Klage over manglende samtykke fra forældremyndighedsindehaver vedrørende tvangsfjernet af barn

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge <****> for ikke have afgivet underretning om <****> i perioden fra den 9. januar til den 8. august 2012, da lægen ikke har overtrådt autorisationslovens § 19, jf. servicelovens § 153. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge <****> for ikke at have indhentet et informeret samtykke fra <****> til behandlingen af <****>, i perioden fra den 9. januar til den 8. august 2012 i sin klinik, da lægen ikke har overtrådt autorisationslovens § 17.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At s biologiske mor ikke havde givet et informeret samtykke til behandlingen af i perioden fra den 2. januar til den 15. august 2012 hos lægerne .

har anført, at hun som forældremyndighedshaver ikke havde givet samtykke til, at hendes datter blev undersøgt samt blev vaccineret.  

2. At praktiserende læge burde have foretaget underretning om i forbindelse med behandlingen af hende hos lægerne i perioden fra den 2. januar til den 15. august 2012.

har anført, at lægerne burde have lavet en underretning efter serviceloven til kommunen, idet hendes datter mistrivedes hos sin plejefamilie.  

Begrundelse

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Indledende oplysninger

Den 25. oktober 2010 blev der i i Kommune truffet afgørelse om, at skulle anbringes uden for hjemmet uden samtykke fra hendes biologiske forældre. Anbringelsen blev truffet i henhold til § 58, stk. 1, nr. 1, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, i  lov om social service nr. 1096 af 21. september 2010 (herefter serviceloven), og hun blev anbragt hos en plejefamilie. De biologiske forældre beholdt forældremyndigheden over .

Det fremgår blandt andet af § 58, stk. 1, nr. 1, i serviceloven, at når der er åbenbar risiko for, at barnets sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet, kan børn- og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver træffe afgørelse om, at barnet anbringes uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 7. Det fremgår af § 52, stk. 3, nr. 7, at kommunalbestyrelsen kan iværksætte hjælp ved anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet efter § 66. Det fremgår af § 66, at anbringelsesstedet blandt andre kan være hos en plejefamilie. 

Begrundelse for afgørelsen af 1. klagepunkt

Af sundhedsloven fremgår reglerne om informeret samtykke, herunder om hvem, der skal give samtykke til behandling af en mindreårig, under afsnit III. Det fremgår imidlertid af § 13 i sundhedsloven, at reglerne i afsnit III alene gælder, hvis ikke andet særligt er fastsat i lovgivningen.

Det fremgår af § 69 i serviceloven, at i det omfang det må anses for nødvendigt under hensynet til formålet med anbringelsen, skal kommunalbestyrelsen på baggrund af det løbende tilsyn med barnet eller den unge på anbringelsesstedet, jf. § 70 stk. 2, og § 148, træffe afgørelse om ændret anbringelsessted, behandling, uddannelse m.v. under opholdet.

Det fremgår af punkt 577 i vejledning nr. 3 til serviceloven, at efter § 148 i serviceloven skal den anbringende kommune løbende føre tilsyn med barnet og sikre, at barnets behov tilgodeses under anbringelsen. Når et barn bliver anbragt uden for hjemmet, bliver forældremyndigheden ikke frataget forældrene. Det betyder, at der er en række forhold, som det som udgangspunkt alene er forældrene, der kan tage stilling til. Retten til at bestemme over en række meget personlige forhold vedrørende barnet vil fortsat under en anbringelse tilkomme forældremyndighedsindehaveren. Som typiske eksempler på spørgsmål, som det tilkommer forældrene at træffe bestemmelse om, kan nævnes spørgsmål om dåb (navngivning) og konfirmation. Selvom barnet er anbragt uden for hjemmet, og dermed hører under den anbringende kommunes ansvar, er det vigtigt at holde opmærksomheden på, at det normalt fortsat er de fleste forældre, der ønsker indflydelse på deres børns liv. Mange forældre ønsker at samarbejde med kommunen, hvilket blandt andet bør tilskyndes ved så vidt muligt at give forældrene indflydelse på væsentlige beslutninger i barnets liv.

Det fremgår videre af punkt 577, at hvis der er tale om faktisk forvaltningsvirksomhed, som for eksempel valg af en praktiserende læge, skole, indkøb af tøj og lignende skal der ikke træffes afgørelse efter denne bestemmelse. Normalt vil det være ting, som den anbringende kommune i samarbejde med anbringelsesstedet beslutter, men det bør overvejes, hvilke af disse ting, som forældremyndighedsindehaveren med fordel kan få indflydelse på, så vedkommende stadig har indflydelse på sit barns liv og oplever sig som forælder. Anbringelsesstedet har mulighed for at handle inden for rammerne af kommunens beslutninger efter denne bestemmelse, men kan ikke beslutte, at et barn for eksempel skal vælge skoletilbud og lignende, da det alene er den anbringende kommune, der kan træffe beslutning efter servicelovens § 68 b, stk. 1.

