Klage over manglende kommunikation fra fysioterapeut til læge

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere praktiserende læge A for hendes behandling af <****> i perioden fra 2. april til den 15. december 2008 i sin klinik, da lægen har overtrådt autorisationslovens § 17. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere praktiserende læge A for hendes journalføring af behandlingen af <****> i perioden fra 2. april 2008 til den 5. marts 2009 i sin klinik, da lægen har overtrådt autorisationslovens § 21. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere fysioterapeut <****> for hans behandling af <****> den 5. december 2008 og den 8. januar 2009 i sin klinik, da fysioterapeuten har overtrådt autorisationslovens § 17. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge A for hendes behandling af <****> i perioden fra den 16. december 2008 til den 5. marts 2009 i sin klinik, da lægen ikke har overtrådt autorisationslovens § 17. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere fysioterapeut <****> for hans øvrige behandling af <****> i perioden fra den 9. maj til den 17. december 2008 i sin klinik, da fysioterapeuten ikke har overtrådt autorisationslovens § 17. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere de læger på <****> afdeling, Sygehus 1, der var involveret i behandlingen af <****> i perioden fra den 13. februar til den 5. marts 2009 for deres indhentelse af informeret samtykke, da lægerne ikke har overtrådt sundhedslovens § 15, jf. § 16. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere de læger på <****> afdeling, Sygehus 1, der var involveret i behandlingen af <****> i perioden fra 13. februar til den 5. marts 2009, da lægerne ikke har overtrådt autorisationslovens § 17.

Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har. Disciplinærnævnet har således ved sin afgørelse ikke taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At ikke modtog en korrekt behandling hos praktiserende læge A i perioden fra den 12. august 2008 til den 5. marts 2009.

Det er hertil blandt andet anført, at var træt, havde kvalme, hovedpine, søvnbesvær, ondt i hoften og ondt i ryggen. Han samlede desuden vand i benene, selvom han aldrig tidligere havde haft problemer med sit hjerte. Det er videre anført, at symptomerne tiltog, og at klagede over prikkende og snurrende fornemmelse i benene. Læge A undersøgte ham og informerede om, at rygsmerterne skulle afhjælpes med smertemedicin samt henvisning til fysioterapeut. Endelig er det anført, at tidligere havde haft lungecancer, som han blev radikalt opereret for i 2000, og at lægen ud fra sygehistorien burde have sendt ham til billeddiagnostiske udredninger.

2. At ikke modtog en korrekt behandling af fysioterapeut i perioden fra den 12. august 2008 til den 5. marts 2009.

De har hertil blandt andet anført, at den fysioterapeutiske behandling ingen effekt havde, og at symptomerne blev forværret. Fysioterapeuten undlod desuden efterfølgende at informere læge A om behandlingens manglende effekt.

3. At ikke modtog en korrekt behandling på afdeling, Sygehus 1 i perioden fra november 2008 til den 5. marts 2009.

Det er hertil blandt andet anført, at klagede over prikken og snurren samt vattet fornemmelse i sit ene ben. Der blev kun foretaget undersøgelse af hjertet, og blev herefter udskrevet. Det er videre anført, at han efterfølgende blev indlagt akut som følge af lammelse i benene, og det viste sig, at han havde tværsnit syndrom, som han fik strålebehandling for. Han havde desuden metastaser i kraniet og langs hele rygsøjlen samt organerne. Der blev taget biopsi fra knoglemarv samt lever, og han blev herefter udskrevet til palliativ behandling for knoglemetastaser ud fra en formodning om, at det var den gamle cancertype, der havde spredt sig. blev desuden udskrevet med smerter og uden ordentlig medicinering, ligesom afdeling ikke tog kontakt til kommunen med henblik på at få stillet de nødvendige midler til rådighed. Det er endvidere anført, at egen læge ikke blev informeret om s tilstand, og at han desuden heller aldrig selv blev informeret om, hvad biopsierne viste, da man regnede med, at det var den gamle cancertype, der var vendt tilbage. Ved gennemgang af journalen viste det sig, at havde småcellet lungecancer, som han kunne have fået kemoterapi for langt tidligere i forløbet. Da han langt om længe fik kemobehandling, var hans knoglemarv så supprimeret, at man måtte nøjes med halvdosis kemobehandling, og efter 2 dages kemobehandling fik han blodforgiftning, som han ikke blev behandlet for. Han blev i stedet afskrevet og afsluttet, og han afgik ved døden den 5. marts 2009.

Begrundelse

Disciplinærnævnet har, med mindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Begrundelse for afgørelsen af 1. klagepunkt

havde været tilmeldt læge As praksis siden 2000.

henvendte sig den 2. april 2008 telefonisk til læge A, da han dagen inden var blevet påkørt bagfra i sin bil og havde pådraget sig en vridlæsion i nakken. Han var i forbindelse hermed vurderet på skadestuen, Sygehus 2. Røntgen undersøgelse af nakken viste ingen tegn på aktuelle forandringer. Blodtrykket fandtes for højt. Læge A tilbød en akut tid til vurdering af følgerne af skaden, men dette ønskede ikke. Han sygemeldte sig.

blev undersøgt i konsultationen den 16. april 2008, hvor læge A konstaterede, at blodtrykket var normalt. Han klagede over hovedpine og ved undersøgelsen fandt lægen øm muskulatur i nakken.

Læge As har udtalt til sagen, at blev henvist til fysioterapi og siden i maj måned til neurolog. Dette fremgår ligeledes af henvisningerne, som har ligget som kopi i journalen.

Ved undersøgelse ved neurolog blev der konstateret følger efter et vridtraume i halsryggen. MR scanning viste lette slidgigtsforandringer, men i øvrigt intet abnormt.

henvendte sig den 11. juli 2008 på skadestuen, Sygehus 2, på grund af ledsmerter opfattet som urinsyregigt. Han blev anbefalet at søge egen læge med henblik på videre behandling.

blev undersøgt af læge A den 16. juli 2008. Han klagede ud over ledsmerterne over vandladningsbesvær med natlig vandladning og slap stråle. Han havde smerter ved samleje. Der blev fundet blod i urinen, men ikke vækst af bakterier i urinen.

Læge As har udtalt til sagen, at blev henvist til urologisk speciallæge. Der er ligeledes kopi af henvisningen i journalen.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at et vridtraume i nakken efter en påkørsel efterfølgende kan medføre hovedpine og smerter i nakken. Hvis der ikke er klinisk tegn på skade af hvirvler eller rygmarv, forventer man at disse gener svinder indenfor nogle måneder. Hvis dette ikke er tilfældet, kan det være hensigtsmæssigt at undersøge, om der skulle være sket skader på hvirvler eller rygmarv. En sådan undersøgelse kan foretages af en neurologisk speciallæge, der har mulighed for at henvise blandt andet til scanning. For at behandle generne kan det være hensigtsmæssigt at henvise patienten til behandling hos en fysioterapeut.

var i konsultationen den 15. december 2008, hvor der blev udfærdiget en statusattest til forsikringen vedrørende følgerne efter trafikuheldet. Han klagede over smerter i nakken og venstre arm. I de seneste 14 dage var der tilkommet smerter i lænden med udstråling til venstre ben. Der var fortsat problemer med vandladningen. Ved den objektive undersøgelse fandt læge A ingen tegn på tryk på nerverne til benene. Det fremgår ikke af journalen, hvad patient og læge A aftalte, men af As udtalelse fremgår det, at han blev henvist til fysioterapi og en undersøgelse af reumatolog.

Læge A tilså i hans hjem den 26. februar 2009, hvor hans to sønner var til stede. Han var blevet udskrevet den 23. februar 2009. Den ene søn, der er læge, havde fået en kopi af journalen. Han oplyste, at der var konstateret fremskreden kræft i blandt andet i hjerne og ryghvirvler. Man enedes om at planlægge et terminalt forløb i eget hjem. Hjemmeplejen blev kontaktet og medicinen revideret. Der blev aftalt nyt hjemmebesøg den 3. marts 2009, men dette blev aflyst, da blev indlagt på sygehuset igen.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at en patient der er radikalt opereret for lungekræft følges ambulant i henhold til sundhedsstyrelsens vejledning de følgende 5 år. Hvis der ikke i dette tidsrum er fundet tegn på tilbagefald af kræftlidelsen, afsluttes patienten.

