Kritik for manglende forsøg på indhentelse af samtykke af oplysninger til kommunen

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere, at ledende overlæge A har videregivet oplysninger til <****> om <****> den 6. maj 2010, da den ledende overlæge har overtrådt sundhedslovens § 40, jf. § 43, stk. 2, nr. 1. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere overlæge B for hendes behandling af <****> i perioden fra den 10. august 2008 til den 16. april 2010 på <****>, da overlægen ikke har overtrådt autorisationslovens § 17. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere overlæge C for hans behandling af <****> i perioden fra den 10. august 2008 til den 16. april 2010 på <****>, da overlægen ikke har overtrådt autorisationslovens § 17. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere 1. reservelæge D i forbindelse med udfærdigelsen af underretning af 6. maj 2010 til <****> vedrørende <****>, da 1. reservelægen ikke har overtrådt autorisationslovens § 20, stk. 1. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere ledende overlæge A i forbindelse med udfærdigelsen af underretning af 6. maj 2010 til <****> vedrørende <****>, da den ledende overlæge ikke har overtrådt autorisationslovens § 20, stk. 1. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere, at 1. reservelæge D har videregivet oplysninger til <****> om <****> den 6. maj 2010.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1.       At ikke modtog en korrekt behandling på , i perioden fra den 10. august 2008 til den 16. april 2010.

Klager har blandt andet anført, at det ikke blevet taget alvorligt, at generne kunne skyldes hypermobilitet, at hun burde have været henvist til en specialafdeling, og at det ikke var relevant at betragte alle symptomerne som værende af psykisk karakter.

2. At 1. reservelæge D ikke udviste tilstrækkelig omhu og uhildethed ved udfærdigelse af underretning af 6. maj 2010 vedrørende til Familieteamet, .

Klager har blandt andet anført, at underretningen indeholdt faktuelt forkerte oplysninger og oplysninger blev anført uden relevante sammenhæng.

3. At 1. reservelæge D overtrådte sin tavshedspligt ved at videregive helbredsoplysninger om i sin underretning af 6. maj 2010 til Familieteamet, .

Klager har blandt andet anført, at de først ved brev af 3. juni 2010 blev oplyst om, at der var blevet sendt en underretning.

Begrundelse

Disciplinærnævnet har, med mindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i erklæringen og journalen.

 

Begrundelse for afgørelse af 1. klagepunkt

blev indlagt på , af egen læge den 10. marts 2008. Årsagen var primært smerter i maven og kvalme. Ved journalskrivning kom det dog også frem, at der var problemer med tilbagevendende opkastning, hovedpine og lejlighedsvise gener fra knæ og hofter, hvor det sidstnævnte blev tilskrevet hypermobilitet. havde to år forinden været indlagt grundet smerter i bækken og knæ uden, at der var fundet en sikker organisk årsag. Der blev iværksat et undersøgelsesprogram primært rettet mod mavesmerter, opkastning og kvalme. Symptomerne blev tolket som refluks, og der blev iværksat behandling for dette, samt foretaget urinundersøgelser, blodprøver, ultralydsskanning af maven og gastroskopi. Alle undersøgelserne viste normale resultater.

Undervejs i udredningen tilkom flere symptomer i form af ukarakteristisk svimmelhed, og i januar og februar 2009 blev det beskrevet, at hun igennem et par år havde haft fjernhedstilfælde. Det blev også oplyst, at hun havde haft mange skoleforsømmelser, at hun skolemæssigt ikke var alderssvarende, og at der i familien var sociale problemer.

I februar 2009 blev foretaget en EEG-undersøgelse, der viste normale forhold, og i marts 2009 blev foretaget en vippetest, der pegede på ortostatisk hypotension, som mulig forklaring på svimmelheden, hvorfor der blev påbegyndt behandling for dette. Der blev også foretaget en øre-undersøgelse, der viste normale forhold.

Den 26. marts 2009 blev der anmodet om en statusvurdering fra Familieafdelingen i .

I juli 2009 var der lægekontrol i ambulatoriet, hvor der fremkom nye symptomer i form af ømhed i alle musklerne og led og specielt ved berøring. Symptomerne havde stået på i 1-2 måneder. Der blev fundet normale kræfter i arme og ben og normale reflekser.

