Praktiserende læge afviste at henvise til fertilitetsbehandling

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere de praktiserende læger, der var involverede i behandlingen af <****> i perioden fra den 4. oktober 2012 til den 22. januar 2013 i deres klinik, <****>, da lægerne ikke har overtrådt autorisationslovens § 17.

Klagen

Der er klaget over følgende:

·         At ikke modtog en korrekt behandling hos de praktiserende læger, , , i perioden fra den 3. oktober til den 7. januar 2013

Klager har blandt andet anført, at de praktiserende læger ikke ville anbefale, at og hendes ægtefælle fik børn, og at lægerne derfor afviste at give en henvisning til fertilitetsbehandling.

Begrundelse

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Disciplinærnævnet har taget stilling til perioden fra den 4. oktober 2012 til den 22. januar 2013, idet det forhold, der er til bedømmelse fandt sted i denne periode.

Den 4. oktober 2012 blev set af praktiserende læge 1, idet havde haft et graviditetsønske gennem to år, og idet der var mistanke om, at hun havde haft en spontan abort. Praktiserende læge 1 noterede, at der ved en eventuel graviditet sandsynligvis ville blive behov for socialmedicinske foranstaltninger.

Den 18. oktober 2012 noterede praktiserende læge 2, at der var aftalt depo-provera injektion sammedag samt start af antidepressiv behandling med Citalopram samme dag, hvilket ikke var sket. Praktiserende læge 2 noterede endvidere, at han anbefalede, at ikke fik børn foreløbig.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at depo-provera injektion er et langtidsvirkende svangerskabsforebyggende middel.

Den 1. november 2012 blev set af praktiserende læge 1 i forbindelse med mavesmerter, hvor det blev vurderet at se tiden an.

Den 7. november 2012 havde e-mailkontakt med lægeklinikken, idet hun var i tvivl om tolkning af den graviditetstest, hun selv havde foretaget. Hun blev anbefalet at foretage testen den følgende dag og eventuelt aftale en tid i klinikken til urinundersøgelse i løbet af den kommende uge.

Den 19. november 2012 blev set af praktiserende læge 1, hvor de havde en lang snak om s graviditetsønske, og praktiserende læge 1 understregede vigtigheden af, at s ægtefælle tog imod hjælp, især samtaleforløb og eventuel behandling fra psykiatrisk klinik. Praktiserende læge 1 havde herefter en snak med om ægtefællens personlige forhold.

Praktiserende læge 1 afviste at henvise parret til fertilitetsbehandling, dels på grund af ægtefælles personlige forhold og manglende samarbejdsvillighed om behandlingen, og dels fordi det faktisk var lykkedes for at blive gravid spontant flere gange.

Den 27. november 2012 var og hendes ægtefælle til samtale hos praktiserende læge 1 i forbindelse med deres ønske om fertilitetsbehandling. Praktiserende læge 1 noterede, at ægtefællen tog imod henvisning til relevant hjælp, og at udtrykte forståelse for, at der var behov for, at ægtefællen fik den fornødne hjælp inden en eventuel graviditet. Praktiserende læge 1 noterede endvidere, at parret var urealistiske omkring deres forældreegnethed, og at praktiserende læge 1 var bekymret for et eventuelt kommende forældreskab med baggrund i ægtefællens personlige forhold.

Den 29. november 2012 var og hendes ægtefælle igen til samtale hos praktiserende læge 1 i forbindelse med deres ønske om fertilitetsbehandling.

Ved telefonkonsultation den 7. januar 2013 blev s ægtefælle informeret af praktiserende læge 3 om, at der var indhentet rådgivning fra en jurist i Lægeforeningen. Denne jurist havde oplyst, at når en læge i forbindelse med henvisning til fertilitetsbehandling er i tvivl om forældreegnethed, kan dette forelægges for statsamtet med parrets samtykke. Praktiserende læge 3 noterede, at hvis parret ikke ville samtykke til dette, ville der ikke være grundlag for at henvise til fertilitetsbehandling. Ægtefællen ville tale med om dette.

I afslutningsnotat den 22. januar 2013 noterede praktiserende læge 3, at og hendes ægtefælle havde skiftet læge på grund manglende henvisning til fertilitetsbehandling, og at denne afvisning var begrundet dels i ægtefællens personlige forhold og dels i, at man vurderede, at der var en stærk tvivl om s evne til at varetage et barns tarv. Praktiserende læge 3 noterede endvidere, at parret var blevet informeret om, at deres sag kan blive vurderet i Statsforvaltningen, når der er tvivl om forældreegnethed, og de i så fald skal give samtykke til videregivelser af oplysninger.

Af § 1, stk. 2 i den dagældende bekendtgørelse nr. 1026 af den 31. oktober 2012 om vurdering af forældreuegnethed i forbindelse med behandling med kunstig befrugtning fremgår det at, den sundhedsperson, der henviser til behandling med kunstig befrugtning, kan efter samtykke ved henvisningen gøre opmærksom på, at der kan være tvivl om kvindens eller parrets evner til at drage omsorg for et barn efter fødslen.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at bekendtgørelsens 2, stk. 1, alene er den for fertilitetsbehandlingen ansvarlige sundhedsperson, der, inden behandlingen iværksættes, kan foretage forældreevnevurderingen, og at det i henhold til bekendtgørelsens § 2, stk. 2, alene er den for fertilitetsbehandlingen ansvarlige sundhedsperson, der kan foranledige en undersøgelse i Statsforvaltningen af kvindens eller parrets evne til at drage omsorg over for et barn efter fødslen.

Det er herefter disciplinærnævnets opfattelse, at en praktiserende læge ikke kan afvise en henvisning til fertilitetsbehandling på baggrund af manglende samtykke til, at den praktiserende læge på henvisningen oplyser om sin tvivl om parrets evne til at drage omsorg for et barn efter fødslen. En praktiserende læge kan således heller ikke afvise en henvisning til fertilitetsbehandling på baggrund af manglende samtykke til, at den praktiserende læge kan kontakte Statsforvaltningen med henblik på en forældreevnevurdering.

Det er herefter disciplinærnævnets vurdering, at de praktiserende læger ikke kunne afvise at henvise til fertilitetsbehandling, på baggrund af manglende samtykke til, at lægerne videregav oplysninger til Statsforvaltningen til brug for vurdering af s og hendes ægtefælles evne til at drage omsorg for et barn efter fødslen.

Det er dog disciplinærnævnets vurdering, at de praktiserende læger, der var involveret i behandlingen af i perioden fra den 4. oktober 2012 til den 22. januar 2013 ikke handlede under normen i forbindelse med afvisning af at henvise til til fertilitetsbehandling.

Disciplinærnævnet har lagt til grund, at lægerne vurderede, at der forelå en åbenlys tvivl om parrets forældreegnethed, og at lægerne handlede i overensstemmelse med den juridiske rådgivning, de fik om mulighed for afvisning af at henvise til fertilitetsbehandling, hvis der ikke kunne opnås samtykke til at kontakte Statsforvaltningen tvivl om forældreegnethed ved henvisningen.

Disciplinærnævnet finder på denne baggrund, at de praktiserende læger, der var involveret i behandlingen af i perioden fra den 4. oktober 2012 til den 22. januar 2013 i deres klinik, , ikke handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard.