Klage over at hormonproducerende hypofysesvulst med synspåvirkning ikke blev kontrolleret tilstrækkeligt og ikke blev opereret på et tidligere tidspunkt

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere overlæge A for hans behandling af i perioden fra den 23. marts 1999 til den 29. marts 2000 på medicinsk afdeling, , jf. lægelovens § 6.Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge B for hans behandling af den 30. marts 2000 på neurokirurgisk afdeling, .

Sagsnummer:

0231301

Offentliggørelsesdato:

torsdag den 20. juni 2002

Speciale:

Neurokirurgi, Intern medicin

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere overlæge A for hans behandling af <****> i perioden fra den 23. marts 1999 til den 29. marts 2000 på medicinsk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge B for hans behandling af <****> den 30. marts 2000 på neurokirurgisk afdeling, <****>.

Hændelsesforløb

Den 24. april 1999 blev undersøgt på øjenafdelingen, , på grund af nedsat syn, idet hun ikke havde kunnet læse siden februar 1999. Synsstyrken blev fundet på højre øje til 1/18 og på venstre øje til 0,1.

Den 27. maj 1999 blev efter henvisning fra øjenafdelingen CT-scannet, og der blev herved fundet en stor svulst i og over hypofyselejet, som påvirkede synsnerverne og synsbanekrydsningen, hvilket forklarede det nedsatte syn på begge øjne. Ved en undersøgelse på neurokirurgisk afdeling blev der taget prøver af hypofysefunktionen, og blev indstillet til operation.

Imidlertid viste prøverne den 22. juni 1999, at det drejede sig om en prolaktinudskillende hypofyseknude (prolaktinom), samt en nedsat funktion af kønskirtler og binyrer, hvorfor blev henvist til medicinsk behandling på medicinsk afdeling.

Hun var fra den 28. juni til den 14. juli 1999 indlagt på medicinsk afdeling og blev derefter frem til den 29. marts 2000 fulgt ambulant ved overlæge A.

Den 29. marts 2000 angav ved en kontrol at have udviklet en venstresidig lammelse af øjets bevægelser (oculomotoriusparese). Hun blev derfor akut henvist til neurokirurgisk afdeling, hvor en CT-scanning viste vækst af svulsten.

Den 30. marts 2000 blev opereret af overlæge B, neurokirurgisk afdeling. Efter operationen var der fortsat øjenlammelse med hængende venstre øjenlåg (ptose).

Ved udskrivelsen den 3. april 2000 var der bedring af synet og aftagende hængende øjenlåg, men fortsat øjenlammelse. ophørte herefter med den medicinske behandling.

Ved ambulant kontrol den 1. maj 2000 fandt overlæge B og overlæge A bedring, idet højre øje da havde genvundet skelneevne, og kunne samtidig på venstre øje skelne enkelte detaljer. Der var uændret hængende øjenlåg, og angav at have nedsat bevægelighed af øjet.

blev opereret igen den 12. oktober 2000, idet knuden var vokset med forværring af øjensymptomerne. Der blev derefter tilrådet strålebehandling. har fået at vide, at der er en dårlig prognose, hvad synsnerven angår.

Klagen


Der er klaget over følgende:

1. at lægerne burde have opereret på et tidligere tidspunkt end den 30. marts 2000, således at synet på det venstre øje ikke var blevet så dårligt.

2. at lægerne ved operationen den 30. marts 2000 ikke udviste den fornødne omhu, idet efterfølgende har et konstant hængende venstre øjenlåg, der bevirker, at øjet stort set er lukket.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt

Overlæge A, medicinsk afdeling, , har overtrådt lægeloven i forbindelse med henvisningen af i perioden fra den 23. august 1999 til den 29. marts 2000 til neurokirurgisk afdeling, .

Begrundelse


Nævnet kan oplyse, at patienter med prolaktinudskillende hypofyseknuder (prolaktinom) primært behandles medicinsk med Dostinex eller Bromopar. Den medicinske behandling medfører i reglen, at knuden skrumper og en eventuelt påvirkning af synsfunktionen forsvinder eller aftager. Det er imidlertid velkendt, at der undertiden ikke er tilstrækkelig effekt af den medicinske behandling. Hvis synet påvirkes, er det yderst vigtigt at behandlingseffekten følges med hyppige kontroller af prolaktin indholdet i blodet, kontrol af synsfunktionen og kontrolscanninger af hypofysen. Et utilfredsstillende fald af prolaktin ved en kontrol indikerer, at der ikke er indtrådt reduktion af knudens størrelse. Såfremt der er manglende effekt af behandlingen med påvirkning af synet, er det nødvendigt at henvise til neurokirurgisk afdeling med henblik på operation.

