Brud på tavshedspligt ved undersøgelse og samtykke med patient på stue, hvor der var uvedkommende til stede.

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere, at overlæge <****> videregav oplysninger om <****> til en medpatients pårørende den 1. september 2011 på afdeling 1, Sygehus <****>, da han har overtrådt sundhedslovens § 40, jf. § 43, stk. 2, nr. 2. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere overlæge <****> for hans behandling af <****> den 1. september 2011 på afdeling 1, Sygehus <****>, da han ikke har overtrådt autorisationslovens § 17.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1.       At ikke modtog en korrekt behandling den 1. september 2011 på afdeling 1, Sygehus .

Det er hertil anført, at overlæge foretog en uhygiejnisk undersøgelse og stillede diagnosen herpes og fodsvamp uden forinden at have orienteret sig i journalen.

2.       At overlæge tilsidesatte sin tavshedspligt den 1. september 2011 på afdeling 1, Sygehus , ved at lade en medpatients pårørende være til stede på stuen under undersøgelsen.

Begrundelse

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Indledende oplysninger

blev den 19. august 2011 indlagt på afdeling 1, Sygehus , med føleforstyrrelser og smerter i venstre ben og udslæt. Hun blev efter en række undersøgelser sat i behandling mod borreliose i nervesystemet.

Begrundelse for afgørelsen af 1. klagepunkt

Den 1. september 2011 blev overlæge fra afdeling 2, Sygehus , bedt om at tilse . Han konstaterede, at hun havde smerter og føleforstyrrelser i venstre ben samt hævelse og udslæt på venstre fod. Han overvejede, om hun havde en infektion med herpes, og undersøgte for blærer (vesikler) andre steder på kroppen. Han overvejede desuden diagnosen ledbetændelse (spondylartropati) og nervebetændelse i ryghvirvlerne (idiopatisk lumbosakral neuropati), som kan opstå på grund af infektion med blandt andet borrelia og en række seksuelt overførte sygdomme. Han spurgte derfor ind til tegn på disse lidelser, herunder risikoadfærd. Han kunne ikke påvise tegn på inflammatorisk led- eller bindevævssygdom eller andre lidelser, og han anbefalede derfor et tilsyn ved en hudlæge med henblik på nærmere vurdering af det påviste udslæt.

Det fremgår af klagen, at overlæge brød de hygiejniske principper, herunder at han ikke anvendte handsker, da han undersøgte omkring endetarmsåbningen og skamlæberne.

Det fremgår af overlæge s udtalelse af den 13. februar 2014 til Regionssekretariatet, at den objektive undersøgelse foregik med vanlig omhu og i overensstemmelse med anerkendt klinisk praksis.

Der foreligger således modstridende oplysninger fra og overlæge om, hvorvidt undersøgelsen foregik på hygiejnisk vis. Der foreligger ikke yderligere oplysninger i sagen, der kan understøtte den ene forklaring frem for den anden. Disciplinærnævnet har ikke mulighed for at få sagen yderligere belyst, da disciplinærnævnet træffer afgørelse på skriftligt grundlag og i modsætning til domstolene ikke har mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med behandlingen af sagen.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at kritik af en sundhedsperson er en indgribende reaktion, og nævnet finder derfor, at tvivlen skal komme den indklagede til gode.

Disciplinærnævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at overlæge handlede under normen for almindelig anerkendt standard ved sin undersøgelse af den 1. september 2011 på afdeling 1, Sygehus .

Det fremgår videre af klagen, at overlæge først orienterede sig i journalen efter undersøgelsen.

Det fremgår af overlæge s udtalelse af den 13. februar 2014 til Regionssekretariatet, at han varetog bagvagtsfunktionen på afdeling 2 den pågældende dag, og at han netop havde forladt hospitalet, da han blev kontaktet af sin forvagt, der bad om at han tilså på afdeling 1. Han fik oplyst, at hun havde rødprikket udslæt med blodudtrækninger (petecchier) og muligvis karbetændelse (vaskulit). Da disse symptomer er af særdeles svær alvorlighedsgrad og kan være livstruende, gik han direkte på afdeling 1 og tilså hende.

Disciplinærnævnet finder, at det var relevant, at overlæge i første omgang fokuserede på indhentning af sygehistorie, en objektiv undersøgelse samt differentialdiagnostiske overvejelser. Nævnet har lagt vægt på omstændighederne ved undersøgelsen, herunder den akutte situation, som i det konkrete tilfælde krævede et snarligt reumatologisk tilsyn.

Disciplinærnævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at overlæge handlede under normen for almindelig anerkendt standard ved sin undersøgelse af den 1. september 2011 på afdeling 1, Sygehus .

Begrundelse for afgørelsen af 2. klagepunkt

Det fremgår af klagen, at overlæge bad s veninde om at forlade stuen inden undersøgelsen, men at nabopatientens 2-3 pårørende fik lov at blive på stuen.

Overlæge har i sin udtalelse til sagen anført, at optagelse af sygehistorie og den objektive undersøgelse foregik bag forhæng på en tosengsstue. Undersøgelsesrum blev ikke stillet til rådighed, ligesom patienten var smertepræget, og ikke kunne komme ud af sengen.

I sit partshøringssvar har overlæge anført, at han ikke kan erindre, om der var pårørende til en medpatient til stede.

