Klage over manglende samtykke fra faderen, som havde del i forældremyndighed af 4-årigt barn
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere speciallæge i børnepsykiatri for hans behandling af den 22. september 2012, da speciallægen ikke har overtrådt autorisationslovens § 17. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere speciallæge i børnepsykiatri for hans manglende indhentelse af informeret samtykke fra den 22. september 2012, da speciallægen ikke har overtrådt sundhedslovens § 15, jf. § 16 og § 17 e.c.
Sagsnummer:
151610
Offentliggørelsesdato:
tirsdag den 26. maj 2015
Juridisk tema:
Information og samtykke
Speciale:
Psykiatri
Faggruppe:
Læger
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere speciallæge i børnepsykiatri <****> for hans behandling af <****> den 22. september 2012, da speciallægen ikke har overtrådt autorisationslovens § 17. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere speciallæge i børnepsykiatri <****> for hans manglende indhentelse af informeret samtykke fra <****> den 22. september 2012, da speciallægen ikke har overtrådt sundhedslovens § 15, jf. § 16 og § 17 e.c.
Klagen
Der er klaget over følgende:
1. At speciallæge i børnepsykiatri ikke handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 22. september 2012.
Det er hertil anført, at børnepsykiater foretog en utilstrækkelig undersøgelse og vurdering af og således diagnosticerede hende med autisme uden, at der var belæg herfor.
2. At der ikke skete tilstrækkelig og relevant information til faderen angående undersøgelsen hos speciallæge i børnepsykiatri den 22. september 2012.
Det er hertil anført, at undersøgelsen skete uden faderens informerede samtykke, som derfor burde have været indhentet. var 4 år gammel på undersøgelsestidspunktet.
Begrundelse
Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.
Begrundelse for afgørelsen af 1. klagepunkt
Den 22. september 2012 var , som var 3 år og 11 måneder, til konsultation hos speciallæge i børnepsykiatri efter henvisning fra egen læge. Ved konsultationen deltog moderen, begge moderens forældre og . Ved konsultationen blev s sygehistorik gennemgået, ligesom hun blev observeret i klinikken; dels under leg og dels i forbindelse med udførelse af en tegning, hvor forsøgte at opnå kontakt med .
I journalen var oplistet 16 ”nuværende problemstillinger”, hvoraf en af disse underbyggede en uspecificeret angstdiagnose, mens en stor del af de øvrige punkter svarede til de centrale diagnostiske kriterier for gennemgribende udviklingsforstyrrelser. I journalen var der desuden en udtalelse fra , som beskrev sociale vanskelligheder og forsinket talesprog.
Ved den objektive psykiatriske vurdering fandt speciallæge manglende sociale lege, rutinepræget adfærd og undvigende øjenkontakt hos . Det blev vurderet, at kunne lide af en gennemgribende, uspecificeret udviklingsforstyrrelse indenfor autismespektret. Speciallægen anbefalede på denne baggrund en behandling kaldet holding-terapi.
Disciplinærnævnet kan oplyse, at diagnoser stillet i forbindelse med visitation eller den indledende kontakt beskrives som foreløbige eller såkaldte henvisningsdiagnoser. Dette betyder, at diagnoserne ikke er præcise og endelige, men at tilstanden er forenelig med diagnoser inden for disse sygdomsgrupper. Der er således taget højde for, at der ikke er gennemført en bred børnepsykiatrisk udredning på dette tidspunkt.
Disciplinærnævnet kan videre oplyse, at holding-terapi i den internationale, videnskabelige litteratur blandt andet beskrives som behandling af gennemgribende udviklingsforstyrrelser indenfor autismespekret. Terapien kan indebære en fysisk såvel som psykisk dimension. Fysisk indebærer terapien, at forældrene holder barnet til sig i omsorgsfuld, fysisk kontakt. Psykisk holding-terapi indebærer, at forældrene er psykisk nærværende, imens barnet/den unge gennemlever sine stærke reaktioner på psykisk smerte. Speciallæge har i mange år benyttet denne terapiform, samt skrevet artikler og en bog om emnet. På grund af en relativt svag videnskabelig evidens er terapiformen ikke alment accepteret. Der er på den anden side ikke officielle retningslinjer, der fraråder holding-terapi. Der er således intet der tilsiger, at denne behandlingsform ikke bør benyttes.
