Indhentelse af samtykke fra forældremyndighedsindehavere

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere speciallæge <****> for hans manglende indhentelse af informeret samtykke fra <****>s fader i forbindelse med behandlingen af <****> i perioden fra den 8. november 2011 til den 3. februar 2012, da speciallægen ikke har overtrådt sundhedslovens § 15, jf. § 16.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At der ikke blev indhentet informeret samtykke i forbindelse med behandlingen af hos speciallæge i perioden fra den 8. november 2011 til den 3. februar 2012.

Klager har blandt andet anført, at speciallæge ikke indhentede samtykke fra klager i forbindelse med, at han påbegyndte behandling af , og at speciallæge fortsat behandlede , selvom klager gentagende gange gjorde speciallæge opmærksom på, at han ikke ønskede, at speciallæge fortsat skulle behandle . Klager har i den forbindelse anført, at speciallæge s behandling af forudsatte, at der var givet samtykke fra begge forældremyndighedsindehavere, og ikke kun fra den ene.

Begrundelse

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Begrundelsen for afgørelsen

på 8 år, blev efter henvisning fra egen læge undersøgt af speciallæge i pædiatri den 8. november 2011. var blevet henvist på mistanke om andre sygdomme eller tilstande. Han havde været syg med feber, hoste og mavesmerter. Det fremgår, at s moder fulgte ham til konsultationen.

Speciallæge fandt mistanke om viral lungebetændelse og iværksatte udredning herfor. Speciallæge fandt også, at led af forstoppelse.

Speciallæge satte den 16. november 2011 i antibiotikabehandling mod lungebetændelse. Det fremgår ikke af journalen, hvem der ledsagede til denne konsultation.

Speciallæge satte den 23. november 2011 i behandling med lægemidlet Movicol, som er et middel mod forstoppelse.

Speciallæge vurderede den 23. november 2011, at der skulle iværksættes yderligere udredning for at afklare, om forstoppelsen kunne skyldes andre sygdomme eller tilstande.

Det fremgår af journalen fra konsultationen den 23. november 2011, at både moderen og faderen (klager) var orienteret om, at var forstoppet, men at man måtte udelukke anden sygdom.

Speciallæge foretog den 23. november 2011 blodprøver, som ikke påviste noget unormalt.

var herefter til konsultation hos speciallæge den 30. november og den 5. december 2011, hvor speciallægen henviste til ultralyd, røntgen og afføringsprøver på et hospital. Disse undersøgelser påviste forstoppelse, men ellers ingen unormale forhold.

Speciallæge satte den 5. december 2011 igen i antibiotikabehandling mod lungebetændelse.

Speciallæge fik ifølge journalnotat af 15. december 2011 mistanke om, at forstoppelsen kunne skyldes mentale eller adfærdsmæssige forstyrrelser, og spurgte ind til problemer i familien, skolen m.v.

På baggrund af oplysninger fra s moder vurderede speciallæge den 29. december 2011, at s maveklager og trods ved afføring skyldtes faderens vrede og aggressive opførsel over for og hans søster, som medførte mistrivsel.  

Speciallæge så herefter igen den 3. og den 8. januar 2012 på grund af fortsatte problemer med afføringen. Speciallæge tilrådede en øgning i Movicol samt hospitalskontakt, hvis det ikke havde nogen effekt. På hospitalet fandt man, at behandlingen skulle suppleres med Laxoberal.  

Ved konsultationen den 3. februar 2012 konstaterede speciallæge , at havde fået det bedre med afføringer hver dag til hver anden dag, men at han skulle fortsætte med Movicol i vekslende doser. 

Disciplinærnævnet kan oplyse, at det fremgår af sundhedsloven § 15, stk. 1, at ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller af sundhedslovens §§ 17-19. Det fremgår af § 15, stk. 3, at der ved informeret samtykke forstås et samtykke, der er givet på grundlag af fyldestgørende information fra sundhedspersonens side efter sundhedslovens § 16. Det fremgår af § 15, stk. 4, at et informeret samtykke kan være skriftligt, mundtligt eller efter omstændighederne stiltiende.

Det fremgår af sundhedslovens § 16, stk. 1, at patienten har ret til at få information om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger. Det fremgår af § 16, stk. 4, at informationen skal omfatte oplysninger om relevante forebyggelses-, behandlings- og plejemuligheder.