Det kan endvidere oplyses, at hvis man tidligere er behandlet for en kræftlidelse, er der en forhøjet risiko for at få en ny anden type kræft senere.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at symptomer med smerter i lænderyggen med udstråling til det ene ben kan være udtryk for en påvirkning af den tilsvarende nerve, der udgår fra ryggen. Såfremt der ikke kan påvises lammelser eller ændret føleopfattelse, kan behandling hos en fysioterapeut være en mulighed. Det kan være velbegrundet at lade patienten vurdere af en speciallæge i reumatologi (gigtsygdomme) eller neurologi (nervesystemets sygdomme). Det er væsentlig,t at patienten vurderes igen, hvis symptomerne ikke bedres af behandlingen, eller hvis der indtræder forværring i tilstanden eller opstår nye symptomer. I så fald kan en henvisning til subakut vurdering på en specialafdeling blive aktuel. 

Læge A har i forbindelse med behandlingen af henvist til fysioterapeut, reumatolog, neurolog og urolog.

Disciplinærnævnet kan i den forbindelse oplyse, at når en praktiserende læge henviser til behandling hos fysioterapeut eller speciallæge, bør der oplyses om tidligere væsentlige sygdomme, der kan have betydning for planlægningen af behandlingen. På henvisningen bør også angives, hvilke væsentlige forandringer, der er påvist ved lægens og/eller skadestuens objektive undersøgelse.

Det er derfor disciplinærnævnets opfattelse, at læge A som minimum burde have oplyst fysioterapeuten og speciallægerne om, at tidligere havde lidt af en kræftsygdom.

Disciplinærnævnet finder på denne baggrund, at praktiserende læge A handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra den 2. april 2008 den 15. december 2008.

blev den 15. januar 2009 igen undersøgt af læge A. Han klagede over vandladningen og nedsat kraft og følesans i venstre ben. Det fremgår af læge As udtalelse, at blev indlagt akut på Herlev Sygehus på mistanke om kræft med spredning til ryghvirvler.

Nævnet har bemærket, at dette ikke fremgår af journalen, men af et henvisningsnotat.

I perioden fra indlæggelsen den 15. januar til den 5. marts 2009 tilså læge A i hans hjem, hvor hun sammen med hans sønner planlagde det terminale forløb.

Disciplinærnævnet finder ikke, at læge A handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra den 15. januar til den 5. marts 2009.

Læge As journalføring

Det fremgår af bekendtgørelsen om journalføring udstedt jf. autorisationslovens § 21, at en journal skal indeholde oplysninger vedrørende patientens navn, alder, undersøgelsesresultater, diagnose eller lægens skøn angående sygdommens art, iværksat behandling samt hvilken information, der er givet til patienten.

Videre fremgår det, at det påhviler enhver læge at sørge for, at journalen indeholder oplysninger om henvisning til andre sundhedspersoner, herunder årsagen hertil og oplysninger herfra om rådgivning, undersøgelsesresultater, diagnoser og ordinerede og udførte behandlinger.

Det er disciplinærnævnet opfattelse, at læge As journalføring ikke er tilstrækkelig i forhold til at danne et billede af, hvad henvendte sig med af symptomer, hvilke undersøgelser læge A foretog, og hvad hun fandt ved undersøgelserne. Endvidere fremgår det ikke tilstrækkeligt klart, hvilke henvisninger der blev foretaget og på hvilket grundlag.

Disciplinærnævnet finder herefter, at praktiserende læge A handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin journalføring af behandlingen af i perioden fra den 2. april 2008 til den 5. marts 2009.

