Klage over forkert diagnose på et for spinkelt grundlag

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere afdelingslæge <****> for hans behandling af <****> i perioden fra den 12. maj til den 12. sep-tember 2009 på Psykiatrisk Center 1, <****>, da afdelingslægen har overtrådt auto-risationslovens § 17.

Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har. Disciplinærnævnet har således ved sin afgørelse ikke taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Klagen

Der er klaget over følgende:

·         At ikke modtog en korrekt behandling af afdelingslæge på Psykiatrisk Center 1, , i perioden fra den 12. maj til den 12. september 2009.

Det er hertil blandt andet anført, at afdelingslæge efter et hjemmebesøg og en kort samtale med stillede diagnosen atypisk autisme, selvom en psykiater efterfølgende vurderede, at der var tale om en depression, som skulle behandles medicinsk. Det er videre anført, at på baggrund af afdelingslæge s diagnose gennemgik 22 pædagogiske samtaler uden effekt og efterfølgende igen, gennem privat sygeforsikring, fik foretaget en ADOS-test, hvorigennem det kunne konstateres, at han ikke opfyldte kriterierne for autisme. Endelig er det anført, at den relevante medicinske behandling af blev forsinket i halvandet år på grund af afdelingslæge s diagnose, og at der forløbet igennem blev rettet henvendelser til lægen, som burde have fået ham til at foretage yderlige undersøgelser og revision af s diagnose.

Begrundelse

Disciplinærnævnet har, med mindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Indledende oplysninger

Den 6. maj 2009 havde s mor en samtale med en psykolog og en læge i Psykiatrisk Center 2, Ungdomspsykiatrisk Ambulatorium. Henvisningen var modtaget efter, at havde været tvangsindlagt på farlighedsindikation, grundet et selvmordsforsøg. havde ikke selv ønsket at deltage i samtalen. Ved udskrivelsen vurderede man, at der diagnostisk har været tale om en Tilpasningsreaktion DF432, men da en depression ikke kunne udelukkes, blev henvist til opfølgende ambulant kontakt ved Ungdomspsykiatrisk Ambulatorium. Det blev overdraget til afdelingslæge at indkalde til undersøgelse eller arrangere hjemmebesøg.

Begrundelse for afgørelsen af klagen

Den 12. maj 2009 var afdelingslæge på hjemmebesøg hos . Som grundlag for undersøgelsen forelå en hospitalsjournal fra s indlæggelse i perioden fra den 2. til 3. april 2009 og en henvisning fra Psykiatrisk Center 1. Desuden forelå der et journalnotat fra ambulatoriets forsamtale med moderen ved reservelæge og psykolog dateret den 6. maj 2009.

Afdelingslægen talte først med moderen og derefter med selv, imens en sygeplejerske fortsatte samtalen med moderen.

Afdelingslæge fandt liggende på sengen med ryggen til for nedrullede gardiner. Afdelingslægen introducerede sig selv, men reagerede ikke herpå.

Afdelingslæge fandt, at s stemningsleje var neutralt, at der var normal psykomotorik og ingen grådlabilitet. Ved den objektive vurdering var der ikke tegn på depression eller sindssygdom. Samlet vurderede afdelingslæge , at der var tale om en tilstand forenelig med diagnosen F84.11, atypisk autisme, idet han manglede interesse for andre og havde begrænsede interesser (TV og PC), og idet der i sygehistorien var beskrevet manglende gensidighed i de familiære relationer. Desuden blev der lagt vægt på, at han ved lægeundersøgelsen var rigid og konkret i tænkningen med en begrænset kontaktevne, som mest tonede frem, når der blev talt om hans interesserer og tekniske detaljer, og at han var socialt afvigende. Afdelingslæge vurderede tilstanden klinisk som ”socialt afvigende uden gensidighed”.

Afdelingslæge konkluderede, at diagnosen var atypisk autisme, og noterede at der umiddelbart ikke var absolut indikation for en videre psykologisk udredning som for eksempel indhentning af skoleoplysninger, uddybning af anamnesen, supplerende klinisk undersøgelse eller afholdelse af netværksmøde. Det blev aftalt med distriktssygeplejersken, at moderen skulle indkaldes til information om diagnosen, og de sociale myndigheder skulle kontaktes med henblik på videre opfølgning og støtte.

