Klage over manglende journalføring af behandlingen af en patient der senere begik selvmord i forbindelse med orlov

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere 1. reservelæge A for hans journalføring af behandlingen af <****> den 18. december 2009 på psykia-trisk afdeling, <****>, da 1. reservelægen har overtrådt autorisationslovens § 21. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere overlæge B for hendes behandling af <****> i perioden fra den 1. til den 3. december 2009 på psykiatrisk afdeling, <****>, da overlægen ikke har overtrådt autorisationslovens § 17. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere 1. reserve-læge C for hendes behandling af <****> den 4. december 2009 på psykiatrisk afde-ling, <****>, da 1. reservelægen ikke har overtrådt autorisationslovens § 17. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere sygeplejer-ske D for hendes behandling af <****> den 10. december 2009 på psykiatrisk afde-ling, <****>, da sygeplejersken ikke har overtrådt autorisationslovens § 17. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere 1. reserve-læge A for hans behandling af <****> den 18. december 2009 på psykiatrisk afde-ling, <****>, da 1. reservelægen ikke har overtrådt autorisationslovens § 17.

Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har. Disciplinærnævnet har således ved sin afgørelse ikke taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Klagen

Der er klaget over følgende:

·         At ikke modtog en korrekt behandling på psykiatrisk afdeling, , i perioden fra den 30. november til den 20. december 2009.

Det er hertil blandt andet anført, at blev indlagt, idet hun blandt andet havde forsøgt at begå selvmord, men at hun til trods for selvmordsfaren flere gange fik lov at tage hjem på orlov. Det er endvidere anført, at man under indlæggelsen ikke gjorde tilstrækkeligt for at forstå og hjælpe med hendes problemer, og at man ikke sørgede for at inddrage hendes mand og de øvrige pårørende i behandlingen. Det er endelig anført, at begik selvmord den 20. december 2009 under en orlov.

Begrundelse

Disciplinærnævnet har, med mindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Begrundelse for afgørelsen af klagen

Behandling ved konstituerede overlæge B

Den 30. november 2009 henvendte sig til psykiatrisk skadestue, , idet hun befandt sig i krise og var ked af det. Det blev i den forbindelse oplyst, at hun siden ægtefællen cirka to måneder tidligere havde ønsket skilsmisse, havde fået det sværere og sværere.

blev tilbudt indlæggelse, hvilket hun accepterede, og startede i behandling med præparatet Remeron samt fortsatte behandling med præparaterne Hexalid og Solpidem.

Den 1. december 2009 blev gennemgået af konstitueret overlæge B, som kort gennemgik hendes psykiske sygehistorie, vurderede hende klinisk psykiatrisk og objektivt somatisk efter at have haft en samtale med . Under samtalen tilstod , at hun natten op til den 30. november 2009 havde skåret sig i venstre håndled. nægtede dog samtidig, at der var tale om selvmordsforsøg, men oplyste at det havde drejet sig om at skabe kontakt til hendes eksmand.

benægtede endvidere enhver form for selvmordstanker på daværende tidspunkt, og hun mente selv, at hun var i stand til at sige til, hvis hun skulle få det dårligere under indlæggelsen.

Overlæge B vurderede, at var i en aktuel krisetilstand, muligvis i en egentlig depression. Overlægen fandt derfor grundlag for at observere og for, at hun skulle blive i skadestuen til videre vurdering dagen efter.

Den 2. december 2009 noterede overlæge B, at havde isoleret sig og havde skyldfølelse over at have skåret sig. Endvidere havde overlæge B igen en samtale med , hvor hun var præget af skyldfølelse, frustration og uoverskuelighedsfølelse på grund af den forestående skilsmisse, samt at hun blev tiltagende handlingslammet jo flere beslutninger, hun skulle tage.

Overlæge B vurderede, at havde et nedsat stemningsleje, men ikke var selvmordstruet. Endvidere vurderede hun, at havde brug for fortsat indlæggelse og efterfølgende et ambulant forløb.

Den 3. december 2009 er det noteret i journalen, at det havde været observeret, at gentagne gange var blevet overvældet af tanker og var handlingslammet. Endvidere havde overlæge B en samtale med hende, og vurderede, at fortsat var svært krisepræget med tankemylder, men ikke virkede selvmordstruet. Endvidere vurderede overlægen, at en længere indlæggelse på en åben psykiatrisk afdeling ville være bedst, og accepterede dette.