Disciplinærnævnet har herefter lagt til grund, at undersøgelsen fandt sted således, at der var risiko for, at indhentelsen af sygehistorien og de øvrige udvekslede informationer blev overhørt af medpatientens pårørende.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at det følger af sundhedsloven § 40, at en læge skal iagttage tavshed om, hvad hun under udøvelsen af sit erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at samtalen indeholdt fortrolige oplysninger, der er omfattet af den indklagede overlæges tavshedspligt. Disciplinærnævnet har herved lagt vægt på, at samtalen vedrørte s helbredstilstand.

Videre kan disciplinærnævnet oplyse, at en læge i henhold til sundhedslovens § 43, stk. 1, kan videregive oplysninger til myndigheder, organisationer og private personer, når patienten har givet sit samtykke hertil. Samtykket skal være skriftligt, hvilket følger af § 44, stk. 1.

Disciplinærnævnet finder i den forbindelse, at det er utvivlsomt, at ikke havde givet sit skriftlige samtykke til, at overlæge måtte videregive oplysninger om hendes helbredstilstand til en medpatients pårørende.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at kravet om skriftligt samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger under indlæggelse på sygehusafdelinger i visse tilfælde kan fraviges. Det er dog alene tilfældet, hvis der er tale om helbredsoplysninger af mindre følsom karakter.

Det er hertil disciplinærnævnets opfattelse, at der var tale om fortrolige helbredsoplysninger af så følsom karakter, at det krævede et udtrykkeligt samtykke fra for, at de kunne overhøres og dermed videregives til eventuelle andre tilstedeværende. Disciplinærnævnet har herved lagt vægt på karakteren af undersøgelsen, som ifølge det efterfølgende journalnotat af 1. september 2011 blandt andet bestod af en udvendig undersøgelse af anus og genitalia, herunder spørgsmål om samleje og stofmisbrug.

Videregivelse af oplysninger kan ske uden patientens samtykke, når videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre. Det følger af sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at en læges videregivelse af oplysninger til andre formål end behandling, herunder oplysninger om den aktuelle helbredstilstand, ikke i den konkrete situation kunne ske under henvisning til en berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af hensyn til patienten eller andre. Disciplinærnævnet har herved lagt vægt på, at overlæge uden væsentlig ulempe kunne have bedt medpatientens pårørende om at forlade stuen.

Disciplinærnævnet finder på denne baggrund, at overlæge handlede i strid med sundhedsloven den 1. september 2011 på afdeling 1, Sygehus .

ooo00ooo

Kommentarer fra overlæge af den 5. maj 2015 er indgået i disciplinærnævnets vurdering af sagen.

Lovgrundlag

Bekendtgørelse nr. 877 af 4. august 2011 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed

§ 17: En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sin virksomhed forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder ved benyttelse af medhjælp, økonomisk ordination af lægemidler m.v.

Bekendtgørelse nr. 1202 af 14. november 2014 af sundhedsloven:

§ 40, stk. 1: En patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger, jf. dog reglerne i dette kapitel.

Stk. 2. I de tilfælde, hvor en sundhedsperson efter §§ 41-46 er tillagt beføjelser efter de enkelte bestemmelser, påhviler det overordnede ansvar for, at oplysninger videregives i overensstemmelse med loven, den driftsansvarlige myndighed.

§ 43, stk. 1: Med patientens samtykke kan sundhedspersoner til andre formål end behandling videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder, organisationer, private personer m.fl.

Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden patientens samtykke ske, når

1) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling,

2) videregivelsen er nødvendig for berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre eller

3) videregivelsen er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- og kontrolopgaver.

Stk. 3. Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse efter stk. 2 er berettiget.
Stk. 4. Såfremt der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 2, skal den, oplysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om videregivelsen og formålet hermed.

§ 44, stk. 1. Samtykke efter § 43, stk. 1, skal være skriftligt. Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor. Samtykket skal indføres i patientjournalen.

stk. 2. Samtykke efter stk. 1 bortfalder senest 1 år efter, at det er givet.

Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om det i stk. 1 nævnte samtykke.

Bekendtgørelse nr. 1113 af 7. november 2011 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet:

§ 2. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, jf. §§ 13-16, behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 4-7 og 9 med undtagelse af klager, hvor der i den øvrige lovgivning er foreskrevet en anden klageadgang. Nævnet kan ikke behandle en klage, hvis den sundhedsfaglige virksomhed, klagen vedrører, er omfattet af en klage efter § 1, medmindre Patientombuddet i anledning af klagen efter § 1 har udtalt kritik af sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed.

§ 2 a. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler sager om sundhedsfaglig virksomhed indbragt af Sundhedsstyrelsen eller Lægemiddelstyrelsen i tilfælde, hvor vedkommende styrelse finder, at der kan være grundlag for kritik af eller sanktion over for personer omfattet af § 2, stk. 1, eller regler fastsat i medfør af § 2, stk. 2.

§ 3. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn afgiver i sager efter §§ 2 og 2 a en udtalelse om, hvorvidt sundhedspersonens sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel, eller om sundhedspersonen har handlet i strid med sundhedslovens kapitel 4-7 og 9. Nævnet kan herunder udtale kritik med indskærpelse eller søge iværksat sanktioner.

Bekendtgørelse nr. 1447 af 15. december 2010 om forretningsorden for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn:

§ 5, stk. 2. Formand og næstformænd kan træffe afgørelser i sager, som efter den af nævnet fulgte praksis ikke skønnes at give anledning til tvivl, herunder afvise anmodninger om genoptagelse af sager, jf. dog § 14, stk. 3. Dette gælder dog ikke sager, som skønnes at give anledning til at udtale kritik over for den pågældende sundhedsperson, jf. § 13, nr. 3-6.