Begrundelse for afgørelsen af 2. klagepunkt

blev af sin praktiserende læge henvist til fysioterapi, efter han ved et trafikuheld havde pådraget sig smerter i nakken og venstre arm. Han startede herefter behandling hos fysioterapeut den 9. maj 2008. Fysioterapeut iværksatte behandling med let mobilisering af nakkeleddene og øvelsesterapi.  Behandlingen fortsatte frem til 5. december, hvor havde fået i alt 22 behandlinger.

Fysioterapeut har udtalt til sagen, at udstrækningen af behandlingen kan tilskrives, at sideløbende blev udredt af speciallæge i neurologi blandt andet med henvisning til MR scanning, og at den fysioterapeutiske behandling i denne periode havde til formål at lindre symptomerne.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at der ofte er sideløbende forløb, hvor der udføres smertelindrende behandling hos en fysioterapeut, mens der hos en anden specialist foretages undersøgelser, der har til formål at stille en sikker diagnose.

klagede den 26. november 2008 for første gang over opståede smerter i lænden uden udstråling til benene.

Den 28. november og den 5. december 2008 klagede over vedvarende lændesmerter, og fysioterapeut opfordrede den 5. december 2008 til at tage kontakt til sin praktiserende læge med henblik på en videre rygundersøgelse.

Den 17. december blev genhenvist til behandling hos fysioterapeut , nu under diagnosen ”ondt i ryg og ben” uden yderligere oplysninger om undersøgelsesfund.

Fysioterapeut gennemførte den 17. december 2008 en fyldestgørende rygundersøgelse, som viste palpabel ømhed og bevægelsesindskrænkning i lænden, samt en grov neurologisk undersøgelse, som viste normale forhold vedrørende kraft, følesans (sensibilitet) og reflekser. Fysioterapeut valgte herefter at behandle med lette mobiliseringsteknikker og øvelsesterapi.

Næste behandlingsseance fandt sted 5. januar 2009, hvor angav forværrede smerter, der nu strakte sig ned på bagsiden af låret i venstre side. Da der ved den efterfølgende behandlingsseance den 8. januar 2009 igen var forværring med udstrålende smerter til under knæet, opfordrede fysioterapeut igen til at kontakte sin praktiserende læge med henblik på en grundigere undersøgelse.

Fysioterapeut har i sin udtalelse til sagen redegjort for, at han tilskrev s lændesmerter, at han tidligere var opereret for en diskusprolaps i lænden, og at han ikke var bekendt med s tidligere kræftsygdom.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at den behandlingsintervention som fysioterapeut foretog, var relevant i forhold til de undersøgelsesfund, han gjorde.

Videre er det disciplinærnævnets opfattelse, at der ikke i starten af behandlingsforløbet var undersøgelsesfund, der kunne give anledning til mistanke om metastaser til ryggen.

Endelig er det disciplinærnævnets opfattelse, at fysioterapeut relevant informerede om den manglende effekt af behandlingen og i den forbindelse opfordrede ham til at kontakte egen læge med henblik på videre rygundersøgelser.

Fysioterapeut tog imidlertid ikke kontakt til s læge i forbindelse med genhenvisningerne den 5. december 2008 og den 8. januar 2009.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at hvis der i et behandlingsforløb sker væsentlig forværring i patientens tilstand bør fysioterapeuten tage kontakt til praktiserende læge. Dette særligt når patienten, som , ikke var sproglig stærk i dansk, og hvor fysioterapeuten finder, at der bør ske yderlig udredning, således at den praktiserende læge får de bedste forudsætninger for at iværksætte den videre behandlingsplan. Det er fysioterapeutens opgave at sikre, at egen læge bliver bekendt med, at fysioterapeuten har vurderet, at der bør ske yderligere udredning.

Disciplinærnævnet finder herefter, at fysioterapeut ikke handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 5. december 2008 og den 8. januar 2009.

Disciplinærnævnet finder endvidere, at fysioterapeut ikke handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin øvrige behandling af i perioden fra den 9. maj den til den 17. december 2008.