Det er disciplinærnævnets vurdering, at det var relevant at vurdere, at kunne lide af en gennemgribende uspecificeret udviklingsforstyrrelse. Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at der blev foretaget en relevant og tilstrækkelig objektiv undersøgelse som sammen med de i journalen beskrevne problemstillinger gav mistanke om autisme.
Det er videre disciplinærnævnets vurdering, at det var relevant og tilstrækkeligt at anbefale holding-terapi til . Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at der var tydelige tegn på gennemgribende udviklingsforstyrrelse og separationsangst, at holding-terapi er almindelig kendt og udbredt i behandlingen af autisme, og på at speciallæge havde stor erfaring med anvendelsen af denne terapiform.
Disciplinærnævnet finder på denne baggrund, at speciallæge i børnepsykiatri handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 22. september 2012.
Begrundelse for afgørelsen af 2. klagepunkt
Det fremgår af journalen, at moderen til oplyste om uenigheder mellem forældrene under den første samtale den 22. september 2012. Der forelå ikke oplysninger om uenighed forud for denne konsultation, og speciallæge fortsatte herefter undersøgelsen.
Den 27. september 2012 sendte speciallæge sin første rapport til faderens advokat efter aftale og senere samme dag afsluttede han sagen som følge af advokatens mails.
Det er disciplinærnævnets opfattelse, at der ikke forelå oplysninger om uenighed hos forældrene, om hvorvidt måtte blive undersøgt af en børnepsykiater, forud for s første besøg hos speciallæge .
Disciplinærnævnet kan oplyse, at det følger af sundhedslovens § 15, jf. § 16 og § 17 e.c., at der skal indhentes informeret samtykke fra patienter over 15 år og for børn under 15 år fra forældremyndighedens indehaver. Almindeligvis må det antages, at den henvisende læge har indhentet samtykke til henvisningen.
Disciplinærnævnet kan hertil oplyse, at den ene forælder kan give informeret samtykke til behandling af et barn under 15 år, hvis der er tale om almindelig, lægelig undersøgelse og behandling, der ikke kan karakteriseres som indgribende. I modsat fald skal begge forældre samtykke i indgrebet.
Det er disciplinærnævnets vurdering, at det var i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig praksis, at speciallæge indkaldte til den indledende undersøgelse/konsultation uden informeret samtykke fra begge forældre. Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at der ikke forelå oplysninger om uenighed mellem forældrene forud for denne konsultation. Havde dette være tilfældet burde uenigheden være afklaret inden undersøgelsen blev påbegyndt.
Disciplinærnævnet har desuden lagt vægt på, at der var tale om et udredningsmæssigt tiltag, der i det konkrete tilfælde kan sidestilles med almindelig, lægelig undersøgelse og behandling, hvortil samtykke fra den ene forældremyndighedsindehaver således var tilstrækkeligt. Disciplinærnævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at var tale om en indledende undersøgelse hos en børnepsykiater efter en henvisning fra egen læge. Disciplinærnævnet har videre lagt vægt på, at der blev stillet en foreløbig diagnose og på, at der blev anbefalet, og således ikke iværksat, en behandling herfor. Disciplinærnævnet har endvidere lagt vægt på, at den anbefalede behandling alene var af terapeutisk karakter, og således ikke indbefattede brug af medikamenter eller andre indgribende tiltag.
Det er videre disciplinærnævnets vurdering, at det ikke var under normen for almindelig anerkendt faglig standard, at speciallægen fortsatte sin undersøgelse af , da han fik oplysning om en uoverensstemmelse mellem forældrene. Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at oplysningen kom frem, da undersøgelsen var i gang samt på, at speciallæge efterfølgende sendte sin 1. rapport til faderens advokat efter aftale, og at han senere samme dag afsluttede sagen som følge af advokatens mails.
Disciplinærnævnet finder på denne baggrund, at speciallæge i børnepsykiatri handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard i forbindelse med indhentelse af informeret samtykke forud for sin behandling af den 22. september 2012.