Det er disciplinærnævnets vurdering på baggrund af en gennemgang af journalen, at overlæge B foretog tilstrækkelige og relevante undersøgelser af , samt at hendes vurderinger og tiltag herefter var relevante.

Disciplinærnævnet finder herefter, at overlæge B handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved behandlingen af i perioden fra den 1. til den 3. december 2009 på .

Behandling ved 1. reservelæge C

Den 4. december 2009 blev tilset af 1. reservelæge C, som vurderede, at fremstod forstemt og krisepræget med angst, anspændthed, tristhed, håbløshed og uoverskuelighed, og med tristhed i forhold til at skulle være alene.

Det fremgår af journalen, at blev vurderet at være nærpsykotisk i sit tankeindhold, men at hun selv fastholdte at have gode tanker i forhold til børnene, og at hun blev vurderet ikke at være selvmordstruet. 1. reservelæge C og aftalte herefter, at hun skulle have krisesamtaler med en psykolog, og fik desuden øget sin antidepressive behandling med Mirtazepin fra 30 til 45 mg. Desuden aftaltes det, at kunne havde udgang efter aftale.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at 1. reservelæge C foretog en relevant vurdering af s tilstand, samt at 1. reservelægen ordinerede en relevant behandling herfor.

Disciplinærnævnet finder herefter, at 1. reservelæge C handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved behandlingen af den 4. december 2009 på psykiatrisk afdeling, .

Den 8. december 2009 blev s tilstand på baggrund af observation heraf beskrevet af en reservelæge. Reservelægen anførte, at hun havde et noget forsænket stemningsleje, men at hun selv oplyste, at hun ikke havde selvmordstanker, samtidig med at hun ikke rigtig havde lyst til livet uden sin mand. Det blev vurderet, at hun godt selv kunne tage afstand fra denne følelse, og de aftalte, at hun skulle tage kontakt til personalet, hvis følelsen blev for voldsom. 

Sygeplejerske D

Af sygeplejejournalen den 10. december 2009 fremgår det, at s fraseparerede mand havde ringet og forespurgt om muligheden for en informerende samtale vedrørende .

blev forelagt denne forespørgsel og afviste, at hendes fraseparerede mand deltog i en samtale.

Sygeplejerske D orienterede herefter s fraseparerede mand om, at det ikke var muligt at inddrage ham yderligere samt orienterede ham generelt om depression og belastningsreaktion samt behandlingstilbud herfor. Endvidere anbefalede sygeplejersken ham at søge information på depressionsinfo.dk.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at det følger af sundhedslovens § 40, at en patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at sygeplejerske D handlede relevant ved at forsøge at indhente samtykke fra til at inddrage hendes fraseparerede mand i sin behandling.

Endvidere er det disciplinærnævnets vurdering, at det var relevant af sygeplejerske D at afvise at informere om s tilstand, da hun afviste at give samtykke til at, hendes fraseparerede mand kunne deltage i en samtale, hvor han kunne få mere specifikke oplysninger om hendes tilstand.

Disciplinærnævnet finder herefter, at sygeplejerske D handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved behandlingen af den 10. december 2009 på .

Behandling ved 1. reservelæge A

Den 12. december 2009 fremgår det af journalen, at anmodede om at få lov at overnatte hjemme, hvilket hun fik lov til, efter hun ved en samtale havde oplyst, at hun fortsat ikke havde selvmordsplaner.

Det fremgår af speciallæge Es udtalelse til sagen, at hun efter en gennemgang af journalen og sygeplejejournalen kunne se, at tidligere havde haft udgang den 4., 5., 6., og 10. december 2009, samt at hun løbende var blevet vurderet og ikke var fundet selvmordstruet. Endvidere fremgår det, at læge E vurderede, at ikke var psykotisk eller i en tilstand, der kunne sidestilles hermed, samt at hun ikke var selvmordstruet.

Det fremgår af sygeplejejournalen, at blev på afdelingen den 12. december 2009, men i stedet tog ud til sin søn den 13. december 2009.