Ifølge afdelingslæge s udtalelse til sagen forsøgte han igennem en halv time at opretholde en samtale med , og det var hans vurdering, at havde store vanskeligheder med at indgå i en alderssvarende gensidig social dialog.

Det er Disciplinærnævnets opfattelse, at der var tale om en alvorlig ændring i s adfærd siden 7. klasse, der burde give anledning til bekymring. Nævnet har herved lagt vægt på, at der ikke var beskrevet klare psykiske udviklingsforstyrrelser før den tid, bortset fra at havde været meget genert og uden tætte relationer. Specielt har der ikke tidligere været foretaget psykologisk eller psykiatrisk udredning, og oplysningerne fra daginstitution og skole har været forholdsvis beroligende.

Videre har nævnet lagt vægt på, at han havde forandret humør, givet udtryk selvmordstrusler og -forsøg, havde været tvangsindlæggelse, og at han næsten var ophørt med sin skolegang. Videre er det nævnets opfattelse, at afdelingslæge burde have været mere opmærksom på andre mulige diagnoser end atypisk autisme (F84.11). Ændret adfærd, som den beskrevne, forekommer for eksempel som led i affektive lidelser (depression), som led i skizofreni og ved forstyrrelser i den personlighedsmæssige udvikling.

Disciplinærnævnet kan hertil oplyse, at der, for at stille diagnosen atypisk autisme (F84.11), som er en variant af infantil autisme (F84), men uden det komplette symptombillede, bør foreligge sikre oplysninger om, at der findes en forstyrret udvikling af mindst to af de følgende områder: 1) socialt samspil, 2) kommunikation og 3) indsnævrede interesse- og aktivitetsmønstre. Disse udviklingsforstyrrelser skal desuden have været tydelige allerede inden 3 års alderen. Endeligt bør andre årsager til ændret adfærd og kontaktevne udelukkes (skizofreni, forstyrret sprogopfattelse og tilknytningsforstyrrelser).

Videre kan Disciplinærnævnet oplyse, at diagnosen stilles ved nøje gennemgang af barnets udviklingshistorie fra de første leveår til den nuværende alder. Der spørges til en række specifikke tegn på autisme som f.eks. evne til øjenkontakt, evne til fælles opmærksomhed, nedsat mimik og gestik, stereotypier, formålsløse rutiner og ritualer, særinteresser defineret ved afvigende intensitet og afgrænsning, sprogets udvikling, evne til spontan samtale, afvigende leg mv. Ofte indhentes disse oplysninger ud fra flere kilder, herunder foreliggende pædagogiske og psykologiske observationer, eller ved hjælp af særlige strukturerede interviews. Desuden bør patienten observeres klinisk for de relevante symptomer enten ved klinisk interview eller ved standardiserede kliniske undersøgelser. I oplagte tilfælde kan diagnosen stilles forholdsvist hurtigt.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at der i s tilfælde var flere forhold, der drog diagnosen i tvivl, hvorfor en grundigere undersøgelse burde have været foretaget.

Disciplinærnævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der kun er få og summarisk beskrevne symptomer på autisme i sygehistorien (for eksempel generthed og få kammerater), og at disse lige så vel kan være tegn på anden udviklingsforstyrrelse (for eksempel dårlig trivsel og sociale vanskelligheder).

Videre har disciplinærnævnet lagt vægt på, at de alvorlige adfærdsændringer tilsyneladende først debuterede sent, og at det derfor ikke kunne udelukkes, at de optrådte i forbindelse med anden psykisk sygdom som for eksempel depression eller begyndende skizofreni. Endeligt bemærker nævnet, at s evne/lyst til samtale varierede fra indlæggelsessamtalen til hjemmebesøget, og at det derfor burde have været overvejet, om der kunne være andre årsager til hans begrænsede dialog end en autistisk forstyrrelse, som for eksempel ulyst til at deltage i undersøgelsen, vrede mod moderen, modstand mod at skulle tale om sit skolefravær med videre.

Det er samlet disciplinærnævnets vurdering, at diagnosen blev stillet på et forholdsvist begrænset grundlag, og at vurderingen af, at der ikke var behov for yderligere undersøgelser, ikke var i overensstemmelse med almindelig faglig standard.

På den baggrund finder disciplinærnævnet, at afdelingslæge handlede under normen for almindelig anerkendt faglige standard i forbindelse med behandlingen af i perioden 12. maj 2009 til 12. september 2009.