Begrundelse for afgørelsen af 3. klagepunkt

fik i december 2008 rygsmerter. Han blev fra 15. januar 2009 og fremefter udredt på medicinsk afdeling på Sygehus 1. 

En MR-skanning af ryggen udført den 3. februar 2009 viste udbredt spredning (metastaser) af en kræftsygdom til flere forskellige knogler. Der var blandt andet en stor metastase i venstre side af bækkenet. Der blev foretaget en knoglemarvsundersøgelse den 5. februar 2009, som den 10. februar 2009 viste, at der var kræft foreneligt med tilbagefald af den tidligere behandlede lungekræft af planocellulær type.

Den 12. februar 2009 blev der foretaget prøvetagning (biopsi) af en proces i leveren. Prøven, der blev besvaret dagen efter, viste kræft uden at en specifik type kunne angives. Da kræften påvirkede nerver i bækkenet, blev sat i behandling med prednisolon og overflyttet til afdeling på Sygehus 1.

På afdeling startede strålebehandling den 12. februar 2009 mod dele af bækkenet og den nederste del af rygsøjlen i en dosis på 25 Gy fordelt på 5 gange. Han udviklede ansigtslammelse og dobbeltsyn. En MR-skanning udført den 13. februar 2009 viste spredning til knoglerne i kraniet. 1. reservelæge B informerede om fundet af metastaser, og at behandlingen var strålebehandling. Han informerede endvidere om bivirkninger til behandlingen. Strålebehandlingen var planlagt til at starte den 16. februar 2009. Der fandtes ikke på det tidspunkt nogen indikation af, at ikke havde tilbagefald af den tidligere behandlede lungekræft.  

Det er disciplinærnævnets vurdering, at 1. reservelæge B foretog relevant behandling af og relevant informerede ham den 13. februar 2009.

Overlæge C informerede den 16. februar 2009 om, at der var påtænkt kemoterapi for lungekræften, som havde sat sig i lever og knogler og som påvirkede hjernen. Overlægen beskrev behandlingen, som var bestående af strålebehandling mod rygsøjle og kraniet efterfulgt af kemoterapi, som ville blive givet med lindrende sigte. Der var bestilt en PET-CT-skanning, som ville blive udført den 26. februar 2009. havde haft smerter i venstre skulder og EKG antydede, at der kunne være påvirkning af hjertet. Overlæge C henviste derfor til udredning via hjertelægerne.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at overlæge C foretog en relevant vurdering af den samlede situationen, der byggede på, at der var tale om tilbagefald af den tidligere kendte lungekræft, samt at han foretog relevante tiltag vedrørende påvirkningen af hjertet.

Det er i den forbindelse disciplinærnævnets opfattelse, at behandlingen ikke havde været anderledes selvom kræften skulle vise sig at være af typen småcellet karcinom.

Den 17. februar 2009 konstaterede overlæge C, at tilsynet fra hjertemedicinsk afdeling havde vurderet situationen, men at deres notat endnu ikke var tilgængeligt, fordi det ikke var skrevet ud fra det bånd, det var dikteret på. Han konstaterede, at der var taget hånd om problemer med saltbalancen hos , men ville i øvrigt afvente forslag fra hjertelægerne.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at overlæge C foretog en relevant behandling af og relevant informerede ham 16. og den 17. februar 2009.

Hjertelægernes vurdering var, at hjerteproblemerne var en følge af forhøjet blodtryk og anbefalede behandling af dette.

Overlæge D tilså den 18. februar 2009. Hun konstaterede, at strålebehandlingen var begyndt at virke på de smerter, han havde, men hun fandt alligevel, at det var påkrævet at øge den smertestillende behandling. Det gjorde hun ved at øge dosis af depotmorfin. Hun arrangerede, at der kom en tolk til samtale den næste dag. Der blev ikke ved samtalen, hvor der deltog tolk fra s side, udtrykt noget, der indikerede, at smertebehandlingen ikke virkede. Overlæge D fortalte meget detaljeret, hvordan doseringen af smertestillende var planlagt, og at der efter udskrivelse ville være hjælp fra hjemmeplejen. 

