Klage over manglende reaktion på oplysninger om ændring i patients tilstand

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere vagtlæge A for hans behandling af <****> den 26. februar 2010 i lægevagten, Region <****>, da vagtlægen har overtrådt autorisationslovens § 17. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere overlæge B for hans behandling af <****> den 27. februar 2010 i skadestuen, <****>, da over-lægen ikke har overtrådt autorisationslovens § 17. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere klinikchef C for hans udfærdigelse af instruks til medicinstuderende, som var gældende ved be-handlingen af <****> den 28. februar 2010 i skadestuen, <****>, da klinikchefen ikke har overtrådt autorisationslovens § 17.

Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har. Disciplinærnævnet har således ved sin afgørelse ikke taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1.      At ikke modtog en korrekt behandling af vagtlægen den 26. februar 2010 i Region .

Det er hertil blandt andet anført at s søster den 26. februar 2010 ringede til vagtlægen på vegne af , idet hun ved flere telefonsamtaler havde oplevet som konfus, usammenhængende og ude af stand til at redegøre for, hvad han havde foretaget sig, samt havde oplyst at han havde sår og mærker i den ene side af ansigtet og et hævet ben. Det er hertil oplyst, at vagtlægen ønskede søsterens CPR nummer, samt at vagtlægen ikke tog initiativ til at foranstalte hjælp til , men blot konstaterede, at formentlig var beruset. Endelig er det oplyst, at siden blev indlagt og fik konstateret traumer i ansigtet.

2.      At ikke modtog en korrekt behandling af den lægevikar, som behandlede ham den 27. og 28. februar 2010 på skadestuen, .

Det er hertil anført, at blev henvist til skadestuen blandt andet på baggrund af mistanke om brud på kindbenet, hjernerystelse og hævet og misfarvet knæ. Det er videre anført, at lægevikaren, der undersøgte , ikke foretog en neurologisk undersøgelse på trods af at hun kendte til s amnesi, hovedpine, svimmelhed og madlede, og at lægevikaren valgte at sende hjem, selvom han burde have været observeret. Det er oplyst, at lægevikaren kun foretog en kort undersøgelse af s knæ. Det er yderligere anført, at fik det værre i løbet af natten, og at han den følgende dag blev undersøgt af den samme lægevikar og på baggrund af tiltagende svimmelhed og hovedpine blev sendt til skanning, der viste brud på en ansigtsknogle, hvilket De fik besked på skulle behandles på en øre-næse-halsafdeling.

Begrundelse

Disciplinærnævnet har, med mindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Indledende oplysninger

, som var 16 år og hjemmeboende, var den 26. februar 2010 kommet til skade, idet han havde sår i ansigtet, stærk hovedpine og havde slået højre knæ. s forældre var i udlandet. Han talte med sin søster i telefonen, som bemærkede, at ikke havde erindring om nogen ulykke, og at han i øvrigt virkede forvirret.

Begrundelse for afgørelsen af 1. klagepunkt

s søster ringede til lægevagten kl. 23.06 den 26. februar 2010, da hun ikke selv havde mulighed for at komme hen til . Hun talte med læge A.

Læge A har noteret følgende i journalen: ”Bekymret for broder i . Anbefales at få bekendt til at se til ham.”

Der findes ingen båndoptagelse af telefonkonsultationen.

I sin udtalelse har læge A oplyst, at søsterens bekymring byggede på telefonsamtaler med , som virkede mærkelig, og som ikke rigtig kunne huske/redegøre for sin situation. Han har endvidere anført, at søsteren havde nogle antagelser, men ingen valide oplysninger om en eventuel årsag. Desuden har han anført, at beruselse alene kunne være en nærliggende om end ikke eneste forklaring på s tilstand. Berusede personer, som er i stand til at tale i telefon kræver ifølge lægen normalt ikke lægetilsyn. Læge A vurderede, at de oplysninger, han fik fra s søster var meget usikre, og at det ikke umiddelbart lød som en farlig situation, hvorfor han rådgav søsteren med henblik på afklaring af s situation.

Læge A har oplyst, at han fik at vide, at boede alene, men ikke at han var mindreårig uden mulighed for voksentilsyn.

Klager har anført, at s søster overfor læge A kraftigt benægtede, at der kunne være tale om beruselse, ligesom hun oplyste, at ” var helt alene hjemme i .” Klager har endvidere oplyst, at søsteren ikke kunne få fat i bekendte, som kunne besøge .

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at læge A ikke på det usikre grundlag burde have konkluderet, at der formentlig var tale om beruselse, og at læge A derfor burde have handlet aktivt på de oplysninger, han fik af s søster. Han burde have sikret, at der blev foretaget en vurdering af , enten ved kørende vagtlæge eller ved at rekvirere ambulance.

På denne baggrund finder disciplinærnævnet, at læge A handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i lægevagten den 26. februar 2010.

Begrundelse for afgørelsen af 2. klagepunkt

Behandlingen den 27. februar 2010

blev ved fornyet henvendelse i lægevagten den 27. februar 2010 henvist til skadestuen, . Han blev her undersøgt af en medicinstuderende, som anførte i skadejournalen, at hun havde konfereret behandlingen med overlæge B.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at klager over medicinstuderende ikke er omfattet af nævnets kompetence. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2 og bekendtgørelse nr. 1448 af 15. december 2010 om ikke-autoriserede persongrupper inden for sundhedsvæsenet, der er omfattet af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns virksomhed.

Disciplinærnævnet har derfor forstået klagen over behandlingen i skadestuen den 27. februar 2010 som en klage over overlæge B.