Cirka en måned senere var igen til kontrol, og da var generne taget til, hvorfor hun ankom i kørestol. blev indlagt, og det blev beskrevet, at hun havde oplevet angstsymptomer i en periode fra august 2007 til april 2008, at hun siden 5. klasse havde været fraværende fra skole i omkring halvdelen af tiden, samt at hun kunne høre ånder på kirkegårde. Det beskrives også, at havde en anden oplevelse af sin situation end den, moderen beskrev.

Børneafdelingen kontaktede børnepsykiatrien, og det blev vurderet, at der skulle foretaget en grundig neurologisk vurdering. Undersøgelsen blev foretaget og viste normale forhold. Efter yderligere somatisk udredning blev der henvist til børnepsykiatrien.

I februar 2010 blev der foretaget MR-skanninger af ryggen og hofterne samt undersøgelse af spinalvæsken. Der var forbigående nogle abnorme såkaldte ”rheuma-tal”. Skanninger og lumbalpunktur viste normale forhold. Det blev flere gange bemærket, at var skiftende i humøret og med manglende initiativ.

I midten af april 2010 blev der afholdt konference med drøftelse af forløbet, herunder symptomer og undersøgelser, og der blev anbefalet udredning på .

s mor modsatte sig ved den ambulante kontrol den 16. april 2010 at lade børnelægerne foretage en henvisning til børnepsykiaterne. Ved en fornyet lægekonference senere samme dag blev det besluttet, at der skulle fremsendes et bekymringsbrev til kommunen, da der var bekymring for , og det blev vurderet essentielt med en psykiatrisk udredning.     

Forløbet på børneafdelingen blev varetaget af en række læger, men disciplinærnævnet har ved gennemgang af journalen alene fundet grundlag for konkret at inddrage overlæge B og overlæge C under 1. klagepunkt. Overlæge B var involveret gennemgående i forløbet og foretog desuden enkelte kontroller, mens overlæge C primært var involveret i forbindelse med enkelte kontrolundersøgelser.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at der i forløbet blev foretaget relevante undersøgelser og udredning for somatisk sygdom, herunder relevant konfereret med specialister indenfor andre områder.

Det er videre disciplinærnævnets vurdering, at det var relevant at vurdere, at generne ikke kunne henføres til hypermobilitet alene, samt at det var relevant at overveje en psykisk årsag til symptomerne, da symptomerne gradvist blev forværret, og de somatiske undersøgelser overvejende havde vist normale forhold.

Disciplinærnævnet finder herefter, at overlæge B handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra den 20. august 2008 til den 16. april 2010 på .

Disciplinærnævnet finder videre, at overlæge C handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra den 20. august 2008 til den 16. april 2010 på .

Begrundelse for afgørelse af 2. klagepunkt

Den 6. maj 2010 fremsendte 1. reservelæge D en underretning vedrørende til familieteamet, . Underretningen blev desuden læst og godkendt af ledende overlæge A.

Det fremgår blandt andet af underretningen, at det eneste positive fund var i forbindelse med undersøgelse for svimmelhed, hvor det blev vurderet, at kunne have tendens til fald i puls og blodtryk, når hun hurtigt rejste sig op, samt at dette ofte ses hos børn, især i teenagealderen, og kan behandles med væske og salttabletter.

Det fremgår videre, at hun siden sidste efterår ”…har… pga. ukarakteristiske smerter i ben og hofte, ikke følt at hun har kunnet gå og har således i hjemmet, i en lang periode, været transporteret rundt ved at sidde på en kontorstol og transporteres rundt i byen i en kørestol.” Endvidere fremgår, at hun ”angiveligt tidligere” har ”gået hos PPR-psykolog samt haft psykologtilbud via Kommunen, men har selv afbrudt disse kontakter”. Det fremgår videre, at ”der ved en konsultation er fortalt, at pigen kan have tendens til at høre ’ånder’, når hun befinder sig på kirkegårde, og at dette angiveligt også gør sig gældende for andre familiemedlemmer, og at bl.a. mor og morfar, der begge er med ved stort set alle konsultationer, bekræfter at de også har denne ’evne’.” Endelig fremgår det, at familien var stærkt afvisende overfor en psykiatrisk baggrund for hendes lidelse og meget utilfredse med, at der ikke kunne påvises en somatisk årsag.

