Klage over læges for vidtgående konklusion i speciallægeerklæring til brug for stats-forvaltningens afgørelse om forældremyndighed

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere praktiserende læge <****> i forbindelse med udfærdigelsen af erklæring af 28. december 2010 til Stats-forvaltningen <****> vedrørende <****>, da lægen har overtrådt autorisationslovens § 20, stk. 1.

Der er klaget over følgende:

·         At praktiserende læge ikke udviste tilstrækkelig omhu og uhildethed i forbindelse med udfærdigelse af lægeerklæring af 28. december 2010.

Klager har blandt andet anført, at lægeerklæringen ikke var fyldestgørende, og at læge gik ud over erklæringens sigte, ved at komme med sin egen vurdering af, hvorledes sagen ved statsforvaltningen burde afgøres. Klager har videre anført, at erklæringen byggede på læge s subjektive holdning til personlighedsforstyrrede personers generelle forældreevne, og at hun burde have fået lejlighed til at komme med indvendinger herom, forinden erklæringen blev sendt til den anmodende myndighed.

Begrundelse

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i erklæringen.

Statsforvaltningen udbad sig i skrivelse af 22. december 2010 til praktiserende læge en vurdering af s psykiske diagnose og nuværende tilstand. Ligeså anmodede statsforvaltningen om en redegørelse for, om s medicinindtag havde indflydelse på hendes evne til at kunne varetage ansvaret for sine børn alene. Det fremgår videre af statsforvaltningens brev til lægen, at man ønskede en afklaring af, hvorvidt var påbegyndt behandling med Antabus, og om denne foregik kontrolleret af lægen.

Erklæringen skulle bruges i en sag om tildeling af midlertidig forældremyndighed ved Statsforvaltningen , og blev der udfærdiget og sendt til statsforvaltningen den 28. december 2010.

Det fremgår af erklæringen, at ved en konsultation den 16. december 2010 gjorde rede for problemstillingerne omkring familieforhold, Antabusbehandling og hendes psykiske helbred. havde frivilligt indgået og selv taget initiativ til Antabus behandlingen. Det blev videre noteret, at hun ifølge tidligere notater var vurderet til at have en emotionel ustabil personlighedsstruktur med dramatiserende adfærd, husspektakler og misbrug. Ligeså havde i et tilfælde givet datteren en lussing. Læge kendte ikke til, at dette skulle være sket tidligere. Videre blev det anført, at havde en psykiatrisk diagnose, som var stillet af en psykiater, og at hun var i medicinsk behandling med Sertralin mod depression, Eltroxin mod for lavt stofskifte samt Antabus mod overforbrug af alkohol. Læge konkluderede, at de tre slags medicin formentlig ikke ville have nogen indflydelse på s evne til at varetage ansvaret for hendes børn alene. Lægen vurderede afslutningsvis, at forældremyndigheden midlertidig burde overgå til børnenes far.

Samme dag mødte op hos læge med et ønske om en henvisning til psykiater. Ved denne konsultation blev erklæringen drøftet, og lægen oplyste om, at udfaldet af sagen var forvaltningens vurdering.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at en patient som led i aktindsigt har ret til at gennemlæse den af lægen formulerede erklæring. Heri ligger dog ikke, at lægen uopfordret skal forevise erklæringen til patienten. Når en patient anmoder om at der foretages rettelser i journaltekst eller erklæring, er der ikke pligt til at efterkomme dette, medmindre der er tale om faktuelle fejl. Endelig kan disciplinærnævnet oplyse, at man som læge altid er forpligtet til at have fokus på barnets tarv.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at læge på tidspunktet for udfærdigelse af erklæringen var i besiddelse af de for erklæringen relevante oplysninger, og at han havde et tilstrækkeligt kendskab til . Det er videre nævnets opfattelse, at de i erklæringen indeholdte fakta stemmer nøje overens med journalens oplysninger.

Det er videre disciplinærnævnets opfattelse, at en speciallæge i en erklæring skal svare på de af myndigheden opstillede spørgsmål ud fra vedkommendes sundhedsfaglige vurdering, i det omfang det hører under speciallægens kompetence.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at journalmaterialet dokumenterer, at i årene 2007 til 2010 i stigende grad var psykisk ustabil med trusler om selvmord og et periodevist alkoholmisbrug. Det var derfor relevant, at læge gav udtryk for sine bekymringer vedrørende barnets tarv.

I erklæringen konkluderes følgende:

"Med hensyn til på bedste måde at varetage børnenes tarv må det dog samlet vurderes, at forældremyndigheden midlertidigt overgår til , dette dels for at skabe en ro over situationen hvad angår , men i høj grad også for at varetage børnenes tarv."

Disciplinærnævnet kan oplyse, at det fremgår af § 26 i Lov nr. 499 af 6. juni 2007 (forældreansvarsloven), at under en sag om forældremyndighed kan den myndighed, der behandler sagen, efter anmodning bestemme, hvem forældremyndigheden midlertidigt skal tilkomme, eller hos hvem af forældrene barnet midlertidigt skal have bopæl.

Disciplinærnævnet kan videre oplyse, at en læge ved udfærdigelse af en erklæring til brug for en myndigheds afgørelse af en sag, alene skal forholde sig til de sundhedsfaglige problemstillinger.

Det er på denne baggrund disciplinærnævnets opfattelse, at en speciallæge ikke har kompetence til at udtale sig om, hvorledes den pågældende sag bør afgøres. Speciallægen bør derfor heller ikke udtale sig på en sådan måde, at der kan opstå tvivl om, at afgørelseskompetencen alene ligger hos den myndighed, der har anmodet om erklæringen.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at det i erklæringen anførte om, at "forældremyndigheden midlertidigt overgår til " var formuleret på en sådan måde, at det var egnet til at skabe tvivl om, i hvilken udstrækning det var speciallægen, der havde kompetencen til at træffe afgørelse i sagen om midlertidig forældremyndighed. 

Disciplinærnævnet finder på denne baggrund, at læge ikke udviste tilstrækkelig omhu og uhildethed ved udfærdigelsen af erklæringen af 28. december 2010.