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at det var relevant at foretage øgning i dosis af depotmorfin den 18. februar 2009. Det er videre disciplinærnævnets vurdering, at overlæge Ds information i forbindelse med samtalen den 18. februar 2009 var relevant.

Først da revisionen af knoglemarvsundersøgelsen blev tilgængelig den 19. februar 2009 eller den næste dag for lægerne på afdeling, blev den oprindelige diagnose, ikke-småcellet lungekræft (NSCLC) af typen planocellulært karcinom, ændret til småcellet karcinom (SCLC).

afsluttede strålebehandling mod ryg og bækkenet den 18. februar 2009 og startede strålebehandling mod kranie og hjerne den 20. februar 2009 i en planlagt dosis på 30 Gy på 10 gange.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at kræft af typen NSCLC kun er moderat følsom for kemoterapi, og det er at foretrække at give strålebehandling, hvis der er udtalte gener fra specifikke områder før kemoterapien eventuelt forsøges. SCLC er meget følsom for kemoterapi, og behandles derfor som hovedregel med kemoterapi. Hvis en patient er i dårlig form, har udbredt spredning fra sygdommen, og har svære symptomer fra specifikke områder fx fra hjerne, kan det være en god ide at starte med strålebehandling mod hjernen i et forsøg på at vende situationen før kemoterapi.

Det er disciplinærnævnet opfattelse, at ovenstående var tilfældet for , hvorfor det er ikke var tilrådeligt at foretage kemoterapi, før der havde været gennemført strålebehandling mod hjernen. Denne skulle efter planen afsluttes den 5. marts 2009.  

havde, efter strålebehandlingen blev iværksat, påvirkede blodprøver med forhøjet kalk i blodet formentlig som følge af spredningen til knogler. Der var også andre abnormt forhøjede værdier (basisk phosphatase, bilirubin, ALAT, LDH) som kunne forklares ved påvirkning af knogler eller lever, hvor der også var kendte metastaser. Der blev givet bisfosfonat behandling til at modvirke virkningen af knoglemetastaserne.

Det er således disciplinærnævnets vurdering, at overlæge C relevant undlod at indlede kemoterapi før strålebehandlingen var afsluttet.

Det fremgår af klagen, at det er kritisabelt, at der gik 10 dage fra svar leverbiopsi forelå 17. februar 2009 til behandling med kemoterapi blev besluttet den 27. februar 2009. Det forsinkede svar medførte ifølge klager, at kemoterapibehandlingen blev iværksat for sent.

Nævnet har bemærket, at der blev foretaget en biopsi (vævsprøve) af knoglemarven den 5. februar 2009. Denne viste den 10. februar 2009 kræft foreneligt med tilbagefald af den tidligere behandlede lungekræft af planocellulær type. Den 12. februar 2009 blev der foretaget prøvetagning af en proces i leveren.

Det er nævnets opfattelse, at svaret på leverprøven, der blev besvaret dagen efter, viste kræft, uden at specifik type blev angivet, og specielt blev der ikke angivet noget, der tydede på, at skulle lide af småcellet karcinom.

Den 17. februar 2009 kom et supplerende svar på leverprøven, og den 19. februar 2009 kom der supplerende svar på knoglemarvs­undersøgelsen, hvilket ændrede diagnosen til småcellet karcinom.

På baggrund af det journalførte, er det disciplinærnævnets vurdering, at svaret først kom til afdeling efter at var startet med strålebehandling mod kraniet, og at lægerne på afdeling handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, da de modtog svaret.

Disciplinærnævnet har ikke med overvejende sandsynlighed mulighed for at lægge til grund, at den person, der var ansvarlig for, at prøvesvarene ikke kom direkte til afdeling, er en person under disciplinærnævnets kompetence.

Disciplinærnævnet har derfor ikke mulighed for at tage yderlige stilling til denne del af klagen.

