvisningen. Læge foretog gennem forløbet en relevant tilbagemelding til i forbindelse med afvisningen af henvisningen.

På denne baggrund finder disciplinærnævnet, at Læge handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard i forbindelse med behandlingen af i perioden fra den 24. september til den 18. november 2013 i sin klinik.

Svar på smear

Den 10. september 2013 tog Læge en celleprøve fra livmoderhalsen (smear) på . Lægen fik svar herpå fra Sygehus 4 den 23. september 2013. Prøven viste normale celler.

Den 1. oktober 2013 skrev til Læge og spurgte, om der var kommet svar på smearprøven.

Læge har i sin udtalelse til disciplinærnævnet skrevet, at hun skrev et svar på prøven, som dog ikke blev sendt til , før hun rykkede herfor nogle dage senere.

Ifølge journalen skrev Læge svaret til i journalen den 1. oktober 2013. ringede til klinikken den 7. oktober 2013, hvorefter svaret blev sendt til hende.

Der er ikke andre oplysninger i journalen om smearprøve.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at svar på smear med normale celler er en harmløs besked, hvor svaret blot skal gives på et tidspunkt, og at der ikke kan gives en eksakt tidsfrist for, hvornår svaret skal være givet til patienten. Ved alvorlige celleforandringer, hvor der er behov for yderligere undersøgelser eller behandlinger med mistanke om kræftsygdom, er det lægens ansvar at have arbejdsrutiner, som sikrer, at en besked afleveres sikkert til modtageren. I det konkrete tilfælde, hvor undersøgelsen var helt normal, var det efter disciplinærnævnets vurdering ikke kritisabelt, at modtog svaret den 7. oktober 2013, 14 dage efter at svaret var modtaget i klinikken den 23. september 2013.

På denne baggrund finder disciplinærnævnet, at Læge handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard i forbindelse med behandlingen af i perioden fra den 10. september til den 7. oktober 2013 i sin klinik.

Lovgrundlag

 

Bekendtgørelse nr. 1202 af 14. november 2014 af sundhedsloven:

§ 40, stk. 1: En patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger, jf. dog reglerne i dette kapitel.

Stk. 2. I de tilfælde, hvor en sundhedsperson efter §§ 41-46 er tillagt beføjelser efter de enkelte bestemmelser, påhviler det overordnede ansvar for, at oplysninger videregives i overensstemmelse med loven, den driftsansvarlige myndighed.

§ 43, stk. 1: Med patientens samtykke kan sundhedspersoner til andre formål end behandling videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder, organisationer, private personer m.fl.

Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden patientens samtykke ske, når

1) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling,

2) videregivelsen er nødvendig for berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre eller

3) videregivelsen er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- og kontrolopgaver.

Stk. 3. Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse efter stk. 2 er berettiget.
Stk. 4. Såfremt der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 2, skal den, oplysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om videregivelsen og formålet hermed.

§ 44, stk. 1. Samtykke efter § 43, stk. 1, skal være skriftligt. Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor. Samtykket skal indføres i patientjournalen.

stk. 2. Samtykke efter stk. 1 bortfalder senest 1 år efter, at det er givet.

Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om det i stk. 1 nævnte samtykke.

Bekendtgørelse nr. 877 af 4. august 2011 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed

§ 17: En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sin virksomhed forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder ved benyttelse af medhjælp, økonomisk ordination af lægemidler m.v.

Bekendtgørelse nr. 1113 af 7. november 2011 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet:

§ 2. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, jf. §§ 13-16, behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 4-7 og 9 med undtagelse af klager, hvor der i den øvrige lovgivning er foreskrevet en anden klageadgang. Nævnet kan ikke behandle en klage, hvis den sundhedsfaglige virksomhed, klagen vedrører, er omfattet af en klage efter § 1, medmindre Patientombuddet i anledning af klagen efter § 1 har udtalt kritik af sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed.

§ 2 a. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler sager om sundhedsfaglig virksomhed indbragt af Sundhedsstyrelsen eller Lægemiddelstyrelsen i tilfælde, hvor vedkommende styrelse finder, at der kan være grundlag for kritik af eller sanktion over for personer omfattet af § 2, stk. 1, eller regler fastsat i medfør af § 2, stk. 2.

§ 3. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn afgiver i sager efter §§ 2 og 2 a en udtalelse om, hvorvidt sundhedspersonens sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel, eller om sundhedspersonen har handlet i strid med sundhedslovens kapitel 4-7 og 9. Nævnet kan herunder udtale kritik med indskærpelse eller søge iværksat sanktioner.

§ 3. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn afgiver i sager efter §§ 2 og 2 a en udtalelse om, hvorvidt sundhedspersonens sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel, eller om sundhedspersonen har handlet i strid med sundhedslovens kapitel 4-7 og 9. Nævnet kan herunder udtale kritik med indskærpelse eller søge iværksat sanktioner.