Yderligere fremgår det, at det følger af det vidtgående ansvar for barnet, som den anbringende kommune overtager ved anbringelsen, at kommunen om nødvendigt kan træffe afgørelse om undersøgelse og lægebehandling af barnet, herunder om indlæggelse til behandling på sygehus, såvel på somatisk som på psykiatrisk afdeling. Kommunen har kompetence til at vælge en praktiserende læge til barnet, men særlige forhold vedrørende barnets pleje eller behandling bør fremgå af en handleplan. Sådanne beslutninger bør så vidt muligt træffes i forståelse med forældremyndighedsindehaveren, ligesom forældremyndighedsindehaveren som klart udgangspunkt bør informeres i forbindelse med besøg på skadestuen eller lignende.

Det er på denne baggrund disciplinærnævnets opfattelse, at kompetencen til at samtykke til almindelig sundhedsfaglig behandling af ikke tilkom hendes biologiske mor, , i perioden fra den 9. januar til den 15. august 2012.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at denne kompetence overgik til kommunen, da der blev truffet beslutning om anbringelse uden for hjemmet, samt at plejefamilien herefter havde mulighed for at handle indenfor rammerne af kommunens eventuelle beslutninger herom.

Behandlingen af i perioden fra den 9. januar til den 15. august 2012 bestod af optagelse af sygehistorie, objektive undersøgelser, henvisning til en ergoterapeut, samt indgivelse af en MFR-vaccine mod mæslinger, fåresyge og røde hunde.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at læge ikke var forpligtet til at indhente et informeret samtykke fra s biologiske mor, , i perioden fra den 9. januar til den 8. august 2012.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at Kommune , som den anbringende kommune, havde et vidtgående ansvar for , og derved kunne træffe bestemmelse om almindelig sundhedsfaglig behandling, herunder objektive undersøgelser samt standard vaccinationsprogram.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at praktiserende læge ikke har overtrådt sundhedsloven ved ikke at have indhentet samtykke fra til behandlingen af i perioden fra den 9. januar til den 8. august 2012 i sin klinik.  

Begrundelse for afgørelsen af 2. klagepunkt

Det fremgår af § 19 i autorisationsloven, at en autoriseret sundhedsperson er forpligtet til at afgive de indberetninger og anmeldelser, som af hensyn til den offentlige sundhed afkræves vedkommende af sundhedsmyndighederne, og til at opfylde den oplysnings- og indberetningspligt, der i øvrigt påhviler vedkommende efter lovgivningen.

Servicelovens § 153, stk. 1, er en sådan pligtbestemmelse, da det fremgår heraf, at personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentlig hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller ung under 18 år har behov for særlig støtte eller har været udsat for vold eller andre overgreb.

Det fremgår af punkt 72 i vejledning nr. 2, at med ”særlig støtte” i servicelovens § 153, stk. 1, sigtes primært til støtte efter servicelovens kapitel 11 om særlig støtte til børn og unge. Det er således først, når barnet antages at have behov for særlig støtte efter servicelovens regler, at underretningspligten indtræder, det vil sige i de tilfælde hvor normalsystemets redskaber ikke længere er tilstrækkelige. Vurderingen af dette afhænger af en individuel vurdering i det konkrete tilfælde.

Det fremgår videre af punkt 72, at underretningspligten indtræder efter servicelovens § 153 uanset, hvad der er årsagen til, at barnet kan have behov for særlig støtte. Der er ikke i den sociale lovgivning en opremsning af, hvad der konkret hører under underretningspligten. Omkring børn og unge kan det siges, at underretningspligten omfatter alle de tilfælde, hvor en offentlig ansat får kendskab til forhold, der giver grund til at antage, at et barn har behov for særlig støtte. Dette kan eksempelvis være tilfælde, hvor barnet udsættes for omsorgsvigt eller nedværdigende behandling fra forældres eller andre opdrageres side, eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare.

Den, der underretter, skal ikke foretage en vurdering af, om barnet eller den unge vil kunne opnå særlig støtte efter servicelovens kapitel 11. Denne vurdering foretages af kommunalbestyrelsen.

Læge har i sin udtalelse til sagen anført, at han fandt, at var i god trivsel hos sin plejefamilie og derfor ikke fandt nogen anledning til at kontakte kommunen.

Disciplinærnævnet har ikke fundet grundlag for at tilsidesætte læge s skøn om s tilstand og behov for støtte.

Disciplinærnævnet finder herefter, at praktiserende læge ikke handlede i strid med autorisationslovens § 19, jf. servicelovens § 153, ved ikke at foretage underretning vedrørende i perioden fra den 9. januar til den 8. august 2012.