Klage over praktiserende læges manglende opfølgning på vedvarende nakkesmerter efter fald

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere praktiserende læge A for hendes behandling af <****> den 7. juli 2009 i sin klinik, da lægen har overtrådt autorisationslovens § 17. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere læge B for hans behandling af <****> den 29. juni 2009 på skadestuen, <****>, da lægen ikke har overtrådt autorisationslovens § 17.

Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har. Disciplinærnævnet har således ved sin afgørelse ikke taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1.    At ikke modtog en korrekt behandling på skadestuen, , den 29. juni 2009.

Det er hertil blandt andet anført, at havde voldsomme smerter i baghovedet efter et slag, og at hun blev sendt hjem efter undersøgelse med smertestillende medicin, men at hun efterfølgende fik konstateret, at hendes nakke var brækket.

2.    At ikke modtog en korrekt behandling af praktiserende læge A den 7. juli 2009.

Det er hertil blandt andet anført, at blev undersøgt en uge efter slaget, og at lægen konstaterede, at hendes smerter skyldtes slaget og gav hende smertestillende medicin, men at efterfølgende fik konstateret, at hendes nakke var brækket.

Begrundelse

Disciplinærnævnet har, med mindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Indledende oplysninger

, der var 61 år, var den 28. juni 2009 om aftenen faldet 4-5 trin ned ad en trappe. Hun fik kun beskedne smerter og valgte at gå i seng. I løbet af natten vågnede hun op med smerter i nakken.

Begrundelse for afgørelsen af 1. klagepunkt

blev den 29. juni 2009 undersøgt på skadestuen af læge B, der fandt ømhed paravertebralt (ved siden af en ryghvirvel) af muskulaturen på højre side. Der var ingen indirekte ømhed og ingen neurologiske symptomer. Læge B vurderede, at smerterne var forårsaget af slaget, og at der ikke var tegn på brud.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at der blev foretaget en grundig undersøgelse, og at der minutiøst blev spurgt ind til symptomer.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at den, der henviser til en røntgenundersøgelse, skal sørge for, at undersøgelsen er berettiget, idet overflødig brug af ioniserende stråling skal undgås. Det er i den vurdering vigtigt, at udbyttet af undersøgelsen opvejer den risiko, som røntgenstråler medfører. Der skal således være kliniske tegn på brud, før man ordinerer et røntgenbillede.

Det er på denne baggrund disciplinærnævnets vurdering, at det ikke var relevant at henvise til en røntgenundersøgelse af halshvirvelsøjlen, idet der ikke på baggrund af den kliniske undersøgelse var grundlag for at mistænke et muligt brud.

Disciplinærnævnet kan videre oplyse, at de fund, det blev gjort, ikke i sig selv udgjorde en begrundelse for at ordinere en røntgenundersøgelse.

Disciplinærnævnet finder herefter, at læge B handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 29. juni 2009 på skadestuen, .

Begrundelse for afgørelsen af 2. klagepunkt

Den 7. juli 2009 konsulterede praktiserende læge A på grund af fortsatte smerter i nakken. Hun fik foretaget en objektiv undersøgelse for bevægeligheden i nakken og en kompressionstest for at afsløre eventuel påvirkning af nerverødderne fra rygmarven. Undersøgelserne var normale. Der blev ikke fundet ømhed af knoglefremspringene.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at der, når der er vedvarende smerter i nakken i perioden efter et traume mod nakken af en vis styrke, herunder et fald over flere trappetrin, bør foretages en billeddiagnostisk undersøgelse for eventuelt brud. Først når et brud er afkræftet, må man foretage bevægelser i nakken, da bevægelser af halshvirvelsøjlen ved et ustabilt brud kan forårsage tryk på rygmarven.

Det er på denne baggrund disciplinærnævnets opfattelse, at læge A burde have henvist til en røntgenundersøgelse af halshvirvelsøjlen uden forudgående undersøgelse af bevægeligheden i nakken.  Disciplinærnævnet har herved lagt vægt på, at der ikke i forbindelse med undersøgelsen på skadestuen 8 dage tidligere var foretaget røntgenundersøgelse af nakken, og at et brud i nakken derfor ikke kunne afkræftes ved undersøgelsen hos læge A.

Disciplinærnævnet finder herefter, at læge A handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 7. juli 2009 i sin klinik.