Kritik for manglende ordination i medicinmodul
Sygehus får kritik for ikke at sikre, at en ordination på blodfortyndende medicin i forbindelse med en operation var skrevet i medicinmodulet i den elektroniske patientjournal.
Sagsnummer:
26SFP12
Offentliggørelsesdato:
torsdag den 19. februar 2026
Speciale:
Mavetarmsygdomme, kirurgiske (kirurgisk gastroenterologi), Sygepleje
Faggruppe:
Læger, Sygeplejersker
Behandlingssted:
Sygehuse/hospitaler
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Kritik
Hospital A får kritik for behandlingen på Kirurgisk Afdeling og Anæstesiologisk Afdeling i perioden fra den 31. december 2024 til den 2. januar 2025.
Klagen
Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling på Kirurgisk Afdeling og Anæstesiologisk Afdeling, Hospital A, i perioden fra den 31. december 2024 til den 2. januar 2025.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er:
- at du ikke modtog behandling med blodfortyndende medicin på sundhedsfaglig forsvarlig vis efter din operation for tarmslyng.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Den 31. december 2024 blev du som 63-årig opereret for tarmslyng på Kirurgisk Afdeling, Hospital A.
Efter operationen blev det besluttet, at du skulle have smertestillende medicin, forebyggende behandling mod blodpropper med blodfortyndende medicin samt kvalmestillende. Der blev samtidigt planlagt behandling med afføringsmiddel.
Efter operationen blev du overflyttet til Anæstesiologisk Afdeling til opvågning, hvor du blev løbende tilset.
Den 1. januar 2025 blev du afsluttet fra Anæstesiologisk Afdeling og overflyttet til Kirurgisk Afdeling til yderligere observation.
Den 2. januar 2025 blev du tilset på Kirurgisk Afdeling, hvor der var mistanke om, at du havde en blodprop i lungen. Det blev bemærket, at du ikke havde modtaget blodfortyndende behandling efter operationen.
Du skriver i din klage, at du fik en blodprop i lungen, fordi du først modtog blodfortyndende medicin halvanden dag efter operationen.
Begrundelse
Vi træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel.
Vi vurderer i vores afgørelse, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Det betyder, at vi ikke har taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Vores resultat
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere Hospital A for behandlingen på Kirurgisk Afdeling og Anæstesiologisk Afdeling.
Kirurgisk Afdeling
Vi har lagt vægt på:
- at der ikke blev ordineret blodfortyndende behandling på forsvarlig vis. Det skyldes, at den planlagte forebyggende behandling mod blodpropper, som fremgik af operationsbeskrivelsen, ikke blev registreret i medicinmodulet. Ifølge afdelingens retningslinjer skal patienter, der får foretaget en operation i bughulen, have forebyggende behandling mod blodpropper. Det sker ved at give støttestrømper på begge ben og injektion med præparatet Fragmin i forbindelse med indgrebet. Da ordinationen på Fragmin ikke var oprettet i medicinmodulet, blev den ikke iværksat.
I de elektroniske patientjournaler findes et medicinmodul, der viser en samlet oversigt over den medicin, der er ordineret, og hvornår den skal gives. Alle medicinordinationer skal skrives ind i medicinmodulet, så sundhedspersonalet tydeligt kan se, hvilken medicin patienten skal have og hvornår. I medicinmodulet kan sundhedspersonalet også lave ændringer i ordinationerne og notere, når medicinen er givet.
Alle medicinordinationer skal fremgå af medicinmodulet. Det er ikke tilstrækkeligt, at en medicinordination alene fremgår af prosateksten i journalnotatet, da der derved er risiko for, at ordinationen overses af sundhedspersonalet.
- at der ikke blev fulgt relevant og tilstrækkeligt op på din medicinske behandling. Det skyldes, at afdelingen burde have undersøgt, hvorfor den almindelige procedure var blevet fraveget. Det fremgik af operationsbeskrivelsen, at du skulle have forebyggende behandling mod blodpropper, og derfor burde det være blevet opdaget, at ordinationen manglede i medicinmodulet.
Anæstesiologisk Afdeling
Vi har lagt vægt på:
- at der ikke blev fulgt relevant og tilstrækkeligt op på din medicinske behandling. Det skyldes, at det er almindelig praksis, at patienter, der får foretaget en operation i bughulen og samtidig er i en risikogruppe, får forebyggende behandling mod blodpropper. Du opfyldte disse betingelser, og der var ikke oplysninger, som gav grund til at fravige denne almindelige procedure. Det fremgik desuden af operationsbeskrivelsen, at der var ordineret behandling med blodfortyndende medicin, hvilket personalet burde have været opmærksom på. Afdelingen burde derfor have undersøgt, om du havde fået forebyggende behandling mod blodpropper, og sikret, at det blev iværksat, hvis ikke det var tilfældet.
Hospital A har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af dig i perioden fra den 31. december 2024 til den 2. januar 2025.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet som ændret ved lov nr. 647 af 11. juni 2024 og lov nr. 1673 af 30. december 2024 (klage- og erstatningsloven):
- § 1, stk. 2, om klager over sundhedsfaglig virksomhed