Det fremgår af § 153 i lov om social service, at personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentlig hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjeneste eller hvervet får kenskab til eller grund til at antage, at et barn eller ung under 18 år har behov for særlig støtte eller har været udsat for vold eller andre overgreb.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at det beror på lægens konkrete skøn, hvornår der er mistanke om, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte.

På baggrund af en ligeledes konkret vurdering finder disciplinærnævnet ikke grundlag for at tilsidesætte det skøn, som 1. reservelæge D udøvede, da han anførte i underretningen til kommunen, at der var grund til bekymring i forhold til .

Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at moderen i flere tilfælde ikke havde villet imødekommet afdelingens ønsker om at indhente oplysninger fra andre instanser til brug for udredningen, samt at hun ikke havde villet tage imod tilbud om henvisning til en .

Disciplinærnævnet har videre lagt vægt på, at afdelingen havde vurderet, at der ikke var yderligere de kunne gøre for , og det derfor ikke var muligt yderligere at forsøge afhjælpe situationen fra deres side.

Det er videre disciplinærnævnets vurdering, at de ovenfor refererede dele af indberetningen var tilstrækkeligt underbygget i journalen, samt at det var relevant at anføre disse betragtninger i underretningen, da bekymringen blandt andet udsprang heraf.

På denne baggrund finder disciplinærnævnet, at 1. reservelæge D handlede med omhu og uhildethed ved sin udfærdigelse af underretningen om til den 6. maj 2010.

Disciplinærnævnet finder videre, at ledende overlæge A handlede med omhu og uhildethed ved sin udfærdigelse af underretningen om til den 6. maj 2010.

Begrundelse for afgørelse af 3. klagepunkt

Disciplinærnævnet kan oplyse, at det følger af sundhedsloven § 40, at en læge skal iagttage tavshed om, hvad han under udøvelsen af sit erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger. En læge kan dog i henhold til § 43, stk. 1, videregive oplysninger til myndigheder, organisationer og private personer, når patienten har givet sit samtykke hertil. Samtykket skal være skriftligt, hvilket følger af § 44, stk. 1.

Disciplinærnævnet finder, at det kan lægges til grund, at forældremyndighedsindehaverne til ikke havde givet samtykke til, at 1. reservelæge D kunne videregive oplysninger til .

Videre kan disciplinærnævnet oplyse, at en læge i henhold til § 43, stk. 2, under visse betingelser uden patientens samtykke kan videregive oplysninger til myndigheder, organisationer og private personer. Således fremgår det af § 43, stk. 2, nr. 1, at videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger uden patientens samtykke kan ske, når det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives, og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling.

Den ovenfor nævnte § 153 i lov om social service er en sådan pligtbestemmelse.

Da disciplinærnævnet ikke finder grundlag for at tilsidesætte lægens skøn, finder disciplinærnævnet, at læge i henhold til sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 1, var forpligtet til at videregive oplysningen til .

Det er på denne baggrund disciplinærnævnets vurdering, at der burde have været forsøgt indhentet samtykke inden videregivelse af oplysningerne til kommunen.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at der ikke var tale om en sådan akut situation, at afsendelse af underretningen ikke kunne afvente forsøg på kontakt til familien med henblik på indhentelse af samtykke.

Underretningen blev inden afsendelse gennemlæst og godkendt af ledende overlæge A.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at 1. reservelæge D relevant konfererede med en mere erfaren læge, den ledende overlæge, inden afsendelsen, samt at 1. reservelægen på baggrund af den ledende overlæges godkendelse af underretningen måtte forstå, at underretningen kunne afsendes uden yderligere tiltag.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at ledende overlæge A var en mere erfaren læge end 1. reservelæge D, og at ansvaret for sikringen af forsøgt indhentet samtykke derfor påhviler ham.

Det er derfor videre disciplinærnævnets vurdering, at ledende overlæge A burde have sikret sig, at der blev forsøgt indhentet samtykke forud for sin godkendelse af afsendelsen af underretningen.

Disciplinærnævnet finder herefter, at ledende overlæge A har handlet i strid med sundhedsloven ved sin videregivelse af oplysninger til om .

Disciplinærnævnet finder videre, at 1. reservelæge D ikke har handlet i strid med sundhedsloven ved sin videregivelse af oplysninger til om .