Den 16. december 2009 var til krisesamtale hos en psykolog. Af notatet fra samtalen fremgår det, at indrømmede, at hun havde haft selvmordstanker, men at disse tanker ikke var meget påtrængende. Videre fremgår det, at det ikke kunne udelukkes, at kunne være selvmordstruet (suicidalfarlig). fik en ny tid til samtale den 22. december 2009.

Den 18. december 2009 havde 1. reservelæge A en samtale med , hvor han vurderede, at var trist, ikke kunne overskue sin situation, ikke kunne forholde sig til at skulle være alene uden sin mand, følte at det var uoverskueligt og ikke rigtig havde lyst til at leve uden sin mand, men at hun ikke havde selvmordsintentioner eller impulser.

Klager har anført, at personalet burde have indhentet oplysninger fra s pårørende til brug for vurderingen af hendes selvmordsrisiko.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at det er forskelligt fra situation til situation, hvilke forhold, der bør inddrages i en selvmordsvurdering, men at man sædvanligvis vil spørge patienten om denne har tanker om selvmord, eventuelle planer om selvmord, og i så fald hvordan disse planer er.

Disciplinærnævnet kan videre oplyse, at en samtale med patienten om dennes eventuelle selvmordstanker, følelser og overvejelser kan udgøre et tilstrækkeligt grundlag for at foretage en selvmordsrisikovurdering. I nogle tilfælde vil det ud fra en konkret vurdering være nødvendigt at indhente oplysninger fra pårørende, hvis patienten ikke selv er i stand til at give relevante og emotionelt troværdige oplysninger. 

Det er disciplinærnævnets vurdering på baggrund af journal og sygeplejejournal, at der havde været en god kontakt mellem og personalet på afdelingen, og at det derfor var relevant at skønne, at det ikke var nødvendigt at indhente yderligere oplysninger fra hendes pårørende.

Klager har anført, at det ikke var relevant at vurdere, at ikke var selvmordstruet, blandt andet idet en psykolog den 16. december 2009 havde anført, at han ikke kunne afvise, at hun var selvmordstruet, på grund af den store vrede, som hun havde i sig. 

Disciplinærnævnet kan oplyse, at risikoen for selvmord ikke er stationær, og at den kan svinge med tilstødende begivenheder og skiftende omgivelser. Endvidere er der risiko for at patienten lyver for personalet og for sig selv, hvilket gør selvmordsrisikovurderingen mere vanskelig.

Disciplinærnævnet kan videre oplyse, at der kan være forskellige baggrunde for, hvorfor en patient fremkommer med selvmordstanker. Således truer nogle patienter med selvmord ud fra en desperationssituation, uden at det er noget, de har intentioner om umiddelbart at udføre. Andre patienter holder bevidst deres selvmordstrusler skjulte, men en tredje gruppe af patienter tror, at de har kontrol over det, men alligevel bliver overvældet af følelser og begår selvmord. Det er derfor altid en konkret vurdering, om en patient er selvmordstruet, og man kan aldrig være helt sikker på, at dette ikke er tilfældet. 

Endelig kan disciplinærnævnet oplyse, at nogle patienter bliver mindre livsduelige af institutionalisering og har behov for at tage ansvar for sig selv, for at kunne få det bedre. Det vil derfor ikke altid være mest hensigtsmæssigt at afvise en patients anmodning om udgang, selvom der er en vis risiko for, at patienten er selvmordstruet.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at 1. reservelæge A foretog en tilstrækkelig undersøgelse af s selvmordsrisiko den 18. december 2009, idet 1. reservelægen spurgte ind til hendes tanker og følelser, og foretog en konkret vurdering af, om hun var selvmordstruet på dette tidspunkt.

Disciplinærnævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at 1. reservelæge A burde have vurderet, at var selvmordstruet den 18. december 2009.

Disciplinærnævnet finder herefter, at 1. reservelæge A handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved behandlingen af den 18. december 2009 på .

Det er disciplinærnævnets vurdering, at 1. reservelæge A burde have anført specifikt, hvordan ikke havde impulser eller intentioner om selvmord, hvilke ord hun brugte samt de konkrete sætninger og udtryk, som hun anvendte, henset til at en psykolog to dage forinden havde anført, at han ikke kunne afvise, at var selvmordstruet.

Disciplinærnævnet finder herefter, at 1. reservelæge A handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin journalføring af behandlingen af den 18. december 2009 på .