Undersøgelsen i skadestuen, , fandt sted cirka 21 timer efter, at havde pådraget sig et slag imod hovedet og imod højre knæ, antageligt ved at være væltet med sin cykel.

Da blev undersøgt i skadestuen, huskede han selv intet om at være væltet med sin cykel eller andet i timerne omkring den formode hændelse. Ved midnatstid natten før undersøgelsen i skadestuen (nogle timer efter den formode hændelse) var vågnet med hovedpine. Han havde ved besøget i skadestuen fortsat hovedpine, men havde ingen svimmelhed, kvalme eller opkastningsfornemmelse, og han angav at have fået det bedre i løbet af dagen.

Ved objektiv undersøgelse i skadestuen var helt vågen. Der fandtes hudafskrabninger og direkte samt indirekte ømhed over højre kind, ligesom der var mistanke om en lille affladning over det højre kindben. Der var smerter ved åbning af munden og et normalt sammenbid ved lukning af munden. s pupiller var runde, ens og lysreagerende. Endvidere fandtes på højre knæ hudafskrabning udvendigt for knæskallen samt ømhed ved den indvendige kant af knæskallen. Knæet var uden ledhævelse, kunne strækkes og bevæges frit, var uden ømhed svarende til ledlinier og øverste del af skinnebenet, og var stabilt og uden tegn til menisklæsion.

Overlæge B anbefalede, at blev henvist til øre-næse-halsafdeling med henblik på undersøgelse efter nogle dage. Overlæge B foranledigede endvidere, at og dennes mor, som var med i skadestuen, blev informeret om forholdsregler ved hjernerystelse, herunder om at henvende sig igen ved forværring i tilstanden.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at der ved slag imod hovedet kan forekomme hjernerystelse eller blødninger i eller omkring hjernen. Det er vigtigt at vurdere, om der kan være tale om blødninger i eller omkring hjernen. Et vigtigt led i denne vurdering er dels hvordan patienten har det på det tidspunkt, hvor patienten undersøges, og dels hvordan patienten har haft det i tiden fra ulykkestidspunktet og frem til det tidspunkt, hvor patienten undersøges.

På det tidspunkt, hvor var i skadestuen den 27. februar 2010, angav han at være i bedring. Han var helt vågen, og han scorede det højest mulige antal point, det bedst mulige, på den skala (Glasgow Coma Scale), som er en velunderbygget skala til vurdering af patienter med skader imod hovedet. Skalaen er sammen med en relevant sygehistorie og en relevant klinisk undersøgelse en retningsgiver for, hvorvidt en patient, som har slået hovedet, bør scannes og observeres eller hjemsendes. Den 27. februar 2010 var helt vågen og uden tegn til blødning i eller omkring hjernen.

Disciplinærnævnet kan endvidere oplyse, at det ved et uforskudt og ikke-knust brud i kindben eller overkæbe, hvor der ikke er forskydning af tænder, åbne sår eller skade af øjenbund eller øjenæble er almindeligt og helt forsvarligt at vente med vurdering, herunder eventuel scanning, til et tidspunkt indenfor de nærmeste dage.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at der i skadestuen den 27. februar 2010 er beskrevet en relevant sygehistorie, udført en relevant klinisk undersøgelse og udført en relevant scoring af s bevidsthedsniveau. Der er foretaget en fagligt relevant og korrekt beslutning om hjemsendelse af med den givne relevante information.

På denne baggrund finder disciplinærnævnet, at overlæge B handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i skadestuen den 27. februar 2010.

Behandlingen den 28. februar 2010

henvendte sig igen i skadestuen, , hvor han blev set af samme medicinstuderende som dagen før. Han havde tiltagende hævelse omkring øjet og hovedpine. Der blev foretaget CT-scanning af hovedet, som ikke viste skader i hjernen, men et uforskudt brud på højre kæbe. Det blev fastholdt, at skulle afvente indkaldelse fra øre-, næse-, halsafdelingen.

Som ovenfor anført har disciplinærnævnet ikke kompetence til at behandle klager over medicinstuderende. Der er ingen oplysninger om, at den medicinstuderende den 28. februar 2010 konfererede behandlingen med en læge.

Disciplinærnævnet er som følge heraf afskåret fra at tage stilling til, om den givne behandling var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard. Disciplinærnævnet kan således, for så vidt angår behandlingen den 28. februar 2010, alene tage stilling til, om klinikchef C har udvist omhu og samvittighedsfuldhed ved sin udfærdigelse af instruksen ”Studentervikar ved Ortopædkirurgisk Afdeling” (27. november 2009).

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at der på en sygehusafdeling skal forefindes en skriftlig instruks til medicinstuderende, der fungerer som medhjælp. Instruksen skal have et sådant omfang og indhold, at den medicinstuderende ikke på noget tidspunkt er i tvivl om bemyndigelsens omfang. Det er ikke tilstrækkeligt med en instruktion om at tilkalde bagvagt ved mindste usikkerhed, idet det herved reelt overlades til vikaren selv at definere, hvor langt bemyndigelsen rækker.

Den gældende instruks i ortopædkirurgisk afdeling, , var efter disciplinærnævnets opfattelse egnet til at give den medicinstuderende vejledning om bemyndigelsens rækkevidde. Instruksen indeholder en liste over de opgaver, som den medicinstuderende ikke må varetage, og herudover instruks i at konferere med mellemvagt eller bagvagt i alle tvivlstilfælde.

På denne baggrund finder disciplinærnævnet, at klinikchef C har handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin udfærdigelse af instruks til medicinstuderende, som var gældende ved behandlingen af den 28. februar 2010.