Det fremgår af sundhedslovens § 17, stk. 1, at en patient, der er fyldt 15 år, selv kan give informeret samtykke til behandling. Forældremyndighedens indehaver skal tillige have information efter § 16, og inddrages i den mindreåriges stillingtagen.

Disciplinærnævnet bemærker, at det fremgår modsætningsvist af sundhedslovens § 17, at hvis en patient er under 15 år, så er det forældremyndighedens indehaver, der skal give samtykke til behandlingen.

Disciplinærnævnet skal i den forbindelse også henvise til, at det fremgår af Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv., afsnit 2, at det er forældremyndighedens indehaver, der skal give samtykke til behandlingen, hvis patienten er under 15 år.

Det fremgår af sundhedslovens § 21, at det er den sundhedsperson, som er ansvarlig for behandlingen, der er forpligtet til at sørge for at indhente det informerede samtykke til behandlingen.

Disciplinærnævnet bemærker, at der ikke i sundhedslovgivningen udtrykkeligt er taget stilling til, hvornår behandling kræver samtykke fra begge forældremyndighedsindehavere. Nævnet henviser til, at forældreansvarsloven indeholder regler om forældremyndighedsindehavernes beslutninger vedrørende barnets forhold. Det er nævnets opfattelse, at gældende ret på sundhedsområdet må findes ved at fortolke sundhedslovens regler i lyset af reglerne i forældreansvarsloven.

Det fremgår af forældreansvarslovens § 3, at når forældre har fælles forældremyndighed, så kræver væsentlige beslutninger vedrørende barnets forhold enighed mellem forældrene. Den forælder, som barnet har bopæl hos, kan træffe afgørelse om overordnede forhold i barnets daglige liv, herunder hvor i landet bopælen skal være.

Det fremgår af forarbejderne til forældreansvarslovens § 3, at der i forhold til forældremyndighedsindehavernes beslutningsbeføjelser, hvor der er fælles forældremyndighed, skelnes mellem ”væsentlige beslutninger” og ”overordnede forhold i barnets daglige liv”. Udgangspunktet er, at væsentlige beslutninger vedrørende barnets forhold kræver enighed mellem forældrene, hvis de har fælles forældremyndighed. Visse forhold må betragtes som så indgribende for barnet, at begge forældre skal være enige herom. Dette gælder f.eks. beslutninger vedrørende væsentlige lægelige indgreb, herunder væsentlig medicinsk behandling. Bopælsforælderen kan derimod træffe beslutninger om overordnede forhold vedrørende barnets daglige liv på egen hånd. Større spørgsmål af dagligdags karakter kan en bopælsforælder tage stilling til alene. Dette gælder f.eks. beslutninger vedrørende barnets daglige velbefindende, herunder om barnet skal gå til skolepsykolog, i en skilsmissegruppe eller lignende.

Det er på den baggrund Disciplinærnævnets opfattelse, at en forældremyndighedsindehaver uden accept fra den anden forælder kan lade barnet undergive almindelige lægelige undersøgelser og behandlinger. Der kan i sådanne situationer ikke stilles krav om indhentelse af samtykke fra den anden forælder. Derimod kræver det samtykke fra begge forældremyndighedsindehaver ved for eksempel væsentlig medicinsk behandling og væsentlige indgreb.

Det er endvidere Disciplinærnævnet opfattelse, at det er en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, om en sundhedsperson altid skal informere begge forældre til et barn under 15 år, når der er fælles forældremyndighed, eller om dette efter omstændighederne kan udelades.

Det er Disciplinærnævnets opfattelse, at den behandling, som speciallæge foretog af i form af undersøgelsen den 8. november 2011 og behandling for lungebetændelse den 16. november og den 5. december 2011, ikke krævede begge forældremyndighedsindehaveres samtykke, da der efter nævnets opfattelse var tale om almindelig lægelig undersøgelse og behandling.

Disciplinærnævnet har herved lagt vægt på, at speciallæge kun udførte en objektiv undersøgelse af den 8. november 2011, hvor han undersøgte øregang, trommehinde, mundhule, hals, lymfeknuder, hjerte, lunger og abdomen.

Disciplinærnævnet har endvidere lagt vægt på, at speciallæge på baggrund af en objektiv undersøgelse af hjerte og lunger iværksatte antibiotikabehandling mod lungebetændelse den 16. november og den 5. december 2011.

Det var således efter nævnets opfattelse tilstrækkeligt, at s moder havde givet samtykke til undersøgelsen og behandlingen den 8. og 16. november og den 5. december 2011.

