Utilstrækkelig smertebehandling af smertepatient
Sygehus får kritik for utilstrækkelig planlægning og behandling med smertestillende medicin efter en operation. Patienten var kendt med kronisk smerteproblematik, og med et længerevarende dagligt forbrug af opioider.
Sagsnummer:
26SFP06
Offentliggørelsesdato:
mandag den 19. januar 2026
Speciale:
Anæstesiologi/intensiv
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Sygehuse/hospitaler
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Kritik
Hospital A får kritik for behandlingen på Afdeling A den 10. februar 2025.
Klagen
Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling på Afdeling A, Hospital A, den 10. februar 2025.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er:
- at du ikke blev smertedækket på relevant og tilstrækkelig vis, da du var i fast behandling med smertestillende medicin.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Den 10. februar 2025 blev du indlagt på Afdeling A, Hospital A, efter du havde fået foretaget en stivgørende rygoperation. Der blev i forbindelse med operationen ordineret smertebehandling med infusion af Ketamin 5 mg i timen, som skulle nedtrappes til 2,5 mg i timen om eftermiddagen, hvorefter det skulle udtrappes fuldt ud, når du var smertefri, eller smerterne havde et acceptabelt niveau.
Ved ankomst til opvågningen kl. 12:32 blev din almene tilstand vurderet, herunder din smertetilstand. Du fik desuden målt blodtryk, puls og iltmætning.
Kl. 14:37 blev det noteret, at du havde stærke smerter strålende ned i venstre ben. Der blev givet smertestillende i form af 200 mikrogram Fentanyl, fordelt på tre doser af 50 mikrogram, 100 mikrogram og 50 mikrogram over 10 minutter, 20 mg depot Oxylan, 150 mikrogram Clonidin, 15 mg Oxycodon og en stikpille med Diclofenac. Der blev ligeledes lagt en plan for den videre behandling med Ketamin.
Senere på eftermiddagen havde du igen et smertegennembrud, hvor der blev givet smertestillende medicin i form af først 200 mikrogram Fentanyl, som ikke havde effekt, hvorefter der blev givet 100 mikrogram yderligere. Dertil blev der givet 10 mg Oxynorm, 20 mg morfin og 2 mg Midazolam med god virkning. Du fik senere endnu et smertegennembrud, hvor du fik smertestillende medicin i form af 200 mikrogram Fentanyl uden effekt, hvorefter der blev givet 150 mikrogram Clonidin og 10 mg morfin, 10 mg Oxcylan depot samt 1 mg Midazolam. Du fik desuden dit vanlige smertestillende. Det blev noteret, at ordinationerne af smertestillende var i for små doser til dit behov.
Du blev efterfølgende overflyttet til sengeafdelingen.
Du var kendt med en kronisk smerteproblematik, og du var i fast behandling med smertestillende medicin.
Afdelingen har oplyst, at man var opmærksomme på, at du var smertepatient. De har videre oplyst, at du skulle have anlagt et epiduralt kateter til smertebehandling, men at det ikke var muligt.
Begrundelse
Vi træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel.
Vi vurderer i vores afgørelse, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Det betyder, at vi ikke har taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Vores resultat
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere Afdeling A, Hospital A, for behandlingen.
Vi har lagt vægt på:
- at du ikke blev smertedækket på relevant og tilstrækkelig vis, henset til din faste behandling med smertestillende medicin. Da du var kronisk smertepatient med et længerevarende dagligt forbrug af Oxycontin/Oxynorm, så havde du behov for højere doser end normalt for at opnå tilstrækkelig smertelindrende virkning. Det skyldes, at et længerevarende forbrug af de nævnte lægemidler indebærer en betydelig opioidtolerance.
- at du ikke blev tilstrækkeligt smertedækket, selvom du modtog flere forskellige og gentagne doser smertestillende medicin. Det viser, at de givne doser var for små, hvilket personalet også konstaterede.
- at der ikke var blevet lagt en reel smerteplan i opvågningen, som indeholdt en beregning af dit forventede opioidbehov efter operationen. Da du var kronisk smertepatient, så burde der være foretaget en præcis vurdering af dit vanlige medicinforbrug for at kunne planlægge en tilstrækkelig smertebehandling.
- at du indledningsvist skulle have haft højere doser smertestillende medicin, og de skulle være givet med kortere intervaller for at undgå smertegennembrud. Derudover burde smertebehandlingen være eskaleret yderligere, da man konstaterede utilstrækkelig effekt af behandlingen, og man kunne have overvejet yderligere inddragelse af en læge med specifik smertekompetence.
- at det forhold, at det ikke havde været muligt at anlægge et epiduralt kateter til smertebehandling, indebar, at der efterfølgende burde have været en skærpet opmærksomhed på den systemiske smertebehandling.
Afdeling A, Hospital A, har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af dig den 10. februar 2025.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Bekendtgørelse nr. 1250 af 28. oktober 2025 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- § 1, stk. 2, om klager over sundhedsfaglig virksomhed