Klage over indgreb uden smertestillende

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere overlæge for hans behandling af den 11. januar 2014 på afdeling , Sygehus , da overlægen har overtrådt autorisationslovens § 17.

Sagsnummer:

150801

Offentliggørelsesdato:

onsdag den 19. august 2015

Speciale:

Mave-tarm sygdomme, kiruriske

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere overlæge <****> for hans behandling af <****> den 11. januar 2014 på afdeling <****>, Sygehus <****>, da overlægen har overtrådt autorisationslovens § 17.

Klagen

Der er klaget over følgende:

·         At ikke blev behandlet korrekt af overlæge på Sygehus den 11. januar 2014.

har blandt andet anført, at hun, efter at have fået fjernet en byld, skulle have renset og fjernet materiale i et åbent sår i fuld narkose, men at overlæge gjorde dette på stuen uden nogen form for bedøvelse, hvilket var meget smertefuldt.

Begrundelse

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Indledende oplysninger

var kendt med piskesmæld. Hun blev den 9. januar 2014 på Sygehus opereret for en byld ved analåbningen (perianal absces), og der blev lagt to forbindinger til drænage af såret (Aquacel meches). Det blev aftalt, at hun den 11. januar 2014 skulle have renset sår og skiftet forbindingen i fuld narkose.

Begrundelse for afgørelsen

Den 11. januar 2014 tilså overlæge på afdeling , Sygehus . Overlægen konstaterede, at der var planlagt forbindingsskift i fuld bedøvelse på operationsgangen, men på grund af kapacitetsproblemer besluttede han at foretage skiftet på afdeling . Overlægen rensede på afdelingen såret og konstaterede, at hulrummet (kaviteten) var ret dybt og genanlagde en lille forbinding til drænage af såret (aquacelsnip). fik ikke smertestillende i forbindelse hermed.

Overlæge har i en udtalelse til sagen anført, at en ophobning af akutte patienter gjorde, at det var meget usikkert, om kom til skiftning i fuld narkose som planlagt, at han på den baggrund tilså hende på stuen, hvor han konstaterede, at forbindingen til drænage af såret (mechen) var faldet ud af såret, at han forsigtigt skyllede såret og anlagde en ny meche, og at han bemærkede, at hun gav udtryk for, at det gjorde ondt.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at bylder ved analåbning (perianal absces) udgår fra analkanalens slim- og talgkirtler i slimhinden, der dækker muskelrøret (anus). Hvis der kommer infektion i disse kirtler, kan der via falske gange (fistler) igennem analmuskulaturen trænge betændelse ud i fedtvævet i endeballen, som kan danne en byld. Denne byld skaber smerter, og hvis den står under tryk, kan det give feber og blodforgiftning, hvilket er en klinisk alvorlig tilstand.  Hvis ikke bylden perforerer af sig selv, skal der opereres akut, og bylden åbnes, så primært trykket og pus afledes.

Disciplinærnævnet kan videre oplyse, at den efterfølgende sårskiftning af bandage med patienten i gynækologisk leje normalt foregår i fuld bedøvelse, efter som regel et til to døgn for at få et bedre overblik over dybden og omfanget af byldens vævsødelæggelse. Såfremt det er muligt, kan den falske gang findes ved det efterfølgende indgreb under rolige forhold. Ved dette indgreb vurderes det, om den endelige behandling kan påbegyndes, eller om der bør tilrettelægges et udvidet undersøgelses- og behandlingsprogram, da fistelsystemet kan forløbe yderst kompliceret i endetarmsområdet og have et langstrakt kirurgisk behandlingsforløb før opheling. Der kan eventuelt foretages vævsprøver.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at det ikke var relevant, at overlæge ændrede behandlingen til skift og skyl uden anæstesi i sengen på afdelingen i stedet for den planlagte forbindingsskiftning og skylning i universel anæstesi på en operationsstue, idet indgrebets smerteniveau var bedømt og planlagt til fuld bedøvelse, og idet overlægen undlod at ordinere smertestillende behandling før indgrebet.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at overlæge handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard sin behandling af den 11. januar 2014 på afdeling , Sygehus .

ooo00ooo

Kommentarer fra af 30. juli 2014 er indgået i disciplinærnævnets vurdering af sagen.

Lovgrundlag

Bekendtgørelse nr. 877 af 4. august 2011 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed

§ 17: En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sin virksomhed forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder ved benyttelse af medhjælp, økonomisk ordination af lægemidler m.v.

Bekendtgørelse nr. 1113 af 7. november 2011 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet:

§ 2. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, jf. §§ 13-16, behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 4-7 og 9 med undtagelse af klager, hvor der i den øvrige lovgivning er foreskrevet en anden klageadgang. Nævnet kan ikke behandle en klage, hvis den sundhedsfaglige virksomhed, klagen vedrører, er omfattet af en klage efter § 1, medmindre Patientombuddet i anledning af klagen efter § 1 har udtalt kritik af sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed.

§ 2 a. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler sager om sundhedsfaglig virksomhed indbragt af Sundhedsstyrelsen eller Lægemiddelstyrelsen i tilfælde, hvor vedkommende styrelse finder, at der kan være grundlag for kritik af eller sanktion over for personer omfattet af § 2, stk. 1, eller regler fastsat i medfør af § 2, stk. 2.

§ 3. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn afgiver i sager efter §§ 2 og 2 a en udtalelse om, hvorvidt sundhedspersonens sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel, eller om sundhedspersonen har handlet i strid med sundhedslovens kapitel 4-7 og 9. Nævnet kan herunder udtale kritik med indskærpelse eller søge iværksat sanktioner.