Klager har oplyst, at speciallæge hverken spurgte klager om eller orienterede klager om behandlingen af , herunder indhentede samtykke fra klager til behandlingen af .

Disciplinærnævnet har noteret sig, at det fremgår af journalen fra konsultationen den 23. november 2011, at både moderen og faderen (klager) var orienteret om, at var forstoppet, men at man måtte udelukke anden sygdom.

Disciplinærnævnet forstår journalnotatet fra konsultationen den 23. november 2011 således, at begge s forældre var til stede ved konsultationen hos speciallæge . Nævnet lægger derfor dette til grund for afgørelsen.

Det er Disciplinærnævnets opfattelse, at begge forældre ved konsultationen den 23. november 2011 samtykkede til iværksættelsen af behandlingen med Movicol, til blodprøvetagning og til at foretage yderligere udredning af .

Klager har desuden oplyst, at han gentagende gange skriftligt har gjort speciallæge opmærksom på, at han ikke ønskede, at speciallæge fortsat skulle behandle .

Speciallæge har i sin udtalelse oplyst, at klager ikke hverken mundtlig, skriftligt eller per mail, har givet udtryk for, at han ikke ønskede børnene behandlet af ham. Speciallæge har oplyst, at han intet har hørt fra klager siden april 2012, og at klager ikke har deltaget i konsultationerne og ikke har kontaktet ham.

Der foreligger således modstridende oplysninger fra klager og speciallæge om, hvorvidt klager gjorde speciallæge opmærksom på, at han var imod, at speciallæge behandlede .

Der foreligger ikke yderligere oplysninger i sagen, der kan understøtte den ene forklaring frem for den anden.

Disciplinærnævnet har ikke mulighed for at få sagen yderligere belyst, da disciplinærnævnet træffer afgørelse på skriftligt grundlag og i modsætning til domstolene ikke har mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med behandlingen af sagen.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at kritik af en sundhedsperson er en indgribende reaktion, og nævnet finder derfor, at tvivlen skal komme den indklagede til gode.

Disciplinærnævnet finder herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at klager gjorde speciallæge opmærksom på, at han var imod, at speciallæge behandlede .

Ved konsultationerne i perioden fra den 23. november 2011 til den 3. februar 2012 var der tale om fortsatte undersøgelser af s problemer med forstoppelse, herunder den nødvendige udredning ved henvisning til sygehus, og opfølgning på behandlingen med Movicol.

Disciplinærnævnet finder således ikke, at der forelå forhold eller oplysninger, der burde have givet speciallæge anledning til at tro, at begge forældre ikke fortsat samtykkede til den pågående behandlingen. 

Disciplinærnævnet finder, at speciallæge må anses for at være blevet bekendt med, at der var ægteskabelige problemer mellem s forældre, da han talte med s moder den 29. december 2011.

Disciplinærnævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af journalnotat af 29. december 2011, at s moder oplyste til speciallæge , at hun ville flytte på krisecenter, idet hun ikke længere kunne klare ægtemandens (klagers) vrede og aggressivitet over for hende og børnene.  

Disciplinærnævnet finder imidlertid ikke, at det forhold, at speciallæge undervejs i behandlingsforløbet blev bekendt med, at der var ægteskabelige problemer mellem s forældre, herunder at de ikke længere boede sammen, i sig selv medførte, at speciallæge burde have indhentet fornyet samtykke til den fortsatte behandling af hos begge forældre, idet de ægteskabelige problemer mellem s forældre ikke automatisk betød, at der forelå uenighed mellem forældrene om behandlingen af .

Det er på ovenstående baggrund Disciplinærnævnets vurdering, at speciallæge ikke havde grundlag for at antage, at det samtykke, som klager gav ved konsultationen den 23. november 2011 til behandling og videre udredning af s forstoppelse, ikke længere var gyldigt. 

Disciplinærnævnet har i denne forbindelse også lagt vægt på, at der ikke foreligger tilstrækkeligt grundlag til at fastslå, at klager ved konsultationen den 23. november 2011 eller efterfølgende gjorde speciallæge opmærksom på, at han var imod, at speciallæge behandlede .

Disciplinærnævnet finder på baggrund af ovenstående, at speciallæge i pædiatri har handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard i forbindelse med indhentelse af informeret samtykke ved sin behandling af i perioden fra den 8. november 2011 til den 3. februar 2012.