Ikke kritik for utilsigtet fjernelse af tand

Kommunal tandpleje får ikke kritik for utilsigtet at løsne og fjerne en nabotand i forbindelse med en planlagt tandudtrækning. Der var tale om en kendt risiko, da tanden var en mælketand og tæt på sit normale fældningstidspunkt.

Sagsnummer:

26SFP22

Offentliggørelsesdato:

fredag den 10. april 2026

Speciale:

Tandpleje og -behandling

Faggruppe:

Tandlæger

Behandlingssted:

Øvrige kommunale behandlingstilbud

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser

Ikke kritik

Kommunal tandpleje i Kommune A får ikke kritik for behandlingen.

Klagen

Du har klaget over, at din søn ███ ikke fik en korrekt behandling hos kommunal tandpleje i Kommune A, den 17. september 2025.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er:

  • at der blev fjernet en forkert tand

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 17. september 2025 fik █ fjernet sin ene lille mælkekindtand i underkæben, -05, da der var en tandbyld og tanden var løs. ████████ var 10 år.

I forbindelse med fjernelsen af mælkekindtand -05 kom man til at løsne nabotanden -04, som ligeledes blev fjernet. Du blev oplyst om, at mælketanden -04 var tæt på det tidspunkt, hvor den skulle tabes (fældningstidspunktet).

Begrundelse

Vi træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel.

Vi vurderer i vores afgørelse, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Det betyder, at vi ikke har taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Vi har modtaget partshøringssvar fra dig. Partshøringssvaret er indgået i den samlede vurdering af sagen.

Vi har til brug for sagen indhentet og gennemset de for behandlingen relevante røntgenbilleder.

Vores resultat

Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere kommunal tandpleje i Kommune A for behandlingen.

Vi har lagt vægt på:

  • at det er en kendt risiko ved fjernelse af tænder, at nabomælketænder kan løsne sig, hvis de er tæt på deres naturlige fældningstidspunkt. Det normale fældningstidspunkt for mælketanden -04 var omkring 9 – 11 års-alderen, og røntgenbilledet fra den 16. september 2025 viser ligeledes, at mælketand -04 var tæt på fældning. Det var derfor sandsynligt, at tanden allerede var begyndt at løsne sig på behandlingstidspunktet.
  • at den omstændighed, at mælketand -04 løsnede sig og måtte fjernes i forbindelse med udtrækningen af mælkekindtand -05 således ikke er ensbetydende med, at behandlingen var kritisabel. Det skyldes, at der var tale om en hændelig og kendt komplikation til behandlingen.

Kommunal tandpleje i Kommune A har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af din søn ███, den 17. september 2025.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Dagældende bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):Bekendtgørelse nr. 1250 af 28. oktober 2025 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 1, stk. 2, om klager over sundhedsfaglig virksomhed