Klage over henvisning til skadestue vedrørende kraftig forbrænding

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere vagtlæge <****> for hendes behandling af <****> den 7. august 2010 i lægevagtens konsul-tation på Sygehus 1, da vagtlægen har overtrådt autorisationslovens § 17.

Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har. Disciplinærnævnet har således ved sin afgørelse ikke taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Klagen

Der er klaget over følgende:

·         At ikke modtog en korrekt behandling i lægevagten på Sygehus 1 den 7. august 2010.

har hertil blandt andet anført, at han var blevet kraftigt forbrændt på højre arm, begge underben og i ansigtet, men at lægen undersøgte ham overfladisk og blot udskrev noget smertestillende medicin samt salve. har endvidere anført, at det senere viste sig, at han havde behov for en anden og meget mere omfattende behandling på Sygehus 2.

Begrundelse

Disciplinærnævnet har, med mindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Indledende oplysninger

Den 7. august 2010 blev temmelig forbrændt, da han kom benzin på et bål.

Der blev straks taget telefonisk kontakt til lægevagten, , der som førstehjælp anbefalede skylning med vand. Det blev desuden konstateret, at var tilstrækkeligt stivkrampevaccineret.

Efter en halv time blev der igen taget telefonisk kontakt til lægevagten, og det blev aftalt, at skulle undersøges i lægevagtens konsultation på Sygehus 1, idet der var tale om 2. grads forbrændinger (forbrændinger med blæredannelse).

Ved undersøgelsen blev der konstateret blærer på fødder, knæ, pande og arme, og det blev besluttet, at der igen skulle skylles med vand hjemme til smertefrihed.

Efter fornyet skylning kontaktede igen lægevagten, og det blev besluttet, at han skulle ses med henblik på opklipning og behandling af blærerne samt forbinding.

blev således set af vagtlæge , hvorefter blærerne blev klippet af, vasket og behandlet med creme samt forbinding.

Et døgn efter kontaktede igen lægevagten og blev henvist til lægevagtens konsultation på Sygehus 3, hvor han straks blev viderehenvist til skadestuen på samme sygehus.

På skadestuen konstaterede man, at der var tale om 2. grads forbrændinger, som omfattede 16 % af kroppen, hvorfor der straks blev taget kontakt til Sygehus 2 og planlagt overflytning med helikopter.

På Sygehus 2 var man enig i, at forbrændingerne omfattede 16 % af hud, og der blev herefter opstartet intensiv åben brandsårsbehandling, som skulle vare ved til heling var opnået. Såfremt der ikke kunne opnås fuldstændig heling, ville operation blive nødvendig.

Den 20. august 2010 blev opereret med hudtransplantation fra højre lår til begge underben og højre albue.

Transplantaterne slog fint an, og kunne herefter udskrives den 28. august 2010 med henblik på ambulant kontrol.

Begrundelse for afgørelsen af klagen

Efter flere kontakter til lægevagten, på grund af forbrænding fra et bål, blev den 7. august 2010 undersøgt af læge i lægevagtens konsultation på Sygehus 1.

Læge gennemgik notaterne vedrørende s tidligere kontakter samme dag og konstaterede herefter, at havde skyllet forbrændingerne på arme, ben og i ansigtet med vand der hjemme i 2½ time.

Læge konstaterede videre, at på undersøgelsestidspunktet havde blærer i varierende grad foran på begge underben fra knæene og ned. Der var også forbrændinger i højre side af panden samt på næsetippen og på højre underarm.

Blærerne blev herefter afklippet, og der blev påsmurt brandsårscreme (Flamazine) i ansigtet samt pålagt sårbandager på alle blærer.

Læge rådgav herefter om, hvad han skulle være særligt opmærksom på, hvorefter hun udleverede to slags smertestillende medicin (PCM + NSAID).

Endelig aftalte læge med , at han skulle komme til kontrol hos egen læge to dage senere. Dog kunne han henvende sig til lægevagten før, hvis der opstod behov for det.

Det fremgår af klagen, at læge ikke ydede en kvalificeret brandsårsbehandling.

Af læge s udtalelse til sagen fremgår det, at hun vurderede, at der var tale om overfladiske 2. grads forbrændinger på maksimalt 9 % af legemsoverfladen. Forbrændingerne var ikke lokaliseret til udsatte steder på kroppen, og var i øvrigt alment upåvirket, hvorfor der ikke var grund til at konferere med en brandsårsafdeling.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at 2. og 3. grads forbrændinger ofte medfører komplikationer, idet skaden på hud og væv går dybere, end man umiddelbart kan iagttage, hvorfor der foreligger en betragtelig infektionsrisiko.

Disciplinærnævnet kan endvidere oplyse, at der er risiko for forstyrrelser af kroppens elektrolytbalance og naturlige temperaturkontrol, hvis større områder er involveret.

Endelig kan disciplinærnævnet oplyse, at gældende retningslinjer tilsiger, at en specialafdeling bør involveres, såfremt legemsoverfladen hos en voksen er forbrændt med 15 procent eller mere, samt såfremt der er forbrænding af ansigt, eller hvis der kan iagttages dyberegående vævsskader.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at forbrændinger umiddelbart var særdeles tæt på at udgøre 15 % af legemsoverfladen og ikke kun 9 %.

Der er herved lagt vægt på, at forbrænding af begge ben næsten alene svarer til estimatet. Tillægges der samtidig forbrænding af en del af ansigtet samt en del af den ene arm udgør den samlede forbrænding efter nævnets vurdering 15 %.

På baggrund heraf burde læge have konfereret s tilfælde med en specialafdeling med henblik på kvalificeret stillingtagen til behandlingen.

Disciplinærnævnet finder herefter, at læge handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 7. august 2010 i lægevagtens konsultation på Sygehus 1.