Den 23. februar 2009 besluttede overlæge E at udskrive . I dagene op til udskrivelsen havde været konfus, men var nu bedret. og hans pårørende blev informeret i detaljer om udskrivelsen, og at der var arrangeret hjemmehjælp. Der var ligeledes taget beslutning om medicineringen. Den planlagte tid til PET-CT-skanning den 26. februar 2009 blev fastholdt.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at overlæge E handlede relevant ved udskrivelsen af den 23. februar 2009, idet der var truffet aftale med hjemmeplejen, samt var planlagt relevant smertebehandling og tid til en PET-CT-skanning.

Efter at have set svaret på PET-CT-skanning og under indtryk af forværring i tilstanden, besluttede overlæge D den 27. februar 2009 imidlertid at fremskynde starten på kemoterapi til den 4. marts 2009. Hun valgte derfor at afslutte strålebehandling allerede den 2. marts 2009 ved at give de sidste stråledoser på en gang. Overlæge D informerede og hans pårørende om status for sygdommen, og om at kemoterapi nu var blevet planlagt til start den 4. marts 2009.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at overlæge D ved sin beslutning om at fremrykke kemoterapien og ved sin informationen af handlede relevant.

blev 2. marts 2009 indlagt, fordi han havde oplevet to fjernhedstilfælde. Han blev informeret af overlæge E om sygdomsstatus og den videre plan. Den følgende dag gentog overlæge C informationen for og hans pårørende. Han informerede om, at behandling var lindrende og ikke helbredende, og at kemoterapien ville starte samme dag.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at overlæge C gav relevant information den 2. og den 3. marts 2009.

Det fremgår af partshøringssvar fra klager, at kemoterapien ikke burde have været iværksat den 3. marts 2009, da havde feber. Lægerne burde først have behandlet hans infektion.

fik den 2. marts 2009 feber til 38,5, men infektionstallet CRP var relativt lavt (14). Der blev foretaget bloddyrkning og infektionstallene blev kontrolleret. Da ikke havde påvirket knoglemarvsfunktion, valgte lægerne at se tiden an.

Det er disciplinærnævnet opfattelse, at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, at der blev anlagt en observerende holdning henset til, at der ikke var påvist påvirkning af knoglemarvsfunktionen.

Det blev den 3. marts 2009 besluttet at starte behandlingen med kemoterapi, men allerede den 4. marts 2009 efter havde igen feber. Samme dag meddelte mikrobiologisk afdeling at der var fundet streptokokker i blodet. På dette grundlag blev det besluttet, at der skulle opstartes behandling med penicillin. Efter aftale med de mikrobiologiske læger, blev der på afdeling samme dag opstartet behandling med penicillin.

Det er disciplinærnævnet vurdering, at det var fagligt forsvarligt at opstarte kemoterapi den 4. marts 2009 henset til de prøvesvar, der forelå på tidspunktet.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at det var relevant at påbegynde behandling med penicillin og fortsætte behandlingen med kemoterapi, idet antallet af hvide blodlegemer var inden for normalområdet, og da blev fulgt tæt i afdelingen med daglige blodprøver.

Den 5. marts 2009 viste blodprøverne imidlertid en betydelig påvirkning af knoglemarven. Antibiotikaregimet blev skiftet til det meget bredspektrede Tazocin og standse kemoterapien.

Det er disciplinærnævnet opfattelse, at der i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard at lægerne den 4. marts 2009 ændrede den antibiotiske behandling til et bredspektret præparat og standsede behandlingen med kemoterapi, idet yderligere kemoterapi ville have forværret situationen og ikke kunne forventes at ændre sygdomsforløbet.

Samlet finder disciplinærnævnet, at de læger, på afdeling, der var involveret i behandlingen af på afdeling, Sygehus 1, i perioden fra den 12. februar til den til den 5. marts 2009 ikke handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Samlet finder disciplinærnævnet, at de læger, på afdeling, der var involveret i behandlingen af på afdeling, Sygehus 1, i perioden fra den 12. februar til den til den 5. marts 2009 ikke har overtrådt sundhedslovens § 15. jf. § 16.