Det fremgår af journalen, at under indlæggelsen blev sat i behandling med Dostinex, men da der ikke var effekt af behandlingen, blev den ændret til Parlodel. Hun blev udskrevet den 14. juli 1999 til ambulant kontrol 14 dage senere samtidig med kontrol på øjenafdelingen. Ved kontrollen den 4. august 1999 angav hun, at der var bedring af synsstyrke og synsfelt, men tallene prolaktin var fortsat utilfredsstillende højt. Hun blev sat til kontrol 14 dage senere. Ved kontrollen den 23. august 1999 var hun blevet set af øjenlæge den 10. august 1999, og det fremgår af journalen, at der angiveligt var bedring. Resultatet af øjenundersøgelsen blev tilsyneladende ikke set af overlæge A. Der var ifølge øjenlægejournalen den 11. august 1999 bedring i synsstyrke og i synsfeltet på begge øjne. Blodprøven taget den 23. august 1999 blev først vurderet ved den næste kontrol den 27. september 1999, hvor den blev vurderet utilfredsstillende høj. Behandlingen blev derfor suppleret med Dostinex.

Det fremgår videre af journalen, at ved kontrollen den 17. november 1999 angav fortsat bedring af synet, hvorfor hun blev sat til kontrol tre måneder senere. Det fremgår ikke af journalen, hvad dagens prøver viste. Ved kontrol den 29. februar 2000 var hun blevet set af øjenlæge en uge forinden, og det fremgår af journalen, at der angiveligt var stationære forhold. Resultatet af øjenundersøgelsen blev tilsyneladende ikke set af overlæge A, idet det af den fremgår, at var blevet blind på højre øje. Overlæge A fandt ikke et overbevisende fald i prolaktin, hvorfor han ordinerede MR-scanning.

Nævnet finder, at overlæge A den 23. august 1999 burde havde vurderet tallet for prolaktin, da det forelå med henblik på en vurdering af den medicinske behandling. Endvidere burde han den 27. september 1999 have vurderet effekten af den supplerende behandling efter 2 – 4 uger, idet det var usikkert, om tillæg af Dostinex havde effekt.

Nævnet finder videre, at overlæge A den 17. november 1999 ikke foretog en tilstrækkelig vurdering af s tilstand, og det er kritisabelt, at han først planlagde den næste kontrol tre måneder senere, da han ikke havde viden om effekten af behandlingen. Nævnet finder videre, at overlæge A den 29. februar 2000 heller ikke fortog en tilstrækkelig vurdering af hendes tilstand, på trods af at forløbet klart viste, at den medicinske behandling ikke havde den ønskede effekt.

Samlet finder nævnet, at overlæge A har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard, idet han på et langt tidligere tidspunkt burde have opdaget, at der ikke var tilstrækkelig effekt af den medicinske behandling og dermed have henvist til operation på neurokirurgisk afdeling.

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt

Overlæge B, neurokirurgisk afdeling, , har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af den 30. marts 2000.

Begrundelse


Den 29. marts 2000 havde blindheden på s højre øje bestået i mere end en måned, og øjenmuskellammelsen havde været der i ca. 14 dage.

Det fremgår af journalen den 30. marts 2000, at øjenmuskellammelsen skyldtes svulstvækst, idet svulsten på venstre side havde udstrækning til nervebanerne til venstre øjes muskler. Selve området for nervernes forløb var utilgængelig for operation, idet dette ville medføre yderligere beskadigelse. blev således stillet i udsigt, at der var chancer for bedring af øjenbevægelsen efter operationen.

Nævnet kan oplyse, at man ofte kan forvente, at der vil være en forbedring af øjenbevægelserne efter en sådan operation, men det afhænger af, hvor svære skader der i forvejen er påført nerverne. Nævnet kan videre oplyse, at det, at der ikke blev bedring eller kun forbigående bedring efter en operation, ikke indikerer beskadigelse af nerverne ved operationen. Det kan derimod tolkes som udtryk for, at beskadigelsen allerede på operationstidspunktet var så vidt fremskreden, at ménene var permanente.

Overlæge B undersøgte ifølge journalen akut den 29. marts 2000, hvor han tilbød hende indlæggelse samme dag, men hun ønskede at vente til dagen efter. Der blev således planlagt operation næste dag, og blev opereret indenfor 24 timer efter, at hendes tilstand var kommet overlæge B til kundskab.

Det er nævnets vurdering, at det ikke ville have nogen indflydelse på resultatet af operationen, såfremt den var blevet foretaget den 29. marts 2000 frem for den 30. marts 2000.

Nævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at kritisere, at overlæge B først opererede den 30. marts 2000. Nævnet finder videre, at overlæge B har levet op til almindelig anerkendt faglig standard ved sin operation af .